Hvad er healing – og hvad betyder det at hele sig selv?

Hvad er healing?

Healing er et ord, der rummer mange betydninger. For nogle forbindes det med energi, spiritualitet eller alternative behandlingsformer, for andre med personlig udvikling, terapi eller en dybere bevægelse mod at blive mere hel. På Sjælsro forstår vi healing som en indre proces, hvor mennesket gradvist genfinder forbindelsen til de dele af sig selv, som gennem livet er blevet sårede, fortrængte, oversete eller aldrig rigtig har fået mulighed for at udvikle sig.

Ordet healing har rødder i det oldengelske hælan, som betyder at gøre hel. Allerede i selve ordet ligger derfor en forestilling om helhed, sammenhæng og genforbundethed.
I denne betydning handler healing om langt mere end lindring. Det handler om at skabe en mere levende forbindelse mellem krop, psyke, følelser, relationer og det, vi hver især oplever som vores dybeste indre kerne.

Denne forståelse ligger tæt på C.G. Jungs begreb om individuation. Jung beskrev menneskets udvikling som en livslang proces, hvor vi gradvist bevæger os mod større psykisk helhed gennem mødet med både bevidste og ubevidste sider af os selv. Individuation handler om at blive mere af den, vi dybest set er, og om at skabe en mere levende relation mellem jeget og psykens større helhed, Selvet (Jung, CW 7; CW 9, Part II).

For os på Sjælsro er healing derfor også en bevægelse mod kærlighed. En kærlighed, der vokser gennem evnen til at være i kontakt med flere sider af sig selv – også dem, der gennem livet har været vanskelige at acceptere. Når vi udvikler en mere kærlig relation til vores egne sårbare, vrede, bange, længselsfulde eller utilpassede sider, ændrer vores relation til andre mennesker sig ofte samtidig. Evnen til at møde os selv med større rummelighed bliver også en mulighed for at møde andre med mindre projektion, mindre forsvar og større åbenhed.
Healing bliver på den måde en livslang bevægelse hjem mod os selv.

Healing som bevægelse mod helhed

Mennesket udvikler sig i relation til sine omgivelser. Fra de tidligste leveår lærer vi, hvilke sider af os selv der bliver mødt, hvilke der skaber kontakt, og hvilke der på forskellige måder bliver vanskelige at udtrykke. Nogle børn lærer tidligt at være dygtige og selvstændige. Andre bliver særligt opmærksomme på andres behov og stemninger. Nogle lærer at holde vrede tilbage, mens andre mister kontakten til sårbarhed, afhængighed eller længsel.
Disse tilpasninger hjælper os ofte gennem livet, samtidig med at dele af vores spontane psykiske liv kan blive mindre tilgængelige.

I jungiansk psykologi kan dette blandt andet forstås gennem begreberne persona og skygge. Personaen er den side af personligheden, vi udvikler i mødet med den sociale verden, mens skyggen rummer egenskaber, impulser og potentialer, som i mindre grad er blevet en del af vores bevidste identitet (Jung, CW 9, Part I).

Healing opstår, når relationen til disse skjulte eller fraspaltede dele begynder at forandre sig.
Et menneske, som gennem hele livet har identificeret sig med at være hjælpsomt og omsorgsfuldt, kan måske opdage, hvor meget vrede der ligger gemt under tilpasningen. En anden, der altid har været stærk og selvstændig, kan langsomt komme i kontakt med en dyb længsel efter at blive båret og modtage omsorg.
Det, der tidligere oplevedes som et problem eller en uønsket side, kan vise sig at rumme en vigtig psykisk energi. Her begynder healingens bevægelse mod helhed.

Healing og skyggen

Skyggearbejdet har en central plads i vores forståelse af healing.
Jung brugte begrebet skyggen om de dele af personligheden, der befinder sig uden for det billede, vi bevidst har af os selv. Skyggen udvikles gennem vores personlige historie, og påvirkes også af kultur, familie, køn, værdier og de forventninger, vi møder gennem livet.

