Healing– når krop, psyke, relation og spiritualitet mødes
Healing i en terapeutisk ramme er for mig en helhedsorienteret tilgang, hvor vi arbejder med mennesket som mere end tanker, symptomer og adfærd.
I healingsterapi retter vi opmærksomheden mod samspillet mellem krop, psyke, følelser, relationer og den dimension af menneskelivet, som kan opleves som energetisk eller spirituel.
På Sjælsro er healing ikke en erstatning for psykoterapi, lægelig behandling eller anden sundhedsfaglig behandling.
Det er en måde at udvide det terapeutiske blik på, hvor vi spørger: Hvad forsøger kroppen, psyken og sjælen at fortælle? Hvad længes efter at blive set? Og hvad sker der, når vi møder mennesket med nærvær og kærlighed frem for straks at forsøge at forandre det?
Healing & terapi som vi kombinerer den på Sjælsro, kan forstås som et møde mellem flere traditioner. Den rummer elementer fra healing og energetisk arbejde, på Sjælsro forbindes disse med psykoterapeutisk forståelse, jungiansk psykologi, symbolarbejde, drømme, kropslig opmærksomhed og den terapeutiske relation.
Vi arbejder meget med os selv da vi tror på, at vi kun kan hele det i dig som er helet i os selv.
Hvad er healing og healingsterapi?
Healing betyder at gøre hel, at helbrede eller genoprette helhed. Men hvordan gør man det?
Vi kan have symptomer og samtidig er vi mere end vores symptomer. Vi kan have angst uden at være angsten. Vi kan have traumer uden at være vores traumehistorie. Vi kan opleve tab, krise eller meningsløshed og samtidig rumme psykiske ressourcer og udviklingsmuligheder, som endnu ikke er blevet bevidste.
I moderne forskning anvendes begreber som whole-person care om tilgange, der forsøger at se mennesket multidimensionelt. En systematisk gennemgang af Thomas et al. (2018) identificerede blandt andet et integreret menneskesyn, den terapeutiske relation, respekt for det enkelte menneskes individualitet og en forståelse af sundhed som mere end fravær af sygdom som centrale karakteristika ved helhedsorienteret behandling.[1]
Det er vigtigt at understrege, at whole-person care ikke er det samme som energetisk healing. Men der er en interessant berøringsflade i menneskesynet: Mennesket reduceres ikke til et isoleret symptom.
I healingsterapi arbejder vi netop ud fra denne nysgerrighed på helheden.
Healing og det hele menneske
I den vestlige kultur har vi gennem århundreder udviklet en stærk evne til at adskille, analysere og kategorisere.
Det har været afgørende for udviklingen af moderne videnskab og medicin, men det analytiske blik kan have en bagside, hvis vi glemmer helheden.
En person kan for eksempel komme med uro i kroppen. Vi kan undersøge uroen fysiologisk. Vi kan undersøge tankerne omkring den. Vi kan undersøge personens relationer og livshistorie.
Men vi må også spørge: Hvordan opleves uroen indefra? Har den en form? En temperatur? En bevægelse? Et billede?
Hvis uroen kunne tale, hvad ville den så sige?
Hvad sker der mellem klient og terapeut, mens vi undersøger den? Oplever klienten selv, at uroen har en eksistentiel eller spirituel dimension?
Her nærmer healingsterapien sig både den fænomenologiske og den dybdepsykologiske tradition. Vi forsøger at blive ved oplevelsen længe nok til, at den kan folde sig ud, før vi beslutter, hvad den betyder.
Fra symptom til budskab
I en traditionel sygdomsforståelse bliver symptomet let noget, der skal fjernes.
I en dybdepsykologisk forståelse kan vi også være nysgerrige på, om symptomet bærer information.
Det betyder ikke, at fysiske symptomer skal psykologiseres, eller at sygdom skyldes bestemte psykiske konflikter. Fysiske symptomer skal tages alvorligt og undersøges relevant, men når alvorlig fysisk sygdom er udelukket eller behandlet, kan det være meningsfuldt at undersøge menneskets subjektive oplevelse af symptomet.
