Den terapeutiske relation
– når mødet mellem terapeut og klient bliver en del af terapien
Den terapeutiske relation er et af psykoterapiens mest centrale og samtidig mest komplekse områder.
Når et menneske træder ind i et terapirum, møder det et andet menneske, og i dette møde opstår en relation, som får betydning for den terapeutiske proces.
Vi kan have nok så omfattende viden om psykologi, traumer, tilknytning, drømme eller terapeutiske metoder, men terapien udfolder sig altid mellem mennesker. Terapeuten lytter, reagerer, mærker, fortolker og påvirkes, samtidig med at klienten bringer sin historie, sine relationelle erfaringer, længsler, forsvar og forventninger ind i rummet.
Nyere psykoterapiforskning understøtter betydningen af dette relationelle aspekt. I en omfattende metaanalyse af 295 uafhængige studier med mere end 30.000 klienter fandt Flückiger et al. (2018) en stabil positiv sammenhæng mellem kvaliteten af den terapeutiske alliance og terapiens resultat. Sammenhængen viste sig på tværs af terapeutiske retninger, klientgrupper og lande.
Fra et jungiansk perspektiv kan vi gå et skridt videre. Her interesserer vi os ikke alene for den bevidste relation, men også for det ubevidste materiale, der opstår mellem terapeut og klient. Hvilke projektioner bliver aktiveret? Hvilke komplekser berøres? Hvad sker der med terapeuten i mødet? Hvilke roller bliver vi ubevidst inviteret ind i, og hvad fortæller det om klientens – og terapeutens – psykiske liv?
Den schweiziske jungianske analytiker Adolf Guggenbühl-Craig udforsker netop disse spørgsmål i Power in the Helping Professions. Bogen blev oprindeligt udgivet i 1971 som Macht als Gefahr beim Helfer og undersøger den magt og de skyggedynamikker, der kan opstå i lægens, terapeutens, lærerens og andre hjælperes relation til det menneske, de skal hjælpe.
Hos Guggenbühl-Craig bliver den terapeutiske relation derfor også et etisk spørgsmål. For i det øjeblik ét menneske får rollen som den, der hjælper, og et andet får rollen som den, der behøver hjælp, opstår der en asymmetri, som både terapeut og klient må forholde sig til.
Hvad er den terapeutiske relation?
Den terapeutiske relation betegner den særlige relation, der udvikler sig mellem klient og terapeut gennem et psykoterapeutisk forløb. Den rummer den konkrete kontakt mellem to mennesker, men også de forventninger, følelser, erfaringer og ubevidste mønstre, som begge bringer med sig ind i relationen.
I moderne psykoterapiforskning anvendes ofte begrebet den terapeutiske alliance eller working alliance. Her er fokus blandt andet på klientens og terapeutens samarbejde, deres fælles forståelse af terapiens mål og oplevelsen af et følelsesmæssigt bånd.
Forskningen viser forholdsvis konsistent, at en god terapeutisk alliance hænger sammen med bedre behandlingsresultater. Flückiger et al. (2018) fandt eksempelvis, at sammenhængen mellem alliance og behandlingsresultat var robust på tværs af forskellige terapiformer.
Men relationen rummer mere end samarbejde.
Når en klient fortæller terapeuten om sit liv, kan tidligere relationelle erfaringer gradvist begynde at leve i terapirummet. En klient, der gennem sin opvækst har oplevet, at andre mennesker forlader hende, kan blive særligt opmærksom på tegn på afstand hos terapeuten. Et menneske, der har levet med kritik, kan opleve selv et neutralt spørgsmål som en mulig bebrejdelse, mens en klient, der gennem livet har været nødt til at tage ansvar for andre, måske begynder at bekymre sig om terapeutens behov.
Det er netop her, den terapeutiske relation kan blive et sted, hvor klientens relationelle verden bliver synlig og dermed tilgængelig for undersøgelse.
Overføring – når tidligere relationer bliver levende i terapirummet
Begrebet overføring har en lang historie inden for psykoanalysen og den analytiske psykologi. Overføring beskriver den proces, hvor følelser, forventninger og relationelle mønstre, der oprindeligt hører til andre betydningsfulde relationer, aktualiseres i relationen til terapeuten.
