Kunstterapeutisk speciale
– krop, psyke og sjæl i et jungiansk kunstterapeutisk perspektiv
I dette kunstterapeutiske speciale, som jeg skrev i forbindelse med min afslutning på Kunstterapeutisk institut, undersøger jeg sammenhængen mellem krop, psyke og sjæl og årsager til sygdom, der har optaget mig gennem en stor del af mit professionelle liv.
Som sygeplejerske blev jeg oprindeligt uddannet inden for en naturvidenskabelig forståelsesramme, hvor sygdom først og fremmest blev betragtet som noget, der opstod i kroppen, og som derfor skulle diagnosticeres og behandles fysisk.
Denne tilgang er fin og har givet os en omfattende og værdifuld viden om kroppen og dens sygdomme, men den er samtidig reduktionistisk.
Igennem mit arbejde som hjemmesygeplejerske mødte jeg tusinder af ældre der havde forskellige sygdomme som de medicinsk blev behandlet for, og jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålet: Det her kan vi gøre bedre – men hvordan?
Jeg så i deres øjne at lidelsen var mere end fysisk og det vakte min nysgerrighed og længsel efter at forstå….
Hvad sker der f.eks. , når fysiske symptomer optræder samtidig med følelsesmæssige belastninger, livskriser eller relationelle konflikter?
Hvordan hænger den fysiske lidelse sammen med den psykiske?
Psyke-soma spørgsmålet meldte sig….
Og senere blev jeg nysgerrig på, hvad der kan ske, når vi giver kroppen mulighed for at komme til udtryk gennem billeder, farver, symboler og ord?
Disse spørgsmål blev mange år senere udgangspunktet for mit kunstterapeutiske speciale, hvor jeg undersøgte, hvordan jungiansk kunstterapi kombineret med en esoterisk og psyko-spirituel forståelse kunne støtte mennesker, der levede med fysiske symptomer eller sygdom.
Specialet udsprang både af mit professionelle arbejde som sygeplejerske og terapeut og af mine personlige erfaringer med kroppen.
I dag ville jeg nok formulere nogle af specialets vinkler og antagelser mere åbent og undersøgende, end jeg gjorde dengang, men der stadig står stærkt for mig, er ønsket om at møde hele mennesket og være nysgerrig på den kropslige erfaring som en del af den terapeutiske proces.
Læs mit kunstterapeutiske speciale her
Fra sygdom som fejl til mennesket som helhed
I specialet beskrev jeg forskellige forståelser af sundhed og sygdom, fordi jeg mener, at den model vi betragter mennesket igennem, har betydning for de spørgsmål, vi stiller.
I den biologiske sygdomsmodel er opmærksomheden primært rettet mod kroppens fysiologi og mod at finde den biologiske årsag til symptomet. Senere sundhedsmodeller har udvidet perspektivet, blandt andet gennem den biopsykosociale forståelse, hvor biologiske, psykologiske og sociale forhold betragtes som indbyrdes forbundne.
Gennem mit arbejde oplevede jeg, at menneskets eksistentielle og spirituelle dimension havde stor betydning for den måde, sygdom, smerte og livskriser blev oplevet på.
Det førte mig frem mod en mere helhedsorienteret forståelse af krop, psyke og sjæl. Her bliver spørgsmålet om sygdom bredere end spørgsmålet om, hvad der rent fysiologisk foregår i kroppen.
Vi kan samtidig være nysgerrige på, hvordan vi oplever kroppen, hvilke følelser der knytter sig til symptomerne, hvad der sker i kroppen i bestemte relationer, og hvilke billeder eller associationer der opstår, når opmærksomheden vendes indad.
Det betyder ikke, at den medicinske forståelse skal tilsidesættes, – tværtimod kan de forskellige perspektiver eksistere side om side.
Vi kan have behov for lægelig behandling og samtidig have glæde af at undersøge vores symptomer kunstterapeutisk.
På den måde bliver kroppen både en biologisk krop og en levet krop, der gennem hele livet deltager i vores erfaringer, relationer og følelsesmæssige bevægelser.
