Spirituel bypassing

Spirituel bypassing er et begreb for den måde, spirituelle forestillinger og praksisser undertiden kan komme til at skabe afstand til følelsesmæssige sår, konflikter og sider af psyken, som kalder på vores opmærksomhed. Begrebet blev introduceret af den amerikanske psykoterapeut og buddhistiske lærer John Welwood i 1980’erne, efter at han gennem mange års arbejde med både psykoterapi og buddhistisk praksis var blevet optaget af, hvordan mennesker kunne udvikle en omfattende spirituel forståelse og samtidig bevare væsentlige følelsesmæssige og relationelle problemstillinger relativt uberørte (Welwood, 2000).

Det er et interessant begreb, fordi det placerer sig lige dér, hvor psykologi og spiritualitet mødes. Vi kan gennem meditation, healing, energiarbejde, bøn eller andre spirituelle praksisser få dybe erfaringer af kærlighed, enhed, mening og forbindelse til noget større end os selv. Samtidig bærer vi vores personlige historie med os. Vores tidlige relationelle erfaringer, komplekser, traumer, skygger og forsvar følger med ind i det spirituelle liv og bliver på den måde også en del af vores spirituelle udvikling.
Min erfaring er at vi bliver nødt til at have begge dele med i en autentisk, ærlig udviklingsrejse.

På Sjælsro er  mødet mellem det psykologiske og det spirituelle helt centralt. Jeg oplever, at en dybere spirituel udvikling hænger sammen med vores villighed til at møde stadig flere sider af os selv. Her bliver C.G. Jungs analytiske psykologi særlig værdifuld, fordi Jung gennem hele sit arbejde var optaget af menneskets spirituelle længsel og samtidig fastholdt betydningen af mødet med det ubevidste. Individuationsprocessen fører os mod større helhed gennem en gradvis integration af det, der allerede lever i psyken, men endnu ikke har fået en tilstrækkelig plads i vores bevidste liv (Jung, CW 7; CW 9, Part II).

Hvad er spirituel bypassing?

Welwood udviklede begrebet spiritual bypassing gennem sit arbejde i krydsfeltet mellem østlig spiritualitet og vestlig psykologi. Han så, hvordan spirituelle praksisser kunne få en psykologisk funktion, hvor smertefulde følelser og udviklingsmæssige temaer blev løftet ind i en spirituel forståelsesramme, før de havde fået mulighed for at blive erfaret og bearbejdet på et menneskeligt og følelsesmæssigt niveau (Welwood, 2000).

Et menneske kan eksempelvis have udviklet en dyb forståelse af tilgivelse og samtidig bære på en vrede, der aldrig har fået et sprog. Et andet menneske kan have en stærk oplevelse af universel kærlighed og samtidig have vanskeligt ved at sætte grænser i nære relationer. Vi kan forstå vores liv gennem begreber som karma, energi eller Sjælens udvikling og samtidig have følelsesmæssige erfaringer, der fortsat lever i kroppen og i vores relationelle mønstre.

Spirituel bypassing bliver derfor særlig interessant som et spørgsmål om integration. Den spirituelle erfaring kan være ægte og betydningsfuld, samtidig med at andre dele af psyken har brug for en anden form for opmærksomhed. Psykologisk udvikling og spirituel udvikling kan foregå i forskellige tempi, og menneskets modenhed på ét område fortæller ikke nødvendigvis noget entydigt om udviklingen på et andet.

Nyere psykologisk forskning har videreudviklet Welwoods begreb og undersøgt spirituel bypassing som en måde at håndtere psykisk belastning på. Fox, Cashwell og Picciotto (2017) fandt blandt andet sammenhænge mellem bestemte former for spirituel bypassing og psykologisk belastning, og nyere forskning peger på, at spirituelle forståelsesrammer også kan fungere som en meningsfuld mestringsstrategi i perioder, hvor mennesket endnu mangler mulighed eller ressourcer til at bearbejde vanskelige erfaringer på andre måder. En nyere kvalitativ forskningssyntese beskriver spirituel bypassing som et komplekst fænomen, hvor spiritualiteten både kan støtte mennesket og samtidig fastholde følelsesmæssig undgåelse, når den bliver den primære måde at forholde sig til smerte på.

