Individuation – At blive den, du ER.

Individuation er et af de mest centrale begreber i C.G. Jungs analytiske psykologi og samtidig et af de begreber, der efter min erfaring først for alvor bliver forståelige, når vi begynder at genkende dem i vores eget liv. Vi kan læse om Selvet, skyggen, personaen og det ubevidste og forstå begreberne intellektuelt, individuation handler om den bevægelse, der opstår, når det menneske, vi har lært at være, ikke længere fuldt ud kan rumme det menneske, vi er ved at blive, Individuationen er en livslang proces.

For Jung var menneskets psykiske udvikling ikke afsluttet, når vi havde etableret en identitet, fundet vores plads i samfundet og lært at fungere i relation til andre. Tværtimod så han en dybere udviklingsbevægelse i psyken, hvor vi gennem livet igen og igen bliver konfronteret med sider af os selv, som endnu ikke er blevet bevidste.

Individuation betegner denne gradvise bevægelse mod en større psykisk helhed, hvor bevidstheden udvides gennem mødet med det ubevidste, og hvor egoet langsomt lærer at stå i relation til en større indre helhed, som Jung kaldte Selvet.

Jung formulerer det således:

“Individuation means becoming an ‘in-dividual’ … it also implies becoming one’s own self” (Jung, CW 7, §266).

Ordet individuation kommer af det latinske individuum, som betyder noget udeleligt eller udelt, og det er værd at dvæle ved, fordi individuation er den bevægelse, hvor mennesket bliver en “separate, indivisible unity or ‘whole’” (Jung, CW 9i, §490).

Det er måske netop her, den jungianske forståelse adskiller sig fra meget af den moderne selvudviklingskultur?
Vi skal ikke nødvendigvis blive bedre udgaver af os selv, optimere os selv eller fjerne alt det, der er vanskeligt. Individuation fører os ind i en mere ærlig relation til hele vores psyke, også til de dele af os, vi helst ville være fri for, og til de potentialer, vi endnu ikke har turdet leve.

Hvad er individuation?

Når Jung taler om individuation, beskriver han en naturlig psykisk udviklingsproces, hvor ubevidste sider af os selv presser på for at blive bevidstgjort.  Psyken synes at rumme en iboende tendens mod større helhed, men bevægelsen støder uvægerligt sammen med den bevidste personligheds forestillinger om, hvem vi er, og hvordan vores liv burde se ud.

I begyndelsen af livet har vi brug for at skabe en nogenlunde stabil identitet. Vi lærer, hvordan vi skal være sammen med andre, hvad der forventes af os, hvad der giver anerkendelse, og hvilke sider af os der lettere finder plads i familien og kulturen. Noget bliver udviklet og får lov til at fylde, mens andet glider ud af bevidstheden. Det er en nødvendig del af udviklingen, for vi kan ikke leve alle muligheder på én gang.

Det ulevede liv kalder vi det ubevidste og det kan vende tilbage gennem vores drømme, vores relationer, vores symptomer, vores kreativitet eller gennem de perioder i livet, hvor den identitet, vi hidtil har levet ud fra, pludselig ikke længere føles tilstrækkelig.
Vi kan på overfladen have et velfungerende liv og alligevel mærke en uro, en længsel eller en fornemmelse af, at noget væsentligt mangler. Undertiden viser denne bevægelse sig gennem en egentlig livskrise, andre gange langt mere stille som en voksende erkendelse af, at vi ikke længere kan leve helt på samme måde som før.

Marie-Louise von Franz beskriver individuation som et mønster af psykisk vækst, der gradvist kan træde frem, når vi følger et menneskes drømme og symbolske materiale over længere tid. Enkelte drømme kan synes tilfældige, men når de betragtes som en længere serie, kan der vise sig en retning, som om noget dybere i psyken forsøger at føre personligheden mod en større helhed (von Franz, 1964).

