Kunstterapi og C G Jung
– når billeder bliver et sprog for det ubevidste
Kunstterapi og C.G Jung hænger på mange måder naturligt sammen. Drømme, fantasier, kropslige fornemmelser, symboler og billeder kan være udtryk for psykiske processer, som endnu ikke kan formuleres i et almindeligt hverdagssprog. Netop her får kunstterapien sin særlige betydning. Når vi tegner, maler, former eller på anden måde arbejder skabende, kan noget blive synligt, før vi helt forstår, hvad det betyder.
For C.G. Jung var billedet en psykisk begivenhed i sig selv – et sted, hvor bevidste og ubevidste sider af psyken kunne mødes. Denne forståelse er central i jungiansk kunstterapi og adskiller sig fra en tilgang, hvor billedet primært analyseres udefra eller oversættes til en på forhånd fastlagt betydning.
Når vi arbejder kunstterapeutisk, er spørgsmålet derfor: Hvad viser billedet mig? Hvad sker der i mig, når jeg ser på det? Hvilken del af mig taler her? Og hvad ønsker måske at udvikle sig videre?
På den måde bliver kunstterapien en måde at lytte til vores ubevidste og blive mere bevidste om det liv vi lever.
Kunstterapi og C.G. Jung: kunsten og mødet med det ubevidste
C.G. Jungs interesse for billeder var ikke kun teoretisk. I årene efter bruddet med Sigmund Freud i 1913 gennemgik Jung en intens indre periode, hvor han arbejdede med drømme, fantasier, indre dialoger, tegninger og malerier. Meget af dette materiale blev senere samlet i det værk, vi i dag kender som The Red Book eller Liber Novus.
Denne periode fik afgørende betydning for udviklingen af hans psykologi. Jung erfarede, at det ubevidste ikke alene kunne forstås gennem intellektuel analyse. Det måtte leves og gennemleves.
Han begyndte derfor at give indre billeder mulighed for at udvikle sig gennem det, han senere beskrev som aktiv imagination. I stedet for straks at forklare eller fortolke en indre figur, en drøm eller en fantasi, forblev han undersøgende og åben i mødet med billedet og et af de centrale spørgsmål blev: hvad sker der, når bevidstheden forholder sig aktivt til det materiale, der kommer fra det ubevidste?
Tegning, maling, skrivning, bevægelse og andre kreative udtryksformer kan indgå i sådanne processer.
Nyere forskning i kunstens rolle inden for jungiansk analyse beskriver netop billedskabelsen som en mulig kommunikationsform mellem bevidste og ubevidste dele af psyken og forbinder den med både aktiv imagination, symbolisering og den transcendente funktion (Lakh, 2025).
Det betyder ikke, at enhver kreativ aktivitet automatisk er aktiv imagination. Den jungianske kunstterapeut Joy Schaverien (2005) har blandt andet fremhævet nødvendigheden af at skelne mellem forskellige former for billeddannelse, kunstnerisk aktivitet og egentlig aktiv imagination. Det afgørende er ikke alene, at vi fremstiller et billede, men hvordan vi forholder os til det psykiske materiale, der viser sig.
Billedet som et tredje sprog
Vi er vant til at forstå os selv gennem ord. Vi fortæller vores historie, forklarer hvorfor vi reagerer, som vi gør, og forsøger at skabe sammenhæng mellem fortid og nutid. Det talte sprog er en væsentlig del af psykoterapien, men der findes erfaringer, som ikke umiddelbart lader sig indfange af sproget.
Nogle erfaringer er kropslige, sanselige eller følelsesmæssige længe før de bliver sproglige. Andre er modsætningsfyldte. Vi kan elske og hade det samme menneske, længes efter noget og samtidig være bange for det eller opleve en sorg, vi endnu ikke forstår oprindelsen til. Her kan billedet noget særligt.
Når vi arbejder kunstterapeutisk, behøver vi ikke først beslutte, hvad vi føler. En farve kan komme før forklaringen.