Klienten møder således både terapeuten, som terapeuten faktisk er, og terapeuten gennem sin egen psykiske historie. Det kan vise sig på mange måder. Terapeuten kan opleves som en kritisk mor, en fraværende far, en redningsperson, en autoritet eller et menneske, hvis kærlighed og anerkendelse skal vindes. Disse oplevelser kan have stor følelsesmæssig intensitet, fordi de berører dybere psykiske mønstre.
I jungiansk psykologi får overføringen en særlig dybde, fordi den kan rumme både personligt og arketypisk materiale. Jung beskrev psykoterapi som en dialektisk proces, hvor begge mennesker påvirkes af mødet, og hvor terapeutens egen personlighed derfor bliver en væsentlig del af arbejdet (Jung, 1946/1966).
Det betyder, at vi som terapeuter må være interesserede i mere end klientens reaktioner. Vi må også være interesserede i vores egne.
Modoverføring – hvad sker der i terapeuten?
Når klienten bringer sin psykiske verden ind i terapien, reagerer terapeuten. Det kan være gennem følelser, tanker, billeder, impulser eller kropslige sansninger.
Måske mærker terapeuten pludselig en usædvanlig træthed. Måske opstår irritation, ømhed, afmagt eller en stærk trang til at hjælpe. Terapeuten kan føle sig utilstrækkelig, overansvarlig, beundret eller afvist.
Disse reaktioner kan have flere kilder. Noget kan tilhøre terapeutens egen historie og egne komplekser, mens andet kan opstå i samspillet mellem klient og terapeut. Derfor kræver arbejdet med modoverføring en betydelig grad af selvrefleksion og supervision.
Hvis jeg som terapeut har et stærkt behov for at være den, der hjælper, kan jeg eksempelvis få vanskeligt ved at være sammen med en klient, som ikke forandrer sig på den måde eller i det tempo, jeg håber på. Jeg kan begynde at arbejde hårdere end klienten, komme med for mange forslag eller ubevidst opleve klientens manglende forandring som et personligt nederlag.
Her bliver vi meget tæt på det, Guggenbühl-Craig undersøger. For hvem er terapien egentlig til for?
Og hvad sker der, når terapeutens behov for at være hjælper bliver en del af relationen?
Guggenbühl-Craig og magten i den terapeutiske relation
I Power in the Helping Professions undersøger Guggenbühl-Craig den særlige magt, der følger med de hjælpende professioner. Han retter blandt andet blikket mod psykoterapeuter, læger og socialarbejdere og spørger, hvad der sker psykisk, når ét menneske får rollen som den, der ved, hjælper eller helbreder, mens et andet bliver den syge, den lidende eller den, der har brug for hjælp. Bogen er netop katalogiseret under blandt andet psykoterapeut-patient-relationen, magt og psykoterapi.
Hans perspektiv er væsentligt, fordi hjælperrollen umiddelbart forbindes med noget positivt. Vi bliver terapeuter, fordi vi ønsker at hjælpe mennesker. Men netop fordi hjælperrollen forbindes med omsorg og godhed, kan dens skyggeside være vanskelig at få øje på. At hjælpe giver også en position.
Terapeuten får adgang til klientens mest sårbare fortællinger. Terapeuten har en særlig faglig viden, sætter rammen, stiller spørgsmålene og foretager vurderinger af det, der sker i terapien. Klienten kan samtidig befinde sig i en livskrise eller komme med et dybt ønske om hjælp og forandring.
Denne asymmetri forsvinder ikke, fordi terapeuten er venlig eller empatisk. Den bliver snarere noget, vi må være bevidste om og tage ansvar for.
Den sårede healer
Et centralt billede hos Guggenbühl-Craig er den sårede healer. I den jungianske tradition forbindes dette med en arketypisk polaritet mellem den, der helbreder, og den, der er såret.
Guggenbühl-Craigs interessante pointe er, at begge poler findes i begge mennesker. Terapeuten rummer både en healer og en såret del, ligesom klienten både rummer sin sårbarhed og et potentiale for egen heling og udvikling. Senere beskrivelser af hans model fremhæver netop denne dobbelte struktur i healer–patient-arketypen.
Problemet opstår, når polariteten bliver spaltet. Terapeuten kan begynde at identificere sig med den raske, vidende og helende position, mens klienten i stigende grad kommer til at bære rollen som den syge, sårede eller hjælpeløse. I denne konstellation kan terapeutens egen sårbarhed forsvinde ind i skyggen. Samtidig kan klientens egen indre healer blive projiceret over på terapeuten. Terapeuten bliver den, der kan. Klienten bliver den, der ikke kan.