En kvinde, som har lært, at vrede er farlig, kan komme til at opleve sin egen vrede gennem andre mennesker. Hun bliver måske stærkt optaget af dem, der er selvhævdende, krævende eller kompromisløse. En person, som har lært at tilsidesætte sin egen kreativitet, kan reagere med misundelse på mennesker, der lever mere frit.
Projektionen bliver her en vigtig psykisk mekanisme. Det, vi endnu ikke genkender som en del af os selv, kan lettere opleves som noget, der udelukkende findes udenfor os. Jung betragtede tilbagetrækningen af projektioner som en central del af den psykiske modning, fordi mennesket derigennem gradvist tager større ansvar for sit eget indre liv.
Connie Zweig og Jeremiah Abrams beskriver i Meeting the Shadow netop, hvordan mødet med skyggens materiale kan åbne en vej til sider af personligheden, som rummer både smerte og uudviklet potentiale (Zweig & Abrams, 1991).
I healingarbejdet bliver skyggen derfor et sted, hvor vi kan genfinde energi.
Den vrede, der gennem mange år har været holdt tilbage, kan vise sig at indeholde evnen til at sætte grænser. Misundelsen kan pege mod en længsel, vi endnu ikke har givet plads. Sorg kan bære kærligheden til noget, vi har mistet.
Når disse erfaringer får lov til at blive mødt med bevidsthed og medfølelse, kan de gradvist indgå som en mere integreret del af personligheden.

Kroppen som en del af healingprocessen

Healing foregår også gennem kroppen. Vores følelsesmæssige liv mærkes kropsligt,  længe før vi kan formulere det med ord. Angst kan opleves som tryk i brystet, uro i maven eller ændret åndedræt. Skam kan vise sig som varme i ansigtet eller en impuls til at forsvinde. En bestemt relation kan skabe spænding i nakken, sammentrækning i solar plexus eller en stærk trang til at trække sig tilbage.

Moderne forskning i interoception beskriver menneskets evne til at registrere kroppens indre tilstande som en grundlæggende del af følelsesmæssig erfaring og selvfornemmelse (Craig, 2002). Antonio Damasio har tilsvarende vist, hvordan kroppens tilstande spiller en central rolle i vores oplevelse af følelser og bevidsthed (Damasio, 1999).

Når vi retter opmærksomheden mod en kropslig fornemmelse og giver den tid, kan der opstå associationer, følelser eller billeder. En spænding i brystet kan få form som en tung sten. Uroen i maven kan vise sig som et dyr. En kropslig impuls kan vække en erindring eller en følelse, som tidligere har ligget uden for bevidstheden. Vi lærer langsomt at lytte til kroppen og healingen sker i takt hermed. 

Når erfaringen bliver til et symbol

Jung beskrev psyken som symbolsk skabende. Drømme, fantasier og spontane indre billeder kan give form til psykisk materiale, som endnu ikke er fuldt tilgængeligt for bevidstheden. Symbolet får derfor en særlig betydning i healingprocessen.
Et menneske kan arbejde med en følelse af tomhed og spontant male et stort goldt landskab. En anden kan tegne en lille figur, der står isoleret i kanten af billedet. En tredje oplever igen og igen et bestemt dyr i sine drømme.
Disse billeder kan skabe forbindelse mellem den kropslige og følelsesmæssige erfaring og den bevidste refleksion.

Jung beskrev det egentlige symbol som det bedst mulige udtryk for noget, der endnu kun delvist kan forstås (Jung, CW 6). Derfor kan symbolet rumme en kompleksitet, som vores almindelige sprog vanskeligt kan fastholde.

I kunstterapien kan vi blive ved billedet og undersøge det videre.
Hvad sker der i kroppen, når vi ser på det?
Hvilke associationer opstår?
Hvordan ville figuren tale, hvis den fik en stemme?
Hvad sker der, hvis billedet fortsætter?

På den måde kan den kreative proces skabe et mellemrum, hvor bevidsthed og ubevidsthed mødes.

Healing og den transcendente funktion

Jung beskrev den transcendente funktion som en psykisk proces, der kan opstå, når forskellige eller modsatrettede sider af psyken får mulighed for at eksistere i relation til hinanden. Spændingen mellem dem kan give anledning til en ny symbolsk form eller en ny psykisk position (Jung, CW 8).

Et menneske kan eksempelvis længes intenst efter nærhed og samtidig mærke en stærk impuls til at beskytte sig mod relationen. Begge bevægelser kan have deres egen historie og deres egen psykiske sandhed. Når de får plads samtidig, kan der opstå en tredje mulighed. I kunstterapeutisk arbejde kan denne proces blive synlig i et billede. To modsatrettede figurer eller farvefelter kan opstå, og noget nyt kan gradvist vise sig imellem dem. I drømmearbejde kan et symbol bære modsætningerne i én samlet form.Healing bliver her en proces, hvor psyken selv begynder at skabe nye muligheder for forbindelse.

