Hvorfor healing og psykoterapi?
Noget kalder, ofte længe før vi helt kan sætte ord på, hvad det er. Det kan begynde som en uro, en længsel eller en stille fornemmelse af, at der findes noget mere i livet, som vi endnu ikke har fået kontakt til. Måske har vi i årevis fungeret godt i vores arbejde, taget os af andre mennesker, opfyldt vores forpligtelser og gjort det, der forventes af os, samtidig med at en anden bevægelse langsomt er begyndt at gøre sig gældende indefra. En oplevelse af, at vi længes efter større mening, dybere menneskelig kontakt eller en mere levende forbindelse til os selv.
På Sjælsro møder vi mange mennesker netop dér. Nogle kommer fra omsorgsfag som sygepleje, pædagogik, undervisning eller socialt arbejde og har gennem deres møder med andre mennesker erfaret, at menneskelivet rummer langt mere end det, vi kan forstå gennem adfærd, diagnoser eller rationelle forklaringer. Andre har selv været igennem terapi, kriser, tab eller store livsovergange og har opdaget, hvor meget der kan forandre sig, når vi begynder at vende opmærksomheden mod vores indre liv.
Rumi skriver i et af sine mest kendte vers om et felt hinsides forestillingerne om rigtigt og forkert, et sted hvor vi kan mødes på en anden måde. Det billede har altid haft en særlig resonans for mig, fordi terapi på sit bedste netop kan skabe et sådant felt. Et rum hvor vi kan være med det, der er, før vi forsøger at ændre det. Hvor vrede, sorg, længsel, skam, kærlighed og modsatrettede følelser kan få lov til at eksistere, og hvor mennesket langsomt kan begynde at høre noget i sig selv, som hidtil har været overdøvet.
Det ligger tæt på C.G. Jungs forståelse af individuation. For Jung var menneskets udvikling en livslang bevægelse mod større psykisk helhed, hvor vi gradvist bliver i stand til at leve i en mere bevidst relation til både de kendte og de ukendte sider af os selv. Han beskriver individuation som den proces, hvor mennesket bliver den, det dybest set er, gennem en stadig mere levende relation mellem jeget og psykens større helhed, Selvet (Jung, CW 7).
For mange begynder interessen for healing og psykoterapi netop her: i længslen efter at forstå mennesket som mere end sin biografi og sine symptomer.
Når den ydre tilpasning ikke længere er nok
Vi udvikler alle en måde at være i verden på, som hjælper os til at høre til. Jung kaldte denne sociale side af personligheden for personaen. Personaen gør det muligt for os at indgå i arbejde, familie og sociale sammenhænge, og den er en nødvendig del af vores psykiske liv. Samtidig kan der opstå perioder, hvor identifikationen med de roller, vi har lært at udfylde, bliver for snæver.
Vi kan være den dygtige, den stærke, den ansvarlige eller den omsorgsfulde og alligevel opleve, at noget mangler.
Denne erfaring er ofte særlig tydelig midt i livet, hvor spørgsmål om mening, identitet og retning kan træde stærkere frem. Jung beskrev denne del af livet som en periode, hvor psykens opgave gradvist kan ændre karakter. Den første del af livet handler i høj grad om at etablere sig i verden, skabe relationer, arbejde og identitet. Senere kan opmærksomheden i højere grad vende sig mod det indre spørgsmål: Hvem er jeg, ud over alt det jeg har lært at være?
En krise kan derfor undertiden indeholde begyndelsen på en anden form for udvikling. Noget, som tidligere gav mening, mister sin kraft. Gamle strategier fungerer dårligere, og følelser, drømme eller kropslige reaktioner begynder måske at insistere på vores opmærksomhed.
Det ubevidste kan på den måde begynde at banke på døren.
Healing som bevægelse mod helhed
Ordet healing forbindes ofte med energiarbejde, håndspålæggelse, Reiki eller andre spirituelle behandlingsformer, men ordets grundbetydning peger mod det at hele og blive hel.