Det betyder ikke, at der findes en færdig plan for vores liv, som vi blot skal opdage og følge. Individuation er en dialog mellem det bevidste og det ubevidste, og egoets deltagelse er nødvendig. Det betyder, at vi kan begynde at lytte til psyken på en ny måde.

Egoet og Selvet – hvem er centrum i vores indre liv?

For at forstå individuation er det nødvendigt at forstå Jungs skelnen mellem egoet og Selvet. Egoet er centrum for den bevidste personlighed og den instans, hvorfra vi oplever os selv som et “jeg”. Det er egoet, der orienterer sig i verden, træffer valg, husker vores historie og skaber en oplevelse af kontinuitet i vores identitet.

Et tilstrækkeligt udviklet ego er nødvendigt. Individuation handler derfor ikke om at opløse egoet eller gøre sig fri af det, sådan som Jungs psykologi undertiden fejlagtigt bliver fremstillet i nogle spirituelle fortolkninger. Uden et ego, der kan differentiere, reflektere og stå i relation til det ubevidste, bliver der heller ingen egentlig dialog mellem bevidsthed og ubevidsthed.

Men egoet er hos Jung ikke centrum for hele psyken, det er Selvet.

Selvet betegner den samlede psykiske helhed, der rummer både det bevidste og det ubevidste, og som derfor nødvendigvis er større end det, egoet kan vide om sig selv. Jung understreger netop, at individuation ikke må forveksles med en simpel udvidelse af ego-bevidstheden, for det ville være at identificere egoet med Selvet og dermed overse, at Selvet omfatter langt mere end det bevidste jeg (Jung, CW 8, §432).

Det er her, drømme og symboler får deres særlige betydning. De kan bringe billeder ind i bevidstheden, som ikke passer ind i vores eksisterende selvforståelse, og som derfor forstyrrer den orden, egoet har skabt. Det kan opleves både fascinerende og ubehageligt, men netop i denne forstyrrelse  ligger nye udviklingsmuligheder.

Selvet som et indre organiserende princip

Selvet er et arketypisk princip for helhed, som vi aldrig fuldt ud kan begribe med bevidstheden. Vi kan erfare noget af det gennem de billeder og symboler, psyken skaber, men Selvet kan ikke reduceres til en definition.

I drømme, myter, eventyr og kunstneriske processer kan denne helhed symboliseres på mange forskellige måder, eksempelvis gennem et barn, et træ, et hus, en sten, en konge eller dronning, en cirkel eller en mandala.

Symbolet må altid forstås i relation til det menneske, der har skabt eller drømt det, fordi det samme billede kan bære meget forskellige betydninger afhængigt af den personlige situation og den arketypiske sammenhæng, det optræder i.

Von Franz beskriver netop, hvordan Selvet gennem drømme kan opleves som et dybere organiserende centrum, der ikke er identisk med egoet, men som synes at orientere den psykiske udvikling mod en større helhed (von Franz, 1964).

Personaen og det menneske, vi har lært at være

Et vigtigt møde på individuationsvejen er konfrontationen med personaen. Jung anvendte begrebet persona om den sociale maske eller den del af personligheden, vi udvikler i mødet med omgivelsernes forventninger. Personaen gør det muligt for os at indgå i fællesskaber og udfylde de roller, livet kræver af os, og i den forstand er den både naturlig og nødvendig.

Problemet opstår, når vi identificerer os så stærkt med personaen, at vi begynder at tro, at den er hele vores personlighed.

Vi kan eksempelvis være blevet identificeret med rollen som den stærke, den hjælpsomme, den ansvarlige, den intellektuelle eller den, der altid kan rumme andre. Ofte er disse kvaliteter helt reelle sider af os, men hvis vores identitet bliver for ensidig, må andre dele af psyken nødvendigvis leve i skyggen.

Individuation indebærer derfor ikke, at vi skal forkaste vores sociale roller, men at vi gradvist bliver i stand til at skelne mellem den funktion, vi udfylder, og den større personlighed, vi er.

