Selvudvikling – Vejen til større selvindsigt og et mere autentisk liv

Selvudvikling hvad er det?
Min erfaring er at selvudvikling  ofte begynder med en længsel efter at forstå sig selv dybere, et tilbagevendende mønster i relationerne, en uro, der bliver ved med at vende tilbage, eller en oplevelse af, at den måde, man hidtil har levet på, gradvist er blevet for snæver.
Ind imellem kommer bevægelsen stille og næsten umærkeligt, og andre gange bryder den frem gennem en livskrise, en forelskelse, et tab, en drøm eller en kreativ impuls, som pludselig åbner et andet perspektiv på livet.

I den jungianske psykologi findes et særligt begreb for denne dybere menneskelige udviklingsproces. Her kalder vi den individuation. Carl Gustav Jung brugte ordet om den livslange bevægelse, hvor mennesket gradvist kommer i kontakt med flere sider af sin psykiske virkelighed og udvikler en stadig mere bevidst relation til den større helhed, han kaldte Selvet.

Jung beskriver individuation som den proces, hvor mennesket bliver en mere samlet og udelelig helhed, og hvor vi dermed i dybere forstand bliver os selv (Jung, CW 9/I, §490). I Two Essays on Analytical Psychology skriver han om individuations og kalder det “coming to selfhood” og “self-realization” (Jung, CW 7, §266).

Ordene kan lyde enkle, for hvad skulle selvudvikling ellers være end at blive mere sig selv? Alligevel rummer Jungs formulering en radikal tanke.
Det menneske, vi oplever os som, udgør kun en del af vores psykiske virkelighed. Under den identitet, vi har opbygget gennem livet, findes et langt større psykisk landskab af erindringer, følelser, potentialer, komplekser, længsler, billeder og arketypiske mønstre. Noget af dette lever tæt på bevidstheden, mens andet først bliver synligt, når livet bringer os ind i situationer, hvor vores hidtidige selvforståelse bliver udfordret.

Selvudvikling får i et jungiansk perspektiv karakter af en relation til det, der gradvist træder frem i os.
Vi kan begynde at lytte mere opmærksomt til vores drømme, vores reaktioner, vores relationer og de billeder, psyken skaber, og derigennem opdage en indre bevægelse, som allerede er i gang. 

Selvudvikling: Bevægelsen fra den personlighed vi kender til den helhed vi ER

Jung skelnede mellem egoet og Selvet. Egoet er centrum for vores bevidste identitet og bærer vores oplevelse af at være den samme person gennem tid. Det er gennem egoet, vi siger “jeg”, træffer valg, orienterer os i verden og skaber en nogenlunde sammenhængende fortælling om, hvem vi er.

Selvet betegner en større psykisk helhed, der omfatter både bevidste og ubevidste dele af psyken. Jung beskriver Selvet som både centrum og omkreds for den samlede personlighed og placerer dermed egoet som en del af en større psykisk virkelighed (Jung, CW 9/II, §44).

Relationen mellem egoet og Selvet er central i individuationsprocessen.
Gennem livet opbygger vi en bevidst identitet, og samtidig bliver vi igen og igen konfronteret med sider af psyken, der udvider denne identitet. Den proces kan opleves som både berigende, overraskende, krævende, og besværlig, fordi udvikling bringer os tættere på sider af os selv, som passer dårligt med det billede, vi har af, hvem vi er.

Murray Stein beskriver individuation som en fortsat udvikling af relationen mellem egoet og Selvet, hvor egoet gradvist bliver bedre i stand til at stå i forbindelse med både personlige og arketypiske lag af psyken (Stein, 2006).
Udviklingen får dermed en rytme, hvor noget først leves ubevidst, senere træder frem i det bevidste ego.

På den måde bliver selvudvikling også et spørgsmål om at kunne være nysgerrig på det, vi endnu kun aner.
Nogle gange kommer den næste bevægelse gennem en længsel. Andre gange gennem en konflikt eller en drøm, der bliver ved med at optage os.

Personaen – det menneske vi har lært at være

Tidligt i livet lærer vi at finde en plads i verden. Vi aflæser vores familie, vores kultur og de mennesker, vi er afhængige af, og opdager gradvist, hvilke sider af os der skaber kontakt og tilhørsforhold. Nogle udvikler stor ansvarlighed, andre lærer at være omsorgsfulde, morsomme, hjælpsomme eller selvstændige. Senere bliver disse egenskaber ofte en del af vores voksne ego-identitet.