En sort figur kan placere sig midt på papiret. En lille rød plet kan vise sig i et ellers lyst billede. En skikkelse kan opstå, som vi ikke havde planlagt at tegne. Billedet kan på den måde rumme flere psykiske virkeligheder samtidig.
Den amerikanske kunstterapeut Emily Goldstein Nolan beskriver i en nyere diskussion af dybdepsykologi og kunstterapi, hvordan symboler, metaforer og arketypiske motiver kan opstå spontant i kunstterapeutiske processer, og hvordan menneskets personlige erfaringer spiller sammen med bredere symbolske mønstre (Nolan, 2026).
Fra et jungiansk perspektiv er det netop vigtigt, at billedet ikke reduceres for hurtigt. Hvis en slange viser sig i et billede, betyder den ikke automatisk seksualitet, fare, transformation eller heling. Den kan rumme flere af disse muligheder og samtidig have en helt personlig betydning for det menneske, der har skabt billedet.
Vi må derfor lære at blive ved billedet længe nok til, at det kan begynde at tale med sin egen stemme.
Symbolet – når billedet rummer mere, end vi allerede ved
C.G. Jung skelnede mellem tegn og symbol. Et tegn henviser til noget kendt. Et symbol peger derimod mod noget, som endnu ikke fuldt ud kan begribes. Det er en afgørende forskel i jungiansk kunstterapi.
Hvis vi på forhånd beslutter, at rød betyder vrede, et hus betyder selvet, og vand betyder følelser, bliver billedet let reduceret til en kode, terapeuten skal afkode. Men sådan fungerer det levende symbol ikke.
Symbolet har netop sin psykologiske kraft, fordi det rummer mere, end bevidstheden allerede ved.
En cirkel kan for ét menneske være et beskyttende rum og for et andet opleves som indespærring. Havet kan vække længsel hos én og rædsel hos en anden. En moderfigur kan være forbundet med omsorg, tab, kvælning, hjemkomst eller flere af disse erfaringer på én gang. Derfor begynder det jungianske arbejde med billedet ofte med den enkeltes egne associationer.
Hvad ser du?
Hvor i billedet bliver dit blik trukket hen?
Hvad mærker du i kroppen, når du ser på denne figur?
Hvis figuren kunne tale, hvad ville den sige?
Hvad ville der ske, hvis billedet fik lov til at fortsætte?
Først senere kan vi eventuelt amplificere billedet og undersøge, om det også har paralleller i eventyr, myter, religion, alkymi eller kulturhistorie. Amplifikation erstatter ikke den personlige betydning, men kan udvide det symbolske felt omkring billedet.
Aktiv imagination – at gå i dialog med billedet
Aktiv imagination er et af C.G. Jungs mest betydningsfulde bidrag til arbejdet med det ubevidste. Metoden handler om at skabe en bevidst relation til de billeder, stemninger eller figurer, der opstår fra det ubevidste.
Det kan begynde med en drøm. Måske drømmer du om en gammel kvinde, der sidder foran en lukket dør. I stedet for kun at analysere drømmen kan du tegne kvinden. Mens du tegner, opdager du måske, at hun holder noget i hånden, som du ikke huskede fra drømmen. Du tegner genstanden. Måske bliver det til en nøgle.
Nu kan du spørge hende, hvad nøglen åbner.
På dette tidspunkt er du ikke længere kun i gang med at illustrere en drøm. Der kan være opstået en dialog mellem din bevidste position og det billede, som kom fra det ubevidste.
Aktiv imagination kan udfolde sig gennem indre dialog, skrivning, tegning, maling, bevægelse eller andre udtryksformer.
Forskning i Jungs metode peger netop på, at aktiv imagination kan formidles gennem blandt andet skrivning, tegning og maling, hvor bevidstheden stiller sine udtryksmidler til rådighed for noget, som ikke alene styres af egoets intention (Loscalzo, 2024).
Det kræver samtidig en særlig holdning. Vi skal hverken passivt lade os opsluge af fantasien eller kontrollere den så meget, at intet uventet kan opstå. Egoet må være til stede, men ikke være enevældigt.