Og dermed kan en relation, der på overfladen ser hjælpsom ud, ubevidst komme til at fastholde begge mennesker i bestemte positioner.
Når terapeuten får brug for at være den, der helbreder
Guggenbühl-Craigs perspektiv bliver særligt udfordrende, når vi retter det mod os selv som terapeuter.
For hjælperidentiteten kan være dybt tilfredsstillende. Det kan føles meningsfuldt at være den, mennesker betror sig til. Vi kan opleve glæde, når klienten udvikler sig, og føle os betydningsfulde, når et andet menneske fortæller os, at terapien har forandret deres liv. Alt dette er menneskeligt, men terapeutens behov for at være hjælpsom kan få betydning for relationen, hvis det forbliver ubevidst.
Hvis min identitet bliver knyttet for tæt til rollen som den dygtige terapeut, kan klientens stilstand blive vanskelig for mig at rumme. Hvis jeg har brug for at opleve mig selv som omsorgsfuld, kan jeg måske få vanskeligt ved at konfrontere klienten. Hvis jeg har et ubevidst behov for at være nødvendig, kan klientens voksende selvstændighed vække noget i mig, som jeg ikke umiddelbart forstår.
Det er her, Guggenbühl-Craigs analyse af magt møder Jungs skyggebegreb.
For terapeutens magtskygge findes netop dér, hvor vi mindst har lyst til at finde den: i ønsket om at gøre godt.
Klienten rummer også sin egen healer
Guggenbühl-Craigs perspektiv kan læses som en påmindelse om klientens egen psykiske autoritet.
Når klienten søger terapi, kommer vedkommende ofte med noget, der gør ondt, og terapeuten har en faglig viden og erfaring, som klienten ikke nødvendigvis har. Men klienten bringer samtidig en hel psyke ind i terapien med egne ressourcer, erfaringer, billeder, drømme og muligheder for udvikling.
Fra et jungiansk perspektiv bliver terapeutens opgave derfor ikke at forme klienten efter terapeutens forestilling om et sundt menneske. Vi forsøger snarere at skabe betingelser for, at klientens egen psykiske proces kan udfolde sig.
Her bliver Jungs begreb om individuation centralt.
Individuation beskriver den gradvise udvikling mod en større psykisk helhed, hvor mennesket kommer i dybere relation til både bevidste og ubevidste sider af sig selv. Terapeuten kan ledsage denne proces, stille sin erfaring til rådighed og være med til at skabe et rum, hvor noget nyt kan udvikle sig, men retningen kan ikke fuldstændigt bestemmes udefra. Det kræver en særlig form for ydmyghed hos terapeuten.
Terapeuten som ekspert – og som menneske
Der ligger et interessant paradoks i den terapeutiske profession. Terapeuten skal have faglig viden. Vi skal kende vores teori, vores metode, psykopatologi, etik og grænserne for vores kompetence. Vi skal kunne genkende situationer, hvor klienten har behov for en anden form for hjælp, og vi skal kunne tage ansvar for den terapeutiske ramme. Samtidig må vores faglige viden ikke gøre klienten til et objekt, vi allerede ved alt om.
Hvis vi for hurtigt tænker: “Det er hendes tilknytningsmønster”, “det er hans modstand” eller “det er hendes skygge”, risikerer teorien at lukke det spørgsmål, den egentlig skulle hjælpe os med at åbne.
Den terapeutiske faglighed ligger derfor også i evnen til at kunne blive i det, vi endnu ikke ved.
Det kræver, at terapeuten kan bevæge sig mellem viden og nysgerrighed, mellem faglig autoritet og menneskelig ydmyghed.
Terapeutens skygge kommer med ind i rummet
Terapeuter har skygger som alle andre mennesker. Vi kan have brug for at blive beundret, have ret, blive elsket, være nødvendige eller opleve os selv som særligt indsigtsfulde. Vi kan blive irriterede, misundelige, seksuelt tiltrukket, utålmodige eller føle os truede. Den professionelle uddannelse får ikke disse sider til at forsvinde, men hjælper os med at udvikle en mere bevidst relation til dem.
