Jungs kompleksteori (C. G. Jung)

Jungs kompleksteori

Jungs kompleksteori opstod i begyndelsen af 1900-tallet som et forsøg på at give et psykologisk sprog til et empirisk fænomen: at bestemte følelsesladede temaer i psyken kan blive aktiveret og midlertidigt “tage over” vilje, opmærksomhed, tænkning og adfærd. Jung udviklede teorien gennem sine ordassociationseksperimenter på Burghölzli i Zürich, hvor han registrerede reaktionstid, fejl, gentagelser og affekt. Disse “forstyrrelser” samlede sig omkring bestemte personlige temaer, som Jung kaldte emotionally toned complexes.

Historisk kontekst: hvem introducerede begrebet “kompleks”?

Begrebet kompleks blev tidligt anvendt i den psykoanalytiske samtid (bl.a. af Josef Breuer), og både Freud og Jung tog det til sig. Hos Jung bliver komplekset dog gradvist et mere selvstændigt og klinisk frugtbart begreb, fordi det knyttes til konkrete observationer fra associationstests og senere til hans bredere model af psykens struktur.

Jung i Zürich/Burghölzli: associationstests og empirisk grundlag

I den tidlige fase (Zürich/Burghölzli) arbejdede Jung med ordassociationer og registrerede blandt andet: – Reaktionstid – Fejl og gentagelser – Pauser og “omveje” i svar – Affekt og kropslige tegn

Jung bemærkede, at disse afvigelser ikke var tilfældige. De samlede sig omkring bestemte følelsesladede temaer, som kunne blive “konstelleret” (aktiveret) af et ord, en situation eller en relation. Her bliver komplekset en slags følelsesladet knude af ideer, minder og billeder, der kan mobilisere energi og påvirke bevidsthedens normale attitude.

Hvad er et kompleks?

Jung definerer komplekset som en psykisk situation, der er stærkt følelsesaccentueret og samtidig uforenelig med bevidsthedens vanlige holdning:

“A complex … is the image of a certain psychic situation which is strongly accentuated emotionally and is, moreover, incompatible with the habitual attitude of consciousness.” (Jung, 1969, CW 8, para. 201)

I praksis kan komplekset opleves som en “split off part” i psyken  en delpersonlighed eller en del-autonom position, der kan få sin egen stemme, logik og drivkraft.

Når komplekset “tager over”: aktivering og oplevelsen af ikke-at-være-sig-selv

Når en trigger fra den ydre verden aktiverer komplekset, kan det samle energi og “konstellere sig” hurtigt  Jung bruger billedsprog, der peger på en magnetisk organisering af materiale omkring en kerne.

Klinisk høres dette ofte i udsagn som: – “Det var som om jeg var besat.” – “Det var ligesom om det ikke var mig.”

En mulig forståelse er, at komplekset kan have så høj energi, at det oversvømmer egokompleksets grænsefunktion. Alkohol og stoffer kan i den sammenhæng sænke egoets normale regulering, så komplekser lettere trænger igennem og styrer adfærd.

Kompleks og ubevidst: Jung’s “via regia”

Jung betoner, at komplekset er en central adgang til det ubevidste  og endda vigtigere end drømmen som primær indgang:

“The via regia to the unconscious … is not the dream, as [Freud] thought, but the complex, which is the architect of dreams and of symptoms.” (Jung, 1969, CW 8, para. 210)

Her forstås komplekset som et organiserende princip, der former det materiale, som når bevidstheden gennem drømme og symptomer. Når systemet fungerer godt, kan egokomplekset og Selvet tænkes at co-regulere og skabe sammenhæng, så komplekserne ikke bliver diktatoriske, men integrerbare.

Normale og patologiske komplekser: hvornår bliver det et problem?

Komplekser findes i alle normale psyker og kan give drivkraft, retning og mening. Det bliver patologisk, når komplekset enten:
1. Trækker uforholdsmæssigt meget energi til sig, mens personen stadig er bevidst om det (fx forelskelse, jalousi, aggressivitet), eller
2. Bliver en mere rigid “split off” struktur, der gentagne gange får egoet til at handle imod egne værdier og interesser  fx selvskadende mønstre eller tvangsmæssige gentagelser.

