Hvad laver en kunstterapeut?

Hvad laver en kunstterapeut?

Hvad laver en kunstterapeut egentlig, og hvordan adskiller kunstterapi sig fra andre terapeutiske retninger?
En kunstterapeut arbejder med menneskets indre liv gennem både samtale og kreative udtryksformer som tegning, maling, formgivning, symbolarbejde og andre billedskabende processer. I kunstterapien bliver billedet et særligt sprog, som kan hjælpe os med at komme i kontakt med erfaringer, følelser og psykiske bevægelser, der ikke altid umiddelbart lader sig formulere med ord.

På Sjælsro arbejder vi med kunstterapi ud fra en jungiansk og psyko-spirituel forståelsesramme. Vi ser billedet, lerfiguren, stenen, eller hvad der måtte ligge foran os som et symbol på noget endnu ukendt og som noget det ubevidste har trillet hen foran os og siger se her – nye udviklingmuligheder.
En farve, en figur, et dyr, et landskab eller en form kan opstå spontant og vise os noget, som den bevidste del af personligheden endnu ikke helt har fået øje på. Vi går i  aktiv dialog med symbolerne og giver dem liv.

Kunstterapeutens arbejde består i at skabe et trygt, nærværende terapeutisk rum, hvor klienten og terapeuten sammen kan undersøge symbolerne og deres mulige relation til klientens levede liv.

I denne forstand arbejder kunstterapeuten i grænselandet mellem det, vi allerede ved om os selv, og det, der endnu er ved at blive bevidst.

Hvordan integrerer man kreativitet og kunstterapi i sit liv og sin terapeutiske praksis? Læs mere og læs om Sjælsro´s tilgang til psykoterapi.

Hvad er en kunstterapeut?

En kunstterapeut er en terapeut, der anvender kreative og kunstneriske processer som en integreret del af det terapeutiske arbejde. Det kan være gennem maling, tegning, collage, ler, symboler, kropslige udtryk eller andre former for billedskabende arbejde.

Man behøver ikke kunne tegne eller være kunstnerisk for at gå i kunstterapi. Det æstetiske resultat er ikke målet. Det interessante er processen og den psykiske bevægelse, der kan opstå gennem den.

Internationalt beskrives kunstterapi som et fagfelt, der kombinerer aktiv billedskabelse og kreative processer med psykologisk teori og en terapeutisk relation.
Kunstterapeuter arbejder i mange forskellige sammenhænge, blandt andet privat praksis, sundhedsvæsen, skoler og sociale tilbud.
Uddannelses- og autorisationskrav varierer imidlertid fra land til land.

Hvad laver en kunstterapeut i praksis?

En kunstterapeut kan arbejde meget forskelligt afhængigt af sin uddannelse, teoretiske orientering, klientgruppe og arbejdssted. Nogle arbejder primært med børn eller unge, andre med voksne, familier eller grupper. Nogle arbejder inden for psykiatri, sundhed, undervisning eller socialområdet, mens andre har privat praksis.

En kunstterapeutisk session vil derfor heller ikke altid se ens ud.

Ofte begynder mødet med en samtale om det, der fylder hos klienten. Andre gange kan processen begynde i kroppen, i en drøm, en følelse eller et billede.

Terapeuten kan eksempelvis invitere klienten til at vælge nogle farver og lade hånden bevæge sig på papiret uden på forhånd at beslutte, hvad der skal tegnes. Klienten kan arbejde med en drøm, male en følelse, skabe et billede af en konflikt eller give form til en kropslig fornemmelse. Når billedet er skabt, begynder en anden del af processen.

Hvad ser du?
Hvor bliver dit blik trukket hen?Hvad overrasker dig?
Hvilken del af billedet føles mest levende?
Er der noget, du helst ikke vil se på?
Hvis denne figur kunne tale, hvad ville den så sige?

Det er her, kunstterapeutens faglighed bliver vigtig. Terapeuten skal kunne være sammen med klienten og billedet uden at overtage betydningen.

Kunstterapeuten fortolker ikke efter en facitliste

En almindelig misforståelse om kunstterapi er, at terapeuten analyserer tegningen og derefter fortæller klienten, hvad den betyder. Sådan arbejder vi ikke jungiansk.