Her bliver egenterapi og supervision afgørende i uddannelsen af psykoterapeuter. Hvis vi aldrig har undersøgt vores eget behov for at hjælpe, vores egne sår, projektioner og komplekser, bliver risikoen større for, at de kommer til at virke ubevidst i mødet med klienten.
Guggenbühl-Craigs analyse er på dette punkt stadig radikal mere end 50 år efter bogens udgivelse. Han peger på, at hjælperens største fare kan ligge i den magt, som skjuler sig inde i selve hjælperrollen.
Når relationen bliver vanskelig
En god terapeutisk relation er ikke nødvendigvis en relation uden frustration, uenighed eller brud.
Tværtimod kan der opstå øjeblikke, hvor klienten føler sig misforstået, bliver vred på terapeuten, trækker sig eller mister tilliden til processen. Terapeuten kan tilsvarende opleve usikkerhed eller opdage, at en intervention ikke havde den virkning, der var tænkt. Sådanne øjeblikke kan blive betydningsfulde, hvis de kan undersøges.
For et menneske, der gennem livet har oplevet, at konflikter fører til afvisning eller tab af relationen, kan erfaringen af at blive vred på terapeuten og efterfølgende opdage, at relationen kan rumme vreden, være væsentlig.
Den terapeutiske relation bliver her et levende erfaringsrum. Et gammelt relationelt mønster aktualiseres, men denne gang kan noget måske udvikle sig anderledes.
Den terapeutiske relation som et fælles felt
I nyere relationelle og jungianske forståelser kan vi betragte terapien som et felt, der opstår mellem terapeut og klient. Noget af det, der sker i terapirummet, kan vanskeligt forstås som enten klientens eller terapeutens alene. En bestemt stemning kan opstå. Et billede kan dukke op hos terapeuten netop som klienten nærmer sig et bestemt materiale. En kropslig reaktion, en tavshed eller en drøm kan få betydning i relationen.
Det kræver stor forsigtighed at arbejde med sådanne erfaringer, fordi terapeutens oplevelse aldrig automatisk kan antages at være en sandhed om klienten. Den kan være terapeutens eget materiale.
Men når terapeuten kan undersøge sin oplevelse refleksivt frem for straks at handle på den, kan den nogle gange blive en kilde til forståelse.
Her bliver supervision særlig vigtig, fordi den hjælper terapeuten med at undersøge, hvad der sker i feltet, uden for hurtigt at beslutte, hvem oplevelsen “tilhører”.
Tre refleksionsøvelser om den terapeutiske relation
Disse øvelser er særligt tænkt til psykoterapeutstuderende og terapeuter, men den første kan også bruges af dig, der går i terapi og ønsker at blive mere bevidst om din relation til terapeuten.
Øvelse 1 – hvem bliver terapeuten for dig?
Sæt dig efter en terapisession og skriv frit i ti minutter om din terapeut. Forsøg at beskrive, hvordan du oplever vedkommende, uden først at analysere det.
Undersøg derefter, hvilke følelser der opstår i relationen. Ønsker du terapeutens anerkendelse? Er du bange for at skuffe? Har du lyst til at være en “god klient”? Bliver du vred, hvis terapeuten ikke forstår dig hurtigt nok, eller oplever du et stærkt behov for, at terapeuten skal fortælle dig, hvad du skal gøre?
Spørg derefter, om du kender nogle af disse følelser fra andre relationer i dit liv.
Øvelsen kan åbne for at se terapien som en levende relation, hvor gamle mønstre kan blive synlige i nutiden.
Øvelse 2 – terapeutens hjælperkompleks
Hvis du er terapeut eller psykoterapeutstuderende, kan du vælge en klient, som du oplever et særligt stærkt ønske om at hjælpe.
Skriv først, hvad du håber vil ske med klienten.
Undersøg derefter, hvad der sker i dig, hvis du forestiller dig, at klienten ikke forandrer sig. Hvilke følelser opstår? Afmagt, irritation, skam, utilstrækkelighed eller måske en trang til at arbejde endnu hårdere?
Spørg derefter dig selv, hvad klientens udvikling betyder for din oplevelse af dig selv som terapeut.
Her nærmer vi os Guggenbühl-Craigs spørgsmål om magten i hjælperrollen. Øvelsen kan synliggøre de steder, hvor vores oprigtige ønske om at hjælpe væves sammen med vores egen identitet og psykologi.
