Spirituel – hvad betyder det egentlig at være spirituel?
Ordet spirituel bruges i dag i mange forskellige sammenhænge. Vi taler om spirituel udvikling, spirituel psykologi, spirituel healing, spirituelle oplevelser og en spirituel livsvej og spirituel bypassing. For nogle mennesker er ordet tæt forbundet med religion eller tro, mens det for andre beskriver en personlig erfaring af mening, forbundethed, intuition eller en oplevelse af, at livet rummer en dimension, der er større end den umiddelbart synlige.
Ordet har sin rod i det latinske spiritus, der betyder ånd, åndedræt eller livsånde. Allerede i ordets oprindelse findes forestillingen om noget levende og bevægende – en livgivende kraft, der gennemstrømmer mennesket.
I vores moderne kultur er spiritualitet blevet et meget bredt begreb. Man kan opleve sig som spirituel gennem meditation, naturen, kreativitet, healing, bøn, drømme eller gennem stærke erfaringer af samhørighed. Fælles for mange af disse oplevelser er fornemmelsen af, at vores almindelige jeg kun udgør en del af den, vi er.
Her bliver C.G. Jungs psykologi for mig interessant. Jung udviklede et psykologisk sprog for erfaringer, som mennesker gennem årtusinder har beskrevet gennem religion, myter, ritualer og mystik. Hos Jung bliver den spirituelle dimension en del af psykens virkelighed og dermed også en del af menneskets udviklingsvej.
Spirituel længsel som menneskelig erfaring
Mange mennesker oplever på et tidspunkt i livet en længsel efter noget mere. Den kan opstå midt i et liv, der på ydersiden fungerer ganske godt. Arbejde, familie og hverdag kan være på plads, samtidig med at en indre bevægelse begynder at gøre sig gældende.
Hvem er jeg egentlig? Hvad giver mit liv mening? Hvad længes jeg efter at skabe eller leve? Hvilken forbindelse har jeg til noget større end mig selv?
For Jung havde sådanne spørgsmål en central psykologisk betydning. Gennem sit arbejde med mennesker blev han særligt optaget af den religiøse og spirituelle dimension i den anden halvdel af livet. Han erfarede, at spørgsmål om mening og menneskets forhold til en større sammenhæng fik større betydning.
I Psychology and Religion beskriver Jung religion som en særlig indstilling hos bevidstheden, præget af en omhyggelig opmærksomhed på det numinøse – altså erfaringer, der opleves som større end jeget og bærer en særlig følelsesmæssig kraft (Jung, CW 11, §8).
Det numinøse kan møde os i en drøm, i naturen, gennem kærlighed, kunst, meditation eller gennem et symbol, som pludselig opleves ladet med en betydning, vi endnu kun delvist forstår.
Det spirituelle bliver på den måde også erfaringsbaseret. Noget berører os. Noget kalder. Og gennem dette møde kan vores hidtidige forestilling om os selv begynde at udvide sig.
Jung, spiritualitet og det kollektive ubevidste
En af Jungs store nyskabelser var hans teori om det kollektive ubevidste. Under det personlige ubevidste – vores egne erindringer, konflikter, komplekser og fortrængte erfaringer – beskrev han et dybere psykisk lag, som tilhører mennesket som art.
Det kollektive ubevidste kommer blandt andet til udtryk gennem arketyper.
Jung beskriver arketyperne som grundlæggende organiserende mønstre i psyken. De er medfødte dispositioner, der former vores måde at erfare og skabe billeder omkring nogle af livets mest grundlæggende temaer: moderen, faderen, barnet, kærligheden, døden, genfødslen, helten, skyggen, den vise gamle og rejsen.
Jung understreger, at arketypen i sig selv ligger uden for vores direkte erkendelse. Vi møder den gennem dens manifestationer – i drømme, fantasier, myter, religiøse billeder, eventyr, kunst og menneskelige relationer. Han sammenligner på et tidspunkt arketypen med et grundmønster, der kan antage mange forskellige konkrete former (Jung, CW 9/I).
