Psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde

At vælge en psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde er for mange begyndelsen på mere end en ny faglig retning. Det er begyndelsen på en personlig udviklingsproces, hvor vi gradvist bliver mere opmærksomme på, hvem vi er, hvilke mønstre vi bærer med os, hvad der former vores relationer, og hvordan vores eget indre liv påvirker mødet med andre mennesker.

For nogle kommende psykoterapeuter er det vigtigt, at uddannelsen også rummer en spirituel dybde. De søger en psykoterapeutuddannelse, hvor mennesket forstås som mere end summen af tanker, adfærd, symptomer og relationelle mønstre, og hvor der samtidig findes et fagligt sprog for de erfaringer, der berører mening, eksistens, sjæl, drømme, symboler og oplevelsen af noget, der rækker ud over det bevidste jeg.

Det kan være spørgsmål som: Hvem er jeg under de identiteter, jeg gennem livet har udviklet? Hvorfor gentager bestemte mønstre sig? Hvad fortæller mine drømme? Hvad sker der, når en tidligere livsforståelse bryder sammen? Hvorfra kommer oplevelsen af mening? Og findes der i psyken en dybere bevægelse, som kan vise en retning, når egoet ikke længere ved, hvor det skal gå hen?

Sådanne spørgsmål har gennem menneskets historie hørt hjemme i religionen, filosofien, kunsten, myterne og de spirituelle traditioner. De findes imidlertid også i psykologien, og særligt i C.G. Jungs analytiske psykologi møder vi en omfattende psykologisk forståelsesramme for menneskets symbolske, religiøse og spirituelle erfaringer.

En psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde kan derfor forstås som en uddannelse, hvor den professionelle psykoterapeutiske faglighed forbindes med en åbenhed over for de dybere lag af menneskets psykiske og eksistentielle liv. Her kan vi beskæftige os med udviklingspsykologi, traumer, tilknytning, psykopatologi, etik og den terapeutiske relation og samtidig bevare en nysgerrighed over for drømme, symboler, kreativitet, spiritualitet og de meningssøgende processer, der gennem livet kan føre mennesket ind i en dybere relation til sig selv.

Denne integration er også blevet et selvstændigt forskningsområde. Psykologen Kenneth Pargament har gennem flere årtier undersøgt religion og spiritualitet i relation til psykisk sundhed og psykoterapi og argumenterer for en fagligt funderet spiritually integrated psychotherapy. Hans forskning peger på, at spiritualitet både kan være en ressource og et område for konflikt og lidelse, og at psykoterapeuten derfor har brug for kompetencer til at møde denne dimension uden hverken at ignorere den eller påføre klienten terapeutens egne overbevisninger (Pargament, 2007; Pargament, Murray-Swank & Tarakeshwar, 2005).

Hvad mener vi med spirituel dybde?

Spiritualitet er et bredt begreb. For nogle mennesker er den forbundet med en bestemt religion eller trosretning, mens den for andre findes i meditation, naturen, kreativiteten, relationer, ritualer eller oplevelsen af en dybere mening og sammenhæng i livet.

Derfor er det væsentligt, at en psykoterapeut ikke på forhånd definerer, hvordan spiritualitet skal se ud.

Spirituel dybde i psykoterapi kan snarere forstås som evnen til at skabe plads til de eksistentielle og spirituelle dimensioner af klientens erfaring, når de faktisk er betydningsfulde for klienten. Pargament beskriver netop en ikke-sekterisk tilgang, hvor terapeuten kan undersøge spiritualitet både som en mulig ressource og som en mulig del af menneskets konflikter og lidelse. Det stiller særlige krav til terapeuten.

Hvis en klient fortæller om en intens drøm, en synkronicitet, en meditationserfaring eller en oplevelse af kontakt med noget større end sig selv, behøver terapeuten hverken straks at forklare oplevelsen væk eller bekræfte en bestemt metafysisk fortolkning. Vi kan nemlig undersøge oplevelsen psykologisk og feks. spørge:
Hvilken betydning har oplevelsen for dig?
Hvad bevæger den i dig?
Hvordan hænger den sammen med dit liv?
Hvilke billeder og følelser vækker den?
Forandrer den din måde at forstå dig selv på?

