Jungiansk eventyrterapi

Jungiansk eventyrterapi – når eventyret bliver et spejl for psyken

Jungiansk eventyrterapi tager udgangspunkt i en forståelse af, at menneskets psyke udtrykker sig gennem mange forskellige sprog. Vi tænker, reflekterer og fortæller historier om os selv, samtidig med at vores indre liv viser sig gennem drømme, fantasier, kropslige fornemmelser, billeder og symboler. Eventyret hører til dette symbolske landskab og kan gennem sine enkle, ofte gådefulde fortællinger åbne en vej ind til psykiske erfaringer, som ligger dybere end den rationelle forståelse.

Når vi møder kongen, heksen, den forladte prinsesse, det hjælpsomme dyr, den mørke skov eller skatten, der ligger gemt under jorden, træder vi ind i et billedsprog, som mennesker har fortalt og genfortalt gennem generationer. Fra et jungiansk perspektiv kan disse figurer og motiver forstås som symbolske udtryk for grundlæggende psykiske erfaringer og arketypiske processer.

Nogle eventyr rammer os med en særlig kraft. Måske husker vi ét bestemt eventyr fra barndommen, mens alle de andre næsten er forsvundet. Måske var der en scene, vi ville høre igen og igen, eller en figur, der både fascinerede og skræmte os. Som voksne kan vi på samme måde opleve, at en gammel fortælling pludselig får en overraskende aktualitet. Billedet af prinsessen i tårnet kan vække en følelse af genkendelse, den syge konge kan berøre noget i vores egen livssituation, eller mødet med den mørke skov kan føles mærkeligt bekendt.

I jungiansk eventyrterapi undersøger vi denne resonans mellem eventyrets symbolske fortælling og menneskets indre liv. Vi lader fortællingens billeder få tid til at folde sig ud og undersøger, hvor de vækker følelser, associationer, erindringer og kropslige reaktioner. På den måde kan eventyret blive et spejl for psykiske processer, som måske allerede er i bevægelse, men endnu ikke har fundet deres tydelige form.

Eventyret som psykens symbolske sprog

C.G. Jung udviklede gennem sit omfattende arbejde med drømme, myter, religion, alkymi og symboler teorien om det kollektive ubevidste og arketyperne. Arketyperne kan forstås som grundlæggende psykiske strukturer eller dispositioner, der gennem menneskets historie har fundet form i blandt andet drømme, myter, religiøse forestillinger, kunst og fortællinger (Jung, CW 9, Part I).

På tværs af kulturer møder vi derfor beslægtede motiver: moderen og faderen, barnet, helten, den gamle vise kvinde eller mand, tricksteren, skyggen, dyret, kongen og dronningen, rejsen, døden og genfødslen, skoven og skatten.

Eventyret giver disse psykiske bevægelser en sanselig og dramatisk form. En truende kraft kan få dragens skikkelse, en sårbar del af psyken kan vise sig som barnet, der efterlades i skoven, og en livsform, der har mistet sin vitalitet, kan komme til syne gennem den gamle eller syge konge. Noget værdifuldt kan ligge gemt som en skat under jorden og først blive tilgængeligt efter en lang rejse gennem ukendt land.

Betydningen vokser frem af fortællingens samlede bevægelse. Dragen, skoven, kongen og skatten får deres særlige psykologiske karakter gennem den sammenhæng, de optræder i, og gennem den måde, de påvirker fortællingens udvikling på. Det giver eventyrets symbolske univers en kompleksitet, hvor det enkelte billede kan rumme flere betydningslag på samme tid.

Marie-Louise von Franz og eventyrenes psykologi

Den schweiziske jungianske analytiker Marie-Louise von Franz (1915–1998) videreudviklede Jungs arbejde med eventyr og brugte en stor del af sit liv på at undersøge deres psykologiske og arketypiske betydning. Hun arbejdede tæt sammen med Jung gennem mange år, og hendes bøger om eventyr har fået en central position inden for den analytiske psykologi.

Von Franz betragtede folkeeventyret som et særligt koncentreret udtryk for processer i det kollektive ubevidste. Hun beskriver eventyr som nogle af de enkleste og reneste fremstillinger af kollektive ubevidste psykiske processer, hvor arketyperne fremtræder i en forholdsvis elementær form (von Franz, 1996). Hendes forståelse af eventyret som et særligt rent udtryk for det kollektive ubevidste er central i The Interpretation of Fairy Tales.