Hvis en klient tegner en slange, betyder den ikke automatisk seksualitet, fare eller transformation. Hvis klienten tegner et hus, betyder det ikke nødvendigvis familien. Og sort er ikke automatisk sorg eller depression.
Et levende symbol kan rumme mange forskellige betydninger.

C.G. Jung skelnede mellem tegn og symboler. Et tegn peger på noget, vi allerede kender, mens et symbol rummer en betydning, som endnu ikke fuldt ud kan formuleres af bevidstheden.
Derfor må kunstterapeuten være varsom med hurtige fortolkninger. Vi kan feks. spørge:

Hvad betyder slangen for dig?Hvilke associationer får du?
Har du mødt den før – i drømme, billeder eller i dit liv?
Hvordan føles det, når du ser på den?

Først derefter kan vi begynde at amplificere symbolet gennem myter, eventyr, religion, kulturhistorie eller arketypisk materiale.

Terapeuten bringer sin viden ind, men uden at tage billedet fra klienten.

Når ordene ikke slår til.

En af kunstterapiens særlige muligheder opstår, når vi arbejder med erfaringer, der er vanskelige at sætte ord på.
Vores liv begynder, før vi har et sprog. Vi registrerer berøring, rytme, stemmer, ansigtsudtryk, spænding, kontakt og fravær længe før vi kan fortælle en historie om det. Senere i livet kan nogle af vores reaktioner derfor opleves som kropslige eller følelsesmæssige snarere end som klare erindringer.
Vi ved ikke, hvorfor vi bliver bange for at blive forladt.
Hvorfor kritik rammer så voldsomt.
Hvorfor vi lukker ned i bestemte relationer.
Eller hvorfor kroppen reagerer, før tankerne gør.

Kunstterapien kan give disse erfaringer en form uden at vi først kan forklare dem.

Det betyder at et billedet kan forstås som et aktuelt psykisk udtryk, der kan undersøges i den terapeutiske relation.

Nyere forskning peger på, at visuel kunstterapi kan have værdi som supplement i forskellige behandlingssammenhænge, samtidig med at forskningsresultaterne er heterogene og kvaliteten af evidensen varierer. Kunstterapi bør derfor hverken idealiseres som en universel løsning eller reduceres til blot at være kreativ beskæftigelse.

Hvad laver en kunstterapeut? Kunstterapi – terapeutisk arbejde med billeder, farver og symboler


Jungiansk kunstterapi – at lytte til psykens billeder

I en jungiansk orienteret kunstterapi får det ubevidste en særlig betydning.

C.G. Jung betragtede ikke det ubevidste som et passivt lager af fortrængt materiale. Han så psyken som et dynamisk system med en iboende tendens til at søge større balance og helhed.

Drømme, fantasier og symbolske billeder kunne derfor indeholde perspektiver, der supplerede eller udfordrede egoets bevidste opfattelse.

Jungs egen psykologi voksede i høj grad frem gennem hans møde med billeder. I den periode, der senere blev dokumenteret i The Red Book, arbejdede han intenst med drømme, fantasier, tegninger og malerier.
Herfra udviklede han blandt andet den metode, vi i dag kender som aktiv imagination.

I kunstterapeutisk arbejde kan vi lade os inspirere af denne tilgang ved ikke straks at forklare det billede, der er opstået, men i stedet blive i relationen til det.

Joy Schaverien (2005) har samtidig understreget, at vi skal være præcise med begrebet aktiv imagination. Ikke al kreativ aktivitet er automatisk aktiv imagination. Det afgørende er den særlige relation mellem egoet og det ubevidste materiale og den psykiske proces, som udfolder sig omkring billedet.

Kunstterapeuten arbejder med symboler

Symbolarbejdet er centralt i den måde, vi arbejder med kunstterapi på Sjælsro.

Et menneske kan eksempelvis gennem længere tid tegne lukkede døre uden bevidst at have besluttet sig for det. Et andet menneske bliver ved med at male fugle. Et tredje tegner igen og igen et lille barn, der står alene i udkanten af billedet.

Kunstterapeutens opgave er ikke at komme med den hurtigste forklaring, men at hjælpe klienten med at være nysgerrig.