Øvelse 3 – tegn relationen
Tag et stort stykke papir og tegn relationen mellem dig og en klient uden at tegne konkrete mennesker. Lad relationen komme til udtryk gennem farver, former, afstande, bevægelser og symboler.
Når billedet er færdigt, kan du undersøge, hvor du selv befinder dig i det, og hvor klienten befinder sig. Er der bevægelse mellem jer? Er den ene større end den anden? Er der områder i billedet, som føles tomme, overfyldte, levende eller fastlåste?
Se derefter efter noget tredje.
Er der en form, farve eller bevægelse i billedet, som hverken føles som dig eller klienten, men som snarere synes at tilhøre relationen?
I kunstterapeutisk arbejde kan billedet på denne måde give form til aspekter af den terapeutiske relation, som endnu ikke er tydeligt formuleret i sproget.
Den terapeutiske relation på Sjælsro
På Sjælsro betragter vi arbejdet med den terapeutiske relation som en central del af uddannelsen til psykoterapeut. Det hænger tæt sammen med vores jungianske fundament, hvor terapeutens egen psyke ikke kan adskilles fra det terapeutiske arbejde.
Derfor arbejder vi både med teori og med den studerendes egen proces. Når vi beskæftiger os med overføring, modoverføring, projektion, skygge og komplekser, bliver begreberne først virkelig levende, når vi også tør undersøge, hvordan de viser sig i os selv.
Her bliver Guggenbühl-Craigs arbejde særligt værdifuldt, fordi han udfordrer forestillingen om terapeuten som den neutrale og udelukkende gode hjælper. Hans perspektiv inviterer os til at undersøge den magt, der følger med hjælperrollen, og den skygge, som kan opstå, når vi identificerer os for stærkt med at være den, der ved, kan og helbreder. For os bliver terapeutens egen udvikling derfor tæt forbundet med den faglige udvikling.
Vi må kunne tage vores faglige autoritet på os og samtidig undersøge vores forhold til den. Vi må kunne hjælpe uden at gøre klienten hjælpeløs, være berørte uden at gøre terapien til vores egen og bruge vores viden uden at miste nysgerrigheden over for det menneske, der sidder foran os.
Det er en krævende balance, og måske er det netop derfor, den terapeutiske relation bliver ved med at være et af psykoterapiens mest levende udviklingsområder.
Du kan læse mere om vores uddannelser her
Når to mennesker mødes
Den terapeutiske relation rummer et paradoks. Den er professionel og personlig på samme tid. Den er asymmetrisk, fordi terapeuten har et særligt fagligt ansvar, men den udspiller sig samtidig mellem to mennesker, som begge har en psyke, en historie og et ubevidst.
Guggenbühl-Craigs billede af den sårede healer giver os en vigtig forståelse af denne kompleksitet. Når terapeuten kan bevare kontakten til sin egen menneskelige sårbarhed, behøver klienten ikke alene at bære rollen som den sårede. Og når terapeuten kan genkende klientens egne ressourcer og psykiske potentiale, bliver hjælperrollen mindre tilbøjelig til at udvikle sig til en position, hvor terapeuten skal være den, der har alle svarene.
Den terapeutiske relation bliver dermed et sted, hvor begge menneskers psykiske virkelighed er til stede, samtidig med at terapeuten bærer et særligt ansvar for rammen, etikken og refleksionen over det, der sker.
Måske ligger noget af psykoterapiens dybeste mulighed netop her: i et møde, hvor et menneske bliver set og taget alvorligt, men samtidig gradvist får mulighed for at opdage, at den helende og udviklende kraft ikke alene befinder sig hos terapeuten. Den findes også i klienten selv.
Referencer
Guggenbühl-Craig, A. (1971). Power in the Helping Professions. Spring Publications. Originaltitel: Macht als Gefahr beim Helfer. Bogens bibliografiske oplysninger og fokus på magt i psykoterapeut-patient-relationen kan verificeres her.
Jung, C. G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1968). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.
Flückiger, C., Del Re, A. C., Wampold, B. E., & Horvath, A. O. (2018). The alliance in adult psychotherapy: A meta-analytic synthesis. Psychotherapy, 55(4), 316–340. Metaanalysen omfattede 295 uafhængige studier og mere end 30.000 klienter.