Her ligger en afgørende forskel mellem en psykoterapi, der kan rumme spiritualitet, og en terapeutisk praksis, hvor terapeuten bliver spirituel autoritet for klienten.

C.G. Jung – en psykologi med plads til sjælen

C.G. Jung er særlig interessant i denne sammenhæng, fordi hans analytiske psykologi befinder sig i et grænseland mellem psykologi, symbolforståelse, mytologi, religion og menneskets søgen efter mening.

Jung var optaget af religiøse og spirituelle erfaringer gennem en stor del af sit forfatterskab. Han undersøgte kristendom, østlige religioner, alkymi, gnosticisme, myter og ritualer, men som psykolog forsøgte han at fastholde et afgørende skel: Psykologien kan undersøge menneskets erfaring af det religiøse og numinøse uden dermed at skulle afgøre metafysiske spørgsmål om den ultimative virkelighed. Det giver den jungianske psykologi en særlig position.

Vi kan tage menneskets spirituelle erfaring alvorligt som psykisk virkelighed og samtidig bevare en undersøgende og psykologisk holdning.

I nyere jungiansk faglitteratur beskrives individuationsprocessen som Jungs psykologiske parallel til en spirituel rejse. Her bliver udviklingen af en dynamisk relation mellem egoet og Selvet central, og drømme, synkronicitet, aktive imaginationer og mødet med det numinøse kan indgå i processen.

Selvet – et centrum større end egoet

Et af de begreber, der tydeligst adskiller Jungs psykologi fra mange andre psykologiske teorier, er Selvet.

Egoet er hos Jung centrum for vores bevidste identitet. Det er det jeg, der siger: Jeg tænker, jeg ønsker, jeg husker, jeg vælger. Men egoet udgør ikke hele psyken.

Selvet betegner hos Jung den større psykiske helhed, som omfatter både bevidste og ubevidste dimensioner af personligheden. Derfor kan vores bevidste forestilling om, hvem vi er og bør være, komme i konflikt med andre bevægelser i psyken.

Vi kan eksempelvis have opbygget et liv omkring en identitet som den stærke, den ansvarlige eller den omsorgsfulde og på et tidspunkt opleve, at denne identitet ikke længere kan rumme hele vores liv. Måske kommer vrede, sorg, kreativitet eller længsler frem, som tidligere ikke havde plads.

Set fra et jungiansk perspektiv behøver sådanne forstyrrelser ikke alene forstås som noget, der skal bringes tilbage til den tidligere orden. De kan også invitere til en større psykisk differentiering.

Individuation – en psykologisk og spirituel udviklingsvej

Jung anvendte begrebet individuation om den livslange proces, hvor mennesket gradvist bliver mere bevidst om og udvikler en relation til den større helhed af sin psyke.

Det indebærer blandt andet et møde med skyggen, med vores projektioner og komplekser og med sider af personligheden, som egoet ikke umiddelbart identificerer sig med. Men individuation rækker hos Jung videre end personlig selvindsigt. Den berører også forholdet mellem ego og Selv.

Derfor kan individuationen få en spirituel dimension. Ikke nødvendigvis i religiøs forstand, men som erfaringen af, at egoet ikke er psykens eneste centrum eller livets eneste målestok. Oxford Handbook of Psychology and Spirituality beskriver netop individuationen som Jungs psykologiske pendant til en spirituel rejse og fremhæver den transpersonlige dimension af psyken i den analytiske psykologi.

For en kommende psykoterapeut er dette perspektiv væsentligt.
Vi kan ikke bestemme klientens individuation. Vi kan heller ikke på forhånd vide, hvad et andet menneskes liv skal udvikle sig imod. Terapeuten kan ledsage processen, stille sin faglighed og sin opmærksomhed til rådighed og hjælpe klienten med at skabe en relation til det materiale, der viser sig. Det kræver en vis ydmyghed over for psyken.

Det numinøse – når psyken berøres af noget større

Jung hentede begrebet numinøs fra religionshistorikeren Rudolf Otto. Det beskriver erfaringer, der har en særlig følelsesmæssig kraft og opleves som større end egoet.