C.G. Jung betragtede psyken som et selvregulerende system, hvor det ubevidste kan kompensere for bevidsthedens ensidighed (Jung, CW 8). Drømme, fantasier, kropslige reaktioner og symboler kan i dette perspektiv indeholde materiale, som endnu ikke er integreret i den bevidste personlighed.
Det selvregulerende system tror vi på er et unikt system, som hvis det får en plads og en stemme kan helbrede og bringe i balance. Healingsterapeutens opgave er at skabe rum til den proces.
Den terapeutiske relation som et healende rum
Noget af det mest interessante ved moderne psykoterapiforskning er den betydning, relationen mellem terapeut og klient tillægges. Jeg arbejdede i mange år med hands on healing og forskellige afbalanceringsteknikker, men fandt ud af at det var mødet, nærværet og kontakten der var den største healer.
Thomas, Best og Mitchell (2020) fandt i deres undersøgelse af whole-person care, at relationen mellem behandler og patient blev betragtet som fundamental. Tillid, kendskab til mennesket og en relation, der rummer mere end en rent teknisk transaktion, blev fremhævet som væsentlige.[2]
Hamovitch, Choy-Brown og Stanhope (2018) fandt tilsvarende en tæt forbindelse mellem personcentreret behandling og en stærk terapeutisk alliance.[3]
Det harmonerer med noget helt centralt i healingsterapien, nemlig det, at vi ikke kan reducere healing til noget, terapeuten “gør ved” klienten. Når de rette betingelser er tilstede i rummet, sker healingen. Det kræver en terapeut der har arbejdet med sine egne traumer og har kontakt til sin egen helhed og Sjæl. Den kontakt healer, fordi den er fyldt med nærvær og Kærlighed.
At være til stede frem for at præstere
En dygtig terapeut kan kende mange metoder og stadig have svært ved virkelig at være til stede. Omvendt kan et menneske opleve sig dybt mødt, når terapeuten ikke skynder sig, ikke vurderer og ikke forsøger at presse oplevelsen i en bestemt retning.
Leger et al. (2023) undersøgte klinikeres erfaringer med whole-person care og fandt blandt andet, at mindfulness, selvbevidsthed og nærvær blev beskrevet som en del af behandlerens way of being – altså ikke blot en teknik, men en måde at være sammen med et andet menneske på.[4]
Det er en forståelse, der ligger tæt på vores arbejde på Sjælsro. Terapeutens egen udvikling som før nævnt, bliver derfor vigtig.
Hvis jeg som terapeut ikke kan være med min egen uro, kan det blive vanskeligt at være med din.
Hvis jeg ikke kan rumme min egen sorg, kan jeg ubevidst komme til at skynde på din, hvis stilheden gør mig utryg, kan jeg begynde at fylde den med ord.
Og hvis jeg har behov for at være den, der healer, kan jeg komme til at tage noget fra klienten: hendes eller hans egen proces. Healingsterapi kræver derfor ikke alene metoder – det kræver dyb terapeutisk selvindsigt.
Healingsterapi og kroppen
Kroppen er helt central i den healingsterapi vi udfører på Sjælsro skolen, fordi mange af vores erfaringer eksisterer ikke kun som fortællinger og tanker. De mærkes.
Vi spænder i kæben.
Holder vejret.
Får uro i maven.
Mærker tryk over brystet.
Bliver tunge i kroppen.
Eller oplever pludselig varme, kulde, sitren eller en impuls til at bevæge os.
I kropsorienteret traumeteori har blandt andre Peter Levine beskrevet betydningen af at inddrage kroppens sansninger i arbejdet med belastende og traumatiske erfaringer (Levine, 2010).
Allan Schore har gennem sit arbejde med affektregulering fremhævet betydningen af de ikkeverbale og kropslige dimensioner i relationen mellem mennesker, ikke mindst når vi arbejder med tidlige erfaringer, der er dannet før et udviklet verbalt sprog (Schore, 2009).
Healingsterapiens kropslige opmærksomhed kan møde disse perspektiver, selvom traditionerne ikke er identiske.
Vi kan begynde med et enkelt spørgsmål: Hvad mærker du lige nu?
Når kroppen ved noget før ordene
Nogle gange reagerer kroppen, før vi forstår hvorfor. Vi kan træde ind i et rum og mærke uro.