Når mennesker på tværs af kulturer og historiske perioder igen og igen skaber billeder af himmel og jord, lys og mørke, død og genfødsel, det guddommelige barn, den store moder, livets træ eller den hellige cirkel, kan vi fra et jungiansk perspektiv betragte disse billeder som arketypiske udtryk.
Når arketypen opleves som noget større end os
En arketypisk erfaring har ofte en særlig intensitet. Jung brugte begrebet numinøs om denne kvalitet. Et billede eller en oplevelse kan føles mærkeligt levende, fascinerende eller dybt betydningsfuld, selv om vi endnu mangler ord for den.
Her ligger også en væsentlig forbindelse mellem spiritualitet og dybdepsykologi.
Et menneske kan drømme om en stor cirkel, et strålende barn, et gammelt træ eller en ukendt vis skikkelse og vågne med en følelse af, at drømmen bærer en betydning, der rækker ud over hverdagens almindelige bevidsthed.
Jung tog sådanne erfaringer alvorligt som psykiske fænomener.
Det var blandt andet derfor, han interesserede sig så intenst for religion, alkymi, gnosticisme, mytologi, østlige filosofier og primitive kulturers religiøse forestillinger. I disse traditioner fandt han symbolske billeder, som lignede de billeder, der spontant optrådte i moderne menneskers drømme og fantasier.
Det blev en af de veje, der førte ham frem til hans forståelse af Selvet.
Selvet – helhedens arketype
Selvet er et af de mest centrale begreber i Jungs psykologi og samtidig et af de steder, hvor hans psykologi kommer tættest på det spirituelle.
Jung skelnede mellem jeget og Selvet.
Jeget er centrum for vores bevidste personlighed. Det er gennem jeget, vi siger “jeg”, orienterer os i verden, træffer beslutninger og skaber en nogenlunde sammenhængende fortælling om, hvem vi er.
Selvet betegner en langt større psykisk helhed, som omfatter både det bevidste og det ubevidste.
Jung skriver:
“The self is not only the centre but also the whole circumference.”
(Jung, CW 12, §44)
Selvet kan dermed forstås som både centrum og helhed i den samlede psyke. Jeget befinder sig inden for denne større helhed.
På Sjælsro bruger vi ofte billedet af, at mennesket rummer mere, end den personlighed vi umiddelbart kender. Det er også her, Jungs psykologi åbner en bro til spiritualiteten. Mennesket udvikler sig gennem en stadig dybere relation til noget i psyken, som er større end jegets kendte identitet.
Selvet kaldes derfor også helhedens arketype.
Det kan vise sig gennem mandalaen, cirklen, kvadratet, stenen, træet, det guddommelige barn, kongen og dronningen eller andre billeder, der symbolsk samler modsætninger i en større helhed. På dine eksisterende jungianske sider beskriver du netop denne sammenhæng mellem Selvet, mandalaen og psykens organiserende bevægelse.
Selvet og det guddommelige
Forholdet mellem Selvet og forestillingen om Gud er et af de mest fascinerende og komplekse områder i Jungs psykologi.
Jung arbejdede som psykiater og var optaget af den psykiske erfaring af det guddommelige. Han beskrev Kristusfiguren som et centralt symbol på Selvet i den vestlige kultur og fandt beslægtede helhedssymboler i andre religiøse og kulturelle traditioner.
I Aion skriver han:
“Christ exemplifies the archetype of the self.”
(Jung, CW 9/II, §70)
Det betyder, at religiøse symboler også kan forstås psykologisk som billeder på en dyb bevægelse mod helhed.
Her bliver grænsen mellem psykologi og spiritualitet interessant. Den spirituelle erfaring kan opleves som mødet med Gud, Sjælen, universet, en større bevidsthed eller en dyb indre helhed. Den jungianske psykologi undersøger, hvordan denne erfaring manifesterer sig i psyken, hvilke symboler den skaber, og hvordan mennesket kan udvikle en bevidst relation til den. For mig er netop dette felt blevet stadig mere betydningsfuldt gennem årene.
