Jungiansk psykologi og kunstterapi

Jungiansk psykologi og kunstterapi

– når billeder og symboler bliver en vej til dit ubevidste

Jungiansk psykologi og kunstterapi mødes i arbejdet med billeder, symboler og det ubevidste. Men hvad sker der, når du skaber et billede uden på forhånd at vide, hvad det skal forestille? Hvorfor dukker bestemte farver, former, figurer og symboler op igen og igen? Og kan et billede fortælle dig noget om dig selv, som du endnu ikke har kunnet formulere med ord?

Det er nogle af de spørgsmål, der står centralt i jungiansk kunstterapi.

I jungiansk kunstterapi arbejder vi med den mulighed, at det kreative udtryk kan skabe forbindelse mellem det bevidste jeg og de dybere, ubevidste lag af psyken. Billedet kan på denne måde blive et sted, hvor psykisk materiale får mulighed for at tage form, før det nødvendigvis kan forstås eller formuleres sprogligt.

Når du maler eller tegner, kan der opstå noget, du ikke havde planlagt: en slange, et barn, et træ uden rødder, en dør, der ikke kan åbnes, en sort skikkelse, en cirkel, et hav eller måske blot en farve, der bliver ved med at insistere på sin tilstedeværelse.

Set fra et jungiansk perspektiv kan sådanne spontane billeder være interessante, fordi de kan forstås som mulige udtryk for psykiske processer, der endnu ikke er fuldt tilgængelige for den bevidste refleksion.

Hvad er jungiansk psykologi og kunstterapi?

Jungiansk psykologi og kunstterapi forbinder kunstterapeutiske metoder med den analytiske psykologi, som blev udviklet af den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung (1875–1961).

Når du arbejder kunstterapeutisk, kan du blandt andet anvende maling, tegning, collage, ler og andre kreative udtryksformer som en del af en terapeutisk eller personlig udviklingsproces.

I den jungiansk orienterede kunstterapi får billedet og symbolet en særlig betydning.

Jung var gennem hele sit liv optaget af drømme, fantasier, myter, eventyr, religiøse forestillinger og spontane billeder. Han betragtede ikke blot disse som tilfældige produkter af fantasien, men som mulige manifestationer af psykiske processer, der foregår uden for det bevidste jeg (Jung, 1964).

Jung beskrev psyken som helheden af vores bevidste og ubevidste psykiske processer (Jung, 1971, CW 6, §797). Det betyder, at vores bevidste identitet kun udgør en del af det samlede psykiske liv.

Fra dette perspektiv kan et spontant billede være interessant, netop fordi det ikke nødvendigvis er skabt ud fra en på forhånd fastlagt bevidst intention.

I jungiansk kunstterapi forsøger vi at skabe et åbent rum, hvor beskeder fra der ubevidste får mulighed for at vise sig.

Når hånden ved noget, hovedet endnu ikke ved 🙂

Måske har du selv oplevet at skabe noget og bagefter blive overrasket over resultatet.

Du troede måske, at du ville male noget lyst, men billedet blev mørkt. Du ville male en skov, men pludselig stod der et lille barn mellem træerne. Du begyndte med blå farver, men en voldsom rød form trængte sig ind midt på papiret.

I en almindelig kunstnerisk sammenhæng ville du måske vælge at male det over.

I kunstterapien kan du i stedet blive nysgerrig.

Hvad er det, der er dukket op i dit billede? Hvorfor kom netop denne farve, form eller figur frem? Hvilken følelse vækker den? Og hvad sker der, hvis du ikke forsøger at ændre den, men bliver lidt længere ved det, der uventet viste sig?

I jungiansk kunstterapi forsøger vi først at møde billedet, som det er. Vi ser på det, mærker efter og undersøger, hvilke følelser, kropslige sansninger, associationer og tanker det vækker.

Denne holdning er væsentlig. Hvis vi fortolker billedet for hurtigt, risikerer vi at reducere noget, der endnu er levende og flertydigt, til en intellektuel forklaring.

