Trickster arketypen – en jungiansk fortolkning af folkeeventyret Gråfod
– når noget forstyrrer den gamle orden
Nogle gange begynder en psykisk udviklingsproces med noget, der forstyrrer, noget går anderledes, end vi havde forestillet os, en relation udfordrer vores selvbillede, en drøm bliver ved med at vende tilbage, kroppen reagerer, et menneske træder ind i vores liv og vækker følelser, vi har holdt på afstand. Pludselig fungerer de gamle strategier mindre sikkert.
I den jungianske psykologi findes en arketypisk figur, som synes at dukke op i disse overgangsfaser: trickster arketypen.
Tricksteren er vanskelig at indfange. Han kan være klovn og bedrager, hjælper og provokatør, tåbelig og vis på samme tid. Han bryder reglerne, vender tingene på hovedet og skaber bevægelse dér, hvor psyken er blevet fastlåst.
I myter og eventyr møder vi ham blandt andet som Loke i den nordiske mytologi, Coyote i indianske fortællinger og Hermes i den græske mytologi. Jung beskriver tricksteren som en paradoksal skikkelse, der gennem sin foranderlighed tilfører både disharmoniske og dynamiske elementer til udviklingsprocessen.
Læs min eventyranalyse af Trickster arketypen Gråfod
C.G. Jung og trickster arketypen
Hos C.G. Jung hører tricksteren til de arketypiske figurer, der igen og igen dukker op i menneskets myter, eventyr, religioner, drømme og fantasier. Arketyper kan forstås som grundlæggende psykiske strukturer, der hører til det kollektivt ubevidste. Vi møder dem gennem billeder, symboler og fortællinger, der på tværs af kulturer og historiske perioder synes at kredse om beslægtede menneskelige erfaringer.
Tricksteren er et af disse billeder. Han bevæger sig mellem verdener og overskrider de grænser, den almindelige bevidsthed forsøger at opretholde. Han kan snyde, lyve, forklæde sig, skabe uorden og samtidig være den figur, der åbner en vej, hvor der tidligere ingen vej fandtes.
Han repræsenterer en psykisk kraft, som kan være vanskelig for egoet at rumme. Egoet søger orden, sammenhæng, stabilitet og kontrol. Tricksteren bringer bevægelse, paradokser og overraskelser. Det gør ham til en interessant og vigtig figur i individuationsprocessen.
Når tricksteren dukker op i eventyret
Jeg blev selv særlig optaget af tricksteren gennem arbejdet med det gamle folkeeventyr Gråfod. Mit essay Gråfod – Tricksteren som facilitator i kvinders individuationsproces blev skrevet som kandidatstuderende ved C.G. Jung-instituttet i København og undersøger eventyret gennem den jungiansk analytiske psykologi.
Gråfod er et gammelt folkeeventyr, der findes i flere versioner. I mit arbejde tog jeg udgangspunkt i Svend Grundtvigs klassiske version fra 1884.
Folkeeventyret adskiller sig fra det litterære eventyr ved at være overleveret gennem generationer og ved at have sine rødder i folkets fortælletradition. Marie-Louise von Franz beskriver folkeeventyrene som mere rå og ufiltrerede end myterne og som fortællinger, der bærer universelle temaer.
Historien begynder med en smuk, hovmodig og afvisende prinsesse i England. Hun lever sammen med sin far, kongen. Dronningen er fraværende. På den anden side af havet befinder en dansk prins sig. Han hører om prinsessen og beslutter sig for at nærme sig hende. Tre gange forsøger han. Tre gange bliver han afvist. Til sidst må noget andet ske. Prinsen forvandler sig. Han bliver Gråfod. Og tricksteren træder ind på scenen.
Gråfod – helten som tricksterfigur
Prinsen opdager efterhånden, at hans almindelige strategier har vanskeligt ved at trænge igennem prinsessens forsvar. Han har forsøgt med rigdom og statussymboler. Han har sendt seks smukke hvide heste med gyldne hestesko og et overdådigt skib med en gylden mast. Prinsessen afviser det hele.