Healing i et jungiansk og transpersonligt perspektiv

På Sjælsro arbejder vi med både jungiansk dybdepsykologi og transpersonlige perspektiver.
Transpersonlig psykologi voksede frem i anden halvdel af det 20. århundrede og beskæftiger sig blandt andet med erfaringer af mening, spiritualitet, ændrede bevidsthedstilstande og menneskets oplevelse af forbindelse til noget, der rækker ud over den individuelle identitet.
Stanislav Grof har gennem sit arbejde undersøgt bevidsthedens udvidede dimensioner og de transformative processer, der kan opstå, når mennesket bevæger sig gennem dybe psykiske og eksistentielle erfaringer (Grof, 1985).
Ken Wilber har på sin side forsøgt at udvikle en integrativ forståelse af menneskelig udvikling, hvor psykologiske og spirituelle perspektiver kan ses som forskellige dimensioner af menneskets udvikling (Wilber, 2000).
Denne transpersonlige dimension har også tydelige forbindelser til Jung. Han beskæftigede sig gennem hele sit liv med religion, myter, alkymi og menneskets oplevelse af det numinøse. Han betragtede erfaringen af mening og kontakten til noget større end jeget som en væsentlig del af psykens liv. Selvet får her en særlig betydning.

Hos Jung betegner Selvet både psykens helhed og et regulerende centrum, der rækker ud over jegets bevidste perspektiv (Jung, CW 9, Part II).
Healing kan i dette perspektiv opleves som en gradvis bevægelse mod en dybere forbindelse til denne helhed.

Healing, energi og psykisk bevægelse

På Sjælsro har energiarbejdet været en del af skolens historie siden begyndelsen i 2003. Gennem årene har vores forståelse af healing udviklet sig i tæt forbindelse med psykoterapi, kunstterapi, jungiansk psykologi og arbejdet med den studerendes egen proces. Begrebet energi kan forstås på forskellige måder.

Jung selv arbejdede med begrebet psykisk energi og beskrev libido som en bred psykisk livsenergi, der kan bevæge sig mellem forskellige billeder, konflikter, relationer og bevidsthedspositioner (Jung, CW 8). Vi kan mærke denne bevægelse i hverdagen.
En konflikt kan optage enorme mængder psykisk energi. En gammel relation kan leve i os mange år efter, at den er afsluttet. En kreativ proces kan pludselig skabe vitalitet og bevægelse på et sted, hvor vi tidligere følte os fastlåste.
Når et ubevidst mønster bliver mere bevidst, kan den psykiske energi begynde at bevæge sig på nye måder. Det er en af de måder, vi forstår healing på.

Fra healerskole til indre healing

Da Sjælsro begyndte som healerskole i 2003, var energiarbejde og healing centrale områder i undervisningen. Gennem årene voksede en erfaring frem, som i dag præger hele vores tilgang: Den dybeste terapeutiske kapacitet udvikles gennem arbejdet med os selv. Mødet med egne sår, skygger, komplekser og relationelle mønstre bliver derfor en væsentlig del af den måde, vi uddanner terapeuter på.

Når vi har erfaret vores egen sårbarhed, kan vi bedre blive siddende sammen med et andet menneskes. Når vi har mødt vores egen vrede bliver den mindre farlig, når den viser sig hos klienten. Når vi kender vores egen trang til at redde, blive elsket eller være den dygtige, kan vi lettere opdage, når disse behov bliver aktiveret i den terapeutiske relation.

Jung fremhævede betydningen af terapeutens egen analyse og beskrev terapeutens personlighed som en afgørende del af det terapeutiske arbejde (Jung, CW 16).
På den måde bliver selvhealing også faglig udvikling.

Den sårede healer

Et af de ældste billeder på healing er den sårede healer.
I græsk mytologi finder vi kentauren Chiron, der selv bærer et sår, han ikke kan helbrede, samtidig med at han besidder en særlig evne til at hjælpe andre. Jung brugte dette mytologiske billede til at beskrive en væsentlig dimension af den terapeutiske relation.
Terapeutens sårbarhed kan blive en kilde til menneskelig forståelse, når der findes en bevidst relation til den. Den terapeutiske modenhed udvikles derfor gennem erfaringen af selv at være menneske – med egne tab, konflikter, længsler og grænser.

Den sårede healer peger på noget dybt paradoksalt i healingens natur: vores sår kan blive steder, hvorfra der vokser medfølelse, visdom og evne til kontakt.

