Selvudvikling begynder ofte med en fornemmelse af, at noget i livet kalder på bevægelse. Det kan være en længsel efter at forstå sig selv dybere, et tilbagevendende mønster i relationerne, en uro, der bliver ved med at vende tilbage, eller en oplevelse af, at den måde, man hidtil har levet på, gradvist er blevet for snæver. Undertiden kommer bevægelsen stille og næsten umærkeligt, og andre gange bryder den frem gennem en livskrise, en forelskelse, et tab, en drøm eller en kreativ impuls, som pludselig åbner et andet perspektiv på livet.

I den jungianske psykologi findes et særligt begreb for denne dybere menneskelige udviklingsproces: individuation. Carl Gustav Jung brugte ordet om den livslange bevægelse, hvor mennesket gradvist kommer i kontakt med flere sider af sin psykiske virkelighed og udvikler en stadig mere bevidst relation til den større helhed, han kaldte Selvet.

Jung beskriver individuation som den proces, hvor mennesket bliver et psykologisk individ, en mere samlet og udelelig helhed, og hvor vi dermed i dybere forstand bliver os selv (Jung, CW 9/I, §490). I Two Essays on Analytical Psychology forbinder han på tilsvarende måde individuation med “coming to selfhood” og “self-realization” (Jung, CW 7, §266).

Ordene kan lyde enkle, for hvad skulle selvudvikling ellers være end at blive mere sig selv? Alligevel rummer Jungs formulering en radikal tanke. Det menneske, vi oplever os som, udgør kun en del af vores psykiske virkelighed. Under den identitet, vi har opbygget gennem livet, findes et langt større psykisk landskab af erindringer, følelser, potentialer, komplekser, længsler, billeder og arketypiske mønstre. Noget af dette lever tæt på bevidstheden, mens andet først bliver synligt, når livet bringer os ind i situationer, hvor vores hidtidige selvforståelse bliver udfordret.

Selvudvikling får i dette perspektiv karakter af en relation til det, der gradvist træder frem i os. Vi kan begynde at lytte mere opmærksomt til vores drømme, vores reaktioner, vores relationer og de billeder, psyken skaber, og derigennem opdage en indre bevægelse, som allerede har været i gang længe.

Fra den personlighed vi kender til den helhed vi ER

Jung skelnede mellem egoet og Selvet. Egoet er centrum for vores bevidste identitet og bærer vores oplevelse af at være den samme person gennem tid. Det er gennem egoet, vi siger “jeg”, træffer valg, orienterer os i verden og skaber en nogenlunde sammenhængende fortælling om, hvem vi er.

Selvet betegner en større psykisk helhed, der omfatter både bevidste og ubevidste dele af psyken. Jung beskriver Selvet som både centrum og omkreds for den samlede personlighed og placerer dermed egoet som en del af en større psykisk virkelighed (Jung, CW 9/II, §44).

Denne relation mellem egoet og Selvet er central i individuationsprocessen. Gennem livet opbygger vi en bevidst identitet, og samtidig bliver vi igen og igen konfronteret med sider af psyken, der udvider denne identitet. Den proces kan opleves som berigende, overraskende og undertiden krævende, fordi udvikling ofte bringer os tættere på sider af os selv, som passer dårligt med det billede, vi hidtil har haft af, hvem vi er.

Murray Stein beskriver individuation som en fortsat udvikling af relationen mellem egoet og Selvet, hvor egoet gradvist bliver bedre i stand til at stå i forbindelse med både personlige og arketypiske lag af psyken (Stein, 2006). Udviklingen får dermed en rytme, hvor noget først leves ubevidst, senere træder frem i erfaringen og med tiden kan finde en mere bevidst plads i personligheden.

På den måde bliver selvudvikling også et spørgsmål om at kunne være nysgerrig på det, vi endnu kun aner. Nogle gange kommer den næste bevægelse gennem en længsel. Andre gange gennem en konflikt eller en drøm, der bliver ved med at optage os. Psyken synes ofte at bruge netop de erfaringer, der berører os stærkest, som materiale for udviklingen.

Personaen – det menneske vi har lært at være

Tidligt i livet lærer vi at finde en plads i verden. Vi aflæser vores familie, vores kultur og de mennesker, vi er afhængige af, og opdager gradvist, hvilke sider af os der skaber kontakt og tilhørsforhold. Nogle udvikler stor ansvarlighed, andre lærer at være omsorgsfulde, præsterende, morsomme, hjælpsomme eller selvstændige. Senere bliver disse egenskaber ofte en del af den voksne identitet.