Jung kaldte den sociale side af personligheden personaen og beskrev den som et nødvendigt bindeled mellem individet og den omgivende verden (Jung, CW 7, §§245–246). Personaen gør det muligt for os at indgå i fællesskabet og udfylde de roller, livet kalder os ind i.
Vi er forældre, partnere, venner, lærere, terapeuter, medarbejdere og ledere, og gennem disse roller udvikler vi forskellige sider af vores personlighed.

Samtidig vil enhver identitet være selektiv. Når bestemte egenskaber får stor plads, vil andre bevæge sig længere væk i skyggen.
Et menneske, der gennem mange år har båret identiteten som den stærke og ansvarlige, kan opdage en dyb længsel efter selv at blive støttet. Den, der altid har været venlig og imødekommende, kan på et tidspunkt møde en kraftfuld vrede, og den, der har skabt et trygt og velordnet liv, kan pludselig mærke en næsten overvældende længsel efter frihed eller kreativitet.

Det fører os ind i et af de mest kendte områder af Jungs psykologi, nemlig skyggen. Skyggen rummer de sider af personligheden, som gennem vores udvikling er blevet mindre tilgængelige for det bevidste ego. Her kan vi finde vrede, jalousi, magt og aggression, og vi kan lige så vel finde livskraft, kreativitet, sensualitet, ambition, spontanitet og evnen til at tage plads.

Skyggen er tæt forbundet med det liv, vi endnu har til gode at leve. Et menneske kan have brugt en stor del af sit liv på at være hjælpsomt og opdage, at selvomsorg og tydelige grænser ligger som uudviklede muligheder i skyggen. Et andet menneske kan have opbygget en stærk og kompetent identitet og senere opdage, hvor meget ømhed og sårbarhed der samtidig findes i personligheden.

Jung så mødet med skyggen som en væsentlig del af individuationen, fordi vores billede af os selv bliver mere rummeligt, når vi begynder at genkende de egenskaber, følelser og impulser, der tidligere har levet uden for den bevidste identitet (Jung, CW 9/II).

Meget af dette bliver synligt gennem projektioner. Vi kan blive intenst fascinerede af et menneskes frihed, kreativitet eller styrke, fordi mødet samtidig vækker et endnu uudfoldet potentiale i os selv. På samme måde kan irritation og stærke følelsesmæssige reaktioner fortælle noget om sider af psyken, der søger vores opmærksomhed.

Arbejdet med skyggen bliver derfor en væsentlig del af jungiansk selvudvikling. Når projektionerne gradvist bliver tydeligere, får vi mulighed for at undersøge, hvad den anden faktisk vækker i os, og hvilke sider af vores egen psykiske virkelighed der her kommer til syne.

Kompleksernes betydning i  selvudviklingsrejsen 

Jungs tidlige forskning førte ham til teorien om de følelsesbetonede komplekser, og denne teori blev siden et solidt fundament i den analytiske psykologi.

Et kompleks består af erindringer, følelser, kropslige reaktioner, forestillinger og erfaringer, der er organiseret omkring et bestemt følelsesmæssigt tema.
Når et kompleks aktiveres, får situationen her og nu en forvrænget intensitet, fordi vi ser her og nu igennem fortidens briller. 

Du kender det måske fra de øjeblikke, hvor en tilsyneladende lille hændelse rammer dig med overraskende stor kraft. Et blik kan vække en oplevelse af afvisning, en kommentar kan udløse dyb skam, og en partners midlertidige tilbagetrækning kan åbne en gammel følelse af forladthed.
Jung fremhævede kompleksernes relativt autonome karakter og beskrev, hvordan de kan gribe ind i den bevidste personlighed med en kraft, der midlertidigt ændrer vores oplevelse og adfærd (Jung, CW 8, §§200–203).

Selvudvikling indebærer derfor også, at vi gradvist lærer vores komplekser at kende. Når vi genkender den særlige tone i et kompleks, kan vi begynde at skelne mellem den aktuelle situation og det ældre følelseslag, der samtidig er blevet aktiveret. Denne differentiering skaber en større psykisk bevægelighed og giver mulighed for at forholde sig mere bevidst til det, der foregår.

Her bliver den terapeutiske relation særlig betydningsfuld, fordi komplekser jo i høj grad aktiveres mellem mennesker. Det, der gennem mange år har levet som et ubevidst relationelt mønster, kan træde tydeligt frem i mødet med et andet menneske og på den måde blive tilgængeligt for bevidst refleksion.