Jung, skyggen og det spirituelle menneske

Set gennem jungiansk psykologi åbner spirituel bypassing for en særlig interessant forståelse af skyggen. Jung anvendte skyggebegrebet om de dele af personligheden, der gennem vores udvikling er blevet mindre forenelige med det bevidste billede, vi har af os selv. Skyggen kan rumme vrede, jalousi, misundelse, magt, seksualitet og aggression, men den kan lige så vel indeholde kreativitet, livskraft, spontanitet og andre sider af personligheden, som ikke har fået mulighed for at udvikle sig (Jung, CW 9, Part II).

Vores idealer spiller en væsentlig rolle i denne proces. Når vi identificerer os med bestemte egenskaber, vil de modsatrettede kvaliteter lettere kunne bevæge sig ud i skyggen. Et spirituelt ideal om at være kærlig, rummelig, fredfyldt og medfølende kan derfor skabe en særlig udfordring omkring de følelser, der opleves som uforenelige med dette selvbillede.

Vreden kan her blive meget interessant, idet vrede rummer psykisk energi. Den kan fortælle os om en overskredet grænse, en krænkelse, et behov, der gennem lang tid er blevet tilsidesat, eller en livskraft, der søger et udtryk. Når vi arbejder med vreden som psykisk materiale, kan vi begynde at undersøge dens personlige historie, dens kropslige udtryk og de billeder og associationer, der knytter sig til den. På den måde bliver følelsen en adgang til større selvforståelse.

Det samme gælder sorg, misundelse, skam og jalousi. De følelser, der udfordrer vores selvbillede mest, kan undertiden føre os tæt på noget væsentligt i vores psykiske udvikling.

Jung beskrev konfrontationen med skyggen som en moralsk udfordring, fordi den kræver, at vi erkender sider af os selv, som jeget helst ville placere andre steder.

Når kærlighed og lys møder skyggen

I mange spirituelle traditioner har kærligheden og lyset en central symbolsk betydning. Lyset forbindes med bevidsthed, erkendelse, det guddommelige og transformation, mens kærligheden kan opleves som en forbindelse, der rækker ud over vores individuelle jeg.

Set gennem Jung får lyset sin betydning gennem relationen til mørket.
Psyken rummer polariteter, og menneskelig udvikling foregår  i spændingen mellem dem. Jung var gennem sit arbejde med alkymien særligt optaget af denne bevægelse, hvor modsætningerne gradvist bringes i relation til hinanden. Det mørke stof, prima materia, havde i den alkymistiske symbolik en afgørende betydning for transformationen. Det værdifulde opstod gennem arbejdet med det stof, der i udgangspunktet kunne fremstå kaotisk, uønsket eller værdiløst (Jung, CW 12).

Det giver efter min mening et meget smukt billede på forholdet mellem spiritualitet og skyggearbejde. Vores vrede, sorg, skam og sårbarhed kan blive en del af det psykiske materiale, som transformationen arbejder igennem. Når disse erfaringer får plads, kan vores forståelse af kærlighed også få større dybde. Kærligheden bliver da en kapacitet til at rumme mere af mennesket – også os selv.

Spirituel bypassing og tilgivelse

Tilgivelse er et område, hvor forholdet mellem spirituel forståelse og psykologisk proces bliver særlig tydeligt. I mange spirituelle traditioner betragtes tilgivelse som en vej til frigørelse, og for nogle mennesker kan tilgivelsen være en dybt transformerende erfaring.