Hvad er et symbol?

Symbolbegrebet er helt centralt i Jungs analytiske psykologi.

Jung skelnede mellem et tegn og et symbol. Et tegn henviser til noget, hvis betydning allerede er kendt. Et rødt trafiklys betyder eksempelvis stop. Betydningen er forholdsvis entydig.

Et symbol er anderledes.

For Jung betegner et egentligt symbol noget, hvis betydning endnu ikke kan udtømmes fuldstændigt gennem den rationelle bevidsthed. Symbolet peger mod noget, som kun delvist kan erkendes, og som derfor fortsat rummer et ukendt element (Jung, 1971).

Det betyder, at et levende symbol så at sige indeholder mere betydning, end vi umiddelbart kan forklare.

Det er netop derfor, symboler kan være så levende. De kan bevæge dig, fascinere dig eller ligefrem skræmme dig, længe før du forstår hvorfor.

Forestil dig, at du maler en slange.

Hvis du arbejdede ud fra en traditionel symbolordbog, kunne du slå ordet slange op og finde en bestemt forklaring på, hvad den betyder.

Men sådan arbejder vi ikke med symboler i en jungiansk sammenhæng.

En slange kan forbindes med mange forskellige betydningslag. Den kan opleves som farlig og giftig, men kan også forbindes med instinkt, seksualitet, transformation, visdom eller heling. Fordi slangen skifter ham, har den gennem kulturhistorien desuden været forbundet med forvandling, død og genfødsel.

Men måske havde du en særlig oplevelse med en slange som barn. Måske elsker du slanger. Måske er du bange for dem.

Derfor er et af de første spørgsmål i kunstterapeutisk symbolarbejde:

Hvad betyder denne slange for dig?

Den personlige og den arketypiske betydning

Et symbol kan både rumme en personlig og en arketypisk dimension.

Hvis du maler et træ, kan træet være forbundet med noget meget personligt. Måske stod der et bestemt æbletræ i din barndoms have, og måske er dette træ forbundet med bestemte mennesker, minder eller følelser.

Men træet er samtidig et af menneskehedens ældgamle symboler.

Vi finder verdenstræer og livstræer i myter, eventyr og religiøse traditioner fra mange forskellige kulturer. Træets rødder bevæger sig ned i jorden, stammen befinder sig i menneskets verden, og grenene strækker sig mod himlen.

Træet kan dermed symbolsk forbinde forskellige verdener og kan blandt andet være knyttet til liv, vækst, forankring, udvikling og forbindelsen mellem det jordiske og det åndelige.

Når vi arbejder med symboler i jungiansk kunstterapi, kan vi derfor undersøge begge niveauer.

Hvad betyder træet for dig?

Og hvilke større kulturelle, mytologiske eller arketypiske betydningslag kan træet samtidig være forbundet med?

Jung betegnede denne udvidelse af et symbols betydningsfelt gennem paralleller fra blandt andet mytologi, religion, eventyr og kulturhistorie som amplifikation.

Amplifikation skal imidlertid ikke erstatte menneskets egne associationer. Den skal udvide symbolfeltet.

Arketyper i jungiansk psykologi og kunstterapi

Et andet centralt begreb i jungiansk psykologi er arketypen.

Arketypebegrebet bliver undertiden forenklet, som om arketyper var bestemte færdige figurer, der lå gemt i psyken.

Det er ikke helt præcist.

Hos Jung betegner arketyper snarere grundlæggende psykiske dispositions- eller organiseringsmønstre i det kollektive ubevidste. Selve arketypen er ikke direkte tilgængelig for bevidstheden. Det, vi kan møde, er dens manifestationer i form af arketypiske billeder, motiver og forestillinger (Jung, 1969).

Jung understregede netop, at arketypen ikke skal forstås som en nedarvet færdig forestilling, men snarere som en nedarvet måde, psyken kan organisere erfaring på (Jung, CW 18, §1228).

Du kan eksempelvis møde arketypiske motiver som moderen, faderen, barnet, helten, den gamle vise kvinde eller mand, skyggen, døden, genfødslen og rejsen.