Healing og kærlighed

For os på Sjælsro er kærlighed en central del af healing.
Her mener vi kærlighed som en indre holdning til det, der findes i os.
Selvkærlighed kan være evnen til at blive hos sig selv, også når vi møder sider, vi skammer os over eller helst ville slippe for. Det kan være evnen til at tage vores egne behov alvorligt, mærke vores grænser og samtidig møde vores sårbarhed med omsorg.
Denne form for kærlighed udvikler sig gennem mødet med vores egen kompleksitet.

Når vi gradvist kan rumme både det lyse og det mørke i os selv, bliver vores syn på andre mennesker ofte mere nuanceret. Vi bliver mindre optaget af at dele verden op i dem, der er rigtige, og dem, der er forkerte, og får større mulighed for at se det menneskelige i den anden.
Vores motto var i mange år. “Jo mere jeg har helet i mig selv jo mere kan du hele i mit nærvær”.

Healing og individuation

Jungs individuationsbegreb samler mange af disse processer.
Individuation indebærer en gradvis udvikling mod større psykisk helhed og en mere bevidst relation til Selvet. Undervejs møder vi skyggens sider, vores komplekser, drømme, relationelle mønstre og de eksistentielle spørgsmål, der følger os gennem livet. Nogle perioder opleves som vækst og bevægelse, mens andre kan føles som stilstand, tab eller opløsning. I den jungianske tradition kan sådanne perioder rumme en betydningsfuld psykisk transformation. Gamle identiteter kan miste deres kraft, før noget nyt har fundet form. Healing kan derfor også kræve evnen til at blive i det uafklarede.
Her kan symbolerne, drømmene og den kreative proces hjælpe os, fordi de kan give form til den bevægelse, som endnu ikke kan forklares rationelt.

Hvem kan have glæde af healing?

Healing som indre proces kan være relevant i mange forskellige livssituationer.
Nogle mennesker mærker en vedvarende følelse af at leve på afstand af sig selv. Andre gentager bestemte relationelle mønstre og længes efter at forstå, hvad der driver dem. For nogle opstår interessen gennem en livskrise, et tab eller en overgang, hvor gamle værdier og identiteter begynder at forandre sig. Der kan også være en mere stille længsel efter mening og forbindelse.
Healingarbejdet kan skabe et rum, hvor disse erfaringer får lov til at blive undersøgt gennem både krop, følelser, billeder, drømme og refleksion.
Det centrale spørgsmål bliver: Hvad forsøger at blive mere levende i mig?

Healing som en vej hjem

Når jeg tænker på healing i dag, efter mange års arbejde med både healing, psykoterapi, kunstterapi og jungiansk psykologi, vender jeg igen og igen tilbage til forestillingen om helhed.

Healing handler for mig om at komme hjem.
Hjem til kroppen.
Hjem til de følelser, vi har lært at holde på afstand.
Hjem til kreativiteten, intuitionen og livskraften.
Hjem til skyggen og til de dele af os selv, vi måske gennem mange år har forsøgt at være fri for.
Og hjem til den dybere erfaring af sjæl og mening, som opstår, når jeget oplever sig selv som en del af en større psykisk helhed.

Healing på Sjælsro

På Sjælsro integrerer vi healing med jungiansk dybdepsykologi, kunstterapi, drømmearbejde, aktiv imagination, skyggearbejde, kropslig bevidsthed og energipsykologi.

Er du interesseret i healing og selvhealing er vores Healingsterapeut uddannelse helt sikkert for dig. Du kan også læse mere om overbygningen til REG. psykoterapeut og om den måde, jungiansk psykologi, healing og personlig udvikling indgår i uddannelsen.

Kontakt os via formularen herunder – Vi glæder os til at høre fra dig. 
Kærligst skoleleder HelleSofia Sørensen

Referencer

Craig, A. D. (2002). How do you feel? Interoception: The sense of the physiological condition of the body. Nature Reviews Neuroscience, 3, 655–666.

Damasio, A. (1999). The Feeling of What Happens: Body and Emotion in the Making of Consciousness. Harcourt Brace.

Grof, S. (1985). Beyond the Brain: Birth, Death and Transcendence in Psychotherapy. State University of New York Press.

Jung, C. G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1967). Two Essays on Analytical Psychology. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Wilber, K. (2000). Integral Psychology: Consciousness, Spirit, Psychology, Therapy. Shambhala.

Zweig, C., & Abrams, J. (Eds.). (1991). Meeting the Shadow: The Hidden Power of the Dark Side of Human Nature. Tarcher/Putnam.