Hvorfor kommer dette billede igen?
Hvad sker der, hvis døren åbnes?Hvor vil fuglen hen?
Hvad har barnet brug for?

Når vi giver symbolerne tid, kan de begynde at udvikle sig. Og nogle gange ændrer billederne sig, før vi selv oplever, at noget har ændret sig.

Det er en af de ting, jeg synes er særligt fascinerende ved kunstterapeutisk arbejde.

Skyggen kan få en form

Kunstterapeuten arbejder ofte også med det, Jung kaldte skyggen.

Skyggen består af de sider af os, som vores bevidste personlighed ikke identificerer sig med. Det kan være vrede, misundelse, magt, seksualitet, sorg eller sårbarhed, men skyggen kan lige så vel indeholde kreativitet, styrke, livslyst, sensualitet eller evnen til at sætte grænser.

Når vi arbejder kreativt, kan disse sider pludselig dukke op.

Måske bliver billedet mørkere, end vi havde tænkt, eller en figur får et voldsomt udtryk. Her kan kunstterapeuten hjælpe klienten med ikke straks at fjerne eller forskønne det, der virker ubehageligt.

Hvad nu hvis den vrede figur har noget vigtigt at fortælle?

Hvad nu hvis ulven ikke alene er farlig, men også beskytter noget?

Det betyder ikke, at alle mørke billeder nødvendigvis rummer en skjult gave. Men de fortjener at blive mødt med nysgerrighed.

Kunstterapi, drømme og eventyr

Drømme og kunstterapi har en naturlig forbindelse, fordi begge arbejder i billeder. Når vi fortæller en drøm, oversætter vi allerede noget visuelt, sanseligt og følelsesmæssigt til ord. Men hvis vi i stedet tegner drømmen, kan andre detaljer komme frem. Måske opdager vi størrelsesforhold, afstande, farver eller stemninger, som ikke var tydelige i den verbale fortælling. Et enkelt element fra drømmen kan også vælges ud og få sit eget billede.
På samme måde kan eventyr anvendes kunstterapeutisk. Eventyrenes figurer og konflikter kan åbne et arketypisk felt, hvor vi kan spejle vores egne psykiske processer uden at reducere eventyret til vores personlige biografi.

På Sjælsro er arbejdet med drømme, eventyr og symboler derfor tæt forbundet med kunstterapien. Det giver mulighed for at bevæge sig mellem det personlige og det arketypiske, mellem det konkrete liv og de større menneskelige temaer, som også findes i myter og fortællinger.

Hvad kan man arbejde med hos en kunstterapeut?

Mennesker kommer i kunstterapi af mange forskellige årsager.

Nogle står midt i en livskrise eller overgang. Andre ønsker at forstå tilbagevendende mønstre i deres relationer. Nogle arbejder med sorg, stress, angst, selvværd, identitet eller tidligere belastende erfaringer, mens andre ikke nødvendigvis oplever et bestemt problem, men søger større selvforståelse, kreativitet eller kontakt til deres indre liv.

Der findes forskning i kunstterapi inden for en række psykiske og somatiske problemstillinger. Et større systematisk review og meta-analyse fra 2024 fandt samlet positive associationer mellem aktiv visuel kunstterapi og visse helbredsudfald, men resultaterne varierede betydeligt mellem studierne, og den overordnede studiekvalitet blev vurderet som lav. Nyere meta-analyser har blandt andet undersøgt kunstterapi ved depression og angst med lovende, men fortsat nuancerede resultater.

Det er vigtigt, fordi kunstterapi ikke skal fremstilles som en metode, der kan helbrede alt.
Dens særlige styrke ligger snarere i, at den tilføjer et andet sprog til terapien.

Hvad laver en kunstterapeut?


Hvordan foregår en session hos en kunstterapeut?

Der findes ikke én fast opskrift. En session kan begynde med samtale, men terapeuten kan også invitere klienten til at mærke efter i kroppen eller arbejde videre med en drøm eller et tema fra en tidligere session. Nogle gange gives en konkret opgave. “Tegn, hvordan det føles.”
Andre gange er invitationen helt åben: “Vælg den farve, du har lyst til, og begynd dér.”

Når billedet er færdigt, kan klient og terapeut undersøge det sammen.

