Jungiansk terapi
– en vej til større bevidsthed, mening og psykisk helhed
Jungiansk terapi er en dybdepsykologisk terapiform, der tager udgangspunkt i den schweiziske psykiater C.G. Jungs analytiske psykologi. I jungiansk terapi er vi ikke alene optaget af at reducere symptomer eller løse det problem, der umiddelbart har bragt os i terapi. Vi er også nysgerrige på, hvad symptomet, krisen, drømmen eller den indre uro kan være udtryk for – og hvilken psykisk bevægelse der måske forsøger at finde sted.
For Jung var menneskets psyke betydeligt større end vores bevidste jeg. Han definerede psyken som:
“the totality of all psychic processes, conscious as well as unconscious” (Jung, CW 6, §797).
Psyken omfatter således både det, vi ved om os selv, og de følelser, erindringer, fantasier, komplekser og arketypiske mønstre, som virker i os uden nødvendigvis at være tilgængelige for den bevidste vilje.
Det ubevidste er i jungiansk psykologi derfor ikke blot et psykisk opbevaringssted for det, vi har glemt eller fortrængt. Jung tillægger det ubevidste en kompensatorisk, kreativ og potentiel udviklingsfunktion. Det kan indeholde aspekter af personligheden, som endnu ikke er blevet levet eller integreret.
Jungiansk terapi handler derfor ikke kun om at spørge: Hvordan får jeg dette symptom til at forsvinde?
Vi er interesseret i: Hvad fortæller dette om min psykiske situation? Hvilken del af mig har jeg endnu ikke fået øje på? Hvad forsøger det ubevidste at bringe ind i bevidstheden?
Disse spørgsmål fører os ind i et af de mest centrale begreber i analytisk psykologi, nemlig individuationsprocessen – den livslange bevægelse mod større bevidsthed og psykisk helhed (Jung, 1959/1969).
Hvad er jungiansk terapi?
Jungiansk terapi betegnes også som jungiansk psykoterapi eller analytisk psykologi og udspringer af den psykologiske teori og kliniske praksis, som C.G. Jung udviklede gennem første halvdel af det 20. århundrede.
Jung arbejdede tidligt i sin karriere på det psykiatriske hospital Burghölzli i Zürich. Her udførte han blandt andet sine berømte ordassociations eksperimenter, som blev væsentlige for udviklingen af hans teori om komplekser.
Senere indledte Jung et nært fagligt samarbejde med Sigmund Freud. Deres veje skiltes imidlertid omkring 1913, blandt andet fordi de udviklede forskellige forståelser af libido og af det ubevidstes natur.
Hvor Freud især beskrev det ubevidste i relation til fortrængning, konflikt og driftsliv, udviklede Jung en mere omfattende model af psyken. Det ubevidste indeholder hos Jung ikke alene materiale fra vores personlige historie, men også et kollektivt og arketypisk niveau (Jung, 1959/1969).
Denne forskel får betydning for den terapeutiske tilgang.
Vi undersøger naturligvis fortiden og de relationelle erfaringer, der har formet os. Men jungiansk terapi er ikke udelukkende retrospektiv. Jung anlægger også et prospektivt eller teleologisk perspektiv: Psykiske fænomener kan undersøges ud fra, hvad de peger hen imod, og hvilken udviklingsmulighed de måske rummer.
En livskrise kan derfor forstås som mere end et sammenbrud. Den kan også være udtryk for, at den måde, vi hidtil har organiseret vores liv og identitet på, ikke længere er tilstrækkelig.
Noget gammelt fungerer måske ikke længere, mens noget nyt endnu ikke har fundet sin form.
Psyken, jeget og det ubevidste
I daglig tale kan vi let komme til at sidestille vores bevidste jeg med hele vores personlighed.
Jung skelner imidlertid mellem jeget og psyken som helhed.
Jeget – egoet – er centrum for bevidstheden. Det giver os oplevelsen af kontinuitet og personlig identitet: Jeg tænker, jeg føler, jeg husker, jeg vælger. Men jeget er ikke centrum for hele psyken.