Her nærmer vi os det, Jung kaldte den transcendente funktion.
Den transcendente funktion – når noget tredje kan opstå
Et af de mest centrale begreber i forståelsen af jungiansk kunstterapi er den transcendente funktion.
Navnet kan umiddelbart lyde religiøst eller metafysisk, men Jung anvendte begrebet psykologisk. Den transcendente funktion beskriver den proces, hvor spændingen mellem bevidste og ubevidste positioner kan føre til dannelsen af noget nyt. Jung beskrev den som en funktion, der opstår gennem forbindelsen mellem bevidste og ubevidste psykiske indhold (C.G. Jung, CW 8, §131).
Forestil dig et menneske, der gennem mange år har organiseret sit liv omkring at være stærkt, ansvarligt og hjælpsomt. Denne identitet kan have været nødvendig og værdifuld, men måske begynder drømme og billeder at vise en anden figur: et forsømt barn, en vred kvinde, et såret dyr eller et mørkt landskab.
Den umiddelbare reaktion kan være at forsøge at få dette materiale væk.
I jungiansk arbejde spørger vi i stedet, hvad denne modsætning bringer ind i psyken.
Måske behøver mennesket ikke vælge mellem at være stærkt eller sårbart. Måske forsøger psyken at skabe en tredje mulighed – en måde at være stærk på, som også giver plads til behov, sorg og afhængighed.
Det kunstterapeutiske billede kan blive det konkrete sted, hvor modsætningerne får lov til at eksistere samtidig.
Nyere forskning i billedskabelse inden for jungiansk analyse beskriver kunstværket som både et produkt af og en støtte til denne symbolskabende proces, hvor bevidste og ubevidste elementer kan bringes i relation til hinanden (Lakh, 2025).
Kunstterapi og C.G.Jung: Skyggen og de sider af os selv, vi ikke kender
C.G. Jungs begreb om skyggen er særligt relevant i kunstterapeutisk arbejde. Skyggen betegner de sider af personligheden, som vores bevidste identitet ikke har kunnet eller ønsket at identificere sig med.
Det kan være vrede, misundelse, sårbarhed, seksualitet, magt eller aggression. Men skyggen rummer ikke kun det, vi almindeligvis kalder negativt. Den kan også rumme livskraft, kreativitet, sensualitet, tydelighed og mod, som ikke har fået plads i vores bevidste personlighed.
I billedarbejdet kan skyggen undertiden vise sig uden at blive inviteret.
En figur får pludselig store tænder. En mørk farve breder sig. Et ansigt bliver vredt. Et dyr dukker op. Noget bliver streget over eller skjult under flere lag maling.
Den kunstterapeutiske opgave er at undersøge, hvilken psykisk energi de bærer.
Når vi tør blive i relation til billedet, kan noget, som tidligere blev oplevet som fremmed eller truende, langsomt blive en del af en større forståelse af os selv. Det er en del af den proces, Jung kaldte individuation.
Individuation – at blive mere af den, vi er
Individuation misforstås nogle gange som selvudvikling i betydningen at blive en bedre eller mere perfekt udgave af sig selv. Hos Jung handler individuation om en gradvis bevægelse mod større psykisk helhed.
Det indebærer, at vi bliver mere bevidste om de sider af psyken, der ikke passer ind i vores foretrukne selvbillede.
Persona og skygge, maskulint og feminint, styrke og sårbarhed, bevidst intention og ubevidst længsel kan alle blive dele af denne bevægelse.
Kunstterapien kan støtte individuationsprocessen, fordi billedet kan give form til det, som endnu befinder sig i periferien af bevidstheden. Når vi over tid ser vores egne billeder samlet, opdager vi undertiden, at bestemte former, farver, figurer eller landskaber vender tilbage.
Måske kommer den samme fugl igen.
Den samme dør.
Den samme cirkel.
Det samme barn.
Sådanne gentagelser kan være værd at undersøge, fordi psyken tilsyneladende bliver ved med at vende tilbage til dem.