Til sidst forklæder han sig som den fattige tigger Gråfod og så sker der noget. Den person, der tidligere nærmede sig prinsessen fra en position, hun kendte og kunne afvise, træder nu frem i en helt anden form.
Tricksteren bruger hverken styrke eller rigdom. Han anvender kløgt, humor, tålmodighed, kreativitet og list til gradvist at ryste hendes stive forsvar. Det lykkes ham at vække hendes nysgerrighed og begær, og lidt efter lidt kommer han tættere på hende.
Det er et centralt træk ved trickster arketypen. Han finder sprækken i den eksisterende psykiske struktur og skaber mulighed for bevægelse.
Hvorfor har psyken brug for tricksteren?
Vi udvikler gennem livet psykiske strategier, der hjælper os med at navigere i vores relationer og omgivelser. Nogle af disse strategier kan med tiden blive så stærke, at de begynder at begrænse os. Vi kan identificere os med bestemte billeder af os selv: den dygtige, den stærke, den omsorgsfulde, den uafhængige eller den, der altid har kontrol.
Når identiteten bliver meget fast, kan andre sider af psyken få vanskeligt ved at komme til udtryk. Her kan tricksteren få en særlig funktion. Han forstyrrer vores identifikation med den eksisterende orden og skaber mulighed for, at noget nyt kan træde frem.
I Gråfod er prinsessen fanget i en stiv psykisk position. Hun beskrives som hovmodig og afvisende, og hendes skarpe ord holder andre mennesker på afstand. I essayet undersøger jeg denne position i relation til blandt andet den negative animus og en beskyttende struktur omkring en mere sårbar psyke.
Så kommer Gråfod. Han møder hende på en måde, som hendes eksisterende forsvar har svært ved at håndtere. Her begynder udviklingen.
Det sårede feminine
Under mit arbejde med eventyret blev jeg særligt optaget af det sårede feminine. Gennem mange års kunst- og psykoterapeutisk arbejde med både mig selv og mine klienter har den terapeutiske anvendelse af eventyr og området omkring det sårede feminine været en tilbagevendende interesse for mig.
Da jeg læste Gråfod, reagerede min egen krop overraskende stærkt. Jeg oplevede blandt andet kvalme og svimmelhed. Det vakte min nysgerrighed og førte til spørgsmålet om, hvorvidt vi altid selv vælger de eventyr, vi arbejder med – eller om eventyret på en måde også vælger os.
Prinsessen og det manglende feminine
Allerede i begyndelsen af Gråfod findes et interessant symbolsk fravær. Der er konger, en prins og en prinsesse. Dronningen mangler i både det engelske og det danske kongerige.
I essayet undersøger jeg dette som et billede på en psykisk orden, hvor det modne feminine princip endnu mangler. Kongen kan i den jungianske og alkymistiske symbolik repræsentere psykens styrende og organiserende princip. Von Franz beskriver, hvordan et kongerige uden dronning kan blive ufrugtbart og stillestående, når forbindelsen til Eros, det feminine, det ubevidste og det irrationelle går tabt.
Prinsessen er derfor endnu heller ingen dronning. Hun står ved begyndelsen af sin individuationsrejse og må gennem en række prøvelser, før det modne feminine kan træde frem.
Det er karakteristisk, at eventyret slutter netop dér: Prinsessen bliver dronning.
Fra prinsesse til dronning
Dronningearketypen bliver et af eventyrets stærkeste billeder. Prinsessen begynder fortællingen i sin fars slot, hvor hendes identitet eksisterer inden for den gamle orden. Udviklingsrejsen fører hende gradvist væk fra denne position.
Hun forlader slottet. Hun oplever fattigdom. Hun lærer at spinde og arbejde. Hun må tigge. Hun oplever ydmygelse. Hun lærer at modtage hjælp, og hun opdager gradvist kærligheden til Gråfod. I denne del af fortællingen kan vi se en klassisk skyggeintegration af netop de sider, hun tidligere projicerede over på sine bejlere og hånede dem for.
Ved eventyrets afslutning møder vi for første gang dronningen.
I essayet beskriver jeg dronningearketypen som et billede på det modne og autoritative feminine, forbundet med visdom, integritet, ansvar, struktur og indre autoritet.