Vi kan tale om et bestemt menneske og pludselig få en klump i halsen. Vi kan fortælle en historie, vi har fortalt hundrede gange før, og opdage, at hænderne ryster. Fænomenologisk kan vi sige, at kroppen ikke blot er en genstand, vi har. Den er også den krop, vi oplever verden igennem.
Hos Merleau-Ponty (1945/2012) er den levede krop selve vores adgang til verden. Vi møder ikke først verden intellektuelt og kroppen bagefter. Vores erfaring er allerede kropslig.
Det gør kroppen interessant i healingsterapi. For ofte ved kroppen noget, som endnu ikke er blevet til ord.
Hvad betyder energi i healingsterapi?
Her bevæger vi os ind i et område, hvor sproget bliver vigtigt.I healingtraditioner bruges ord som energi, energifelt, chakraer, blokeringer og vibrationer. For mange mennesker beskriver disse begreber meget konkrete subjektive erfaringer. De kan opleve varme mellem hænderne, kulde, sitren, bevægelse, tryk eller en særlig kvalitet af nærvær.
Det ville være forkert at hævde, at alle traditionelle energetiske forklaringsmodeller dermed er videnskabeligt dokumenterede.
På Sjælsro kan vi i stedet arbejde med to perspektiver samtidig. Vi kan tage menneskets oplevelse alvorligt uden nødvendigvis at gøre én forklaringsmodel absolut.
Hvis en klient siger: “Jeg kan mærke en tung energi omkring mit bryst”, kan terapeuten undersøge oplevelsen.
Hvor mærkes den?
Hvordan er den tung?
Har den en bevægelse?
Hvad sker der, når du giver den opmærksomhed?
Kommer der billeder, følelser eller erindringer?
På den måde kan energetisk arbejde forbindes med kropsbevidsthed, symbolisering og psykoterapeutisk refleksion.
Healing som relationelt felt
På Sjælsro arbejder vi også med feltbevidsthed. I praksis betyder det, at terapeuten ikke kun registrerer klientens ord, men er opmærksom på den samlede relationelle situation.
Hvad sker der i rummet?
Hvad sker der i mig som terapeut?
Ændrer stemningen sig?
Kommer der pludselig træthed, uro, varme eller andre kropslige reaktioner?
I psykodynamisk psykoterapi findes en beslægtet opmærksomhed i arbejdet med modoverføring, hvor terapeutens egne følelsesmæssige og kropslige reaktioner kan undersøges som mulig information om relationen.
Men det er afgørende, at terapeuten ikke automatisk konkluderer: “Det, jeg mærker, kommer fra dig.”
Terapeutens oplevelse tilhører først og fremmest terapeuten.
Den kan undersøges, den kan være betydningsfuld, men den skal holdes med ydmyghed og vi skal lære at bruge modoverføringen kærligt og klogt. Derfor er terapeutisk træning, egenterapi, supervision og selvrefleksion så vigtig.
Healingsterapi og C.G. Jungs psykologi
Healingsterapi og jungiansk psykologi kommer fra forskellige traditioner, men der findes interessante berøringsflader. Jung var optaget af psykens stræben efter helhed. Han kaldte den livslange proces, hvor mennesket gradvist udvikler en mere bevidst relation til hele sin personlighed, for individuation. Vi konfronteres undervejs med sider af os selv, vi har fortrængt. Vi møder skyggen. Vi opdager komplekser. Drømme bringer billeder frem, som egoet ikke selv har produceret bevidst. Gamle identiteter kan bryde sammen, mens nye måder at være menneske på langsomt vokser frem. I denne forstand kan healing forstås som noget andet end at vende tilbage til den, man var før. Nogle gange består healing netop i, at vi ikke kan vende tilbage – Vi må blive til noget nyt.
Selvet og bevægelsen mod helhed
Et centralt begreb hos Jung er Selvet. Selvet er ikke det samme som egoet. Det betegner snarere den psykiske totalitet – både det bevidste og det ubevidste – og fungerer samtidig som et symbolsk centrum for personlighedens stræben mod helhed (Jung, CW 9.II). Set fra dette perspektiv er terapeutens opgave ikke at forme klienten efter terapeutens ideal. Terapeuten skal snarere hjælpe med at skabe betingelser, hvor klientens egen proces kan udfolde sig. Det kræver respekt – For din vej er ikke nødvendigvis den vej, jeg selv ville vælge.