Individuation foregår i relationen

Den postjungianske psykologi har i høj grad videreudviklet dette relationelle perspektiv. Andrew Samuels beskrev i Jung and the Post-Jungians tre overordnede strømninger efter Jung: den klassiske, den udviklingspsykologiske og den arketypiske skole. De forskellige retninger har bevaret centrale dele af Jungs psykologi og samtidig flyttet tyngdepunkterne, så blandt andet tidlig udvikling, relationer, overføring og modoverføring har fået en tydeligere plads (Samuels, 1985).

Michael Fordham blev en af de centrale skikkelser i den udviklingspsykologiske retning. Han førte individuationsbegrebet tilbage til livets begyndelse og beskrev allerede i 1958, hvordan individuation og egoets udvikling kan forstås som processer, der udfolder sig fra spædbarnsalderen (Fordham, 1958).

Fordham udviklede begreberne deintegration og reintegration som en måde at forstå barnets bevægelse ud i relationen og tilbage mod en ny psykisk organisering. I mødet med moderen og den omgivende verden åbner barnet sig mod erfaring, påvirkes af relationen og organiserer derefter sine erfaringer på nye måder. Denne rytmiske bevægelse mellem helhed, åbning, differentiering og ny integration bliver hos Fordham et grundlæggende udviklingsprincip.

Her får individuationen en stærkt relationel dimension. Vi bliver os selv gennem mødet med andre mennesker, og vores individualitet vokser frem i den fortsatte bevægelse mellem kontakt og differentiering. Samuels fremhæver Fordhams arbejde med Selvet, egoet og barnets tidlige udvikling som et afgørende bidrag til den postjungianske tradition (Samuels, 1985).

Dette perspektiv har stor betydning for moderne psykoterapi. Når et menneske kommer i terapi, kommer det med en hel relationel historie, som lever videre i forventninger, følelser, kropslige reaktioner og forestillinger om sig selv og andre. I den terapeutiske relation kan disse mønstre gradvist blive erfaret på nye måder, og udviklingen får dermed både en indre og en relationel dimension.

Selvudvikling gennem livets forskellige faser

Jung var særligt optaget af forskellen mellem den første og den anden halvdel af livet. I den første del af livet er en stor del af den psykiske energi rettet mod etableringen af en identitet og en plads i verden. Vi udvikler kompetencer, knytter relationer, finder arbejde, skaber familie og bygger de strukturer, som vores voksne liv kan udfolde sig igennem.

Med tiden ændrer vores fokus sig, erfaringerne samler sig, nogle muligheder er blevet levet, andre står stadig åbne, og spørgsmålet om mening kan få større betydning. Den identitet, der tidligere bar livet, kan begynde at føles mindre dækkende, fordi sider af personligheden, som hidtil har levet mere tilbagetrukket, træder frem med en ny styrke.

Jung forbandt midtlivet med en vigtig psykisk overgang, hvor blikket ofte vender sig mere mod det indre liv og mod den større sammenhæng, mennesket oplever sig som en del af (Jung, CW 8).

Murray Stein har videreudviklet denne forståelse ved at beskrive individuation som en livslang proces, der ændrer karakter i takt med menneskets udvikling og de livsfaser, vi bevæger os igennem. Det, der kalder på vores opmærksomhed som unge, er anderledes end det, der træder frem midt i livet eller senere, hvor erfaring, tab, relationer og de valg, vi allerede har truffet, danner et andet psykisk landskab.
Undervejs kan nye lag af personligheden blive tilgængelige for bevidstheden, ligesom gamle projektioner og identifikationer gradvist kan opløses og give plads til en mere nuanceret forståelse af os selv.
Individuation bliver hos Stein en vedvarende bevægelse mellem egoet og Selvet, hvor mennesket gennem hele livet får mulighed for at stå i en stadig mere bevidst relation til sin egen psykiske helhed (Stein, 2006).

Hver alder åbner et særligt udsyn, fordi den erfaring, vi ser livet igennem, hele tiden forandres. Noget, vi tidligere betragtede som et nederlag, kan senere vise sig at have åbnet en ny retning, og et valg, der engang føltes afgørende, kan få en anden betydning, når vi ser tilbage fra et senere sted i livet.

Når livskriser åbner et nyt psykisk rum

Individuationsprocessen bliver  særlig tydelig ved livets tærskler. En relation slutter, børn flytter hjemmefra, arbejdslivet forandres, kroppen ændrer sig, eller en eksistentiel længsel begynder at fylde mere. Den gamle livsform har måske fungeret gennem mange år, og samtidig mærkes en bevægelse mod noget, der endnu mangler form.