En serie af billeder kan over tid vise en udvikling, som ikke var synlig fra session til session. Figurer kan ændre sig. Farver kan komme til. Noget, der tidligere var lukket, åbner sig måske.
Kunstterapeutens arbejde handler derfor også om at kunne holde processen og ikke kræve et hurtigt resultat.

Skal en kunstterapeut selv kunne tegne?

Nej – ikke i betydningen at være dygtig til at fremstille naturalistisk eller æstetisk kunst. Det kunstterapeutiske billede vurderes ikke ud fra, om perspektivet er korrekt, eller om et ansigt ligner. Tværtimod kan forestillingen om, at billedet skal være “flot”, blive en begrænsning. Når vi tør give slip på præstationen, kan noget mere spontant få plads.

Det betyder imidlertid ikke, at materialekendskab og kreativ erfaring er ligegyldigt for terapeuten. En kunstterapeut skal kende de kreative processer indefra og have erfaring med forskellige materialers muligheder og med de følelser, modstande og overraskelser, der kan opstå i billedarbejdet.

Hvad laver en kunstterapeut?


Kunstterapeutens egen proces er en del af uddannelsen

Det er efter min opfattelse en helt central del af det at uddanne sig til kunstterapeut. Vi kan ikke ledsage andre særlig langt ind i et psykisk landskab, vi konsekvent undgår at besøge i os selv. Det betyder ikke, at terapeuten skal være “færdig” men terapeuten må udvikle evnen til at genkende sine egne reaktioner, komplekser, sårbarheder og blinde områder, ellers risikerer vi at tro, at det, der foregår i os, tilhører klienten.
Derfor arbejder vi på Sjælsros kunstterapeutuddannelse dybt og transformerende med den studerendes egen proces.

Vi arbejder efter devicen:  Jo mere vi kan se af os selv, jo mere kan vi se andre.

Hvor kan man arbejde som kunstterapeut?

En kunstterapeuts arbejdsområde afhænger blandt andet af uddannelse, øvrig faglig baggrund og de regler og krav, der gælder i den konkrete sammenhæng.

Kunstterapeutiske metoder kan blandt andet anvendes i privat praksis og inden for pædagogiske, sociale, kreative og sundhedsrelaterede områder, afhængigt af terapeutens samlede kompetencer.

Nogle uddanner sig til kunstterapeut for at etablere en ny professionel retning. Andre er allerede pædagoger, lærere, sygeplejersker, psykoterapeuter eller arbejder på anden måde med mennesker og ønsker at integrere kunstterapeutiske metoder i deres eksisterende faglighed.

For nogle bliver kunstterapeutuddannelsen også begyndelsen på en længere psykoterapeutisk uddannelsesvej.


Hvordan bliver man kunstterapeut?

Vejen til at blive kunstterapeut afhænger af den uddannelse, du vælger, og af de krav, der gælder i det land og den faglige sammenhæng, du ønsker at arbejde indenfor.

På Sjælsro er kunstterapeutuddannelsen 2-årig og har sit primære teoretiske fundament i jungiansk psykologi kombineret med kunstterapeutiske, kropslige og psyko-spirituelle perspektiver.

Du arbejder blandt andet med kunstterapeutiske metoder, drømmetydning, symbolforståelse, eventyr, aktiv imagination, skyggearbejde, anima og animus, det indre barn, krop og energipsykologi.

Referencer

American Art Therapy Association. (u.å.). About art therapy.

Jung, C. G. (1960). The structure and dynamics of the psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1964). Man and his symbols. Aldus Books.

Jung, C. G. (2009). The Red Book: Liber Novus. W. W. Norton & Company.

Joschko, R., Roll, S., Grabowska, W. A., Willich, S. N., & Berghöfer, A. (2024). Active visual art therapy and health outcomes: A systematic review and meta-analysis. JAMA Network Open, 7(9).

Schaverien, J. (2005). Art, dreams and active imagination: A post-Jungian approach to transference and the image. Journal of Analytical Psychology, 50(2), 127–153.

Van Lith, T. (2016). Art therapy in mental health: A systematic review of approaches and practices. The Arts in Psychotherapy, 47, 9–22.

Kunstterapeut uddannelsen

Vil du vide mere om vores 2 årige kunstterapeutuddannelse? Så skriv til os og få tilsendt brochure.