Det numinøse kan vise sig gennem en drøm, et symbol, en religiøs erfaring, naturen, kunst, kærlighed, sorg eller et møde med døden. Fælles er oplevelsen af at blive berørt af noget, der ikke føles som et produkt af vores almindelige vilje. I terapien kan sådanne erfaringer få stor betydning.

En klient kan have en drøm, som bliver ved med at leve i vedkommende i årevis. Et kunstterapeutisk billede kan frembringe en stærk følelsesmæssig reaktion. En livskrise kan ledsages af symbolske erfaringer, som ændrer menneskets forståelse af sit liv.

En psykoterapeut med dybdepsykologisk og spirituel forståelse skal kunne være sammen med sådanne erfaringer uden at overtage deres betydning. Det numinøse kræver stor respekt, fordi det har kraft.

Drømme – en vej til det ubevidste

Drømmearbejdet har en central plads i den analytiske psykologi, fordi drømmen opstår uden for egoets sædvanlige kontrol.

Når vi drømmer, producerer psyken billeder, personer, landskaber og fortællinger, som kan være mærkelige, smukke, skræmmende eller tilsyneladende meningsløse. Jung betragtede drømmen som en spontan fremstilling af den aktuelle psykiske situation og arbejdede med drømme som en væsentlig adgang til det ubevidste.

I en jungiansk orienteret psykoterapi forsøger vi derfor ikke blot at oversætte drømmen til en fast betydning.

Vi undersøger drømmerens egne associationer, den aktuelle livssituation og de symboler, der viser sig. Nogle gange kan et drømmebillede desuden amplificeres gennem eventyr, mytologi, religion eller kulturhistorie, fordi det personlige billede kan have paralleller til større kollektive symbolmønstre.

Her mødes det personlige og det transpersonlige.

Symboler – når det endnu ukendte får form

Symbolet er centralt i Jungs forståelse af psykisk udvikling.

Et egentligt symbol peger mod noget, som endnu ikke er fuldstændigt kendt eller kan reduceres til en enkel forklaring. Derfor er symbolarbejdet også en øvelse i at kunne opholde sig ved det, vi endnu ikke forstår.

Det kan være svært i en kultur, hvor vi ofte søger hurtige forklaringer.

Men psykisk udvikling følger ikke altid en lineær vej.

Et billede kan have brug for tid.

En drøm kan åbne sig over måneder.

Et symbol kan ændre betydning, efterhånden som mennesket selv forandrer sig.

For terapeuten betyder det, at vi må kunne være nysgerrige uden for hurtigt at blive fortolkende.

Den transcendente funktion – når noget tredje kan opstå

Jungs begreb om den transcendente funktion beskriver den psykiske proces, hvor spændingen mellem modsætninger kan føre til fremkomsten af noget nyt.

Vi kan eksempelvis opleve en konflikt mellem behovet for frihed og behovet for tilknytning, mellem pligt og længsel eller mellem den person, vi har været, og den person, der forsøger at komme til syne.

Hvis vi straks vælger den ene side og undertrykker den anden, bliver konflikten måske midlertidigt mindre. Men hvis spændingen kan bæres og undersøges, kan der opstå en tredje mulighed, som ikke blot er et kompromis mellem de to oprindelige positioner.

I jungiansk teori forbindes dette med symbolsk transformation. C.G. Jung i Danmark beskriver den transcendente funktion som en dialektisk proces, hvor bevidste og ubevidste indhold kan integreres i en ny position, og forbinder den direkte med individuationsprocessen.

Dette er også en af grundene til, at drømme, kunstterapi og aktiv imagination kan få betydning. De kan skabe et rum, hvor konflikten får en symbolsk form, som egoet ikke selv kunne have konstrueret.

Kunstterapi – når billedet ved noget før ordene

Kunstterapien giver en særlig mulighed for at arbejde med psykiske processer, der endnu ikke er fuldt sprogliggjorte.

Når vi tegner, maler eller former, kan noget få form, før vi ved, hvad det handler om. Farver, bevægelser, figurer og symboler kan dukke op spontant og skabe en synlig repræsentation af en indre erfaring.