Jung betragtede psyken som et selvregulerende system, hvor det ubevidste kan kompensere for ensidigheder i den bevidste holdning. Når vores liv bliver organiseret meget stærkt omkring bestemte værdier eller identiteter, kan det ubevidste begynde at præsentere andre perspektiver gennem drømme, fantasier, følelsesmæssige reaktioner og symbolske billeder (Jung, CW 8).

En krise kan derfor skabe et særligt psykisk mellemrum. De gamle svar har mistet noget af deres kraft, mens den nye retning stadig er uklar. Netop her kan en dybere form for selvudvikling finde sted når vi bliver inviteret til at lytte til erfaringen med større sårbarhed og åbenhed.

På Sjælsro beskrives spirituel udvikling på tilsvarende måde som en bevægelse, hvor en indre længsel kan begynde at kalde mennesket mod større helhed og autenticitet.
I den jungianske forståelse bliver denne længsel tæt forbundet med individuationen og med vores gradvise opdagelse af de sider af livet, der søger at blive levet.

Selvudvikling: Drømme som billeder på den indre bevægelse

Drømmene har en særlig plads i den jungianske psykologi. Jung så drømmen som et naturligt psykisk produkt og beskrev dens kompenserende funktion som en måde, hvorpå det ubevidste kan tilføre den bevidste holdning nye perspektiver (Jung, CW 8, §§443–529).

En person, der lever meget rationelt og kontrolleret, kan begynde at drømme om vand, dyr, kaotiske landskaber eller stærkt følelsesladede situationer. Et menneske, der oplever sig selv som selvstændigt og robust, kan møde et sårbart barn i sine drømme, mens en person, der gennem mange år har indrettet sig efter andres behov, måske drømmer om en ukendt kvinde, der forlader huset og går sin egen vej.

Betydningen vokser frem i relationen mellem drømmen og drømmerens liv. Derfor arbejder den jungianske drømmetydning både med personlige associationer og med amplifikation, hvor drømmens billeder sættes i forbindelse med myter, eventyr, religion, kunst og andre kollektive symbolske fortællinger.

Over tid kan en serie af drømme begynde at vise en særlig bevægelse. Marie-Louise von Franz beskrev, hvordan individuationsprocessens mønster ofte træder tydeligere frem, når man følger et menneskes drømme gennem længere tid. Figurer ændrer karakter, gamle landskaber vender tilbage i nye former, og symboler på udvikling og helhed kan gradvist opstå som en del af en større psykisk proces (von Franz, 1964).

Drømmearbejdet bliver på den måde en samtale med et dybere lag af psyken, hvor det enkelte drømmebillede får lov til at åbne spørgsmål, som bevidstheden måske endnu mangler ord for.

Symboler og psykens billedsprog

Jung tillagde symboler en central betydning, fordi psykens udvikling ofte bliver synlig i billeder, længe før vi kan formulere den rationelt. Han beskriver symbolet som det bedst mulige udtryk for noget, hvis fulde betydning endnu kun delvist er kendt af bevidstheden (Jung, CW 6, §816).

Derfor kan et symbol blive ved med at optage os. Et træ i en drøm eller et billede kan rumme personlige associationer til et bestemt sted og samtidig åbne et større betydningsfelt omkring rødder, vækst, liv og forbindelsen mellem jord og himmel.
Et hus kan være tæt forbundet med et konkret barndomshjem og samtidig fremtræde som et billede på psyken.
En slange kan vække personlige følelser af frygt eller fascination og samtidig forbinde sig med tusindårige kulturelle billeder på forvandling, livskraft, gift, heling og genfødsel.

Det levende symbol rummer  flere lag på én gang. Dets betydning opstår i mødet mellem menneskets konkrete erfaring og det større kollektive lag af menneskets psyke.

Denne forståelse står centralt i både jungiansk psykologi og i arbejdet med jungiansk psykologi og kunstterapi, hvor billederne får mulighed for at blive undersøgt som levende psykiske udtryk.

Arketyperne og det kollektive ubevidste

Med teorien om det kollektive ubevidste udvidede Jung forståelsen af psyken ud over det enkelte menneskes personlige historie. Han beskrev et dybere lag af psyken, hvor universelle menneskelige grundmønstre – arketyperne – danner strukturer for erfaring og forestillingsdannelse (Jung, CW 9/I).