På Sjælsro arbejder vi med healing i denne bredere betydning, hvor healing kan forstås som en proces, hvor mennesket gradvist etablerer forbindelse til sider af sig selv, som har været fortrængt, fraspaltet, overset eller vanskelige at rumme. Det kan være følelsesmæssige sår, kropslige erfaringer, tab, relationelle mønstre eller dele af personligheden, som aldrig rigtig har fået plads.
Denne forståelse ligger nært den jungianske forestilling om individuation. Psykisk helhed opstår gennem en udvidelse af bevidstheden, hvor flere sider af psyken kan indgå i en levende relation til hinanden.
Skyggen spiller en central rolle her. Jung brugte begrebet skyggen om de egenskaber, impulser og potentialer, som ikke stemmer overens med vores bevidste selvbillede, og som derfor lettere bliver skubbet ud af den identitet, vi kender som vores egen (Jung, CW 9, Part I).
Skyggen kan rumme vrede, begær, aggression eller misundelse, men den kan lige så vel indeholde kreativitet, selvstændighed, styrke, sensualitet og livskraft. Mennesker, der gennem livet har lært at være meget omsorgsfulde, kan eksempelvis have vanskeligt ved at mærke vrede og grænser. Den psykiske udvikling kan da føre mod en genopdagelse af netop disse kvaliteter. Healing bliver i denne sammenhæng en bevægelse mod større indre rummelighed.
Kroppen som en del af det psykiske liv
En psykisk proces udspiller sig også gennem kroppen. Vi mærker angst som tryk i brystet, uro i maven eller ændringer i åndedrættet. Skam kan vise sig som varme i ansigtet eller en impuls til at gøre sig mindre. En bestemt relation kan få skuldrene til at spænde eller kroppen til at trække sig tilbage, længe før den bevidste tanke har formuleret, hvad der foregår.
Moderne forskning i interoception beskriver menneskets evne til at registrere kroppens indre tilstande som en central del af følelsesmæssig erfaring og selvfornemmelse (Craig, 2002). Antonio Damasio har ligeledes vist, hvordan vores oplevelse af følelser og bevidsthed er tæt forbundet med kroppens løbende registrering af sin egen tilstand (Damasio, 1999).
I terapeutisk arbejde kan kroppen derfor være en vigtig indgang til materiale, som endnu ikke er fuldt symboliseret eller sprogliggjort.
Når et menneske bliver opmærksomt på en kropslig sansning og bliver i kontakten med den et øjeblik, kan der opstå følelser, billeder, erindringer eller associationer. En tunghed i brystet kan få form som en sten. En uro i maven kan blive til et dyr. En spænding kan vække et billede fra barndommen.
Her mødes kroppens og psykens symbolske sprog.
Det ubevidste taler gennem billeder
Jung opdagede gennem sit arbejde med drømme, fantasier, myter og kunst, at psyken spontant producerer billeder.
Disse billeder kan være langt mere præcise end de forklaringer, vi bevidst konstruerer om os selv.
Et menneske kan eksempelvis fortælle, at alt egentlig går godt, men drømme nat efter nat om et hus, hvor kælderen er oversvømmet. Et andet menneske kan i en kreativ proces male en lille figur, der står helt ude i kanten af billedet, selv om personen bevidst oplever sig som stærk og velfungerende. Sådanne billeder kan åbne et nyt perspektiv på den psykiske situation.
Jung beskrev symbolet som det bedst mulige udtryk for noget, som endnu ikke er fuldt kendt af bevidstheden (Jung, CW 6). Symbolets styrke ligger netop i, at det kan bære flere betydningslag på samme tid og skabe forbindelse mellem forskellige områder af psyken.
I kunstterapi, drømmearbejde og aktiv imagination kan disse billeder få lov til at udvikle sig videre. Vi kan tegne dem, forstørre dem, gå i dialog med dem eller undersøge de følelser og kropslige reaktioner, de vækker. På den måde bliver det ubevidste en aktiv samtalepartner i den terapeutiske proces.
Aktiv imagination og mødet med de indre figurer
Aktiv imagination var en metode, Jung selv arbejdede intensivt med. Metoden voksede frem af hans egne erfaringer i årene efter bruddet med Freud, hvor Jung gik ind i en længere periode med intense indre billeder og fantasier, som senere blev dokumenteret i The Red Book.