Folkeeventyrets personer er ofte enkelt tegnede. De hedder kongen, prinsessen, den yngste søn, heksen eller den gamle kvinde, og deres individuelle livshistorie fylder sjældent meget. Denne enkelhed gør det muligt at betragte figurerne som personifikationer af psykiske kræfter, der udfolder sig gennem fortællingens struktur og handling.

Von Franz’ tilgang retter derfor opmærksomheden mod eventyret som en helhed. Figurerne, konflikterne, symbolerne og fortællingens bevægelse undersøges i relation til hinanden, så den psykiske proces gradvist bliver synlig.

Et centralt spørgsmål bliver:

Hvilken psykisk proces udfolder denne fortælling?

Von Franz’ model til fortolkning af eventyr

Von Franz beskriver en systematisk tilgang til eventyrfortolkning, som på flere måder minder om arbejdet med drømme. Først undersøges fortællingens struktur og dramatiske bevægelse, hvorefter symbolerne amplificeres og fortællingen søges forstået i psykologisk sprog (von Franz, 1996).

Denne fremgangsmåde hjælper os til at bevare eventyrets sammenhæng. Et symbol får betydning gennem sin placering i fortællingen, gennem de figurer, der omgiver det, og gennem det, der sker før og efter dets fremkomst.

1. Exposition – tid og sted

Eventyr begynder ofte med den velkendte formulering: “Der var engang …”

Tiden og stedet befinder sig dermed i et særligt rum. Vi ved sjældent præcist, hvilket år fortællingen foregår, eller hvor kongeriget ligger. Hos von Franz forbindes dette ubestemte “engang” og “et sted” med det kollektive ubevidstes tidløse og ikke-lokaliserede karakter (von Franz, 1996).

Fortællingen fører os ind i et symbolsk landskab, hvor de almindelige regler for tid og rum bliver mindre betydningsfulde. Her kan dyr tale, mennesker forvandles, døde vende tilbage, og en lille genstand rumme afgørende magt.

Expositionen fortæller samtidig noget om den verden, hvor den psykiske proces skal udspille sig. Et goldt kongerige skaber en anden grundstemning end en frodig skov, og et ensomt hus ved verdens ende åbner et andet symbolsk rum end et travlt slot.

2. Dramatis personae – fortællingens personer

Herefter undersøges dramatis personae – de personer og væsener, der befolker fortællingen. Von Franz anbefaler blandt andet at lægge mærke til antallet af figurer, deres køn og den måde, konstellationen forandrer sig fra fortællingens begyndelse til dens slutning (von Franz, 1996).

Hvis et eventyr eksempelvis begynder med en konge og hans tre sønner, består den indledende konstellation af fire mandlige figurer, mens det feminine princip er fraværende. Hvis fortællingen slutter med tre kvinder, som er kommet ind i konstellationen, bliver denne bevægelse betydningsfuld for forståelsen af fortællingens psykiske udvikling. Von Franz bruger netop denne type optælling som en del af sin metode.

Relationerne mellem figurerne er ligeledes væsentlige. Hvem hjælper hvem? Hvem står i vejen for bevægelsen? Hvem bærer en viden, som hovedpersonen mangler? Hvem forandrer sig undervejs?

På denne måde begynder eventyrets indre psykiske konstellation langsomt at træde frem.

3. Problemet – den forstyrrede orden

Tidligt i eventyret viser der sig som regel et problem. Kongen er syg, prinsessen er forsvundet, landet er goldt, et barn er blevet forladt, eller de gyldne æbler bliver stjålet fra kongens have hver nat.

Her bliver den grundlæggende ubalance i fortællingen synlig.

Psykologisk kan denne begyndelsessituation forstås som en tilstand, hvor den eksisterende orden har mistet sin evne til at skabe balance og udvikling. Noget mangler, noget er gået tabt, eller en kraft er trængt ind og har forstyrret den hidtidige struktur.

Vi genkender denne bevægelse fra menneskelivet. Mange dybere udviklingsprocesser begynder netop dér, hvor en tidligere måde at leve eller forstå sig selv på ikke længere kan bære. En relation bryder sammen, arbejdet mister sin mening, kroppen begynder at reagere, eller en diffus længsel efter noget andet bliver stadig vanskeligere at ignorere.

Eventyrets problem skaber den spænding, som sætter fortællingen i bevægelse.