Eksempler på navngivne komplekser i almindelig klinisk tale kan være: – Redderkompleks – Mindreværds- eller mereværds-kompleks – Messiaskompleks – Søskende-, mor- eller faderkompleks

Fem kategorier af komplekser

Som en praktisk didaktisk inddeling kan komplekser beskrives i fem kategorier:

1. Generelle komplekser knyttet til attitude, adfærd og handling
   • fx mindreværd, mereværd, offer, nærhed/afstand
2. Driftkomplekser (drives)
   • fx sexdrive, powerdrive; jalousi, grådighed, dominans
3. Arketypisk funderede komplekser
   • i analytisk psykologi antages kompleksets kerne ofte at hvile på en arketypisk struktur
4. Relationskomplekser
   • mor-, far-, søster-, bror- og søskendekomplekser; kan inkludere intergenerationelle mønstre
5. Individuationsrelaterede komplekser
   • persona, ego, skygge, anima/animus og Selvet som dynamiske organiserende principper

Forældrekomplekser og indre billeder

Vores personlige komplekser står i et samspil med indre forældre-billeder (positive og negative)  og at mor-/faderkomplekset ofte fungerer som en central organiserende akse. Her kan man undersøge, hvordan personlige erfaringer og arketypiske mønstre væver sig sammen i kompleksets kerne.

Fra kompleksteori til arketypeteori

Jungs kompleksteori blev udviklet især i perioden op til ca. 1909 og blev senere udvidet, efterhånden som Jung arbejdede mere eksplicit med arketyper og det kollektive ubevidste. Det betyder ikke, at komplekset forsvinder; snarere bliver komplekset et sted, hvor det personlige og det arketypiske kan mødes i klinisk materiale.

Hvordan arbejder vi med Komplekser på Sjælsro?

På Sjælsro skolen arbejder vi med bevidstgørelse og frigørelse af begrænsende kompleksstrukturer igennem hele uddannelsen. Via selvhealing, bevidsthed, symbol og drømmearbejde, arbejdet med delpersonligheder mm. kaster vi lys på strukturerne og kan gradvis frigøre og integrere mere af Selvets potentiale.
Du kan læse mere om vores forskellige terapeut uddannelser her

Referencer

• Jung, C. G. (1969). A review of the complex theory (R. F. C. Hull, Trans.). In H. Read, M. Fordham, & G. Adler (Eds.), The collected works of C. G. Jung (Vol. 8, 2nd ed., pp. 92–104). Princeton University Press. (Original work published 1948)
• Jung, C. G. (1973). Psychoanalysis and association experiments (D. Riviere & L. Stein, Trans.). In H. Read, M. Fordham, & G. Adler (Eds.), The collected works of C. G. Jung (Vol. 2, Experimental researches, pp. 288–317). Princeton University Press. (Original work published 1906)
• Jung, C. G. (1973). The psychopathological significance of the association experiment (D. Riviere & L. Stein, Trans.). In H. Read, M. Fordham, & G. Adler (Eds.), The collected works of C. G. Jung (Vol. 2, Experimental researches, pp. 408–425). Princeton University Press. (Original work published 1906)
• Jung, C. G. (1973). Association, dream, and hysterical symptom (D. Riviere & L. Stein, Trans.). In H. Read, M. Fordham, & G. Adler (Eds.), The collected works of C. G. Jung (Vol. 2, Experimental researches, pp. 353–407). Princeton University Press. (Original work published 1906)
• Jung, C. G. (1973). The family constellation (D. Riviere & L. Stein, Trans.). In H. Read, M. Fordham, & G. Adler (Eds.), The collected works of C. G. Jung (Vol. 2, Experimental researches, pp. 466–479). Princeton University Press. (Original work published 1909)
• Dieckmann, H. (n.d.). Complexes, diagnoses and therapy in analytical psychology.