Jungiansk eventyrfortolkning
Jungiansk eventyrfortolkning – når eventyret bliver et spejl for psyken
Eventyr har fulgt mennesket gennem århundreder. Vi fortæller dem til vores børn, genfortæller dem i nye former og bærer ofte deres billeder med os længe efter, at vi har glemt selve historien. Den mørke skov, den onde stedmor, det magiske spejl, det forgiftede æble, prinsen, dragen, heksen og det skjulte slot lever videre, fordi de taler et sprog, der rækker dybere end den konkrete fortælling.
I jungiansk eventyrfortolkning forstås eventyret som et symbolsk udtryk for bevægelser i den menneskelige psyke. Figurerne kan forstås som psykiske kræfter, og eventyrets konflikter, prøvelser og transformationer kan afspejle processer, vi selv gennemlever.
For C.G. Jung var menneskets ubevidste langt mere end et personligt arkiv over glemte erfaringer. Under det personligt ubevidste beskrev han det kollektivt ubevidste – et dybere psykisk lag, hvor de arketypiske strukturer hører hjemme. Eventyret bliver i dette perspektiv særlig interessant, fordi det gennem generationer er blevet fortalt, forenklet, ændret og videregivet.
Marie-Louise von Franz arbejdede videre med Jungs tanker og gjorde eventyrfortolkningen til et centralt område inden for analytisk psykologi. Eventyrets billeder kan her undersøges som arketypiske mønstre, der fortæller noget om psykens udvikling og dens søgen mod større helhed.
Jungiansk eventyrfortolkning – når eventyret taler i symboler
Når vi arbejder jungiansk med et eventyr, spørger vi derfor mere end: Hvad handler historien om?
Vi kan spørge: Hvad repræsenterer skoven? Hvorfor kommer heksen netop nu? Hvad betyder det, at helten må forlade hjemmet? Hvorfor gentages noget tre eller syv gange? Hvorfor er et bestemt dyr til stede? Hvad sker der psykisk, når prinsessen sover, helten mister vejen eller en gammel orden bryder sammen?
Symbolerne forstås i deres sammenhæng og har ikke én fast betydning. Vand kan være livgivende og samtidig repræsentere det ubevidstes overvældende kræfter. Ilden kan ødelægge og transformere. Skoven kan være et sted, hvor orienteringen mistes, og samtidig det sted, hvor noget nyt kan findes.
Arketyperne i eventyret
Jung brugte begrebet arketype om grundlæggende psykiske strukturer, som viser sig gennem billeder, fantasier, drømme, religion, myter og fortællinger.
Kongen, dronningen, barnet, den gamle vise mand eller kvinde, heksen, helten, moderen og tricksteren kan derfor være langt mere end eventyrets personer. De kan bære arketypisk materiale.
Når en figur bliver arketypisk ladet, får den ofte en intensitet, der er større end dens konkrete rolle i fortællingen. Heksen er eksempelvis sjældent blot en ubehagelig gammel kvinde. Hun kan bære aspekter af den mørke feminine kraft, transformation, destruktion, instinkt eller skygge.
På samme måde kan prinsessen være et billede på en del af psyken, der endnu venter på at blive levende, mens kongen eller dronningen kan repræsentere den herskende psykiske orden.
I mit arbejde med Brødrene Grimms Snehvide og de syv små dværge blev jeg blandt andet optaget af spørgsmålet om, hvorvidt stedmoderen udelukkende skulle forstås som ond, eller om hun samtidig kunne bære en fraspaltet psykisk energi, som Snehvide havde brug for i sin udvikling.
Snehvide – en jungiansk eventyrfortolkning
Snehvide er et smukt eksempel på, hvor mange lag et gammelt eventyr kan rumme.
Historien begynder med tre stærke farver: sort, hvid og rød. Dronningen sidder ved et vindue med en ramme af sort ibentræ. Udenfor ligger den hvide sne. Hun stikker sig i fingeren, og tre dråber rødt blod falder ned i sneen. Hun ønsker sig et barn med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibentræ. Allerede her åbner et omfattende symbolsk materiale sig. Sort, hvid og rød har en særlig betydning i den alkymistiske tradition, som Jung anvendte som et vigtigt symbolsk materiale til forståelsen af psykisk transformation. I essayet undersøger jeg derfor Snehvides bevægelse gennem eventyret i relation til den alkymistiske udviklingsproces.
Hvorfor er der syv dværge?
Tal kan have symbolsk betydning i eventyr, og gentagelser fortjener derfor opmærksomhed.
Snehvide er syv år, da hun må forlade slottet. Hun bevæger sig over syv bjerge og ender hos syv dværge. Tallet syv forbindes i mange symbolske traditioner med helhed og fuldendelse. Det optræder i religion, mytologi og alkymi og kan i en jungiansk forståelse sættes i forbindelse med Selvet og individuationsprocessen.
De syv dværge kan ses som psykiske kvaliteter, Snehvide møder undervejs. Hun spiser deres mad, sover i deres senge og lever sammen med dem. I en jungiansk læsning bliver spørgsmålet derfor interessant: Hvad møder Snehvide egentlig i dværgenes hus?
Individuation – eventyrets skjulte udviklingsvej
Et af de centrale begreber hos Jung er individuation.