4. Peripeteia – fortællingens bevægelse

Peripeteia betegner fortællingens bevægelser, prøvelser og omslag. Helten forlader hjemmet, bevæger sig ind i skoven, møder en hjælper, mister noget værdifuldt, bryder et forbud eller bliver stillet over for en opgave, der synes umulig.

Von Franz lægger vægt på denne dramatiske udvikling, fordi den viser, hvordan den psykiske proces bevæger sig. Der kan være flere peripeteiai gennem et længere eventyr, indtil fortællingen når sit afgørende spændingspunkt (von Franz, 1996).

Her bliver symbolernes handling særlig interessant. En slange får eksempelvis forskellig betydning alt efter, om hovedpersonen flygter fra den, bliver bidt, følger efter den eller opdager, at den vogter indgangen til et skjult rum.

Fortællingens bevægelse skaber på denne måde symbolets kontekst.

5. Klimaks – det afgørende øjeblik

Fortællingens bevægelse fører frem mod et klimaks, hvor spændingen når sit højeste punkt. Her står hovedpersonen ofte over for den afgørende prøve eller konfrontation.

Dragen skal mødes. Den forbudte dør åbnes. Den sidste opgave skal løses. Den skjulte sandhed bliver synlig.

Psykologisk kan klimakset forstås som det sted, hvor den hidtidige psykiske position møder sin grænse. Noget afgørende må finde sted, og fortællingens videre udvikling afhænger af dette øjeblik.

Klimakset kan derfor være et særligt betydningsfuldt sted at dvæle i terapeutisk arbejde. Hvilken kvalitet kræves af hovedpersonen netop her? Hvad har rejsen frem mod dette punkt gjort muligt? Hvilke hjælpere eller ressourcer er blevet samlet undervejs?

6. Lysis – fortællingens nye orden

Efter klimakset følger lysis, fortællingens afsluttende løsning. Kongen helbredes, prinsessen befries, skatten findes, forbandelsen brydes, eller brylluppet finder sted. Andre eventyr kan ende med tab eller katastrofe.

Lysis viser resultatet af den proces, fortællingen har gennemløbet. Konstellationen ved slutningen kan sammenholdes med begyndelsen: Hvad er blevet genoprettet? Hvad er kommet til? Hvem er forsvundet? Hvordan ser den nye orden ud?

Hos von Franz kan afslutningen være både positiv og negativ, og enkelte fortællinger glider ganske enkelt ud uden en tydelig løsning. Hun fremhæver også eventyrenes karakteristiske afslutningsformler, der fører fortælleren og tilhøreren tilbage fra eventyrets symbolske verden.

Amplifikation – når symbolets betydningsfelt udvides

Amplifikation har en central plads i jungiansk symbol- og eventyrarbejde. Metoden består i at undersøge beslægtede symboler og motiver i myter, religion, alkymi, kunst, folklore og andre eventyr. Gennem disse paralleller udvides det enkelte symbols betydningsfelt, og det kan træde ind i en større kulturel og arketypisk sammenhæng.

En slange kan eksempelvis føre os ind i et omfattende symbolsk landskab. I forskellige kulturer forbindes den med transformation, fornyelse og cyklisk liv gennem dens evne til at skifte ham. Andre traditioner forbinder den med heling, jord, instinkt, seksualitet, visdom, gift, død eller genfødsel. Hver parallel tilfører endnu en mulig dimension til billedet.

Von Franz beskriver amplifikation som en indsamling af paralleller omkring symbolet, hvorefter de paralleller, der passer til den konkrete fortællings sammenhæng, bliver særligt betydningsfulde.

I terapeutisk arbejde føjes menneskets personlige associationer til dette større symbolske felt. Den samme slange kan vække frygt hos ét menneske og fascination hos et andet. I mødet mellem den individuelle erfaring og den kulturelle amplifikation kan symbolets psykologiske dybde gradvist begynde at folde sig ud.

Eventyrets figurer som psykiske kræfter

En frugtbar måde at arbejde med eventyrets figurer på er at forestille sig dem som forskellige psykiske kræfter inden for den samme helhed.

Vi kan føle os umiddelbart beslægtede med den forladte prinsesse, den modige helt eller barnet, der søger hjem. Andre figurer kan vække modstand: den tyranniske konge, den misundelige søster, heksen, ulven eller dragen.

Netop disse reaktioner kan være værdifulde i det terapeutiske arbejde.