I aktiv imagination giver vi et indre billede eller en figur mulighed for at udvikle sig, samtidig med at vi forbliver bevidst nærværende.
Hvis en kvinde eksempelvis gentagne gange drømmer om en gammel mand ved en skovkant, kan hun i aktiv imagination vende tilbage til billedet og lade mødet fortsætte. Hun kan spørge ham, hvem han er, eller hvad han ønsker at vise hende. Svarene kan komme som ord, nye billeder, kropslige fornemmelser eller spontane bevægelser i fantasien.
Processen skaber en relation mellem jeget og det ubevidste.
Jung forbandt denne bevægelse med den transcendente funktion, hvor spændingen mellem forskellige psykiske positioner kan føre til fremkomsten af noget nyt (Jung, CW 8). Det nye kan vise sig som et symbol, en indsigt eller en psykisk position, som rummer mere end det, jeget tidligere kunne forestille sig.
Healing og psykoterapi som relationelt arbejde
Den terapeutiske proces finder sted i en relation.
Når to mennesker mødes, påvirker de hinanden gennem langt mere end ordene. Tonefald, pauser, kropsholdning, blik, følelsesmæssig resonans og kropslige sansninger indgår i den fælles situation.
Den jungianske analytiker Nathan Schwartz-Salant beskriver det terapeutiske felt som et psykisk rum, hvor processer kan opstå mellem terapeut og klient og blive en del af selve det terapeutiske materiale (Schwartz-Salant, 1989).
Terapeuten kan måske pludselig mærke en usædvanlig træthed, uro eller tristhed i mødet med en klient. Disse oplevelser kræver refleksion og selvindsigt, fordi de kan udspringe af terapeutens egen historie, af klientens proces eller af den særlige dynamik, der opstår mellem de to.
Feltbevidsthed handler derfor også om evnen til at være opmærksom på sin egen indre tilstand.
Jo bedre terapeuten kender sine egne mønstre, sårbarheder og komplekser, desto større mulighed har vedkommende for at bruge sine reaktioner som refleksionsmateriale frem for at handle ubevidst på dem.
Terapeutens egen proces
Jung fremhævede igen og igen betydningen af terapeutens egen analyse og personlige udvikling.
Terapeuten arbejder med sin egen personlighed som et af sine vigtigste redskaber.
Når et andet menneske fortæller om svigt, tab, vrede eller længsel, kan det vække noget i terapeuten. En bestemt klient kan fremkalde en stærk trang til at hjælpe, mens en anden kan vække irritation eller afmagt. Disse reaktioner bliver en del af den terapeutiske virkelighed.
Egenterapi og supervision hjælper terapeuten til at undersøge dem.
Der ligger samtidig en dyb menneskelig erfaring i, at terapeuten selv har mødt smerte og sårbarhed. Jung brugte billedet af den sårede healer, hvor terapeutens eget sår kan blive en kilde til forståelse, når det er blevet bearbejdet og gjort bevidst (Jung, CW 16).
Den terapeutiske styrke opstår derfor ikke gennem forestillingen om at være færdigudviklet. Den vokser gennem en vedvarende relation til egen psyke og gennem villigheden til fortsat at lade sig udfordre og bevæge.
Supervision som et rum for refleksion
Supervision er en naturlig forlængelse af dette arbejde.
Her kan terapeuten bringe sine egne reaktioner, tvivl og vanskelige situationer fra klientarbejdet ind i et fagligt rum. Supervisionen skaber mulighed for at se relationen fra flere perspektiver og opdage blinde områder, som er vanskelige at få øje på alene.
Nogle gange viser det sig, at terapeutens stærke ønske om at hjælpe hænger sammen med en personlig identifikation som den, der altid skal redde andre. Andre gange kan irritationen over en klient pege på en relationel dynamik, som også findes andre steder i klientens liv.
Denne undersøgelse kræver både faglig viden og ydmyghed.
Terapeuten er altid en del af relationen.