I en jungiansk kunstterapeutisk forståelse bliver billedet derfor mere end en illustration af det, klienten allerede har fortalt. Billedet kan tilføre noget nyt. Vi kan spørge til det, gå i dialog med en figur, arbejde videre med et symbol eller lade et element fra billedet indgå i aktiv imagination.
Her kan det kreative arbejde skabe en bro mellem kroppen, følelserne, det ubevidste og den reflekterende bevidsthed.

Aktiv imagination – dialogen med det ubevidste

Aktiv imagination er en af Jungs særlige metoder til at arbejde med materiale fra det ubevidste.

Udgangspunktet kan være et drømmebillede, en følelse, en kropslig sansning eller en spontan indre figur. I stedet for straks at analysere den forsøger vi at blive i kontakten og se, hvordan den udvikler sig.
Metoden kræver samtidig en tilstrækkelig stærk bevidst position. Egoet skal ikke forsvinde ind i fantasien, men indgå i dialog med den.
Netop derfor illustrerer aktiv imagination noget væsentligt ved den jungianske tilgang til spiritualitet.
Vi åbner os for noget, der ikke fuldstændigt kontrolleres af den bevidste vilje, samtidig med at vi bevarer refleksion, ansvar og psykologisk differentiering.

Hvad siger forskningen om spiritualitet og psykoterapi?

Selvom Jungs arbejde udgør et vigtigt teoretisk fundament, behøver spørgsmålet om spiritualitet i psykoterapi ikke alene behandles filosofisk eller dybdepsykologisk.

Der findes efterhånden en betydelig empirisk forskning på området.

Captari et al. (2018) gennemførte en omfattende metaanalyse af 97 studier med i alt 7.181 deltagere. Forskerne undersøgte psykoterapeutiske behandlinger, der var tilpasset klienternes religiøse eller spirituelle overbevisninger og værdier. Samlet fandt de forbedringer i både psykologisk og spirituel funktion. I de metodisk strengere sammenligninger var de spirituelt tilpassede behandlinger på niveau med standardbehandling med hensyn til reduktion af psykisk belastning, mens de gav større forbedringer i spirituelt velbefindende.

En nyere metaanalyse af randomiserede kontrollerede studier fandt ligeledes, at behandlinger med eksplicit religiøst eller spirituelt fokus kunne have en fordel for patienter, hvor religion eller spiritualitet havde stor personlig betydning.

Det er vigtigt at fortolke disse resultater nuanceret. Forskningen viser ikke, at psykoterapi generelt bliver bedre af at være spirituel. Den peger snarere på betydningen af at kunne møde klientens egne værdier og livsforståelse, når religion eller spiritualitet faktisk udgør en vigtig dimension af klientens liv.

En gennemgang af 35 studier om spiritually integrated psychotherapy fremhæver tilsvarende betydningen af terapeutisk kompetence, kulturel kontekst, supervision og træning på området.

Når spiritualitet bliver en psykisk ressource

Spiritualitet kan for nogle mennesker være tæt forbundet med håb, mening, tilhørsforhold og evnen til at håndtere livskriser.

Pargament har netop været optaget af, hvordan mennesker anvender spirituelle og religiøse ressourcer i mødet med belastning, tab og eksistentielle kriser. I hans model kan spiritualiteten både indgå i problemet og i løsningen, og psykoterapeuten må derfor undersøge dens konkrete funktion i det enkelte menneskes liv frem for at antage, at spiritualitet altid er enten sund eller problematisk.

Det er et perspektiv, der ligger fint i forlængelse af den jungianske forståelse.

Et symbol eller en spirituel erfaring kan åbne for mening, men dens psykiske betydning må undersøges i relation til det menneske, der oplever den.

Spiritualitetens skygge

Hvis vi ønsker en psykoterapeutuddannelse med reel spirituel dybde, må vi også turde undersøge spiritualitetens skygge. Det er måske et af de vigtigste områder overhovedet.