Den psykologiske vej frem mod tilgivelse kan samtidig rumme flere lag. Et menneske, der har oplevet et svigt, kan have brug for at erkende både smerten, tabet og vreden. Følelserne fortæller noget om betydningen af det, der skete, og gennem det terapeutiske arbejde kan erfaringen gradvist få et sprog og en plads i menneskets livshistorie.

Her kan tilgivelsen udvikle sig som resultatet af en indre proces snarere end som et ideal, der bestemmer processens retning på forhånd.

Jeg oplever det som en vigtigt fordi den dybe tilgivelse kan vokse frem, når vi har været i kontakt med egne  sår og smerter fra fortiden og gradvist har integreret dem.

Traumer, spiritualitet og nervesystemet

Traumeforskningen har gennem de seneste årtier bidraget med en stadig større forståelse af, hvordan overvældende erfaringer kan påvirke både psyke, krop og relationer. Traumatiske erfaringer kan sætte sig i vores måde at regulere følelser på, i vores forventninger til andre mennesker og i vores kropslige reaktioner (Levine, 2010; Schore, 2009).

Spirituelle praksisser kan for nogle mennesker skabe ro, mening og oplevelse af forbindelse og dermed blive en vigtig ressource. Meditation, bøn, kreativitet og ritual kan give et rum, hvor erfaringen af noget større end den aktuelle smerte bliver mulig.

Samtidig kan traumet have brug for en mere direkte relationel og kropslig bearbejdning. Her bliver evnen til at registrere kroppens signaler, mærke grænser og være i kontakt med følelser en del af den psykiske integration.

Det giver os et nuanceret perspektiv på spirituel bypassing. Den spirituelle praksis kan have hjulpet et menneske gennem en vanskelig periode og samtidig på et senere tidspunkt åbne for en dybere proces, hvor det, der tidligere var for overvældende, langsomt kan mødes.

Kroppen som vej til det, psyken endnu ikke har fået ord for

Kroppen er i minn erfaring en vigtig indgang til at opdage spirituel bypassing, fordi den bærer erfaringer, som vores bevidste fortælling endnu ikke har integreret.

Vi kan eksempelvis fortælle os selv, at vi har tilgivet, mens kroppen spænder, når et bestemt menneske kommer tæt på. Vi kan opleve os selv som fredfyldte og samtidig mærke uro, når en konflikt nærmer sig. Vi kan have en klar spirituel forståelse af en relation, mens kroppen reagerer med tryk i brystet, spænding i halsen eller en impuls til at trække sig.

Interoception betegner vores sansning af kroppens indre tilstand og har betydning for både emotionel erfaring og vores oplevelse af os selv (Craig, 2002). Når vi bliver nysgerrige på disse sansninger, kan de åbne for et psykisk materiale, der endnu ikke har fundet en bevidst form.

I kunstterapien kan denne proces fortsætte gennem billedet. En kropslig sansning kan få en farve, en form eller en figur. Vreden kan få en stemme. Sorgen kan blive et landskab. Noget, der hidtil har været sanset uden at være forstået, kan begynde at udvikle sig som symbol. Her mødes kroppen, psyken og det spirituelle på en måde, jeg synes er virkelig transformerende.

Spirituel bypassing i terapeutens og healerens arbejde

For terapeuter og healere får begrebet en særlig betydning, fordi vores eget forhold til spiritualitet følger med ind i mødet med den anden.

En terapeut kan have en stærk intuition og en dyb sensitivitet over for det relationelle felt. Samtidig har terapeuten sin egen historie, sine egne komplekser og sine egne længsler. Jung beskrev den terapeutiske relation som en proces, hvor både klient og terapeut påvirkes, og hvor terapeutens egen psykologiske udvikling derfor bliver en væsentlig del af det terapeutiske arbejde (Jung, CW 16).

I et spirituelt orienteret terapeutisk arbejde bliver denne opmærksomhed særlig vigtig. Intuitive erfaringer, energetiske sansninger og indre billeder kan rumme værdifuldt materiale, og de må samtidig undersøges i relation til terapeutens egen psyke.