Krop, psyke og sjæl i en jungiansk forståelse
C.G. Jungs psykologi gav mig et sprog for noget af det, jeg gennem årene havde erfaret i mødet med mennesker. Jung beskriver psyken som langt større end vores bevidste jeg. Ud over vores bevidste identitet findes det personligt ubevidste, hvor blandt andet komplekser, fortrængte følelser og erfaringer kan befinde sig, og derudover beskriver Jung det kollektivt ubevidste med dets arketypiske strukturer. Centralt i denne forståelse står Selvet, som kan betragtes som psykens helhed og som et organiserende centrum, der rækker ud over egoets mere begrænsede perspektiv.
Forbindelsen mellem egoet og Selvet bliver væsentlig, fordi individuationen ifølge Jung handler om gradvist at komme i en mere levende relation til Selvet.
I mit speciale brugte jeg billedet af agernet, der allerede bærer muligheden for egetræet i sig. Individuation kan på den måde forstås som en livslang bevægelse mod at blive mere af den, man dybest set er, og mod at integrere sider af personligheden, som tidligere har været ubevidste eller holdt uden for den identitet, egoet har opbygget.
Her oplever jeg en forbindelse mellem den jungianske psykologi og den psyko-spirituelle forståelse, som også har været en del af mit arbejde.
I mit speciale anvendte jeg blandt andet begreber fra esoterisk psykologi og beskrev mennesket som bestående af flere dimensioner, hvor det fysiske, psykiske og spirituelle indgår i en større helhed.
Jeg mener stadig, at for at vi får den fulde forståelse for årsagen til sygdom og ubalance, bliver nødt til også at kigge i den esoteriske retning.
Herunder er nogle eksempler på energetiske strømninger og kompleksknuder der med lidt træning kan sanses og opfanges.
Når forbindelsen til os selv bliver vanskelig
Som børn er vi afhængige af vores relationer til de mennesker, der tager sig af os, og gennem disse relationer lærer vi gradvist, hvilke sider af os der kan komme til udtryk. Et barn kan f.eks. erfare, at glæde, dygtighed og hjælpsomhed bliver mødt med anerkendelse, mens vrede, sorg, behov eller spontanitet skaber uro i relationen. Barnet forsøger naturligt at bevare tilknytningen og kan derfor udvikle måder at tilpasse sig på, som på det tidspunkt er både meningsfulde og nødvendige.
I et jungiansk perspektiv kan nogle af de sider, der ikke finder plads i vores bevidste identitet, efterhånden bevæge sig ind i skyggen. De ophører dog ikke med at eksistere, og senere i livet kan de komme til udtryk gennem stærke følelsesmæssige reaktioner, relationelle mønstre, projektioner, drømme, fantasier og billeder. Også komplekserne bliver væsentlige i denne sammenhæng. Jung beskrev komplekser som følelsesmæssigt ladede strukturer i psyken, der kan få en vis autonomi og påvirke vores oplevelse og handlinger, uden at vi nødvendigvis er bevidste om det. I mit speciale undersøgte jeg netop sammenhængen mellem komplekser, forsvar og forstyrrelser i forbindelsen mellem ego og Selv.
Når et kompleks aktiveres, kan vores reaktion derfor blive langt stærkere, end den aktuelle situation umiddelbart synes at kalde på. Noget gammelt bliver berørt i noget nutidigt, og kroppen kan være en del af denne reaktion. Vi kan mærke hjertet slå hurtigere, maven spænde, halsen snøre sig sammen eller en pludselig uro brede sig, før vi bevidst har forstået, hvad situationen har vækket i os. Kroppen er en del af den psykiske og relationelle erfaring.
Skam og det hæmmede livsudtryk
Et tema, der blev særligt tydeligt for mig under arbejdet med specialet, var skam. Skam adskiller sig fra skyld ved at være tæt knyttet til oplevelsen af selvet. Hvor skyld kan handle om oplevelsen af at have gjort noget forkert, kan den dybere skam opleves som en følelse af selv at være forkert. I specialet undersøgte jeg skammen som en mulig kraft i et hæmmet livsudtryk og som noget, der kan påvirke forbindelsen mellem egoet og Selvet.