Arketyperne møder vi gennem deres billeder og fortællinger. Moderfiguren, barnet, helten, skyggen, den vise gamle, døden og genfødslen, rejsen, nedstigningen og forvandlingen findes i utallige variationer på tværs af kulturer og historiske perioder.
De kan samtidig træde ind i det enkelte menneskes liv gennem drømme, fantasier, relationer og kreative billeder og give den personlige erfaring en dybde, der rækker ud over den individuelle historie.

Marie-Louise von Franz viste gennem sit omfattende arbejde med eventyr, hvordan sådanne arketypiske mønstre kan forstås som symbolske fremstillinger af psykiske processer.
Helten, der drager ud for at finde en skat, prinsessen, der er blevet forhekset, det syge kongerige eller dyret, der viser vej gennem skoven, kan alle læses som billeder på bevægelser i psyken og på de transformationer, mennesket gennemgår i individuationen (von Franz, 1990).

Her mødes det dybt personlige med noget almenmenneskeligt. Vores egen sorg tilhører vores konkrete liv, og samtidig indgår sorgen i en erfaring, mennesker har forsøgt at give billeder og fortællinger til gennem årtusinder. Netop denne forbindelse mellem den personlige historie og de arketypiske mønstre giver den jungianske selvudvikling sin særlige dybde.

Den transcendente funktion og evnen til at bære modsætninger

Når vi kommer dybere ind i individuationsprocessen, møder vi modsætninger i os selv. Vi kan længes efter frihed og samtidig have et dybt behov for tilknytning. Vi kan ønske ro og mærke en stærk skaberkraft, der kalder på bevægelse. Vi kan rumme kærlighed og vrede over for det samme menneske eller opleve både styrke og sårbarhed i den samme livssituation.

Jung beskrev psyken som præget af sådanne modsætningspar og så en særlig udviklingsmulighed i evnen til at blive i spændingen mellem dem. I sit arbejde med den transcendente funktion beskrev han, hvordan mødet mellem den bevidste position og det ubevidstes modposition kan føre til fremkomsten af en ny psykisk mulighed (Jung, CW 8, §131).

Denne tredje position kan opstå som en ny erkendelse, et symbol, et billede eller en måde at forholde sig til livet på, som rummer noget fra begge sider og samtidig åbner et perspektiv, der tidligere var utilgængeligt.
Individuation fårpå den måde karakter af en kreativ proces, hvor psyken hele tiden søger nye former, der kan rumme en større del af den indre virkelighed.

Selvet og oplevelsen af en større sammenhæng

Efterhånden som Jung udviklede sin psykologi, fik Selvet en stadig mere central plads. Selvet blev for ham et symbol på psykens helhed og på det organiserende princip, der synes at komme til udtryk gennem individuationsprocessen.

I drømme, religiøse billeder, eventyr, alkymi og kunst fandt Jung igen og igen symboler, der kredser omkring centrum og helhed: cirklen, mandalaen, stenen, barnet, kongen og dronningen og billeder af forening mellem modsætninger. Han så disse symboler som forskellige udtryk for en psykisk bevægelse mod større sammenhæng.

Mødet med Selvet kan også få en numinøs eller spirituel karakter. Jung interesserede sig gennem hele sit liv for religion, mystik, alkymi og østlige visdomstraditioner, fordi han her fandt symbolske beskrivelser af erfaringer, der også viste sig i moderne menneskers drømme og psykiske processer.

Den spirituelle dimension i den jungianske psykologi vokser derfor ud af erfaringen af, at mennesket indgår i en større psykisk sammenhæng. Kroppen, relationerne, skyggen, drømmene, kreativiteten og den spirituelle erfaring bliver forskellige dele af den samme helhedsbevægelse.

På Sjælsro udfoldes denne sammenhæng  i arbejdet med spirituel psykologi og jungiansk individuation, hvor drømme, symboler og kropslige oplevelser ses som forskellige indgange til de dybere lag af psyken.

Postjungiansk psykologi og psykens mangfoldighed

Jungs efterfølgere har ført individuationsbegrebet videre i flere retninger. Fordham gav udviklingspsykologien og de tidlige relationer en central plads, mens Marie-Louise von Franz udfoldede individuationsprocessens arketypiske dimension gennem sit arbejde med drømme, eventyr og alkymi. Samuels samlede og beskrev de forskellige postjungianske traditioner og viste, hvordan analytisk psykologi efter Jung blev et levende og mangfoldigt felt (Samuels, 1985).