Det kan være en smertefuld proces, fordi personaen ofte har været forbundet med både kærlighed, tilhørsforhold og anerkendelse. Hvis jeg gennem et helt liv har fået værdi ved at være den, der hjælper andre, hvad sker der så, når jeg begynder at mærke mine egne behov? Hvis jeg altid har været den fornuftige, hvad sker der, når en mere spontan eller sanselig side begynder at kræve plads?

Mødet med skyggen

Skyggen rummer de kvaliteter, impulser, følelser og muligheder, der ikke passer ind i egoets foretrukne billede af sig selv. Jung betragtede konfrontationen med skyggen som en væsentlig del af individuationsprocessen, fordi det vi ikke kan genkende som vores eget, let bliver projiceret ud på andre mennesker.

Skyggen forbindes ofte med aggression, misundelse, egoisme eller seksualitet, men den rummer langt mere end de sider, vi traditionelt opfatter som mørke. Et menneske, der tidligt har lært at være stille, hensynsfuldt og tilpasset, kan have placeret sin gennemslagskraft, vrede og vitalitet i skyggen. Et menneske, der har bygget sin identitet omkring rationalitet og kontrol, kan have forvist kreativitet, intuition og sanselighed til samme område.

Skyggearbejde bliver derfor en fin bevægelse, hvor vi langsomt bliver i stand til at tage ansvar for mere af det, vi er.

Jung formulerer et beslægtet princip meget præcist, når han skriver, at livets alvorlige problemer ikke endeligt løses, men at deres betydning snarere ligger i det vedvarende arbejde med dem (Jung, CW 8, §771).
Individuation handler på  den måde om at udvikle en større kapacitet til at være i relation til psykens kompleksitet.

Når andre mennesker bærer vores skygge

Et af de steder, hvor skyggen bliver mest levende, er i vores relationer. Vi kan blive stærkt irriterede på et menneske, som tillader sig noget, vi aldrig selv ville gøre, eller fascinerede af mennesker, der lever kvaliteter, vi ikke har givet os selv adgang til.

Det betyder ikke, at enhver kritik af et andet menneske blot er en projektion. Men når vores reaktion bliver usædvanligt intens, kan det være værd at undersøge, om den anden bærer noget, der også har forbindelse til vores egen psyke.

Derfor er relationer en stor og vigtig del af individuationen. Når vi gradvist tager vores projektioner hjem, bliver det muligt både at se os selv og den anden mere nuanceret.

Anima, animus og mødet med det fremmede i os selv

I Jungs klassiske model møder vi efter skyggen de arketypiske figurer anima og animus. Jung beskrev anima som den ubevidste feminine side i mandens psyke og animus som den ubevidste maskuline side i kvindens. Begreberne udspringer tydeligt af Jungs historiske og kulturelle kontekst, og postjungiansk psykologi har siden nuanceret forståelsen betydeligt, ikke mindst fordi køn, identitet og psykiske kvaliteter i dag forstås mindre binært.

Det centrale i Jungs observation kan imidlertid fortsat være værdifuldt, hvis vi forstår anima og animus som billeder på mødet med psykiske kvaliteter, der opleves som fremmede for vores bevidste identitet. I drømme kan disse sider vise sig som ukendte mænd eller kvinder, elskere, vejledere, forførere, kritikere eller andre numinøse figurer, som synes at have en autonomitet, der rækker ud over egoets vilje.

Drømme som individuationsprocessens sprog

Drømmene har en særlig plads i Jungs psykologi, fordi de giver os adgang til psykiske processer, der foregår uden for egoets bevidste kontrol. Jung betragtede ikke drømmen som en tilfældig produktion eller blot som en forklædt opfyldelse af et fortrængt ønske. Drømmen kunne have en kompenserende funktion og bringe perspektiver ind, som den bevidste holdning havde overset.

Hvis vores bevidste liv f.eks. er blevet for ensidigt, kan drømmen præsentere den modsatte pol. Et menneske, der identificerer sig stærkt med kontrol, kan drømme om kaos eller naturkræfter, mens et menneske, der har mistet kontakten til sin sårbarhed, kan møde et forsømt barn. Det konkrete billede må undersøges gennem drømmerens personlige associationer, livssituation og – hvor det er relevant – en amplifikation af billedets kulturelle og arketypiske betydninger.