Prinsessen har fundet en ny måde at stå i verden på.
Individuation – at finde sin egen form
Et af Jungs centrale begreber er individuation. Individuation kan forstås som menneskets psykiske bevægelse mod større helhed og mod en mere autentisk udfoldelse af den, vi dybest set er. Processen indebærer mødet med sider af personligheden, der tidligere har været ubevidste, fraspaltede eller projicerede.
I Gråfod findes et smukt symbol på denne bevægelse. Mod slutningen af eventyret skal en brudekjole finde sin rette kvinde. Alle kvinder i kongeriget bliver målt, og da turen kommer til prinsessen, passer kjolen perfekt.
I essayet forbinder jeg denne opmåling med en slags psykologisk individuationsprøve og med James Hillmans tanke om, at individuationsrejsen handler om at finde det mønster, der passer til ens indre natur – at finde sin egen rette form.
Det er et smukt billede på individuationsprocessen: at finde den form, der passer til ens egen sjæl.
Tricksteren og skyggen
Tricksteren har samtidig en tæt forbindelse til skyggen. Skyggen rummer de sider af vores personlighed, som egoet har vanskeligt ved at identificere sig med. Det kan være vrede, begær, aggression, egoisme og misundelse. Det kan også være spontanitet, kreativitet, livskraft, humor og mod.
Det, vi har placeret i skyggen, kan derfor rumme betydelige psykiske ressourcer.
Tricksteren bevæger sig hjemmevant i dette landskab. Han kan tillade sig det upassende. Han bryder reglerne, forstyrrer hierarkiet og gør det uventede. Psykologisk kan denne forstyrrelse skabe mulighed for, at hidtil ubevidst materiale bliver synligt og dermed tilgængeligt for bevidst bearbejdning.
Gråfod bliver på denne måde mere end en figur i et eventyr. Han kan forstås som en psykisk funktion, der sætter en fastlåst udvikling i bevægelse.
De tre gyldne symboler
Gråfod nærmer sig prinsessen med tre gyldne genstande. Hun vil have dem, og dermed sker der noget, som hidtil har været vanskeligt: Prinsessen begynder selv at række ud.
Gråfod ønsker samtidig noget andet end hendes penge. Han ønsker tid og nærvær.
Det bliver et afgørende skifte i fortællingen. Guldet kan i jungiansk og alkymistisk symbolik forbindes med noget værdifuldt og uforgængeligt og optræder ofte som symbol på Selvet. I Gråfod bliver kontrasten mellem det materielle guld og den relationelle værdi særlig interessant. Gråfod afviser prinsessens penge og fastholder sit ønske om hendes nærvær.
Det er gennem relationen, at transformationen begynder.
Havet – rejsen gennem det ubevidste
Mellem prinsessen i England og prinsen i Danmark ligger havet. I jungiansk psykologi forbindes vand ofte med det ubevidste, og havet kan symbolisere de dybe lag af psyken.
Eventyrets mange rejser frem og tilbage over havet kan derfor læses som en bevægelse mellem bevidsthed og ubevidsthed. I essayet undersøger jeg de to lande og havet imellem som et billede på en splittelse i psyken og på den gradvise bevægelse mod forening.
Historien begynder med adskillelse. Prinsen og prinsessen befinder sig i hvert sit land. Havet ligger mellem dem. Ved fortællingens afslutning befinder de sig i samme kongerige. Noget, der tidligere var adskilt, er blevet bragt sammen.
Den brændende hytte – når den gamle identitet transformeres
På vej mod eventyrets afslutning passerer prinsessen den hytte, hvor hun tidligere har levet sammen med Gråfod. Hytten brænder.
Ilden er et af menneskets ældste transformationssymboler. I den alkymistiske psykologi forbindes calcinatio med en renselsesproces, hvor gamle komplekser og egodrevne holdninger udsættes for ildens transformerende kraft.
I essayet forbinder jeg den brændende hytte med en proces, hvor prinsessens tidligere psykiske position transformeres, og der bliver plads til kvaliteter som kærlighed, ydmyghed og ærlighed.