Individuation som spirituel udviklingsvej
Jung kaldte menneskets bevægelse mod større psykisk helhed for individuation.
Individuationen er en livslang proces. Vi møder gradvist sider af os selv, som hidtil har levet uden for vores bevidste identitet. Skyggen træder frem. Gamle komplekser bliver synlige. Drømme begynder måske at ændre karakter. Kreativiteten kan åbne nye døre, og livet kan begynde at stille andre spørgsmål til os.
Jung beskriver individuationen som den proces, hvor mennesket bliver en mere samlet og udelelig helhed og dermed i dybere forstand bliver sig selv (Jung, CW 9/I, §490).
Den spirituelle dimension opstår her gennem relationen mellem jeget og Selvet.
Jeget bliver stadig mere bevidst om sin plads i en større helhed. Det kan skabe en anden måde at være i livet på – med større lydhørhed over for drømme, symboler, kroppen, relationerne og de bevægelser, der kommer fra dybere lag af psyken.
På den måde bliver spiritualitet jordnær. Den får betydning for den måde, vi lever, elsker, arbejder, skaber og møder andre mennesker på.
Spirituel udvikling gennem kroppen og det levede liv
En spirituel vej kan let blive forbundet med forestillingen om at bevæge sig opad – mod lyset, bevidstheden eller det transcendente.
Den jungianske individuationsvej bevæger sig i min erfaring nedad og indad.
Vi møder kroppen, instinkterne, skyggen, seksualiteten, aggressionen, sorgen, relationerne og vores konkrete livshistorie. Psykens mørkere og mere jordbundne sider hører med i bevægelsen mod helhed.
Jungs mangeårige arbejde med alkymi blev blandt andet betydningsfuldt af denne grund. I alkymien fandt han et symbolsprog for transformation, hvor ånd og stof, himmel og jord, maskulint og feminint, lys og mørke gradvist bringes ind i en ny relation.
Det spirituelle bliver dermed noget, der skal leves.
Kærligheden skal have hænder. Indsigten skal have konsekvenser. Sjælens bevægelse skal kunne finde et udtryk i vores relationer, vores kreativitet, vores krop og den måde, vi tager del i verden på.
Himlen ned på jorden – Sjælsros vej
“Himlen ned på jorden” har været mit motto i mange år.
Min egen rejse har bevæget sig gennem sygeplejen, healing og energipsykologien, videre gennem kunstterapien og ind i C.G. Jungs analytiske psykologi og psykoterapien. Undervejs har sprogene ændret sig og min forståelse er blevet dybere. En rød tråd har hele tiden været interessen for forbindelsen mellem krop, psyke, energi og Sjæl.
I dag oplever jeg, at Jungs begreber om arketyperne, Selvet og individuationen giver et psykologisk fundament for meget af det, jeg gennem årene har erfaret gennem det spirituelle arbejde.
Selvet kan forstås som helhedens arketype og som et dybt organiserende princip i psyken. Individuationen bliver den levende proces, hvor denne helhed gradvist får mulighed for at udfolde sig gennem et konkret menneskeliv.
På Sjælsro arbejder vi med drømme, symboler, kunstterapi, healing, kroppen, skyggen og de arketypiske lag af psyken. Vi interesserer os for Sjælens længsel og for den bevægelse, der kan opstå, når mennesket begynder at lytte til det, der kalder indefra.
For mig er det spirituelle blevet mere og mere forbundet med inkarnation: at lade det, vi erkender i vores indre liv, få krop og form i verden.
Himlen ned på jorden – har været mit motto i mange år – Måske er det stadig den enkleste måde, jeg kan beskrive Sjælsros vej på.
Tak fordi du læste med.
I Kærlighed Helle-Sofia Sørensen
Referencer
Jung, C. G. (1968). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1968). Psychology and Alchemy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 12. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1969). Psychology and Religion: West and East. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 11. Princeton University Press.
Stein, M. (1998). Jung’s Map of the Soul: An Introduction. Open Court.
von Franz, M.-L. (1964). The process of individuation. In C. G. Jung (Ed.), Man and His Symbols. Aldus Books.