Von Franz fremhæver, at når vi følger drømme gennem længere tid, kan de danne mønstre, hvor bestemte motiver vender tilbage og udvikler sig. På den måde kan drømmeserien undertiden vise en psykisk bevægelse, som egoet endnu ikke har forstået, og det er netop dette dybere vækstmønster, hun forbinder med individuationsprocessen (von Franz, 1964).

Det er en forståelse, jeg selv finder meget værdifuld, fordi den inviterer os til at møde drømmen med en særlig ydmyghed. Vi behøver ikke straks at vide, hvad den betyder.
Vi kan i stedet blive nysgerrige på, hvorfor netop dette billede kommer til os nu, hvad det vækker i os, og hvilken bevægelse i livet det måske forsøger at gøre synlig.

Symboler – når psyken viser det, ordene endnu ikke kan rumme

Symboler er tæt forbundet med individuation, fordi symbolet peger på noget, som endnu ikke fuldt ud kan begribes af bevidstheden.

Vi møder symbolerne i drømme og fantasier, men også i eventyr, myter, religion, kunst og spontane kreative processer. Når et symbol bliver ved med at vende tilbage eller opleves som særligt ladet, kan det være fristende hurtigt at ville afkode det, men i en jungiansk tilgang er det mere frugtbart at blive ved billedet og lade betydningen folde sig ud over tid.

Jung blev selv dybt optaget af mandalaen, fordi cirkulære og centrerede former igen og igen viste sig spontant både i hans eget billedarbejde og hos mennesker, han arbejdede med. Han forstod mandalaen som et muligt symbol på psykisk helhed og på Selvets organiserende princip.

For mig er det netop noget af det smukke ved det symbolske arbejde. Vi behøver ikke  at reducere billedet til en forklaring. Et symbol kan få lov til at leve ved siden af os og modnes over tid – dets betydn ing ændres, og nogle gange forstår vi først langt senere, hvad det forsøgte at fortælle.

Kunstterapi som vej i individuationsprocessen

Her bliver kunstterapien efter min erfaring en særlig værdifuld vej, fordi den giver det ubevidste mulighed for at få form, før vi nødvendigvis har ord for det. Når vi tegner, maler eller former uden på forhånd at vide, hvad resultatet skal være, opstår der billeder, farver og figurer, som overrasker os, fordi noget bliver synligt, som ikke blev planlagt af det bevidste ego.

I det kunstterapeutiske arbejde kan vi undersøge, hvad der sker i kroppen, når vi ser på billedet, hvilke associationer der opstår, hvad en bestemt figur ville sige, hvis den fik en stemme, eller hvad der sker, hvis vi fortsætter billedet uden at forsøge at kontrollere retningen. På den måde kan den kreative proces skabe et mellemrum, hvor bevidsthed og ubevidsthed mødes.

Dette ligger tæt på Jungs forståelse af den transcendente funktion, hvor en ny psykisk position kan opstå gennem spændingen mellem bevidste og ubevidste modsætninger. Det nye er ikke blot et kompromis mellem to allerede kendte positioner, men kan opleves som noget tredje, der ikke kunne tænkes frem på forhånd (Jung, CW 8).
Hvis du er interesseret i at fordybe dig i kunstterapi som en vej i individuationsprocessen, kan du læse mere om vores   kunstterapiuddannelse.

Aktiv imagination – en levende dialog med det ubevidste

Jungs metode aktiv imagination udsprang blandt andet af hans egne intensive erfaringer med billeder og fantasier i årene efter bruddet med Freud. I aktiv imagination vender vi bevidst opmærksomheden mod et indre billede, en drøm, en følelse eller en kropslig fornemmelse og giver den mulighed for at udvikle sig, samtidig med at egoet forbliver nærværende og deltagende.