Symboler og drømme i healingsterapien
Jung anså drømmen for et spontant produkt af psyken, som blandt andet kan kompensere for den bevidste holdnings ensidighed (Jung, CW 8).
Marie-Louise von Franz videreudviklede Jungs symbolske arbejde og viste gennem sine omfattende analyser af drømme og eventyr, hvordan arketypiske motiver kan optræde på tværs af individuelle og kulturelle fortællinger (von Franz, 1996).
I healingsterapien oplever vi, hvordan symbolarbejdet hjælper de kropslige oplevelser til at få form. Det, der først mærkedes som “noget tungt”, bliver til et billede som vi kan tale om, som får form og farve.
Healingsterapi – den etiske fordring.
Der findes en vigtig etisk dimension i healing. Forestillingen om healeren som en særlig person med kraft til at helbrede andre kan være tillokkende. Men den kan også skabe en problematisk magtrelation. Hvis terapeuten bliver den, der ved, hvad klientens energi betyder, hvad klienten skal gøre, eller hvorfor klienten er syg, kan klientens egen autoritet forsvinde.
Hvad kan man arbejde med i healing og healingsterapi?
Mennesker kan søge healingsterapi af mange forskellige grunde. Nogle står i en livskrise. Andre oplever stress, indre uro eller gentagne relationelle mønstre. Nogle har arbejdet med personlig udvikling i mange år, men oplever stadig, at noget mangler. Andre er optaget af spiritualitet og ønsker et terapeutisk rum, hvor spirituelle erfaringer ikke automatisk reduceres eller patologiseres.
Healingsterapi kan blandt andet skabe et rum for arbejde med kropslig bevidsthed, følelser, grænser, selvkontakt, relationer, drømme, symboler, livsovergange, eksistentielle spørgsmål og spirituel udvikling.
Det betyder ikke, at healingsterapi kan eller bør anvendes til alt. Terapeuten skal kende sit kompetenceområde og kunne henvise videre, når en problemstilling kræver lægelig, psykiatrisk eller anden specialiseret behandling.
Det er også en del af at være en ansvarlig terapeut.
Kan alle lære healing og healingsterapi?
Ja – men på Sjælsro ser vi det ikke som et spørgsmål om blot at lære nogle teknikker.
At uddanne sig til healingsterapeut handler også om selv at gå vejen.
Vi tror på at vi alle er healere. Når vi kommer i kontakt med vores Sjæls Lys er vi naturligt healere og får lyst til at dele den overflod af Kærlighed der findes i hjertet:-)
Vi skal igennem en masse lag for at nå dertil. Feks. spørge:
Hvordan reagerer jeg, når et andet menneske bliver vredt?
Hvad sker der i mig, når klienten græder?
Kan jeg mærke forskel på min egen uro og noget, der opstår i relationen?
Kan jeg stå ved mine grænser?
Kan jeg lade være med at redde?
Kan jeg tåle ikke at vide?
Kan jeg arbejde intuitivt uden at gøre intuitionen til en absolut sandhed?
Disse spørgsmål er mindst lige så vigtige som selve healingmetoderne.
Healingsterapeutuddannelsen på Sjælsro
På Sjælsro har vi skabt en 2-årig Healingsterapeutuddannelse for dig, der ønsker at forbinde healing og spirituel udvikling med en dybere terapeutisk forståelse.
Mange af dem, der finder vej til uddannelsen, har allerede erfaring med healing, energiarbejde eller personlig og spirituel udvikling. Måske har du taget forskellige kurser gennem årene og samlet meget viden, men savner en rød tråd og en faglig ramme, der kan samle det. Det er netop en af intentionerne med uddannelsen.
Healing skal ikke stå alene. Den skal kunne forbindes med forståelsen af psyken, kroppen, relationen og klientens udvikling.
Hvad arbejder vi med på uddannelsen?
På healingsterapeutuddannelsen arbejder vi blandt andet med energetisk arbejde, feltbevidsthed og hands-on healing.
Samtidig indgår arbejdet med symboler og drømmetydning, personlig udvikling og terapeutiske processer.