Spirituelle forestillinger kan anvendes til at undgå psykisk smerte. Vi kan tale om kærlighed, mens vi undgår vores aggression. Vi kan søge transcendens, mens kroppen og dens grænser forsømmes. Vi kan være så optagede af tilgivelse, at vi aldrig får kontakt med den vrede, der skulle hjælpe os med at sætte en nødvendig grænse.

I den spirituelle litteratur er dette blandt andet blevet beskrevet som spiritual bypassing: brugen af spirituelle forestillinger eller praksisser til at undgå uforløste følelsesmæssige og relationelle problemstillinger.

Fra et jungiansk perspektiv bliver skyggen særlig interessant her.

Jo mere entydigt vi identificerer os med at være kærlige, spirituelle, lyse eller bevidste mennesker, desto større er risikoen for, at de sider af os, der ikke passer til dette selvbillede, bliver skubbet ud i skyggen.
Derfor kræver en moden spiritualitet også et forhold til mørket.
Til vreden.
Misundelsen.
Magten.
Seksualiteten.
Sorgen.
Afmagten.

Og til de dele af os selv, vi helst ville være foruden. Det er netop dér, psykoterapien kan tilføre spiritualiteten en psykologisk dybde.

Terapeutens magt og den spirituelle autoritet

Når spiritualitet bringes ind i psykoterapien, bliver spørgsmålet om magt særligt vigtigt.

Adolf Guggenbühl-Craig undersøger i Power in the Helping Professions den magt, der ligger indbygget i hjælperrollen. Terapeuten har en særlig faglig position og får adgang til klientens sårbarhed, konflikter og længsler.

Hvis terapeuten samtidig opfattes som en person med særlig spirituel indsigt, kan denne asymmetri blive endnu stærkere.

Klienten kan begynde at projicere visdom, heling eller spirituel autoritet over på terapeuten. Og terapeuten kan – ofte med de bedste intentioner – begynde at identificere sig med rollen som den, der ved.

Derfor må den spirituelt orienterede terapeut være særlig opmærksom på sin egen skygge.

Vi må kunne være åbne for klientens spirituelle erfaring uden at definere dens ultimative betydning. Vi kan ledsage et menneske i mødet med sjælens billeder uden at gøre os selv til autoritet over klientens sjæl.

Den sårede healer

Guggenbühl-Craigs arbejde med arketypen om den sårede healer åbner endnu et vigtigt perspektiv.

Terapeuten er ikke kun healer, hun er et medmenneske med en historie. Vi bærer vores egen historie, vores egne sår, komplekser og længsler ind i professionen. Og ofte kan netop vores egne erfaringer med lidelse have været en del af det, der oprindeligt førte os mod det terapeutiske arbejde.
Problemet opstår, hvis terapeuten identificerer sig ensidigt med healerpositionen, så kan klienten komme til at bære hele sårbarheden, mens terapeuten bærer viden, styrke og heling.
En mere differentieret forståelse anerkender, at klienten også rummer sin egen indre healer, mens terapeuten fortsat rummer sin menneskelige sårbarhed.
Det betyder ikke, at relationen mellem terapeut og klient er symmetrisk. Terapeuten har fortsat et særligt professionelt og etisk ansvar.
Men det beskytter relationen mod forestillingen om, at helingen befinder sig hos terapeuten.

Spirituelle erfaringer og psykopatologi

Et af de områder, jeg finder vigtigst i en psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde, er evnen til at differentiere.
Stærke spirituelle oplevelser kan indeholde ændrede bevidsthedstilstande, visionære erfaringer, intense symbolske billeder eller en oplevelse af at være i kontakt med noget større.
Nogle sådanne erfaringer kan indgå meningsfuldt i et menneskes liv og udvikling.
Andre erfaringer kan optræde i forbindelse med alvorlig psykisk lidelse.

Terapeutens opgave er derfor ikke automatisk at kategorisere usædvanlige oplevelser som hverken patologiske eller spirituelle.
Det kræver viden om psykopatologi, evnen til klinisk vurdering og kendskab til grænserne for egen kompetence. I nogle situationer vil samarbejde med læge, psykolog eller psykiatri være nødvendigt.