Individuation beskriver den psykiske udviklingsproces, hvor mennesket gradvist bliver mere af det menneske, det dybest set er. Processen indebærer møder med sider af os selv, der tidligere har ligget uden for bevidstheden. Eventyr er fulde af sådanne bevægelser. Noget bryder sammen. Helten må forlade det kendte. En konge bliver syg. En prinsesse forsvinder. Et barn bliver forladt. En skov skal gennemkrydses. Et monster skal mødes. Noget værdifuldt går tabt og må findes igen.
I mit Snehvide-essay beskriver jeg, hvordan individuationsprocessen ofte sættes i bevægelse gennem kriser, tab, sår og psykisk smerte. Du kan læse eventyranalysen i sin fulde længde her:
Den mørke skov og mødet med det ubevidste
Skoven er et af de tilbagevendende billeder i europæiske eventyr. Når helten eller heltinden bevæger sig ind i skoven, forlades den kendte orden. Vejen bliver vanskeligere at se. De almindelige orienteringspunkter forsvinder. Skoven derfor ses som et billede på mødet med det ubevidste. Her findes både farer og muligheder. I Snehvide må den unge pige forlade slottet og bevæge sig ind i skoven. Den gamle psykiske orden kan ikke længere beskytte hende, og hun må finde en ny måde at eksistere på. Sådan ser vi igen og igen i eventyrene, at udviklingen begynder dér, hvor den gamle vej ophører.
Skyggen – er den onde stedmor kun ond?
Et særligt interessant område i jungiansk eventyrfortolkning er mødet med skyggen.
Skyggen rummer de egenskaber, følelser, impulser og potentialer, som bevidstheden har vanskeligt ved at identificere sig med. Det kan være aggression, misundelse, seksualitet og magt, men skyggen kan også indeholde livskraft, kreativitet, spontanitet og evnen til at sætte grænser. I Snehvide står kontrasten næsten overtydeligt frem. Snehvide er ren, uskyldig, smuk og passiv. Stedmoderen bærer vrede, jalousi, misundelse, handlekraft og aggression.
Man kan derfor stille spørgsmålet: Hvad sker der, hvis de to kvinder også betragtes som forskellige aspekter af den samme psyke?
I essayet undersøger jeg netop muligheden for, at stedmoderen kan ses som en fraspaltet delpsyke, der gentagne gange forsøger at komme i kontakt med Snehvide.
Det røde æble – gift eller livskraft?
Et af Snehvides stærkeste symboler er for mig det forgiftede æble. Stedmoderen deler æblet i en hvid og en rød halvdel. Snehvide får den røde del og falder i en dødlignende søvn. Hvorfor er det netop den røde del?
Rød forbindes med blod, liv, passion, aggression, libido og vitalitet. I den alkymistiske symbolik forbindes den røde fase med rubedo – en bevægelse mod liv, legemliggørelse og transformation.
I min fortolkning opstår derfor et paradoks: Måske er det, der umiddelbart fremstår som gift, samtidig forbundet med noget, Snehvide mangler?
Hun mangler gennem store dele af eventyret handlekraft og naturlig aggression. Hun forskrækkes, stivner, sover og ender til sidst i glaskisten. Essayet undersøger derfor, om den røde energi også kan forbindes med den handle- og grænsesættende impuls, der mangler i hendes bevidste personlighed. Sådan kan et enkelt eventyrsymbol åbne for flere samtidige betydninger.
Eventyrfortolkning handler også om os selv
Jungiansk eventyrfortolkning er derfor mere end en intellektuel analyse af gamle fortællinger. Når vi bliver stærkt berørt af en bestemt figur eller scene, kan vi undersøge, hvorfor netop dette billede vækker noget i os.
Hvilken figur identificerer jeg mig med?
Hvem kan jeg næsten ikke holde ud?
Hvor i mit eget liv befinder jeg mig i skoven?
Hvilken drage vogter over noget værdifuldt?
Hvad er faldet i søvn?
Og hvilken del af mig står måske stadig uden for døren og venter på at blive lukket ind?
Her nærmer eventyrarbejdet sig både drømmearbejdet og den jungianske psykoterapi. Eventyret bliver et symbolsk rum, hvor vi kan undersøge psykiske bevægelser med en vis afstand, samtidig med at billederne kan vække en dyb personlig resonans.
Jung, Marie-Louise von Franz og eventyrets psykologi
Marie-Louise von Franz blev en af de mest betydningsfulde videreudviklere af den jungianske eventyrfortolkning. Hun beskæftigede sig gennem store dele af sit arbejde med eventyr, arketyper, skyggen, det onde og individuationsprocessen.
På Sjælsroskolen arbejder vi med den jungianske forståelse af symboler som levende psykiske fænomener. Et symbol skal derfor have mulighed for at folde sig ud.
Vi kan amplificere det gennem myter, eventyr, religion, kunst, alkymi og kulturhistorie og samtidig vende tilbage til menneskets egen oplevelse.
Det skaber en bevægelse mellem det personlige og det kollektive – mellem mit billede og de billeder, mennesket har båret gennem århundreder.
Jeg håber mit skriv har inspireret dig til at læse videre.
Kærligst Helle-Sofia Sørensen