På den måde bliver billederne spor i en længere psykisk proces.
Kunstterapi er for alle
Mange mennesker bliver usikre, når de første gang møder kunstterapi. De fortæller, at de ikke kan tegne, at de ikke er kreative, eller at de ikke har lavet billeder, siden de gik i skole.
Men i kunstterapi er kunstneriske færdigheder ikke forudsætningen. Tværtimod kan ønsket om at fremstille et korrekt eller æstetisk billede undertiden stå i vejen for den spontane proces. Hvis egoet allerede ved præcis, hvordan billedet skal se ud, bliver der mindre plads til overraskelsen. Det interessante kan derfor være det billede, du ikke havde tænkt dig at lave.
En skæv streg, en mærkelig farvekombination eller en figur, som du først synes er grim, kan vise sig at rumme mere psykisk liv end det billede, du havde planlagt. Det kræver mod at lade billedet blive til på sine egne præmisser.
Og det kræver en terapeutisk holdning, hvor vi ikke vurderer billedet ud fra æstetiske kriterier, men møder det med nysgerrighed.
Øvelse: Lad billedet komme før ordene
Du kan prøve en enkel kunstterapeutisk øvelse derhjemme.
Find et stykke papir og nogle farver. Sæt dig et sted, hvor du kan være uforstyrret i cirka 20 minutter.
Luk øjnene et øjeblik og mærk kroppen. Du behøver ikke finde en bestemt følelse eller tænke på et problem. Læg blot mærke til, hvad der er til stede.
Åbn derefter øjnene og vælg den farve, der umiddelbart tiltrækker dig.
Begynd at tegne uden at beslutte, hvad billedet skal forestille.
Hvis du opdager, at du tænker: “Det ligner ingenting”, så prøv at fortsætte lidt endnu. Lad hånden vælge den næste bevægelse.
Når billedet føles færdigt, lægger du farverne væk.
Se på billedet et par minutter uden at analysere det.
Hvor bevæger dit blik sig hen?
Er der et sted i billedet, som føles levende?
Et sted du helst ikke vil kigge?
Hvis billedet havde en titel, hvad ville den så være?
Skriv titlen under billedet.
Lad derefter billedet ligge. Se på det igen næste dag. Nogle billeder behøver tid, før vi opdager, hvad de sætter i bevægelse.
Øvelse: Gå i dialog med en figur fra dit billede
Hvis der er opstået en figur, et dyr, et træ, et hus, en farveform eller noget andet tydeligt i dit billede, kan du arbejde videre med det gennem en enkel form for aktiv imagination.
Sæt billedet foran dig og vælg det element, der tiltrækker eller forstyrrer dig mest.
Skriv:
“Hvem er du?”
Vent et øjeblik og skriv derefter det første svar, der kommer, uden at redigere det.
Spørg videre:
“Hvorfor er du kommet?”
“Hvad vil du have mig til at se?”
“Hvad har du brug for fra mig?”
Lad dialogen udvikle sig nogle minutter.
Forsøg ikke at gøre svarene kloge eller psykologisk korrekte. Pointen er netop at give plads til en anden stemme end den sædvanlige bevidste fortælling.
Hvis materialet bliver overvældende eller stærkt følelsesvækkende, kan det være bedre at standse og arbejde videre med det sammen med en terapeut. Aktiv imagination er en kraftfuld metode og skal ikke forstås som en teknik, hvor vi ukritisk følger alt, hvad der opstår.
Når terapeuten ikke ved på forhånd
Den jungianske kunstterapeutiske holdning stiller også særlige krav til terapeuten.
Hvis terapeuten på forhånd mener at vide, hvad klientens billede betyder, risikerer billedet at blive lukket for tidligt.
Terapeuten må have teoretisk viden om symboler, arketyper, udviklingspsykologi, komplekser, traumer og psykiske processer, men samtidig kunne holde denne viden tilbage længe nok til at høre, hvad netop dette billede betyder for netop dette menneske.
Det er en form for kvalificeret ikke-viden.