Hvis vi eksempelvis har drømt om et hus med en dør, vi ikke åbnede, kan vi i imaginationen vende tilbage til billedet og undersøge, hvad der sker, hvis vi nærmer os døren. Vi beslutter ikke på forhånd, hvad der skal være bag den, men forsøger at lade billedet svare på sine egne præmisser.

Det er denne balance, der adskiller aktiv imagination fra almindelig dagdrømmeri. Egoet skal hverken kontrollere processen eller forsvinde ind i den. Det skal være i dialog med det, der opstår.

Individuation finder sted i denne relation. Det ubevidste skal ikke erobre bevidstheden, og egoet skal heller ikke kolonisere det ubevidste, transformationen ligger i mødet.

Individuation og livets anden halvdel

Jung var særligt optaget af de udviklingsmæssige forandringer, der kan opstå omkring livets midte og i anden halvdel af livet. I den første del af livet ligger meget af vores psykiske energi naturligt i at etablere os i den ydre verden. Vi skal skabe en identitet, udvikle kompetencer, indgå i relationer og finde vores plads i fællesskabet.

På et tidspunkt kan de værdier, der bar den første del af livet, imidlertid miste noget af deres selvfølgelighed. En karriere, en rolle eller en identitet, der tidligere gav mening, føles måske ikke længere tilstrækkelig, og spørgsmål om mening, forgængelighed og det liv, der endnu ikke er blevet levet, kan træde tydeligere frem.

Det kan opleves som en reel krise, hvilket det nogen gange også er. I et jungiansk perspektiv kan krisen rumme en udviklingsmulighed, fordi den tvinger os til at lytte til andre værdier end dem, der hidtil har organiseret vores liv.

Individuation er ikke individualisme

En af de mest udbredte misforståelser af individuation er, at processen skulle handle om at blive uafhængig af andre eller om at sætte sin egen selvrealisering over fællesskabet. Det ligger langt fra Jungs forståelse.

Individuation forudsætter relation. Jo mere vi bliver i stand til at genkende vores egne komplekser, projektioner og skyggesider, desto mindre behøver vi andre mennesker til ubevidst at bære dem for os. Individuation kan derfor føre til en dybere etisk forpligtelse over for relationen, fordi den enkelte i højere grad må tage ansvar for det, der faktisk tilhører ham eller hende.

Det betyder heller ikke, at vi bliver færdige med at projicere eller altid kan se os selv klart, men vi kan udvikle en større villighed til at undersøge vores reaktioner og spørge, hvad der er mit, hvad der er dit, og hvad der opstår i feltet imellem os.

Jung understregede, at individuation ikke foregår i isolation fra kollektivet, men netop må forstås i relation til det. At blive mere sig selv betyder derfor ikke at blive mindre forbundet med andre. Det kan tværtimod gøre relationen mere virkelig, fordi vi i mindre grad behøver den anden til at bekræfte den identitet, vi selv forsøger at opretholde (Jung, CW 7).

Når noget gammelt ikke længere kan fortsætte

Der er noget smukt i tanken om at blive mere sig selv, men individuation er ikke altid en behagelig proces. Når vi begynder at tage det ubevidste alvorligt, bliver vi konfronteret med erkendelser, der udfordrer den måde, vi har indrettet vores liv på.

Vi kan opdage, at en rolle er blevet for trang, at et gammelt mønster ikke længere beskytter os, eller at en kvalitet, vi tidligere har fordømt, faktisk rummer en vigtig del af vores livskraft. Undertiden er det vores mørke sider, vi har vanskeligt ved at tage hjem, men lige så ofte kan det være vores styrke, kreativitet, sanselighed eller evne til at sætte grænser. Det kræver mod at tage ansvar for begge dele. Derfor kan individuation heller ikke reduceres til selvaccept i betydningen, at alt blot skal rummes, som det er. Bevidstgørelse indebærer også ansvar. Når vi opdager en side af os selv, må vi efterhånden forholde os til, hvordan den skal leves i verden.