Vi møder lignende motiver i drømme, myter, religioner, eventyr og kunst på tværs af kulturer og historiske perioder.

Det betyder ikke, at alle mennesker oplever disse billeder ens.

Tværtimod får det arketypiske mønster altid sin konkrete form gennem det enkelte menneskes liv, kultur og personlige historie.

Det er måske netop her, arketypebegrebet bliver særligt interessant i kunstterapien.

Et billede kan på én gang være dybt personligt og samtidig synes at forbinde den enkeltes historie med noget større og mere almenmenneskeligt – det, jeg kalder vores arketypiske grund.

Det personlige ubevidste

Jung skelnede mellem det personlige og det kollektive ubevidste.

Det personlige ubevidste indeholder psykisk materiale, der er knyttet til dit individuelle liv. Noget kan være glemt, noget kan være fortrængt, noget kan være blevet sanset uden at være registreret bevidst, og noget kan være på vej til at træde ind i bevidstheden.

Det ubevidste er dermed hos Jung ikke udelukkende et opbevaringssted for det, vi tidligere har fortrængt. Det kan også rumme psykiske muligheder, der endnu ikke er blevet bevidste.

I det personlige ubevidste finder vi også det, Jung kaldte komplekser.

Komplekser – når fortiden bliver levende i nutiden

Kompleksbegrebet er et af de tidligste og mest grundlæggende begreber i Jungs psykologi.

Gennem sine ordassociationseksperimenter opdagede Jung, at bestemte ord kunne fremkalde markante følelsesmæssige reaktioner, tøven eller forstyrrelser hos forsøgspersonerne. Disse reaktioner førte ham til teorien om de følelsesbetonede komplekser.

Et kompleks kan forstås som en følelsesmæssigt organiseret samling af erfaringer, erindringer, forestillinger, kropslige reaktioner og forventninger.

Du kan eksempelvis have et moderkompleks eller et faderkompleks, som påvirker den måde, du oplever dig selv og andre på.

Et centralt aspekt af Jungs kompleksforståelse er, at komplekser kan have en vis autonomi. Når et kompleks bliver aktiveret eller konstelleret, kan vi derfor opleve, at vores reaktion bliver stærkere, end den aktuelle situation umiddelbart synes at forklare.

Vi kan bagefter tænke:

Hvorfor reagerede jeg sådan?

Set fra et jungiansk perspektiv kan et kompleks være blevet aktiveret.

I kunstterapien kan sådanne psykiske temaer nogle gange få en synlig eller symbolsk form, før du kan formulere dem intellektuelt.

Det kollektive ubevidste

Det kollektive ubevidste er et af de begreber, der tydeligst adskiller Jungs analytiske psykologi fra flere andre dybdepsykologiske traditioner.

Jung anvendte begrebet om et dybere lag af psyken, som ikke alene kan forklares ud fra det enkelte menneskes personlige erfaringer.

Det kollektive ubevidste rummer ifølge Jung de arketypiske strukturer, som danner grundlag for universelle menneskelige måder at organisere erfaring på (Jung, 1969).

Det kan måske hjælpe os til at forstå, hvorfor mennesker på tværs af kulturer og historiske perioder igen og igen har skabt billeder og fortællinger med beslægtede grundmotiver.

Cirklen, solen, månen, slangen, træet, den store moder, helten, rejsen gennem mørket samt forestillinger om død og genfødsel finder vi igen og igen i menneskets billedverden.

Vi møder dem i drømme, eventyr, myter, religion og kunst.

Nogle gange kan sådanne billeder også spontant dukke op på papiret foran os, selvom vi ikke havde nogen bevidst intention om at male dem.

Det er her, den kunstterapeutiske proces med at undersøge og gå i dialog med billedet kan begynde.

Aktiv imagination – når du går i dialog med billedet

En af Jungs særlige metoder til at arbejde med ubevidst materiale er aktiv imagination.