Når bestemte sider af personligheden tidligt er blevet forbundet med afvisning eller skam, kan vi bruge betydelig psykisk energi på at holde disse sider uden for bevidstheden. Det kan være vrede, seksualitet, kreativitet, sårbarhed, behovet for omsorg eller længslen efter at leve på en anden måde. Tilpasningen kan med tiden blive så selvfølgelig, at vi ikke længere oplever den som en tilpasning, men som hele vores personlighed.
Her kan den kunstterapeutiske proces åbne et rum, hvor de sider, der tidligere har været forbundet med skam eller fare, gradvist kan undersøges og måske få en mere legitim plads i personligheden.
Det er også her, kroppen bliver interessant, fordi den ofte reagerer, før den bevidste forståelse følger med. En klient kan fortælle om en relation og samtidig mærke en spænding i brystet, eller kroppen kan blive urolig, når samtalen nærmer sig et bestemt tema. Den kropslige reaktion kan blive et sted at begynde at være nysgerrige på dens kvalitet, bevægelse og de associationer, den vækker.
Når kroppen får lov til at skabe et billede
En af kunstterapiens særlige muligheder er, at en kropslig oplevelse kan få en form, før vi forstår, hvad den handler om. I kunstterapien kan klienten inviteres til at vende opmærksomheden mod kroppen og registrere de sansninger, der viser sig, uden straks at forsøge at forklare eller forandre dem. En spænding kan opleves som en bestemt farve, en smerte kan have en form, og en uro kan vise sig som en bevægelse eller figur. Når oplevelsen efterfølgende tegnes eller males, sker der noget interessant, fordi det, der før alene blev oplevet inde i kroppen, nu også eksisterer uden for kroppen som et billede, klienten kan forholde sig til. Dermed opstår der mulighed for at undersøge sansningen fra en ny position og langsomt skabe en relation til den. Gennem billedet kan klienten få øje på associationer, følelser, erindringer og symboler, som måske endnu ikke har været tilgængelige gennem sproget.
I mit speciale arbejdede jeg blandt andet med de kunstterapeutiske metoder: kropsbilleder og smertediagrammer, Abts billedanalyse, eventyrfortælling, bagsidemetoden og højre-/venstrehåndsteknikken.
Fælles for metoderne var ønsket om at give det ubevidste mulighed for at komme til udtryk og efterfølgende gå i dialog med dem via Aktiv imagination.
Symboler som bro mellem det bevidste og det ubevidste
I jungiansk kunstterapi er det væsentligt at bevare åbenheden over for billedet. En bestemt farve eller figur har ikke én fast betydning, som terapeuten kan slå op og derefter fortælle klienten. En slange kan eksempelvis rumme vidt forskellige betydninger afhængigt af menneskets egne associationer, livshistorie og den sammenhæng, symbolet optræder i. Jung betragtede symbolet som noget, der rummer mere, end den bevidste forståelse umiddelbart kan begribe, og netop derfor kan symbolet skabe forbindelse mellem det bevidste og det ubevidste.
I arbejdet med et billede vil jeg derfor ofte begynde med klientens egne associationer. Hvad ser du? Hvad sker der i billedet? Hvad tiltrækker din opmærksomhed? Hvad mærker du i kroppen, når du ser på netop dette område? Først derefter kan en jungiansk amplifikation være relevant, hvor symbolet undersøges gennem eksempelvis myter, eventyr, religion eller kulturhistorie. På den måde får billedet mulighed for at udvikle sig i stedet for at blive lukket af en hurtig fortolkning.
Dette er en af de væsentlige forskelle mellem at analysere et billede udefra og at indgå i en relation med det.
Kunstterapien kan skabe et rum, hvor mennesket både kan sanse, skabe og reflektere, og hvor betydningen langsomt kan vokse frem gennem selve processen. I specialets konklusion beskrev jeg kunstterapien som en mulighed for at forbinde en intuitiv og sansende tilgang med en mere rationel og analytisk forståelse. I dag ville jeg nok snarere beskrive det som en bevægelse mellem sansning, symbolisering og refleksion, hvor ingen af delene behøver at stå alene.