En psykoterapeutisk uddannelse med spiritualitet må derfor efter min vurdering være mindst lige så optaget af psykologisk differentiering som af spirituel åbenhed. Ellers risikerer åbenheden at blive ufaglig.

Egenterapi – når terapeuten selv må gå vejen

Hvis vi ønsker at ledsage andre mennesker ind i dybe psykiske processer, må vi også kende noget til vores egne. Derfor har egenterapi en central plads i seriøs psykoterapeutuddannelse.
Vi kan læse om skyggen, men det er noget andet at møde vores egen.
Vi kan forstå projektion teoretisk, men først når vi opdager, at det menneske, vi har været intenst optaget af, også bærer noget, der tilhører vores egen psyke, bliver begrebet levende.
Vi kan studere terapeutisk magt og samtidig opdage vores eget behov for at være nødvendig, betydningsfuld eller den, der kan hjælpe.
Her bliver psykoterapeutuddannelsen også en personlig proces.

For den jungiansk orienterede terapeut hænger dette tæt sammen med individuationen. Terapeuten bliver aldrig færdig med sit eget psykiske arbejde, og uddannelsen kan derfor snarere forstås som begyndelsen på en lang faglig og personlig udviklingsvej.

Supervision – et nødvendigt tredje blik

Supervisionen får tilsvarende en særlig betydning.

Når vi arbejder med klienter, kan det være vanskeligt at se de processer, vi selv er involveret i. En klient kan vække stærk omsorg, irritation, fascination, afmagt eller et behov for at redde.

Hvis spiritualitet indgår i terapien, kan der desuden opstå stærke projektioner omkring healer, vismand, lærer eller spirituel vejleder.

Supervisionen skaber et tredje rum, hvor vi kan undersøge disse processer.

Hvad sker der i relationen?
Hvad tilhører klientens historie?
Hvad vækkes i terapeuten?
Og hvad er vi måske begge blevet en del af?

Den form for refleksion er afgørende, hvis dybdepsykologisk og spirituelt arbejde skal bevare sin faglige integritet.

Hvad skal du se efter i en psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde?

Hvis du søger en psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde, ville jeg undersøge mere end blot, om ordene spiritualitet, holistisk eller sjæl står på uddannelsens hjemmeside.

Se på, hvordan spiritualiteten faktisk er integreret i uddannelsens faglighed:

1. Hvilken psykologisk og psykoterapeutisk teori bygger uddannelsen på?
2. Hvordan defineres og forstås spiritualitet?
3. Arbejdes der med drømme, symboler og ubevidste processer?
4. Hvordan undervises der i udviklingspsykologi, traumer og psykopatologi?
5. Hvordan arbejdes der med terapeutisk etik, magt og grænser?
6. Hvor meget egenterapi, supervision og terapeutisk træning indgår?
7. Lærer de studerende at differentiere mellem psykiske, eksistentielle og spirituelle processer?
8. Er der plads til kritisk refleksion, tvivl og forskellige livsanskuelser?
9. Er uddannelsen kvalitetssikret af en ekstern faglig organisation?

Det sidste er efter min vurdering særlig vigtigt. Spirituel dybde og faglig kvalitet behøver ikke stå som modsætninger. Tværtimod bliver den spirituelle dimension langt mere interessant, når den hviler på et solidt psykoterapeutisk fundament.

Psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde på Sjælsro

På Sjælsro har vi valgt at placere vores psykoterapeutuddannelse i netop dette spændingsfelt mellem psykoterapeutisk faglighed, jungiansk dybdepsykologi, kreativitet, krop og spiritualitet.

Den jungianske psykologi giver os et fagligt fundament for arbejdet med det ubevidste, komplekser, projektioner, skyggen, drømme, arketyper, symboler og individuation. Samtidig arbejder vi kunstterapeutisk og kropsligt orienteret, fordi menneskets psykiske liv ikke altid først viser sig gennem det talte sprog.

Et billede kan nogle gange vide noget, før ordene gør.
En drøm kan bringe et perspektiv frem, som egoet endnu ikke har fået øje på.
Kroppen kan registrere en følelsesmæssig bevægelse, før den bliver bevidst.
Og den terapeutiske relation kan gøre gamle relationelle mønstre levende i det fælles rum.