Her bliver Jungs begreb om skyggen relevant. Skyggen rummer de sider af personligheden, som befinder sig uden for vores sædvanlige selvforståelse, og som derfor ofte kommer til syne gennem vores stærke reaktioner på andre mennesker, drømmefigurer og symbolske billeder (Jung, CW 9, Part I).

Marie-Louise von Franz undersøger denne dimension indgående i Shadow and Evil in Fairy Tales. Eventyrets mørke skikkelser kan personificere destruktive kræfter, samtidig med at skyggens område også kan rumme vitalitet, vrede, seksualitet, kreativitet, autonomi og livskraft – psykiske kvaliteter, der af forskellige grunde endnu ikke har fundet en integreret plads i personligheden (von Franz, 1995).

Mødet med eventyrets mørke figur kan derfor føre ind i et område af psyken, hvor både konflikt og uudviklet potentiale befinder sig.

Eventyr og individuationsprocessen

Individuation er et centralt begreb i Jungs analytiske psykologi og betegner den livslange proces, hvor mennesket gradvist udvikler en mere hel relation til sig selv og til psykens større helhed, Selvet.

Mange eventyr rummer en struktur, der kan forbindes med denne bevægelse. Hovedpersonen forlader den kendte verden og bevæger sig ind i et ukendt landskab. Undervejs mødes prøvelser, modstandere og hjælpere. Gamle positioner udfordres, og nye muligheder bliver tilgængelige.

Rejsen gennem eventyret kan på den måde spejle perioder i menneskelivet, hvor vores tidligere identitet eller orientering begynder at forandre sig.

Noget værdifuldt findes ofte langt fra den verden, hovedpersonen kommer fra. Skatten ligger under jorden. Livets vand findes langt borte. Prinsessen befinder sig bag en mur eller på et bjerg, og den hjælper, der kender vejen, kan vise sig i form af et dyr eller en tilsyneladende ubetydelig gammel kvinde.

Symbolsk kan disse billeder pege mod en bevægelse, hvor jeget gradvist etablerer en relation til sider af psyken, som tidligere lå uden for den bevidste identitet.

Skoven som psykisk landskab

Skoven er et af eventyrets store symbolske landskaber. Hovedpersonen forlader huset, landsbyen eller slottet og træder ind mellem træerne. De velkendte veje forsvinder, orienteringen ændrer sig, og ukendte skikkelser kan vise sig.

I en jungiansk amplifikation kan skoven forbindes med det ubevidste og med den erfaring, der opstår, når vores sædvanlige bevidste orientering ikke længere er tilstrækkelig.

Mange livsovergange har denne karakter. Sorg, skilsmisse, sygdom, overgangsalder, arbejdskrise eller en dybere eksistentiel forandring kan skabe en oplevelse af, at det gamle kort ikke længere passer til det landskab, vi befinder os i.

Billedligt talt er vi gået ind i skoven.

Eventyret inviterer os til at rette opmærksomheden mod det, der møder os dér. Skoven kan rumme fare og desorientering, samtidig med at hjælperen, skatten eller den nødvendige viden ofte findes netop i dette ukendte område.

Det hjælpsomme dyr og den instinktive psyke

Dyr spiller en særlig rolle i mange eventyr. Hesten ved, hvilken vej helten skal gå. Fuglen viser vejen. Fisken bringer noget op fra dybet. Frøen kræver kontakt, og et dyr, som hovedpersonen tidligere har hjulpet, vender tilbage på det afgørende tidspunkt.

I en jungiansk forståelse kan dyret blandt andet forbindes med den instinktive side af psyken – de lag af mennesket, som orienterer sig gennem sansning, kropslig viden, intuition og instinkt.

Dyret kan derfor repræsentere en form for viden, der befinder sig uden for den rationelle bevidstheds sædvanlige område.

I terapeutisk arbejde kan vi undersøge denne dimension gennem spørgsmål som:

Hvad ved dyret i dig?

Hvor vil det bevæge sig hen?

Hvad reagerer kroppen på?

Hvilken viden viser sig, før du begynder at forklare?

Sådanne spørgsmål kan åbne en forbindelse til de mere instinktive lag af psyken og til en kropslig erfaring, som undertiden har været overset gennem lang tid.

Jungiansk eventyrterapi i praksis

Jungiansk eventyrterapi kan tage mange former. Et helt eventyr kan danne udgangspunkt for arbejdet, og enkelte gange er det én bestemt scene eller figur, der bliver levende og bærer den terapeutiske proces videre.