Den lille trold – et eksempel fra kunstterapien
Et af de terapeutiske forløb fra mit speciale står stadig meget tydeligt for mig. Det handlede om en 54-årig kvinde, som blandt andet levede med stress, depression, lungesymptomer og fibromyalgi. I det kunstterapeutiske arbejde opstod på et tidspunkt en troldefigur, som først viste sig som vred og vanskelig.
Gennem det videre billedarbejde og arbejdet med eventyr begyndte figuren gradvist at forandre sig, og klienten fik øje på en forbindelse mellem trolden og sider af sig selv, som gennem livet havde haft vanskeligt ved at få plads.
Trolden kom til at rumme noget af det skæve, vrede, uartige og kreative, og gennem arbejdet begyndte klienten at genkende disse egenskaber som dele af sig selv frem for som noget, der skulle holdes udenfor. I hendes eventyr voksede en troldepige op blandt forskellige skæve skabninger, og fortællingen åbnede efterhånden for en anden forståelse af det, der tidligere havde været oplevet som forkert. Samtidig blev en gammel kreativ længsel tydeligere. Hun ønskede at arbejde med keramik, og senere bevægede hun sit liv i denne retning og skabte et mindre keramikværksted.
I løbet af forløbet beskrev hun samtidig en reduktion af sine fibromyalgismerter, selv om smerterne fortsat var til stede. Det interessante i denne sammenhæng er, at vi ud fra et enkelt terapeutisk forløb ikke kan konkludere, at kunstterapien var årsagen til den fysiske forandring. Det, specialet tydeligt viser, er en forandring i hendes relation til smerterne. Hun begyndte at opleve dem som noget, hun kunne være i dialog med, frem for udelukkende som noget, der skulle bekæmpes. For mig er netop denne bevægelse væsentlig, fordi den viser, hvordan et kropsligt symptom i terapien kan indgå i en større undersøgelse af menneskets liv, følelser, relationer og længsler uden at blive gjort til et entydigt psykisk produkt.
Kroppen som budbringer
I mit oprindelige speciale brugte jeg flere steder formuleringen om kroppen eller sygdommen som en budbringer.
Jeg er stadig meget optaget at kroppen som skygge og bærer af, hvad det bevidste ego har fortrængt.
når det forstås symbolsk og undersøgende. Det handler for mig mindre om at hævde, at kroppen sender en bestemt besked, og mere om at være villig til at lytte til kroppen med et kærligt nærvær.
Når vi gennem længere tid har levet med smerter eller andre symptomer, kan kroppen let komme til at opleves som en modstander. Der kan opstå vrede, afmagt og en forståelig længsel efter at få kroppen til at holde op med at gøre det, den gør.
Derfor tror jeg heller ikke det er muligt selv at arbejde sig igennem alle smertelagene – vi har brug for en kyndig anden til at hjælpe og støtte os til at se det vi ikke selv kan se endnu.
Vi kan facilitere og støtte og sammen undersøge: hvad sker der, hvis den kropslige oplevelse får et visuelt udtryk.
Hvis smerten havde en farve eller en form, hvordan ville den så se ud?
Hvis den var en figur i et eventyr, hvilken figur ville den være?
Hvilke følelser vækkes, når klienten ser på billedet, og hvilke associationer opstår?
Den terapeutiske opgave er at skabe et rum og mulighed for, at give kroppen et sprog, og at støtte klienten til at opdage nye sammenhænge i sit eget liv uden at disse sammenhænge gøres til medicinske årsagsforklaringer.
Den indre vogter og vores psykiske forsvar
Når vi nærmer os sider af os selv, som gennem livet har været forbundet med afvisning, skam eller fare, opstår der ofte modstand. I mit speciale beskrev jeg blandt andet denne modstand gennem billedet af den indre vogter. Vogteren kan forstås som en del af vores psykiske forsvar og som en struktur, der forsøger at bevare den personlighedsorganisation, som engang hjalp os med at høre til og beskytte noget sårbart.
