Symboler i kunstterapi
– når billedet bliver et sprog for det ubevidste
I kunstterapi spiller symboler en central rolle, fordi det skabende billede kan give form til psykiske erfaringer, som endnu ikke er fuldt tilgængelige for det bevidste sprog. Når vi tegner, maler, former eller arbejder med collage, kan der opstå billeder, farver, figurer og motiver, som vi ikke på forhånd havde planlagt. Nogle gange overrasker billedet os. Noget viser sig, som synes at vide mere, end vi selv gør.
Fra et jungiansk perspektiv er netop dette et af kunstterapiens særlige potentialer. Billedet er ikke alene en illustration af noget, vi allerede ved om os selv. Det kan blive et sted, hvor bevidste og ubevidste psykiske processer mødes, og hvor erfaringer, konflikter og udviklingsmuligheder kan antage symbolsk form.
Carl Gustav Jung betragtede symbolet som et af psykens vigtigste udtryksmidler. Et egentligt symbol henviser ifølge Jung til noget, som endnu ikke kan begribes fuldstændigt af bevidstheden. Symbolet rummer derfor altid et overskud af betydning. Det peger ud over det, vi allerede ved, og kan på den måde skabe forbindelse mellem kendte og endnu ukendte sider af os selv (Jung, CW 6).
I kunstterapi arbejder vi derfor ikke blot med, hvad et billede forestiller. Vi undersøger også, hvad billedet gør ved os, hvilke associationer det vækker, hvilke følelser der opstår i mødet med det, og hvad der måske forsøger at få form gennem den kreative proces.
Symboler og det ubevidste
I analytisk psykologi beskriver Jung psyken som langt større end vores bevidste jeg. Under og omkring den bevidste personlighed findes et omfattende ubevidst psykisk liv, som blandt andet viser sig gennem drømme, fantasier, kropslige fornemmelser, spontane forestillinger og symbolske billeder.
Jung skelner mellem et tegn og et symbol. Et tegn henviser til noget, vi allerede kender. Et rødt trafiklys betyder eksempelvis stop, og betydningen er på forhånd fastlagt. Symbolet er anderledes. Det indeholder noget, der endnu ikke er fuldt kendt, og netop derfor kan det ikke oversættes én gang for alle.
Jung beskriver det egentlige symbol som det bedst mulige udtryk for noget, der endnu er ukendt eller kun delvist erkendt (Jung, CW 6, §816). Det betyder, at symbolet mister noget af sin psykologiske kraft, hvis vi for hurtigt beslutter, hvad det betyder.
Hvis et menneske eksempelvis maler et stort mørkt træ, vil en jungiansk kunstterapeut derfor ikke automatisk konkludere, at træet betyder liv, moderen, Selvet eller noget helt fjerde. Vi må først undersøge menneskets egen relation til træet.
Hvad sker der i kroppen, når personen ser på det?
Hvilke associationer opstår?
Er træet levende eller dødt?
Har det rødder?
Hvilken årstid befinder det sig i?
Hvad ville træet sige, hvis det kunne tale?
På den måde bliver symbolet ikke forklaret udefra, men udforsket indefra.
Når billedet ved noget, vi endnu ikke ved
Et interessant aspekt ved kunstterapeutisk arbejde er, at mennesker ofte skaber noget, som de først senere forstår betydningen af. En bestemt farve kan insistere på at komme ind i billedet. En figur kan dukke op uden at have været planlagt. Et dyr, en cirkel, et hus eller en mørk skikkelse kan pludselig stå på papiret, og den, der har skabt billedet, kan opleve en mærkelig blanding af genkendelse og fremmedhed.
Her kan vi tale om billedets relative autonomi. Det skabte værk er ganske vist frembragt af personen, men når det først eksisterer, kan det opleves som noget, der også står over for personen. Kunstterapeuten Shaun McNiff har beskrevet denne dimension af kunstterapeutisk arbejde som en mulighed for at møde billederne som levende fænomener snarere end som genstande, der straks skal analyseres eller diagnosticeres (McNiff, 1992; 2004).