Aktiv imagination handler om at udvikle en bevidst relation til billeder, fantasier og psykiske figurer, der opstår spontant fra det ubevidste.

Metoden bør ikke forstås som almindelig dagdrømmeri.

I aktiv imagination forsøger jeget at forblive bevidst til stede, samtidig med at det ubevidste materiale får mulighed for at udfolde sig. Der opstår dermed en dialog mellem den bevidste position og det, der viser sig fra det ubevidste.

Forestil dig eksempelvis, at du har malet et billede med en lille pige, der står alene foran en skov.

Forestil dig, at du går ind i billedet. Du nærmer dig pigen og spørger hende:
Hvem er du?
Hvorfor står du her?
Hvad har du brug for?

Derefter forsøger du at være åben over for det, der kommer.

Det kan være ord, en følelse, et nyt indre billede eller en kropslig sansning.

Måske kommer der slet ingenting i første omgang.

Det afgørende er, at du ikke kun taler om billedet. Du forsøger at skabe en relation til det.

På den måde bliver billedet en værdifuld samtalepartner i den psykiske proces.

Kunstterapi og drømme

Der findes en naturlig forbindelse mellem drømme og kunstterapi, fordi drømme i høj grad kommunikerer gennem billeder, stemninger og symboler.

Jung betragtede drømmen som et spontant produkt af psyken og som en væsentlig adgang til ubevidste processer.

Et drømmebillede kan derfor være et oplagt udgangspunkt for kunstterapeutisk arbejde.

Måske har du drømt om et hus, du aldrig har set før.

Hvordan ser det ud? Hvor mange etager har det? Er vinduerne åbne? Er der lys? Hvad findes der omkring huset?

Måske opdager du undervejs noget, som ikke stod klart i selve drømmen.

En dør i kælderen.
Et vindue uden glas.
Et lille lys på øverste etage.

Når drømmebilledet får en fysisk form på papiret, kan forholdet til det ændre sig. Noget, der tidligere kun eksisterede flygtigt i drømmen, bliver synligt og kan undersøges videre.

Skyggen i jungiansk psykologi og kunstterapi

Et andet af Jungs centrale begreber er skyggen.

Skyggen betegner de sider af personligheden, som det bevidste jeg ikke identificerer sig med.

Det kan være egenskaber, du gennem livet har lært ikke er acceptable. Det kan eksempelvis være vrede, sårbarhed, misundelse, magt, aggression eller seksualitet.

Hvis du eksempelvis gennem hele livet har lært at være den søde, hjælpsomme og ansvarlige, kan din evne til at sige nej, sætte grænser eller insistere på dine egne behov befinde sig i skyggen.

I et kunstterapeutisk billede kan sådanne sider nogle gange få form.

Måske dukker der en voldsom figur op, en heks, et dyr, en kriger eller noget andet, som du umiddelbart ikke bryder dig om.

I stedet for straks at fjerne figuren kan du prøve at spørge:

Hvad vil den?
Hvad beskytter den?
Hvad bærer den?

Jungiansk psykologi og kunstterapi – individuation

Jung var optaget af menneskets mulighed for at udvikle sig mod større psykisk helhed.

Denne proces kaldte han individuation.

Individuation skal ikke forstås som moderne selvoptimering eller som en proces, hvor vi skal blive den bedst mulige udgave af os selv.

Den handler snarere om gradvist at udvikle en mere bevidst relation til psykens forskellige sider og til den helhed, som Jung betegnede Selvet.

I individuationsprocessen kan vi blive konfronteret med vores skygge, komplekser og projektioner og med sider af os selv, der ikke passer ind i den historie, vi hidtil har fortalt om, hvem vi er.

Jung beskrev individuation som en bevægelse, hvor mennesket gradvist bliver mere differentieret som individ, samtidig med at forbindelsen til den større psykiske helhed udvikles.

Individuationsprocessen giver bevidsthed om vores egne projektioner, komplekser og ubevidste mønstre gøre det muligt at møde andre mennesker mere virkeligt.