Den indre vogter kan vise sig som en kritisk stemme, der fortæller os, at vi ikke er dygtige nok, at andre vil afvise os, eller at vores længsler er egoistiske eller urealistiske. I stedet for alene at forsøge at slippe af med denne stemme kan det være frugtbart at undersøge, hvad den forsøger at beskytte. Måske opstod den på et tidspunkt, hvor det faktisk var nødvendigt at holde bestemte følelser eller behov tilbage for at bevare en vigtig relation. Når vi møder vogteren på denne måde, bliver modstanden også en del af individuationen, fordi vi begynder at forstå de psykiske strukturer, der har formet vores måde at være i verden på.
I kunstterapien kan vogteren få en konkret form. Den kan blive en figur, et dyr, et landskab eller et væsen, og gennem billedet kan der skabes en relation til den. Det gør det muligt at arbejde med komplekse indre konflikter på en måde, hvor både den del, der længes efter forandring, og den del, der frygter den, får mulighed for at komme til udtryk.
Terapeutens krop som en del af det terapeutiske felt
Et område, der siden mit speciale har fået stadig større betydning i mit arbejde, er terapeutens egen kropslige sansning. Allerede i en af specialets cases beskrev jeg, hvordan jeg under arbejdet med en klient registrerede uro, tristhed, opgivenhed og en følelse af uoverskuelighed i min egen krop og overvejede, om disse sansninger kunne have forbindelse til det, der foregik i det terapeutiske felt.
Når to mennesker sidder sammen i et terapeutisk rum, foregår kommunikationen på flere niveauer. Der er de ord, der bliver sagt, men der er også tonefald, pauser, ansigtsudtryk, kropsholdning og de følelsesmæssige reaktioner, der opstår mellem klient og terapeut. Terapeuten kan registrere en pludselig spænding, tunghed eller uro i sin egen krop, og sådanne sansninger kan indgå som materiale for terapeutens refleksion. De skal behandles med stor ydmyghed, fordi terapeutens kropslige reaktion først og fremmest tilhører terapeuten selv og aldrig kan anvendes som en objektiv sandhed om klienten. Alligevel kan den undersøges som en mulig del af det relationelle felt.
Dette perspektiv har siden ført mig videre ind i arbejdet med interoceptiv opmærksomhed og spørgsmålet om, hvordan terapeutens sansning af sin egen krop kan bidrage til forståelsen af det, der opstår mellem klient og terapeut. På den måde kan jeg se en tydelig forbindelse mellem det speciale, jeg skrev dengang, og de spørgsmål, der fortsat optager mig i mit terapeutiske og faglige arbejde i dag.
Når krop, psyke og sjæl igen kommer i dialog
Når jeg ser tilbage på specialet i dag, er det derfor først og fremmest helhedsperspektivet, jeg tager med mig. Gennem min uddannelse som sygeplejerske lærte jeg at forholde mig til menneskets fysiske, psykiske, sociale og spirituelle dimensioner, samtidig med at den konkrete praksis ofte havde hovedvægten på det fysiske. Senere gav den jungianske psykologi og den psyko-spirituelle forståelse mig mulighed for at undersøge de andre dimensioner langt mere indgående.
For mig handler sammenhængen mellem krop, psyke og sjæl i dag om at kunne bevæge sig mellem disse perspektiver uden at reducere det ene til det andet. Kroppen har sin egen biologiske virkelighed, og samtidig er den den krop, vi oplever hele vores liv igennem. Psyken rummer både vores bevidste erfaringer og de ubevidste lag, som kan vise sig gennem drømme, komplekser, projektioner, billeder og symboler. Den sjælelige dimension åbner spørgsmålet om mening, værdier, længsel og den dybere retning i vores liv.
Så kan vi reelt skille de to?
Vil du lære mere om kunstterapi – så tag et kig ind på vores uddannelsesside her
Tak fordi du læste med
Helle-Sofia Sørensen