Her bliver supervision, egenterapi og et vedvarende skyggearbejde centrale.

En healer eller terapeut kan eksempelvis være stærkt identificeret med rollen som den, der hjælper, forstår eller healer. Under denne identitet kan der ligge helt menneskelige behov for betydning, anerkendelse eller at være nødvendig for andre. Når disse behov bliver mere bevidste, øges muligheden for at møde klienten friere.

Jung beskrev inflation som en tilstand, hvor jeget identificerer sig med indhold, der tilhører en større psykisk helhed. I spirituelle sammenhænge er dette et særligt relevant perspektiv, fordi stærke numinøse erfaringer kan opleves som dybt overbevisende.

Spirituel bypassing og sygdom

I arbejdet med healing og esoterisk sygdomsforståelse bliver spirituel bypassing også et vigtigt etisk og menneskeligt tema.

Spirituelle traditioner har gennem historien forsøgt at forstå sammenhænge mellem menneskets fysiske liv, psyke, energi og bevidsthed. Sådanne perspektiver kan åbne eksistentielle spørgsmål omkring sygdom og skabe et sprog for den personlige betydning, sygdom kan få i et menneskes liv.

Sygdom kan vække spørgsmål om mening, identitet, relationer, livsretning og dødelighed. Et psyko-spirituelt perspektiv kan give plads til disse spørgsmål og lade dem eksistere sammen med den lægefaglige forståelse.

For mig er det afgørende, at den spirituelle refleksion tager udgangspunkt i menneskets egen erfaring.

Nogle mennesker oplever, at sygdom bliver begyndelsen på en dyb eksistentiel eller spirituel proces. Andre oplever først og fremmest tab, smerte og begrænsning. Begge erfaringer har deres egen sandhed. Når vi møder sygdom med åbenhed frem for færdige spirituelle forklaringer, får mennesket mulighed for selv at opdage, hvilken betydning erfaringen eventuelt får. Det giver plads til både kroppen, psyken og Sjælen.

Fra spirituel bypassing til en mere integreret spiritualitet

En integreret spiritualitet kan rumme hele mennesket.

Den kan rumme vores spirituelle erfaringer og vores psykiske historie, vores længsel efter transcendens og vores behov for relation, vores kærlighed og vores vrede, vores intuitive erfaringer og vores tvivl.

Welwoods arbejde med spirituel bypassing voksede netop ud af hans ønske om at skabe en dybere dialog mellem psykoterapi og spiritualitet. Den spirituelle praksis kunne efter hans opfattelse berige det psykologiske arbejde, mens psykoterapien kunne hjælpe mennesker med at arbejde med de personlige og relationelle områder, som en spirituel praksis ikke altid berørte (Welwood, 2000).
Det er det vi forsøger at efterleve på Sjælsro, hvor spirituel udvikling bliver en gradvis proces, hvor stadig flere dele af mennesket får mulighed for at høre til, svarende til Jungs individuationsbegreb.

Referencer

Craig, A. D. (2002). How do you feel? Interoception: The sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3, 655–666.

Fox, J., Cashwell, C. S., & Picciotto, G. (2017). The opiate of the masses: Measuring spiritual bypass and its relationship to spirituality, religion, mindfulness, psychological distress, and personality. Spirituality in Clinical Practice, 4(4), 274–287.

Jung, C. G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1967). Two Essays on Analytical Psychology. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). Psychology and Alchemy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 12. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Levine, P. A. (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books.

Schore, A. N. (2009). Right Brain Affect Regulation: An Essential Mechanism of Development, Trauma, Dissociation, and Psychotherapy. I D. Fosha, M. F. Siegel & M. Solomon (red.), The Healing Power of Emotion. W. W. Norton.

Welwood, J. (2000). Toward a Psychology of Awakening: Buddhism, Psychotherapy, and the Path of Personal and Spiritual Transformation. Shambhala.