Uddannelsen består aktuelt af fem undervisningsmoduler om året samt online møder, hvor der blandt andet arbejdes med symboler og drømmetydning.
På den måde bliver healing ikke en isoleret teknik, men en del af en større terapeutisk forståelsesramme.
Healingsterapeut eller kunstterapeut?
På Sjælsro har Healingsterapeutuddannelsen og Kunstterapeutuddannelsen et beslægtet fundament, men de har forskellige specialiseringsspor.
På Kunstterapeutuddannelsen er det særlige fokus billedanalyse, symboler og kreative processer som vej til det ubevidste.
På Healingsterapeutuddannelsen ligger det særlige fokus i healingsmodulet med energetisk arbejde, feltbevidsthed og hands-on healing.
Begge veje bygger på ønsket om at arbejde med mennesket som helhed.
Og begge uddannelsesveje kan danne grundlag for at fortsætte på Sjælsros psykoterapeutiske overbygning.
En uddannelse er også en individuationsproces
For mig er det vigtigt, at en terapeutuddannelse ikke kun handler om, hvor meget teori vi kan lære. Den handler også om, hvem vi bliver undervejs. Jungiansk set kan vi forstå uddannelsesprocessen som en del af individuationen. Når vi begynder at arbejde dybere med andre mennesker, bliver vores eget materiale uvægerligt aktiveret. Og forhåbentlig møder vi også en dybere tillid til det, der ikke kan kontrolleres.
Vi kan kun ledsage et andet menneske et stykke af vejen, hvis vi samtidig er villige til at gå vores egen.
Healing som bevægelse mod helhed
Når vi på Sjælsro bruger ordet healing, handler det derfor ikke alene om hænder, energi eller bestemte teknikker.
Det handler om helhed. Om langsomt at få kontakt til dele af os selv, som vi måske har måttet forlade.
Om at kunne mærke kroppen igen.
Om at kunne være i relation uden at miste os selv.
Om at opdage de indre billeder og symboler, der forsøger at fortælle os noget.
Om at kunne stå i både lys og mørke.
Og måske om at erfare, at det, vi først ønskede at slippe af med, viste sig at være en dør ind til noget dybere.
Healing behøver ikke at betyde, at smerten forsvinder.Nogle gange betyder healing, at vores forhold til smerten forandres.
At noget, der før var fragmenteret, begynder at hænge sammen.
At vi får et sprog for det ordløse.
At vi mærker os selv tydeligere.
At vi bliver mere i stand til at stå i vores eget liv.
Jung kaldte ikke denne proces healingsterapi. Han kaldte den individuation.
Men måske mødes de to begreber netop i forestillingen om helhed?
I langsomt at blive mere af den, vi allerede er.
Af Helle-Sofia Sørensen, skoleleder, Sjælsro //
Referencer
[1] Thomas, H., Mitchell, G., Rich, J., & Best, M. (2018). Definition of whole person care in general practice in the English language literature: A systematic review. BMJ Open, 8, e023758.
[2] Thomas, H., Best, M., & Mitchell, G. (2020). Whole-person care in general practice: The doctor-patient relationship. Australian Journal of General Practice, 49(3), 139–144.
[3] Hamovitch, E. K., Choy-Brown, M., & Stanhope, V. (2018). Person-centered care and the therapeutic alliance. Community Mental Health Journal, 54(7), 951–958.
[4] Leger, P., Caldas, V., Festa, C., Hutchinson, T., & Jordan, S. (2023). Translating theory into clinical practice: A qualitative study of clinician perspectives implementing whole person care. BMJ Open Quality, 12.
[5] Beach, M. C., & Inui, T. (2006). Relationship-centered care: A constructive reframing. Journal of General Internal Medicine, 21(S1), S3–S8.
Jung, C. G. (1960). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works, Vol. 8. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.
Levine, P. A. (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books.
Merleau-Ponty, M. (2012). Phenomenology of Perception. Routledge. (Original work published 1945).
Schore, A. N. (2009). Right Brain Affect Regulation: An Essential Mechanism of Development, Trauma, Dissociation, and Psychotherapy. I D. Fosha, M. F. Solomon & D. J. Siegel (red.), The Healing Power of Emotion. W. W. Norton.
von Franz, M.-L. (1996). The Interpretation of Fairy Tales. Shambhala.