En betydelig del af vores psykiske liv foregår uden for den bevidste kontrol.
Det bliver tydeligt, når vi eksempelvis gentager et relationsmønster, selvom vi bevidst har besluttet os for at gøre noget andet, når en forholdsvis lille hændelse udløser en overraskende stærk følelsesmæssig reaktion, eller når vi drømmer billeder, som synes fremmede for vores bevidste personlighed.
Det ubevidste viser sig ikke kun gennem drømme. Det kan også vise sig gennem projektioner, fantasier, symptomer, affekter, kropslige reaktioner og gentagne relationelle mønstre.
I jungiansk terapi forsøger vi at udvikle en relation mellem bevidstheden og det ubevidste.
Det personlige og det kollektive ubevidste
Jung skelner mellem det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste.
Det personlige ubevidste indeholder materiale, der knytter sig til vores individuelle livshistorie: glemte erindringer, fortrængte følelser, konflikter, erfaringer og aspekter af personligheden, som af forskellige grunde ikke er blevet integreret i vores bevidste identitet.
Men Jung mente, at psyken også indeholder et dybere og mere universelt lag.
Dette kaldte han det kollektive ubevidste.
I The Archetypes and the Collective Unconscious beskriver Jung det kollektive ubevidste som et lag af psyken, der ikke er erhvervet gennem den enkeltes personlige erfaring, men som rummer universelle psykiske strukturer – arketyperne (Jung, 1959/1969).
Her bevæger den jungianske psykologi sig fra den personlige biografi ind i et større menneskeligt og kulturelt perspektiv.
Arketyper – psykens grundlæggende mønstre
Arketypebegrebet er et af Jungs mest kendte – og samtidig et af de mest komplekse – begreber.
Arketyper bør ikke forstås som færdige billeder eller figurer, der ligger gemt i psyken. Mere præcist beskriver Jung dem som grundlæggende psykiske dispositions- eller organiseringsmønstre, der får konkret form gennem billeder, fantasier, drømme, myter og menneskelig erfaring.
Vi møder derfor beslægtede arketypiske motiver på tværs af historiske perioder og kulturer:
Moderen, faderen, barnet, helten, den gamle vise kvinde eller mand, skyggen, den store moder, den sårede, den elskende.
Det konkrete billede er ikke identisk med arketypen. Det er snarere en arketypisk manifestation.
Hvis en kvinde eksempelvis drømmer om sin mor, kan drømmen både handle om hendes konkrete relation til sin personlige mor og samtidig aktivere et bredere arketypisk felt omkring moderlighed: omsorg, beskyttelse, afhængighed, næring, fødsel, tilknytning – men også opslugning, kontrol eller destruktiv moderlighed.
I jungiansk terapi undersøger vi derfor både det personlige, relationelle og arketypiske niveau.
Vi spørger feks.: Hvad betyder netop denne moderfigur for dette menneske i denne drøm på dette tidspunkt i livet?
Komplekser – når noget i os bliver autonomt
Teorien om komplekser voksede frem af Jungs tidlige eksperimentelle arbejde med ordassociationer.
Jung opdagede, at bestemte ord kunne fremkalde forsinkede, følelsesladede eller på anden måde forstyrrede reaktioner hos forsøgspersonerne. Han forstod dette som tegn på følelsesmæssigt organiserede psykiske strukturer – det, han kaldte følelsesbetonede komplekser.
Et kompleks består således ikke blot af en enkelt erindring. Det kan rumme affekter, forestillinger, kropslige reaktioner, erindringer og forventninger, der organiserer sig omkring et bestemt følelsesmæssigt tema (Jung, 1934/1960).
Vi kan eksempelvis tale om et moderkompleks, faderkompleks, mindreværdskompleks eller magtkompleks.
Et væsentligt aspekt ved komplekset er dets relative autonomi. Når et kompleks konstelleres, kan vi opleve, at vi ikke længere reagerer ud fra vores sædvanlige voksne bevidsthed.