Den gamle form har udført sin funktion. Prinsessen er klar til næste del af rejsen.
Tricksteren i terapi og i vores eget liv
Trickster arketypen er interessant langt ud over eventyrenes verden. Vi kan møde tricksteren i drømme, kreativt arbejde, relationer, terapi og i de uventede hændelser, der forstyrrer vores omhyggeligt konstruerede planer.
I kunstterapeutisk arbejde kan tricksteren vise sig som en figur, der pludselig dukker op i et billede og ændrer hele processen. Materialet kan revne. En figur får en anden form end planlagt. En farve trænger ind et sted, hvor vi havde forestillet os noget helt andet.
Her kan vi blive nysgerrige på det uventede. Hvad ønsker at komme frem? Hvilken del af psyken forsøger at få vores opmærksomhed? Hvad sker der, hvis vi følger billedet frem for vores oprindelige plan?
Tricksteren inviterer os til at være i bevægelsen og til at undersøge det, der bryder med vores kendte forestillinger.
Da tricksteren trådte ind i mine egne billeder
Noget af det særlige ved mit arbejde med Gråfod var, at eventyret begyndte at resonere med kunstværker, jeg selv havde skabt flere år tidligere.
Jeg gennemgik kunstterapeutiske arbejder fra 2016 og frem og fandt en serie på fem billeder, som på forskellige måder syntes at spejle eventyrets symbolske bevægelse. Under arbejdet med essayet oplevede jeg, hvordan de kropslige reaktioner kom og gik parallelt med den symbolske proces. Jeg begyndte at se det som en slags kropslig undervisning i materialet og som et billede på rejsen frem og tilbage over havet og modningen af dronningearketypen.
Et af billederne hedder Befrielse. Da jeg oprindeligt skabte det, vidste jeg, at den røde figur i midten var vigtig. Først senere, under arbejdet med Gråfod, fik jeg øje på, hvordan figuren kunne forbindes med tricksterens destabiliserende energi.
Det er noget af det, jeg finder fascinerende ved symbolsk arbejde. Et billede kan rumme noget, bevidstheden endnu mangler ord for. Flere år senere kan et eventyr, en drøm eller en livsbegivenhed åbne billedet på en ny måde.
Conjunctio – når modsætninger mødes
I den alkymistiske psykologi findes begrebet conjunctio oppositorum – foreningen af modsætninger. Sol og Luna. Konge og dronning. Maskulint og feminint. Bevidst og ubevidst.
Individuation kan på denne måde forstås som en proces, hvor modsætninger gradvist kan træde ind i en mere levende relation til hinanden.
Det er netop den bevægelse, vi ser i Gråfod. Ved fortællingens begyndelse eksisterer splittelsen. Ved slutningen bliver prinsessen dronning, og prinsen og prinsessen kan mødes som konge og dronning. Essayet forbinder denne anden conjunctio med den alkymistiske forestilling om foreningen af rensede modsætninger.
Tricksteren har dermed været med til at skabe den uro og bevægelse, som gjorde en ny psykisk orden mulig.
Når livet sender en trickster
Vi kan længes efter udvikling og samtidig længes efter at bevare det velkendte.
Psyken følger sjældent en lige vej, nogle gange kommer udviklingen gennem det menneske, der irriterer os, gennem planen, der mislykkes, gennem drømmen, der bliver ved med at vende tilbage, eller gennem billedet, der nægter at blive, som vi havde forestillet os.
Tricksteren minder os om, at transformation også kan komme gennem det uventede, det paradoksale og det, der forstyrrer vores etablerede forestillinger.
Måske er et af tricksterens vigtigste spørgsmål derfor:
Hvad bliver muligt, når den gamle måde at være mig på ikke længere kan opretholdes?
Set sådan bliver trickster arketypen en fascinerende ledsager i individuationsprocessen. Den bringer uro, humor, paradokser og overraskelser – og midt i bevægelsen kan en ny vej begynde at vise sig.
Vil du lære mere? Så tag et kig på vores kunstterapi uddannelse, eller vores jungiansk psykoterapeut uddannelse her
Tak fordi du læste med.