I denne proces kan kunstterapien fungere som en bro mellem det, du allerede ved om dig selv, og det, som endnu befinder sig uden for din bevidsthed.

Selvet – psykens større helhed

Selvet er et af de mest centrale og samtidig komplekse begreber i Jungs psykologi.

Jung skelnede mellem jeget og Selvet.

Jeget er centrum for den bevidste personlighed. Det er den del af os, der oplever: Jeg tænker, jeg føler, jeg vælger.

Selvet betegner derimod psykens større helhed og omfatter både bevidste og ubevidste aspekter.

I jungiansk psykologi betegner Selvet en psykisk helhed, som jeget aldrig fuldstændigt kan overskue eller kontrollere.

Forholdet mellem jeget og Selvet bliver derfor centralt i individuationsprocessen.

Kunstneriske og symbolske udtryk kan i denne sammenhæng blive interessante, fordi de kan skabe billeder af en psykisk helhed, der endnu ikke kan formuleres rationelt.

Jung var eksempelvis meget optaget af mandalaen – cirkelformen – som et spontant symbol på helhed og psykisk organisering.

Når modsætninger mødes i dit billede

Jung var meget optaget af modsætningernes betydning for psykens udvikling.

Bevidst og ubevidst, lys og mørke, ånd og krop, styrke og sårbarhed, nærhed og afstand.

Måske kender du selv oplevelsen af at rumme modsatrettede følelser.

Du kan elske et menneske og samtidig være vred på det.

Du kan længes efter forandring og samtidig være bange for den.

Du kan ønske nærhed og samtidig have lyst til at trække dig væk.

Ofte forsøger vi at løse den indre konflikt ved at vælge den ene side og afvise den anden.

Set fra et jungiansk perspektiv kan udviklingen ligge i vores evne til at blive i spændingen mellem modsætningerne længe nok til, at en ny mulighed kan opstå.

Her bliver  billedet interessant, fordi på papiret kan modsætninger eksistere samtidig. Den sorte figur kan stå ved siden af den hvide. Det lille barn kan stå ved siden af den voksne. Vreden og kærligheden kan eksistere i det samme billede, og måske kan noget nyt opstå mellem dem.

Jung forbandt denne psykiske proces med det, han kaldte den transcendente funktion.

Den transcendente funktion beskriver den proces, hvor spændingen mellem bevidste og ubevidste positioner kan føre til dannelsen af noget tredje – ofte et symbol – som repræsenterer en ny psykisk mulighed (Jung, 1969, CW 8).

En kunstterapeutisk øvelse – mal et symbol

Hvis du har lyst til selv at opleve lidt af den proces, jeg beskriver, kan du prøve en enkel kunstterapeutisk øvelse.

Tag et stykke A4 papir og nogle farver. Sæt dig et øjeblik og bliv nærværende i dette øjeblik.
Spørg dig selv:

Hvis noget i mig gerne ville vise sig lige nu, hvilken form ville det så tage? Begynd derefter at tegne eller male – tillad det du sidder med at få et udtryk på papiret. 

Lad så vidt muligt hånden arbejde uden at vurdere resultatet. Hvis der kommer dømmende tanker kan du skrive dem ned på et seperat papir.

Når du mærker, at billedet er færdigt, lægger du farverne væk og ser på det.

Hvad lægger du først mærke til?Hvad overrasker dig?
Er der en bestemt figur eller farve, der tiltrækker din opmærksomhed
Hvilken titel ville billedet have, hvis det selv kunne vælge?
Hvilket spørgsmål stiller billedet til dig?

Nogle symboler skal ikke forstås med det samme, derfor kan du opleve ikke at få svar, eller ikke få de svar du ønsker. Det er helt ok. Ting tager tid:)

Kunstterapeuten skal ikke fortælle dig, hvad dit billede betyder

Dette er efter min opfattelse et af de vigtigste principper i kunstterapeutisk arbejde.

En kunstterapeut bør være meget varsom med at lægge sin egen fortolkning ned over dit billede.