Den spirituelle dimension bliver på den måde vævet ind i en større psykoterapeutisk forståelse af mennesket. Den står ikke alene, men indgår i dialog med psykologisk teori, terapeutisk metode, egenterapi, supervision, psykopatologi og etik.

For os er dette vigtigt, fordi psykoterapeutens åbenhed over for det ukendte må følges af en tilsvarende evne til faglig refleksion.

Du kan læse om vores psykoterapeut uddannelse her.

At uddanne sig til psykoterapeut – og samtidig gå sin egen vej

Der findes et paradoks i psykoterapeutuddannelsen. Vi begynder måske uddannelsen, fordi vi ønsker at lære at hjælpe andre mennesker, men undervejs opdager vi ofte, at vi selv bliver en del af det materiale, der skal undersøges.

Teorien begynder at spejle vores eget liv. Skyggebegrebet bliver mindre abstrakt, når vi møder vores egen skygge.
Overføring og projektion bliver levende, når vi opdager dem i vores egne relationer.
Og individuation bliver mere end et jungiansk begreb, når vi selv står i en livsfase, hvor den identitet, vi hidtil har levet igennem, ikke længere er tilstrækkelig.
Måske er det her, begrebet psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde får sin egentlige betydning.

Den spirituelle dybde findes ikke først og fremmest i bestemte teknikker eller forestillinger. Den findes i villigheden til at tage psykens dybde alvorligt og samtidig bevare den ydmyghed, der følger med erkendelsen af, at vi aldrig fuldstændigt kan kende et andet menneskes vej.

Som terapeuter kan vi lære teorier, metoder og modeller. Vi kan træne vores evne til at lytte, arbejde med relationen og genkende psykiske processer. Vi kan gå i egenterapi og supervision og gradvist udvikle en større bevidsthed om det menneske, vi selv bringer ind i terapirummet.

Men vi kan ikke leve klientens liv.
Vi kan heller ikke beslutte, hvad klientens sjæl skal blive til.
Vi kan skabe et rum, hvor mennesket får mulighed for at møde mere af sig selv – også det, der endnu kun viser sig som en drøm, en kropslig fornemmelse, et billede, en længsel eller et symbol, hvis betydning endnu ikke er kendt.

I den jungianske forståelse er dette tæt forbundet med individuationen: den gradvise bevægelse mod en mere hel relation mellem egoet og den større psyke.

En psykoterapeutuddannelse med spirituel dybde er derfor også en uddannelse i at kunne stå ved grænsen mellem det, vi ved, og det, vi endnu ikke ved.

Referencer

Bouwhuis-Van Keulen, A. J., Koelen, J., Eurelings-Bontekoe, E., Hoekstra-Oomen, C., & Glas, G. (2024). The evaluation of religious and spirituality-based therapy compared to standard treatment in mental health care: A multi-level meta-analysis of randomized controlled trials. Psychotherapy Research, 34(3), 339–352.

Captari, L. E., Hook, J. N., Hoyt, W., Davis, D. E., McElroy-Heltzel, S. E., & Worthington, E. L. Jr. (2018). Integrating clients’ religion and spirituality within psychotherapy: A comprehensive meta-analysis. Journal of Clinical Psychology, 74(11), 1938–1951.

Guggenbühl-Craig, A. (1971/1999). Power in the Helping Professions. Spring Publications.

Jung, C. G. (1960). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works, Vol. 16. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). Psychology and Religion: West and East. Collected Works, Vol. 11. Princeton University Press.

Pargament, K. I. (2007). Spiritually Integrated Psychotherapy: Understanding and Addressing the Sacred. Guilford Press.

Pargament, K. I., Murray-Swank, N. A., & Tarakeshwar, N. (2005). An empirically-based rationale for a spiritually-integrated psychotherapy. Mental Health, Religion & Culture, 8(3), 155–165.

Wagenseller, J. P. (2012). Spiritual aspects of Jungian analytical psychology: Individuation, Jung’s psychological equivalent of a spiritual journey. In The Oxford Handbook of Psychology and Spirituality. Oxford University Press.