Den transcendente funktion – når noget tredje kan opstå

En af Jungs væsentligste beskrivelser af psykisk transformation findes i begrebet den transcendente funktion. Når egoets bevidste holdning møder et ubevidst indhold, der står i modsætning til den, opstår der en spænding. Vores umiddelbare tilbøjelighed er ofte at vælge den ene side og forkaste den anden, men Jung var optaget af muligheden for at blive i spændingen længe nok til, at en ny symbolsk løsning kunne opstå.

Det er ikke en intellektuel løsning, vi tænker os frem til. Det kan være et drømmebillede, et kunstnerisk udtryk, en ny følelse eller en erkendelse, der ændrer hele den måde, konflikten opleves på.

Her bliver symbolet igen centralt, fordi det kan rumme modsætninger, som den rationelle bevidsthed har vanskeligt ved at forene. Den transcendente funktion bliver dermed en af de mekanismer, hvorigennem individuationsprocessen kan bevæge sig videre (Jung, CW 8).

I mit eget arbejde med kunstterapi oplever jeg ofte, at netop billedet kan bære denne funktion. Det, der ikke kunne løses gennem samtale alene, kan pludselig få en form, som gør det muligt at stå et andet sted i relation til konflikten.

Individuation som en livslang bevægelse

Jung skriver et sted om livets alvorlige problemer, at de ikke fuldstændigt kan løses, og at deres mening snarere synes at ligge i vores vedvarende arbejde med dem (Jung, CW 8, §771). Jeg synes, den tanke siger noget væsentligt om individuation. Vi kommer ikke nødvendigvis frem til et sted uden modsætninger, sårbarhed eller tvivl, men vi bliver bliver bedre i stand til at leve bevidst med dem.

Det er også en af de ting, von Franz fremhæver i sin beskrivelse af individuationsprocessen. Egoet skal lære at forholde sig til Selvet uden hverken at identificere sig med det eller ignorere det. Det er en levende relation, der må genforhandles gennem hele livet (von Franz, 1964).

Vi bliver derfor ikke færdige med at blive os selv. Vi bliver ved med at opdage, at det menneske, vi troede, vi var, kun var en del af historien.

En lille øvelse – hvad kalder på at blive levet?

Hvis du har lyst til at undersøge din egen individuationsproces, kan du finde et roligt sted og lade opmærksomheden vende indad et øjeblik.  Prøv at spørge dig selv, hvilken del af dit liv der føles levende lige nu, og hvor du mærker, at noget er stagneret eller er blevet for snævert. Du kan undersøge, om der er en længsel, du gentagne gange skubber væk, en drøm, der bliver ved med at vende tilbage, eller et bestemt symbol eller billede, som har fanget din opmærksomhed på det seneste.

Vælg derefter ét af disse billeder og tegn eller mal det uden at bekymre dig om, hvordan det ser ud. Lad billedet udvikle sig lidt på sine egne præmisser, og når du er færdig, kan du blive siddende foran det og undersøge, hvad der sker i dig, når du ser på det.

Hvis billedet kunne tale til dig, hvad ville det så sige?

Og hvis du et øjeblik forestiller dig, at du ikke behøver at forstå eller forklare det, hvad bliver du så nysgerrig på?

Formålet er at skabe en åbning, hvor det, du allerede ved om dig selv, kan møde noget, du måske endnu ikke ved.

Referencer

Jung, C.G. (1953). Two Essays on Analytical Psychology. Collected Works of C.G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.

Jung, C.G. (1960). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works of C.G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C.G. (1969). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works of C.G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.

Jung, C.G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works of C.G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.

Jung, C.G., & von Franz, M.-L. (red.). (1964). Man and His Symbols. Doubleday.

Stein, M. (1998). Jung’s Map of the Soul: An Introduction. Open Court.

von Franz, M.-L. (1964). The process of individuation. I C.G. Jung & M.-L. von Franz (red.), Man and His Symbols. Doubleday.

von Franz, M.-L. (1990). Individuation in Fairy Tales. Shambhala.