Hvis du maler en sort fugl, bør terapeuten eksempelvis ikke straks fortælle dig:

Den sorte fugl symboliserer døden. For måske gør den ikke.

Måske minder fuglen dig om din bedstefar. Måske oplever du den som fri. Måske er den beskyttende. Måske skræmmer den dig.

Derfor begynder arbejdet med din egen oplevelse og dine egne associationer til billedet.

Hvad ser du?
Hvad mærker du?
Hvad betyder fuglen for dig?

Først derefter kan perspektivet eventuelt udvides gennem jungiansk symbolforståelse, myter, eventyr og kulturelle eller arketypiske paralleller.

Det er også her, amplifikationen kan få sin plads.

Men amplifikationen må ikke lukke billedet. Den skal åbne det.

At arbejde med billeder kræver ydmyghed

Et symbol kan aldrig reduceres fuldstændigt til en forklaring.

Hvis vi straks forsøger at oversætte ethvert billede til en psykologisk forklaring, risikerer vi at tage livet ud af det.

Måske står et billede på dit bord i flere måneder, og en dag ser du pludselig noget, du ikke kunne se, da du malede det.

Billedet er det samme, men du har forandret dig og derfor kan din relation til billedet også have forandret sig.

Set fra et jungiansk perspektiv er det netop en del af symbolernes særlige kraft. De rummer mere, end vi kan forstå på én gang.

Jungiansk kunstterapi som en vej mellem billede og bevidsthed

Jungiansk psykologi og kunstterapi mødes i en grundlæggende respekt for det ubevidstes billedskabende processer.

Billedet bliver ikke kun en illustration af noget, vi allerede ved.

Det kan blive en måde at opdage noget, vi endnu ikke ved.

Gennem farver, former, drømme, symboler og kreative processer kan psykisk materiale få en konkret form, som vi kan møde, undersøge og udvikle en relation til.

Den jungianske tilgang inviterer til nysgerrighed.

Hvad viser sig?
Hvad bevæger sig?
Hvad kalder på opmærksomhed?

Og hvad sker der, hvis vi bliver ved billedet længe nok til, at det får mulighed for at tale med sin egen stemme?

Måske ligger kunstterapiens særlige mulighed netop her mellem det synlige og det endnu ukendte, mellem det bevidste og det ubevidste.

Læs mere om jungiansk psykologi og kunstterapi

Hvis du er blevet nysgerrig på kunstterapi, kan du læse videre om, hvad kunstterapi er, og hvordan billeder og kreative processer kan anvendes terapeutisk.

Du kan også læse vores guide til, hvordan du bliver kunstterapeut, hvis du overvejer at arbejde professionelt med kunstterapi.

På Sjælsro arbejder vi med en jungiansk tilgang til kunstterapi, hvor blandt andet billeder, symboler, drømme, arketyper og kreative processer indgår i arbejdet med personlig og psykisk udvikling.

Du kan desuden læse artiklen om jungiansk terapi, hvis du ønsker en mere omfattende introduktion til C.G. Jungs analytiske psykologi, komplekser, skyggen, Selvet og individuationsprocessen.

Hvis du ønsker at fordybe dig fagligt og personligt i kunstterapien, kan du også læse mere om kunstterapeutuddannelsen på Sjælsro.

Referencer

Edinger, E. F. (1972). Ego and archetype. Penguin Books.

Jung, C. G. (1964). Man and his symbols. Aldus Books.

Jung, C. G. (1969). The structure and dynamics of the psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). The archetypes and the collective unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1971). Psychological types. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 6. Princeton University Press.

Jung, C. G. (2009). The Red Book: Liber Novus (S. Shamdasani, Ed.). W. W. Norton.

Malchiodi, C. A. (Ed.). (2012). Handbook of art therapy (2nd ed.). Guilford Press.

McNiff, S. (1992). Art as medicine: Creating a therapy of the imagination. Shambhala.

Swan-Foster, N. (2018). Jungian art therapy: Images, dreams, and analytical psychology. Routledge.