Det ændrer vores spørgsmål. I stedet for kun at spørge: “Hvad betyder billedet?” kan vi spørge: “Hvad ønsker billedet af mig?” eller “Hvad sker der, hvis jeg bliver i kontakt med dette billede lidt længere?”
Denne holdning ligger tæt på Jungs arbejde med aktiv imagination, hvor mennesket forsøger at etablere en bevidst relation til de billeder og figurer, der spontant opstår fra det ubevidste (Jung, CW 8).
Personlige og arketypiske symboler
Nogle symboler er tæt forbundet med vores individuelle historie. Et bestemt hus kan vække minder om barndommen, en hund kan forbindes med en konkret relation, og havet kan for ét menneske være forbundet med frihed og for et andet med angst og tab. Den personlige association må derfor altid have en central plads i symbolarbejdet.
Men Jung beskriver også et dybere lag af det ubevidste, som han kaldte det kollektive ubevidste. Her finder vi arketyperne – grundlæggende psykiske mønstre, som gennem menneskets historie har fundet symbolske udtryk i blandt andet myter, eventyr, religion, ritualer, drømme og kunst (Jung, CW 9, Part I).
Det betyder, at et personligt billede nogle gange kan åbne sig mod et større kulturelt eller mytologisk betydningsfelt.
Et menneske kan eksempelvis spontant male en slange uden at kende slangens omfattende symbolske historie. Først gennem arbejdet med billedet kan det vise sig, at slangen både rummer frygt og fascination, død og fornyelse, gift og helbredelse. I mange kulturer forbindes slangen netop med transformation, fordi den skifter ham, mens den andre steder optræder som vogter, frister, visdomsbærer eller forbindelse til underverdenen.
Det betyder ikke, at slangen derfor “betyder transformation”. Den personlige betydning kommer først. Men de kulturelle og mytologiske paralleller kan udvide vores forståelse af symbolet.
Amplifikation – når symbolets betydningsfelt udvides
Jung anvendte begrebet amplifikation om den proces, hvor et symbol undersøges gennem paralleller fra blandt andet myter, eventyr, religion, alkymi, kunst og kulturhistorie. Hvor den personlige association spørger: “Hvad betyder dette billede for dig?“, spørger amplifikationen: “Hvor har mennesket tidligere mødt et lignende billede, og hvilke betydninger har samlet sig omkring det?”
Marie-Louise von Franz videreførte denne metode i sit omfattende arbejde med eventyr og viste, hvordan arketypiske mønstre kan komme til udtryk gennem symbolske figurer, landskaber, dyr, prøvelser og transformationer (von Franz, 1996).
I kunstterapi kan amplifikation være værdifuld, når den anvendes med forsigtighed. Den skal ikke erstatte menneskets egen oplevelse af billedet, men kan udvide det symbolske felt.
Et hav i et billede kan eksempelvis vække helt konkrete minder hos den person, der har malet det. Samtidig har havet gennem menneskets historie været forbundet med urdybet, kaos, fødsel, død, det ukendte og det ubevidste. Når disse perspektiver bringes i dialog med personens egne associationer, kan billedet få en dybde, som ikke var synlig ved første blik.
Netop fordi nogle symboler optræder igen og igen i menneskets historie, kan det være fristende at opstille faste betydninger: Vand betyder følelser. Huset betyder psyken, træet betyder liv, cirklen betyder helhed. Men en sådan tilgang risikerer at reducere symbolet til et tegn.
Jung advarede mod denne form for mekanisk symbolfortolkning. Et symbols betydning afhænger både af den konkrete sammenhæng, det menneske, der skaber eller drømmer symbolet, og den psykiske situation, hvori det opstår. Det samme symbol kan derfor få meget forskellige betydninger hos forskellige mennesker – og endda hos det samme menneske på forskellige tidspunkter i livet.