Etik som en del af den indre holdning
Etik i psykoterapi handler naturligvis om konkrete rammer som tavshedspligt, professionelle grænser, samtykke og respekt for klientens autonomi. Samtidig har etik en dybere dimension.
Den handler om den måde, terapeuten møder et andet menneske på.
Terapeuten må kunne rumme, at klientens værdier, spirituelle forståelse og livsvalg kan være anderledes end terapeutens egne. Det bliver særligt vigtigt i terapeutiske retninger, hvor spiritualitet og healing indgår.
Spirituelle begreber kan have stor betydning for nogle mennesker og ingen betydning for andre.
En etisk spirituel psykoterapi skaber plads til menneskets egen erfaring og det sprog, som giver mening for den enkelte.
Her bliver terapeutisk ydmyghed en væsentlig kvalitet.
Den spirituelle dimension i psykoterapi
Jung beskæftigede sig gennem hele sit liv med religion, alkymi, mytologi og menneskets erfaring af det numinøse.
Han betragtede spirituelle erfaringer som psykologisk betydningsfulde og så menneskets søgen efter mening som en central del af det psykiske liv.
For nogle mennesker viser denne dimension sig gennem religion. For andre gennem naturen, kreativitet, meditation eller en oplevelse af forbindelse til noget større end det individuelle jeg.
I jungiansk psykologi kan Selvet forstås som både centrum og helhed i psyken og som et regulerende princip, der rækker ud over jegets perspektiv (Jung, CW 9, Part II).
Mødet med Selvet kan ledsages af symboler, drømme eller oplevelser, som har en numinøs karakter.
På Sjælsro giver vi plads til denne dimension.
Vi bruger ordet sjæl, fordi det for os beskriver noget vigtigt i menneskets indre liv – den del af os, der længes efter mening, sammenhæng og en mere autentisk forbindelse til livet.
Når uddannelse bliver en individuationsproces
En uddannelse i healing og psykoterapi kan med tiden blive en del af den studerendes egen individuationsproces.
Man begynder måske med et ønske om at lære metoder og forstå psykologi. Undervejs opdager man, at teorien hele tiden vender tilbage som et spørgsmål til ens eget liv.
Når vi arbejder med skyggen, møder vi vores egen.
Når vi arbejder med tilknytning, bliver vores egne relationelle erfaringer levende.
Når vi studerer drømme, begynder vores egne drømme at få en anden betydning.
Når vi arbejder med kroppen, bliver vi mere opmærksomme på de steder, hvor vi selv lukker ned eller mister kontakten.
Den faglige læring og den personlige udvikling væves på den måde ind i hinanden.
Det kan være krævende, og det kan være dybt meningsfuldt.
Gruppen som psykisk spejl
En stor del af læringen på en terapeutisk uddannelse foregår også i gruppen.
Når mennesker mødes gennem længere tid, begynder de relationelle mønstre at blive synlige. Vi kan opleve samhørighed, glæde og støtte, samtidig med at misundelse, usikkerhed, konkurrence, tilbagetrækning og konflikter kan komme til syne.
Gruppen bliver et levende psykisk felt.
Et menneske opdager måske, at hun altid bliver stille, når andre fylder. En anden mærker irritation, når nogen viser stor sårbarhed. En tredje bliver den, der forsøger at skabe fred, hver gang der opstår spænding.
Disse erfaringer kan være værdifulde, fordi de gør relationelle mønstre sanselige og konkrete.
Vi lærer os selv at kende gennem mødet med andre.
Oplevelsesorienteret undervisning
Terapeutisk arbejde læres gennem både teori og erfaring.
På Sjælsro arbejder vi derfor oplevelsesorienteret. Teoretiske begreber undersøges gennem øvelser, kunstneriske processer, drømme, meditation, kropslig opmærksomhed, klienttræning og gruppedynamik.
Når Jung skriver om skyggen, kan vi samtidig undersøge et billede, en drøm eller en relation, hvor vores egen skygge træder frem. Når vi arbejder med det terapeutiske felt, kan vi lægge mærke til vores egne kropslige reaktioner i mødet med et andet menneske.