James Hillman bidrog med endnu et perspektiv gennem den arketypiske psykologi. Hos Hillman får psykens billeder og mangfoldighed en særlig værdi. Psyken kan ses som polycentrisk og befolket af mange stemmer, figurer, længsler og perspektiver, som hver især fortjener opmærksomhed (Hillman, 1975). Denne forståelse tilfører individuationen en vigtig nuance, fordi helhed også kan forstås som evnen til at rumme en indre mangfoldighed.

Et modent menneske kan således rumme forskellige og til tider modsatrettede sider af sig selv med større bevidsthed.
Omsorg kan leve sammen med tydelige grænser, styrke kan bære sårbarhed, selvstændighed kan eksistere i en dyb relation til andre, og spiritualitet kan være tæt forbundet med krop, sanselighed og hverdagsliv.

Selvudvikling som individuationsproces

Når selvudvikling ses gennem Jung og postjungianerne, åbner der sig et menneskesyn, hvor udviklingen strækker sig gennem hele livet. Vi formes gennem vores relationer og vores historie, og samtidig bærer vi muligheder i os, som først kan udfolde sig på bestemte tidspunkter. Nogle sider af personligheden bliver tidligt tydelige, mens andre venter i mange år, før livet skaber de omstændigheder, hvor de kan træde frem.

Det giver også en særlig måde at forstå de perioder, hvor vi føler os i overgang. En længsel, en drøm, et tilbagevendende symbol eller en stærk relationel reaktion kan ses som dele af en større psykisk bevægelse, der inviterer til opmærksomhed. Når vi bliver nysgerrige på disse erfaringer, kan de gradvist forbinde os med sider af os selv, som tidligere har levet mere skjult.

På den måde bliver individuation en proces, hvor vi gennem livet lærer at stå mere åbent i relation til vores egen psyke. Vi får mulighed for at kende vores styrker og vores sårbarhed, vores persona og vores skygge, vores komplekser og vores kreative potentialer og samtidig mærke den større sammenhæng, som Jung forbandt med Selvet.

Der findes en særlig ydmyghed i denne forståelse af selvudvikling. Mennesket forbliver et mysterium for sig selv, og gennem hele livet kan nye billeder, erkendelser og sider af personligheden træde frem. Selvudvikling bliver derfor en levende relation til den, vi allerede er, den vi har været, og den vi fortsat er ved at blive.

På Sjælsro arbejder vi med denne proces gennem jungiansk psykologi, drømme, symboler, kunstterapi, relationer og spirituel psykologi.
På siden om individuation kan du læse mere. 

Kunstterapi som vej til selvudvikling

Kunsterapien har en særlig evne til at give form og sprog til erfaringer, der endnu lever som stemninger, kropslige fornemmelser og indre billeder.
Når vi tegner, maler eller former, skaber vi et konkret udtryk, som kan stå foran os og blive mødt som noget, der både kommer fra os og samtidig kan overraske os.

På den måde bliver kunstterapien et stærkt værktøj i ndividuationsprocessen.
Et spontant billede kan bringe et psykisk indhold frem, som bevidstheden endnu kun har haft en vag fornemmelse af, og billedet kan derefter undersøges gennem associationer, symbolforståelse, kropslig sansning og aktiv imagination.
Sjælsro Skolens måde at arbejde med  den jungianske kunstterapi fremhæver netop det kreative udtryk som en vej, hvor arketyper, komplekser og skyggesider kan blive synlige og hjælpe os med at blive bevidste om det vi dybest set længes efter. 

Du kan læse om kunstterapiuddannelsen på Sjælsro her.

Referencer

Fordham, M. (1958). Individuation and ego development. Journal of Analytical Psychology, 3(2), 115–130. https://doi.org/10.1111/j.1465-5922.1958.00115.x

Hillman, J. (1975). Re-visioning psychology. Harper & Row.

Jung, C. G. (1966). Two essays on analytical psychology. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). The archetypes and the collective unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). The structure and dynamics of the psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1971). Psychological types. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 6. Princeton University Press.

Samuels, A. (1985). Jung and the post-Jungians. Routledge & Kegan Paul.

Stein, M. (2006). Individuation. In R. K. Papadopoulos (Ed.), The handbook of Jungian psychology: Theory, practice and applications (pp. 196–213). Routledge.

von Franz, M.-L. (1964). The process of individuation. In C. G. Jung (Ed.), Man and his symbols. Aldus Books.

von Franz, M.-L. (1990). Individuation in fairy tales. Shambhala.