Et hus kan være hjem, beskyttelse og tilhørsforhold, men det kan også opleves som fængsel, isolation eller en struktur, der er ved at bryde sammen. Et træ kan stå frodigt og levende eller være knækket, brændt, uden rødder eller fyldt med nye skud. Det interessante er ikke at finde den korrekte oversættelse, men at undersøge den levende relation mellem mennesket og symbolet.
Det kræver, at terapeuten kan tåle ikke at vide.
Kunstterapi og den transcendente funktion
Jungs begreb om den transcendente funktion er særligt relevant for forståelsen af symboler i kunstterapi. Den transcendente funktion beskriver den psykiske proces, der kan opstå, når bevidsthedens position møder et ubevidst materiale, uden at den ene side straks undertrykker eller overtager den anden (Jung, CW 8).
Når to modsatrettede psykiske positioner kan holdes i spænding, kan der opstå noget tredje – et symbol, en ny forståelse eller en ny psykisk position, som ikke blot er et kompromis mellem de to oprindelige positioner.
Det kunstterapeutiske billede kan skabe et konkret rum for denne proces. Et menneske kan eksempelvis opleve både et stærkt ønske om nærhed og en lige så stærk trang til at trække sig væk. I stedet for straks at forsøge at afgøre, hvilken impuls der er den “rigtige”, kan begge bevægelser få plads i et billede. Måske opstår der efterhånden en form, en figur eller et landskab, som på en overraskende måde rummer begge positioner.
Her kan kunsten blive mere end et redskab til selvudtryk. Den kan blive et psykisk transformationsrum.
Mandalaen og symboler på helhed
Et af de symboler, Jung selv beskæftigede sig intensivt med, var mandalaen. Ordet stammer fra sanskrit og betyder omtrent “cirkel”, og mandalaformer findes blandt andet i hinduistiske og buddhistiske traditioner. Jung bemærkede imidlertid, at cirkulære og centrerede billeder også spontant kunne opstå i drømme og kunstneriske processer hos mennesker, der ikke kendte disse traditioner.
Han forstod derfor mandalaen som et muligt arketypisk udtryk for Selvet og for psykens bevægelse mod større helhed og orden (Jung, CW 9, Part I).
Jung tegnede selv mandalaer gennem en længere periode og beskrev senere, hvordan han gradvist begyndte at forstå dem som billeder på sin egen psykiske udvikling. I Memories, Dreams, Reflections beskriver han mandalaerne som en slags registrering af hans indre tilstand og hans bevægelse mod et centrum (Jung, 1963).
I kunstterapi ser vi ofte lignende spontane cirkulære eller centrerede former. Men heller ikke her bør mandalaen automatisk fortolkes som “Selvet”. Det afgørende er, hvordan den konkrete form opstår, og hvilken betydning den får i personens proces.
Symboler og individuation
I jungiansk psykologi betegner individuation den livslange proces, hvor mennesket gradvist udvikler en mere hel relation til sig selv. Individuation handler ikke alene om at blive mere bevidst om de sider af os selv, vi allerede identificerer os med, men også om at møde det, der ligger uden for vores sædvanlige selvforståelse – eksempelvis skyggen, modsætninger i personligheden og dybere arketypiske lag af psyken.
Her spiller symbolerne en særlig rolle.
Symbolet kan skabe forbindelse mellem jeget og noget, der endnu befinder sig uden for jegets forståelse. Det kan på den måde fungere som en bro mellem bevidsthed og ubevidsthed og gøre det muligt gradvist at etablere en relation til psykisk materiale, der ellers kunne være vanskeligt at rumme.
Edward Edinger beskriver i Ego and Archetype den symbolske proces som central for relationen mellem egoet og Selvet. Når denne forbindelse er levende, kan mennesket opleve sit liv som del af en større psykisk sammenhæng frem for udelukkende gennem det bevidste jegs perspektiv (Edinger, 1972).