En figur kan tegnes eller males, formes i ler eller udforskes gennem skrivning. Man kan forestille sig, hvad figuren ville sige, hvis den fik en stemme, eller undersøge, hvad der sker, hvis fortællingen fortsætter ud over den oprindelige slutning.

Her mødes eventyrterapien naturligt med kunstterapi og Jungs metode til aktiv imagination. Den kreative proces giver mulighed for at udvikle relationen til det symbolske materiale og lade det få en mere konkret og sanselig form.

Billedet af heksen kan eksempelvis males. Undervejs kan hendes ansigt forandre sig, eller der kan opstå en genstand i hendes hånd, som ikke fandtes i den oprindelige fortælling. En ny figur kan træde frem i billedets baggrund. Sådanne spontane forandringer kan blive en del af det videre terapeutiske arbejde.

Eventyret bliver på denne måde et levende psykisk materiale, der kan fortsætte sin bevægelse gennem menneskets egen kreative proces.

Eventyr og aktiv imagination

Aktiv imagination er en metode, Jung udviklede til at etablere en bevidst relation til billeder og figurer fra det ubevidste. Metoden indebærer, at vi giver et spontant indre billede mulighed for at udvikle sig, samtidig med at vores bevidste jeg forbliver nærværende og indgår i relation til det, der viser sig (Jung, CW 8).

En figur fra et eventyr kan danne udgangspunkt for denne proces.

Forestil dig eksempelvis den gamle kvinde ved skovens kant. Se hendes ansigt, hendes tøj, hendes bevægelser og omgivelser. Måske bærer hun en kurv eller en nøgle. Måske står hun helt stille og venter.

Du kan spørge hende:

“Hvem er du?”

“Hvad vil du mig?”

“Hvad bærer du med dig?”

“Hvad ønsker du, at jeg skal se?”

Derefter gives der plads til, at et svar kan opstå spontant. Dialogen kan fortsætte på skrift, gennem tegning eller som en indre forestilling.

På denne måde kan eventyrfiguren få en personlig psykisk betydning, som vokser frem gennem selve mødet.

En øvelse – hvilket eventyr kalder på dig?

Vælg et eventyr, som betød noget særligt for dig som barn, eller en fortælling, der vækker en særlig følelse i dig nu. Læs det langsomt og læg mærke til, hvor din opmærksomhed naturligt samler sig.

Læg derefter fortællingen væk og mærk efter.

Hvilken scene står tydeligst tilbage?

Hvilken figur tiltrækker dig?

Hvilken figur vækker modstand?

Hvor i fortællingen mærker du noget i kroppen?

Hvem identificerer du dig spontant med?

Hvilken figur er vanskeligst at genkende som en del af dit eget psykiske landskab?

Du kan herefter spørge:

“Hvis alle eventyrets figurer var sider af min psyke, hvad ville denne fortælling så vise mig?”

Lad spørgsmålet stå åbent et stykke tid. Skriv de associationer ned, der kommer, eller tegn den scene, som bliver ved med at vende tilbage.

Nogle gange fortsætter et symbol med at arbejde i os længe efter, at selve øvelsen er afsluttet.

En øvelse – gå i dialog med en eventyrfigur

Vælg en figur fra eventyret, som vækker noget særligt i dig. Det kan være helten, heksen, barnet, kongen, den gamle kvinde, ulven eller et andet dyr.

Sæt dig et sted, hvor du kan være uforstyrret, og forestil dig figuren så konkret som muligt. Se dens ansigt, tøj, bevægelser og omgivelser. Læg også mærke til din egen kropslige reaktion i mødet med den.

Begynd derefter en skriftlig dialog:

Jeg: Hvem er du?

Figuren: …

Jeg: Hvorfor er du kommet?

Figuren: …

Jeg: Hvad vil du have mig til at forstå?

Figuren: …

Jeg: Hvad har du brug for fra mig?

Figuren: …

Lad svarene komme så spontant som muligt og fortsæt dialogen, hvis nye spørgsmål opstår.

Efterfølgende kan du tegne figuren eller det billede, der står tydeligst tilbage. Betragt billedet og læg mærke til, om noget har ændret sig i din oplevelse af figuren.

Stærke følelsesmæssige reaktioner eller traumatiske erindringer kan med fordel udforskes sammen med en kvalificeret terapeut, så processen kan udfolde sig inden for en tryg terapeutisk ramme.