Terapeuten kan spørge, spejle, være nysgerrig, amplificere og hjælpe klienten med at blive i kontakten med billedet. Men billedets betydning skabes ikke alene af terapeuten.
Schaverien (2005) peger desuden på, at billeder i terapi ikke kan forstås isoleret fra den terapeutiske relation. Billedet opstår i et felt, hvor relation, overføring og modoverføring også kan have betydning.
På den måde kan kunstværket undertiden opleves som noget tredje i rummet – noget, både klient og terapeut kan forholde sig til.
Kunstterapi og C.G. Jung i en moderne terapeutisk praksis
Mere end hundrede år efter at C.G. Jung begyndte sine eksperimenter med billeder og aktiv imagination, har hans tanker fortsat betydning for kunstterapeutisk praksis. Feltet har udviklet sig gennem mange forskellige psykologiske, relationelle, neurobiologiske, traumeteoretiske og kunstterapeutiske traditioner.
Alligevel er nogle af Jungs grundlæggende spørgsmål stadig levende:
Hvordan giver vi form til det, vi endnu ikke kan sige?
Hvordan møder vi de dele af os selv, som ligger uden for vores bevidste identitet?
Hvordan kan et symbol rumme modsætninger, som vores rationelle bevidsthed forsøger at løse for hurtigt?
Og hvad sker der, når vi ikke alene fortolker psyken, men begynder at føre en relation til den?
Nyere kunstterapeutisk litteratur viser en fornyet interesse for netop forbindelserne mellem aktiv imagination, symboler, metaforer, arketyper og dybdepsykologi (Nolan, 2026).
Jungiansk kunstterapi som vej til større selvforståelse
Kunstterapi og C.G. Jung mødes i en grundlæggende respekt for psykens symbolske liv.
Når vi arbejder med billeder over tid, kan vi begynde at genkende vores egne symbolske mønstre. Vi opdager måske skyggen, før vi kan acceptere den. Vi møder sårbare dele af os selv, før vi kan tale om dem. Vi ser modsætninger, der ikke umiddelbart kan forenes, og vi oplever undertiden, at et nyt billede opstår, som rummer noget, vi ikke selv kunne have tænkt os frem til. Her bliver kunstterapien mere end kreativ udfoldelse. Den bliver en måde at være i dialog med psyken på.
Og måske er det netop dér, forbindelsen mellem kunstterapi og C.G Jungs psykologi bliver mest levende: I stedet for kun at spørge, hvordan vi kan forandre os selv, begynder vi også at spørge, hvad der allerede er i bevægelse i os – og hvordan vi kan lære at lytte til det.
For nogle bliver denne måde at arbejde på begyndelsen på en længere faglig og personlig fordybelse. På Sjælsros kunstterapeutuddannelse arbejder vi med billedet som en del af en terapeutisk proces, hvor blandt andet symbolforståelse, jungiansk psykologi, kreativitet og mødet med det ubevidste indgår. Her bliver arbejdet med egne billeder ikke kun en metode, man lærer udefra, men også en erfaring, man gradvist lærer at forstå indefra.
Hvis du har lyst til at læse mere kan du klikke herunder og få en brochure tilsendt.
Referencer
Jung, C. G. (1960). The structure and dynamics of the psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1964). Man and his symbols. Aldus Books.
Jung, C. G. (2009). The Red Book: Liber Novus. W. W. Norton & Company.
Lakh, E. (2025). “Pictures from the unconscious” – Art making within Jungian analysis. The Arts in Psychotherapy, 95, 102318.
Loscalzo, Y. (2024). Sandplay therapy and active imagination: What are the similarities and differences? Reflections about Jung’s writings on active imagination. Behavioral Sciences, 14(7), 553.
Nolan, E. G. (2026). Active imagination, symbols, metaphor, and archetypes: Revisiting art therapy and depth psychology. Art Therapy: Journal of the American Art Therapy Association, 43(1), 2–4.
Schaverien, J. (2005). Art, dreams and active imagination: A post-Jungian approach to transference and the image. Journal of Analytical Psychology, 50(2), 127–153.