Kunstterapien kan give denne proces en synlig og sanselig form. Det, der tidligere kun blev oplevet som uro, længsel, konflikt eller en ubestemmelig kropslig fornemmelse, kan pludselig stå foran os som et billede.
At arbejde med et symbol derhjemme
Du kan også selv undersøge et symbol gennem en enkel kreativ proces. Vælg et symbol, som optager dig. Det kan være kommet fra en drøm, et billede, en tilbagevendende fantasi eller noget, du gentagne gange lægger mærke til i dit liv.
Tegn eller mal symbolet uden at forsøge at gøre billedet smukt eller korrekt. Brug de farver og former, der spontant melder sig. Når billedet er færdigt, kan du sidde et øjeblik og betragte det uden straks at analysere det.
Læg mærke til, hvad der sker i dig. Hvilke følelser opstår? Hvor mærker du dem i kroppen? Hvilke minder eller associationer dukker op? Hvad tiltrækker dig i billedet, og hvad har du måske lyst til at vende dig væk fra?
Du kan derefter forestille dig, at symbolet har en stemme, og skrive videre på sætningen:
“Hvis jeg kunne tale til dig, ville jeg sige …”
Lad svaret komme så umiddelbart som muligt. Du behøver ikke vide, om det giver mening.
Du kan også spørge symbolet: “Hvad vil du mig?”, “Hvad har du brug for?” eller “Hvad er det, jeg endnu ikke ser?”
Øvelsen ligger tæt på Jungs aktive imagination, hvor vi ikke forsøger at kontrollere det ubevidste materiale, men etablerer en relation til det og undersøger, hvad der opstår i mødet (Jung, CW 8).
Når vi lader billedet beholde sin gåde
Måske er noget af det vigtigste i arbejdet med symboler, at vi ikke skynder os at forstå dem.
I en kultur, hvor vi ofte søger hurtige forklaringer, diagnoser og løsninger, tilbyder det symbolske arbejde en anden bevægelse. Her kan vi blive ved billedet, selv når vi endnu ikke ved, hvad det betyder. Vi kan lade det følge os gennem dage, måneder eller måske år og opdage, at betydningen forandrer sig sammen med os.
Et stærkt symbol er netop ikke udtømt, når vi har forklaret det. Det fortsætter med at skabe associationer, følelser og nye forbindelser.
Det er en af grundene til, at symboler har så central en plads i jungiansk kunstterapi. Gennem billederne kan noget, som tidligere var ordløst eller ubevidst, begynde at træde frem. Ikke nødvendigvis som et færdigt svar, men som en begyndende form, vi kan indgå i relation med.
I dette møde mellem mennesket og det skabte billede kan kunstterapien åbne et rum, hvor det kendte møder det ukendte, og hvor nye psykiske muligheder gradvist kan tage form.
Læs mere
På Sjælsro arbejder vi med symboler, billeder og ubevidste processer som en integreret del af den kunstterapeutiske uddannelse. Her møder den kreative proces den jungianske psykologi, og vi undersøger blandt andet, hvordan billeder kan skabe adgang til psykiske lag, som ikke altid er umiddelbart tilgængelige gennem det talte sprog.
Læs mere om kunstterapiuddannelsen på Sjælsro.
Du kan også læse mere hos Kunstterapeutforeningen.
Referencer
Edinger, E. F. (1972). Ego and Archetype: Individuation and the Religious Function of the Psyche. Putnam.
Jung, C. G. (1960). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1964). Psychological Types. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 6. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1968). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.
Jung, C. G. (1963). Memories, Dreams, Reflections. Pantheon Books.
McNiff, S. (1992). Art as Medicine: Creating a Therapy of the Imagination. Shambhala.
McNiff, S. (2004). Art Heals: How Creativity Cures the Soul. Shambhala.
von Franz, M.-L. (1996). The Interpretation of Fairy Tales. Shambhala.