Fra personlig erfaring til terapeutisk kompetence
Efterhånden som uddannelsen udvikler sig, får klientarbejdet større plads.
Den studerende lærer at skabe en terapeutisk ramme, lytte til både det sagte og det usagte og være opmærksom på de psykiske bevægelser, der opstår gennem sessionen.
Terapeutisk kompetence udvikles gradvist.
En ny terapeut kan i begyndelsen være meget optaget af at finde det rigtige spørgsmål eller anvende den rigtige metode. Med erfaring vokser ofte en større ro og evne til at være til stede med det, der opstår.
Metoderne bliver integreret og mere levende.
Terapeuten begynder at lytte med hele sig.
Hvem søger denne vej?
Der findes ikke én bestemt type menneske, der søger mod healing og psykoterapi.
Nogle kommer med mange års professionel erfaring. Andre befinder sig midt i et karriereskift. Nogle har gennem lang tid været optaget af Jung, drømme, symboler eller spiritualitet, mens andre først har opdaget dette landskab gennem deres egen terapeutiske proces.
Ofte findes der en fælles længsel efter at forstå mennesket dybere.
For nogle bliver det begyndelsen på et professionelt virke som terapeut. For andre bliver uddannelsen en ny dimension i et allerede eksisterende arbejde.
En sygeplejerske kan begynde at møde patientens angst med en anden opmærksomhed. En lærer kan se barnet bag den udfordrende adfærd. En leder kan få et mere nuanceret blik for gruppedynamik og projektioner.
Den terapeutiske forståelse kan bevæge sig ind i mange former for menneskeligt arbejde.
At vælge en terapeutisk uddannelse
Valget af uddannelse handler naturligt om både faglighed og personlig resonans.
Det kan være værdifuldt at undersøge skolens teoretiske fundament, undervisernes baggrund, uddannelsens etik og den plads, som egenterapi og supervision har i forløbet.
Samtidig mærker mange mennesker en mere personlig resonans med bestemte psykologiske retninger.
Nogle føler sig hjemme i en mere kognitiv tilgang. Andre tiltrækkes af kropsorienteret terapi, eksistentiel psykologi eller humanistiske traditioner.
Og nogle oplever en særlig genklang i den jungianske forståelse, hvor drømme, symboler, kreativitet, krop og spiritualitet får plads i arbejdet med menneskets psyke.
Det faglige fundament og den personlige resonans kan tilsammen hjælpe os til at finde den uddannelsesvej, der passer til det menneske og den terapeut, vi er ved at blive.
Når noget i os kalder
Måske begynder ønsket om en uddannelse i healing og psykoterapi netop som et kald.
Ordet kan lyde stort, men erfaringen er ofte stille.
En fornemmelse af, at noget i vores liv ønsker at bevæge sig.
At der findes et område af os selv, vi længes efter at lære bedre at kende.
At mødet med andre mennesker har vækket en nysgerrighed på det, der ligger bag ordene.
Eller at de spørgsmål, vi tidligere kunne lægge til side, er begyndt at blive mere insisterende:
Hvem er jeg?
Hvad giver mit liv mening?
Hvad ønsker at udvikle sig gennem mig?
Hvilke sider af mig selv har jeg endnu ikke levet?
For Jung var sådanne spørgsmål en del af individuationsprocessen. Psyken søger gennem livet mod større helhed, og denne bevægelse kan vise sig gennem drømme, relationer, kriser, længsler og symbolske billeder.
Vi opdager måske først langt senere, at den uro, vi forsøgte at slippe af med, også indeholdt en retning.
At længslen var et begyndende sprog.
Og at noget i os allerede havde taget det første skridt.
Referencer
Craig, A. D. (2002). How do you feel? Interoception: The sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3, 655–666.
Damasio, A. (1999). The Feeling of What Happens: Body and Emotion in the Making of Consciousness. Harcourt Brace.
Jung, C. G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1967). Two Essays on Analytical Psychology. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1968). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1969). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.
Jung, C. G. (2009). The Red Book: Liber Novus. W. W. Norton.
Schwartz-Salant, N. (1989). The Borderline Personality: Vision and Healing. Chiron Publications.