En mindre kritik kan opleves som en dyb afvisning. Et møde med en autoritet kan få os til pludselig at føle os små eller utilstrækkelige. En partners tavshed kan aktivere en intens angst for at blive forladt.
Vi kan bagefter tænke: Hvorfor reagerede jeg så voldsomt?
Set jungiansk kan svaret være, at et kompleks blev aktiveret.
Det terapeutiske arbejde består i at gøre komplekserne bevidste, så de ikke ureflekteret styrer vores handlinger og relationer.
Skyggen – det, jeget ikke identificerer sig med
Et andet centralt begreb er skyggen.
Skyggen betegner de sider af personligheden, som ikke er blevet optaget i vores bevidste selvforståelse.
Det kan være egenskaber, vi har lært er uacceptable: vrede, misundelse, egoisme, seksualitet, aggression, magt eller sårbarhed.
Jung understreger, at skyggen også kan indeholde værdifulde kvaliteter, kreative impulser, instinkter og potentialer, som personligheden har måttet afvise eller ikke har haft mulighed for at udvikle (Jung, 1951/1968).
Et menneske, der har lært altid at være beskedent, kan have sin styrke og ambition i skyggen. Et menneske, der altid tager sig af andre, kan have sit eget behov for omsorg i skyggen. Et menneske, der identificerer sig stærkt med rationalitet, kan have spontanitet og kreativitet i skyggen.
Skyggearbejde handler derfor om at blive mere bevidst om det, vi også er.
Drømme og den kompensatoriske funktion
Drømme har en central position i jungiansk terapi.
Jung betragtede drømmen som et spontant produkt af psyken og som en af de væsentligste muligheder for at få adgang til ubevidste processer.
Et vigtigt jungiansk begreb er drømmens kompensatoriske funktion.
Jung antog, at psyken har en selvregulerende tendens. Hvis vores bevidste holdning bliver meget ensidig, kan det ubevidste producere billeder, følelser eller drømme, som kompenserer for denne ensidighed.
Et menneske, der identificerer sig stærkt med at være kontrolleret, kompetent og rationelt, kan eksempelvis drømme om et kaotisk, hjælpeløst eller følelsesladet menneske. Drømmen behøver ikke fortælle drømmeren, at vedkommende er hjælpeløs. Den kan snarere bringe en forsømt psykisk kvalitet ind i dialogen.
Drømmen udvider på den måde det bevidste perspektiv.
I jungiansk drømmearbejde spørger vi feks: Hvilken bevidst holdning står drømmen i relation til? Hvad bringer den ind, som mangler? Hvilke associationer har drømmeren selv? Og hvilken bevægelse forsøger drømmen måske at skabe?
Symboler – når det ukendte får en form
Symbolbegrebet er afgørende i analytisk psykologi. For Jung er et egentligt symbol ikke blot et tegn for noget, vi allerede kender. Hvis betydningen allerede er entydigt kendt, har vi snarere med et tegn at gøre.
Et levende symbol peger mod noget, der endnu ikke kan begribes fuldstændigt af bevidstheden.
Symbolet æble betyder ikke én bestemt ting, en slange betyder ikke automatisk seksualitet, og et hus betyder ikke altid psyken. Symbolske facitlister harmonerer dårligt med en egentlig jungiansk tilgang.
I det terapeutiske rum, begynder vi altid med drømmerens eller klientens egne associationer. Derefter kan symbolet amplificeres gennem eventyr, mytologi, religion, kunst, kulturhistorie og andre arketypiske paralleller.
Marie-Louise von Franz videreudviklede denne tilgang i sit omfattende arbejde med eventyr og beskrev eventyrene som særligt koncentrerede fremstillinger af arketypiske processer (von Franz, 1996).
På den måde kan symbolarbejdet skabe en forbindelse mellem den enkeltes personlige historie og et større kollektivt og menneskeligt betydningslag.