At blive i eventyrets billeder

Symbolarbejdet inviterer til en særlig form for langsomhed. Et billede kan bære flere betydninger samtidig, og dets psykologiske betydning kan forandre sig gennem livet.

Det er en af de kvaliteter, jeg holder særligt af ved arbejdet med eventyr og symboler.

Vi kan blive i billedet og lade det følge os.

En figur, der i første omgang opleves som skræmmende, kan over tid vise andre sider. Et eventyr, vi troede, vi kendte, kan pludselig åbne sig på en ny måde, fordi vores egen livssituation har forandret sig.

På den måde udvikler relationen til eventyret sig sammen med os.

Når eventyret bliver personligt

Der kan opstå et særligt øjeblik i arbejdet med eventyr, hvor den gamle fortælling pludselig opleves som nærværende.

Prinsessen i tårnet bliver et billede på en ensomhed, vi genkender. Den yngste søns rejse minder os om en bevægelse, vi selv står overfor. Skoven ligner den livsfase, vi befinder os i, og dragen viser sig måske at stå ved indgangen til noget, vi længes efter at genfinde.

Et menneske kan pludselig tænke:

“Jeg har siddet i det tårn i årevis.”

Eller:

“Jeg bliver ved med at vente på, at nogen kommer og redder mig.”

Eller måske:

“Jeg har brugt halvdelen af mit liv på at bekæmpe dragen. Hvad mon den vogter over?”

I sådanne øjeblikke bliver eventyret et spejl for vores eget indre liv. Det symbolske billede skaber et sprog for noget, som måske tidligere kun blev oplevet som en diffus længsel, konflikt eller følelse.

Hvorfor gamle eventyr stadig taler til moderne mennesker

Vores ydre verden har forandret sig dramatisk siden de gamle folkeeventyr blev fortalt fra mund til mund, men de grundlæggende menneskelige erfaringer, som historierne kredser om, er stadig genkendelige.

Vi forelsker os og mister. Vi længes efter tilhørsforhold. Vi møder misundelse og svigt. Vi må forlade noget velkendt og bevæge os ind i nye livsfaser. Vi konfronteres med vores egen destruktivitet og opdager sider af os selv, vi aldrig tidligere har kendt. Vi mister retningen og forsøger at finde hjem igen.

Eventyrets billeder giver disse erfaringer en arketypisk form.

Den mørke skov, den syge konge, det forladte barn, den gamle vise kvinde, den skjulte skat og det hjælpsomme dyr kan stadig vække genklang, fordi de berører psykiske erfaringer, der følger menneskelivet på tværs af historiske perioder.

Eventyret lever videre, hver gang dets billeder møder et menneske og begynder at skabe resonans.

Jungiansk eventyrterapi – en vej ind i det symbolske liv

Jungiansk eventyrterapi åbner en vej til menneskets indre liv gennem fortællingens symbolske sprog. Vi undersøger eventyrets struktur, konflikter og transformationer, følger dets dramatiske bevægelse, amplificerer symbolerne og udforsker de arketypiske mønstre, som træder frem.

Samtidig vender vi tilbage til det menneske, der sidder med fortællingen:

Hvor berører dette eventyr mit liv?

Hvilket billede bliver ved med at kalde på min opmærksomhed?

Hvilken figur genkender jeg?

Hvilken figur vækker modstand?

Hvad forsøger at bevæge sig i mit eget psykiske landskab?

Marie-Louise von Franz’ omfattende arbejde med eventyr viser, hvordan gamle folkelige fortællinger kan rumme koncentrerede billeder af grundlæggende processer i menneskets psyke. Hendes metode søger netop fortællingens samlede arketypiske bevægelse gennem struktur, symboler og amplifikation (von Franz, 1996).

Måske er det en del af forklaringen på, at eventyrene fortsat kan stille spørgsmål, der føles forunderligt aktuelle:

Hvad har du mistet?

Hvad leder du efter?

Hvilken skov befinder du dig i?

Hvilken skikkelse venter på at blive mødt?

Hvilken hjælper har du endnu ikke lyttet til?

Og hvilken skat ligger måske gemt netop dér, hvor du endnu ikke har turdet lede?

Referencer

Jung, C. G. (1968). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

von Franz, M.-L. (1995). Shadow and Evil in Fairy Tales. Shambhala.

von Franz, M.-L. (1996). The Interpretation of Fairy Tales. Revised edition. Shambhala.

von Franz, M.-L. (2001). The Feminine in Fairy Tales. Shambhala.