Aktiv imagination og den transcendente funktion
En af Jungs særlige metoder til at arbejde med ubevidst materiale er aktiv imagination.Udgangspunktet kan være en drøm, et indre billede, en følelse, en kropslig sansning eller en fantasifigur. I stedet for straks at fortolke materialet forsøger vi at blive i kontakt med det og lade det udvikle sig. Hvis en figur eksempelvis viser sig i en drøm eller et billede, kan vi i den aktive imagination spørge: Hvem er du? Hvad ønsker du? Hvad vil du fortælle mig?
Det centrale er, at jeget ikke blot passivt forsvinder ind i fantasien. Der etableres en dialog mellem den bevidste position og det ubevidste materiale. Her bliver Jungs begreb om den transcendente funktion relevant.
Den transcendente funktion betegner den psykiske proces, hvor spændingen mellem to modsatrettede positioner kan føre til dannelsen af noget tredje – ofte gennem et symbol – som tilbyder en ny psykisk mulighed (Jung, 1957/1960).
Det er et vigtigt princip i jungiansk terapi. Vi behøver ikke altid hurtigt at løse en indre modsætning. Nogle gange må vi kunne bære spændingen mellem modsætningerne, indtil noget nyt kan opstå.
Kunst og billeder i jungiansk terapi
Billedet har en særlig betydning i den jungianske tradition.
Jung arbejdede selv gennem store dele af sit liv med tegning, maling, mandalaer, skulptur, drømme og aktive imaginationer. Hans intensive arbejde med indre billeder efter bruddet med Freud kan blandt andet ses i The Red Book: Liber Novus (Jung, 2009).
Det kunstneriske billede kan give form til psykisk materiale, før det kan formuleres sprogligt.
I jungiansk orienteret kunstterapi er det derfor ikke billedets æstetiske kvalitet, der er afgørende. Billedet kan forstås som en symbolsk manifestation af en psykisk proces, som vi kan undersøge og gå i dialog med.
Vi kan spørge: Hvor befinder energien sig i billedet? Hvilken figur kalder på opmærksomhed? Hvad mangler? Hvad ønsker at bevæge sig? Hvad sker der, hvis billedet får lov at fortsætte?
Kunstterapien kan dermed skabe bro mellem sansning og symbolisering, mellem det implicitte og det bevidste og mellem det, vi allerede ved om os selv, og det, der endnu ikke har fået sprog.
Selvet – mere end jeget
For at forstå individuation må vi skelne mellem jeget og Selvet. Jeget er, som tidligere beskrevet, centrum for bevidstheden. Selvet er hos Jung et langt mere omfattende begreb og betegner både psykens helhed og dens organiserende centrum – omfattende både bevidste og ubevidste aspekter af personligheden (Jung, 1951/1968). Selvet er således ikke det samme som det moderne hverdagsbegreb at være sig selv. Det betegner en psykisk helhed, som jeget aldrig fuldstændigt kan overskue. Forholdet mellem jeget og Selvet bliver derfor centralt i individuationsprocessen.
Individuation – at blive mere af den, man er
Individuation er et af de mest centrale begreber i Jungs analytiske psykologi.
Begrebet bliver undertiden forvekslet med moderne forestillinger om selvrealisering eller personlig optimering.
Men som jeg forstår det handler det mere om at blive den du ER. Om en gradvis differentiering og integration af personligheden, hvor vi udvikler en mere bevidst relation til både sine bevidste og ubevidste sider.
Jung formulerer:
“Only what is really oneself has the power to heal” (Jung, CW 7, §258).
Individuation indebærer derfor ofte et møde med det, vi helst ville undgå: skyggen, komplekserne, vores projektioner og vores indre modsætninger.
Hvorfor gør vi det? Fordi processen kan samtidig bringe os i kontakt med kreativitet, livskraft, mening og psykiske potentialer, som hidtil har ligget uden for vores bevidste identitet.
Overføring og den terapeutiske relation
I den jungiansk terapi er relationen en stor del at det terapeutiske arbejde. Følelser og relationelle mønstre, som tidligere er blevet knyttet til betydningsfulde mennesker i klientens liv, kan aktualiseres i relationen til terapeuten. Dette betegnes som overføring.
Men Jung udviklede også en forståelse af, at terapeut og klient påvirker hinanden. Han anvendte blandt andet alkymien som metafor for denne gensidige transformationsproces og beskrev den analytiske relation som et møde mellem to psykiske systemer (Jung, 1946/1966).
Det betyder ikke, at relationen er symmetrisk – terapeuten har fortsat et særligt fagligt og etisk ansvar – men det understreger, at terapi er en levende relationel proces.
Jungiansk terapi og spørgsmålet om mening
Mange mennesker søger terapi på grund af angst, sorg, depression, relationelle vanskeligheder eller livskriser.Men nogle kommer med et andet og vanskeligere spørgsmål:
Hvorfor føles mit liv tomt, når jeg egentlig har opnået det, jeg troede, jeg skulle?
For Jung var spørgsmålet om mening centralt, ikke mindst i livets anden halvdel.
Den identitet, som tidligere bar os, kan begynde at føles utilstrækkelig. Roller, præstationer og sociale forventninger kan miste deres tidligere betydning. Dette kan opleves som en krise, der set fra et jungiansk perspektiv rummer en udviklingsmulighed.
Det, der tidligere gav livet struktur, er måske ikke længere det, der giver livet mening.
Her kan terapi blive et sted, hvor vi undersøger hvad livet nu kalder os hen imod.
Hvordan foregår jungiansk terapi?
Der findes ikke én bestemt opskrift på et jungiansk terapiforløb.
Samtalen og den terapeutiske relation er centrale, men afhængigt af terapeutens uddannelse, arbejdsform og klientens proces kan terapien også inddrage drømme, symboler, aktiv imagination, tegning og maleri, eventyr og myter, kropslige sansninger, komplekser, projektioner, overføring og modoverføring, skyggearbejde samt eksistentielle og spirituelle spørgsmål. Alt dettte er helt centrale områder vi arbejder med på vores jungiansk psykoterapeut uddannelse på Sjælsro
Hvem kan have glæde af jungiansk terapi?
Jungiansk terapi kan være relevant for mennesker med konkrete psykiske eller relationelle vanskeligheder, men også for mennesker, som søger større selvforståelse, mening eller forbindelse til deres indre liv.
Måske oplever du, at du gentager de samme mønstre.
Måske står du i en livsovergang.
Måske vender bestemte drømme eller symboler tilbage.
Måske oplever du en kreativ eller spirituel længsel, som du ikke helt har et sprog for.
Eller måske fungerer livet på overfladen, mens noget dybere i dig siger: Der må være mere end dette.
Jungiansk terapi tilbyder et rum, hvor spørgsmål kan undersøges.
Jungiansk terapi som en vej mod større helhed
At arbejde jungiansk betyder ikke, at vi vender ryggen til det konkrete liv for at beskæftige os med en indre symbolverden. Det indre arbejde får netop betydning gennem den måde, vi lever vores liv på.
Hvordan indgår jeg i relationer? Hvor siger jeg ja, når jeg egentlig mener nej? Hvilke dele af mig selv projicerer jeg over på andre? Hvilke sider af mig selv har jeg efterladt undervejs? Hvad længes efter at blive levet?
Her bliver jungiansk terapi mere end en metode til symptomreduktion. Det bliver en undersøgelse af menneskets forhold til sig selv, til andre og til den større psykiske helhed, som Jung betegnede Selvet. Psyken er i denne forståelse ikke blot noget, der skal repareres. Den er en levende og dynamisk proces, som hele tiden forsøger at skabe forbindelse mellem det bevidste og det ubevidste, mellem det, vi allerede er, og det, vi endnu kan blive.
Af Helle-Sofia Sørensen skoleleder Sjælsro
Referencer
Jung, C. G. (1960). The structure and dynamics of the psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1966). The practice of psychotherapy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1966). Two essays on analytical psychology. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1968). Aion: Researches into the phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1969). The archetypes and the collective unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.
Jung, C. G. (2009). The Red Book: Liber Novus (S. Shamdasani, Ed.). W. W. Norton.
von Franz, M.-L. (1996). The interpretation of fairy tales. Shambhala.