Jung kaldte den sociale side af personligheden personaen og beskrev den som et nødvendigt bindeled mellem individet og den omgivende verden (Jung, CW 7, §§245–246). Personaen gør det muligt for os at indgå i fællesskabet og udfylde de roller, livet kalder os ind i. Vi er forældre, partnere, venner, lærere, terapeuter, medarbejdere og ledere, og gennem disse roller udvikler vi væsentlige sider af vores personlighed.

Samtidig vil enhver identitet være selektiv. Når bestemte egenskaber får stor plads, vil andre bevæge sig længere væk fra den bevidste selvforståelse. Et menneske, der gennem mange år har båret identiteten som den stærke og ansvarlige, kan opdage en dyb længsel efter selv at blive støttet. Den, der altid har været venlig og imødekommende, kan på et tidspunkt møde en kraftfuld vrede, og den, der har skabt et trygt og velordnet liv, kan pludselig mærke en næsten overvældende længsel efter frihed eller kreativitet.

Individuationsprocessen udvider spørgsmålet Hvem har jeg lært at være? med spørgsmålet Hvem er jeg også?

Det fører os ind i et af de mest kendte områder af Jungs psykologi: skyggen. Skyggen rummer de sider af personligheden, som gennem vores udvikling er blevet mindre tilgængelige for den bevidste identitet. Her kan vi finde vrede, jalousi, magt og aggression, og vi kan lige så vel finde livskraft, kreativitet, sensualitet, ambition, spontanitet og evnen til at tage plads.

Skyggen er derfor tæt forbundet med det liv, vi endnu har til gode at leve. Et menneske kan have brugt en stor del af sit liv på at være hjælpsomt og opdage, at selvomsorg og tydelige grænser ligger som uudviklede muligheder i skyggen. Et andet menneske kan have opbygget en stærk og kompetent identitet og senere opdage, hvor meget ømhed og sårbarhed der samtidig findes i personligheden.

Jung så mødet med skyggen som en væsentlig del af individuationen, fordi vores billede af os selv bliver mere rummeligt, når vi begynder at genkende de egenskaber, følelser og impulser, der tidligere har levet uden for den bevidste identitet (Jung, CW 9/II).

Meget af dette bliver synligt gennem projektioner. Vi kan blive intenst fascinerede af et menneskes frihed, kreativitet eller styrke, fordi mødet samtidig vækker et endnu uudfoldet potentiale i os selv. På samme måde kan irritation og stærke følelsesmæssige reaktioner fortælle noget om sider af psyken, der søger vores opmærksomhed.

Arbejdet med skyggen bliver derfor en væsentlig del af jungiansk selvudvikling. Når projektionerne gradvist bliver tydeligere, får vi mulighed for at undersøge, hvad den anden faktisk vækker i os, og hvilke sider af vores egen psykiske virkelighed der her kommer til syne.

Komplekser – når fortiden bliver levende i nutiden

Jungs tidlige forskning førte ham til teorien om de følelsesbetonede komplekser, og denne teori blev siden et fundament i den analytiske psykologi. Et kompleks består af erindringer, følelser, kropslige reaktioner, forestillinger og erfaringer, der er organiseret omkring et bestemt følelsesmæssigt tema. Når et kompleks aktiveres, får situationen her og nu en intensitet, fordi den samtidig berører noget, der allerede lever i psyken.

Vi kender det måske fra de øjeblikke, hvor en tilsyneladende lille hændelse rammer os med overraskende stor kraft. Et blik kan vække en oplevelse af afvisning, en kommentar kan udløse dyb skam, og en partners midlertidige tilbagetrækning kan åbne en gammel følelse af forladthed. Jung fremhævede kompleksernes relativt autonome karakter og beskrev, hvordan de kan gribe ind i den bevidste personlighed med en kraft, der midlertidigt ændrer vores oplevelse og adfærd (Jung, CW 8, §§200–203).

Selvudvikling indebærer derfor også, at vi gradvist lærer vores komplekser at kende. Når vi genkender den særlige tone i et kompleks, kan vi begynde at skelne mellem den aktuelle situation og det ældre følelseslag, der samtidig er blevet aktiveret. Denne differentiering skaber en større psykisk bevægelighed og giver mulighed for at forholde sig mere bevidst til det, der foregår.

Her bliver den terapeutiske relation særlig betydningsfuld, fordi komplekser jo i høj grad aktiveres mellem mennesker. Det, der gennem mange år har levet som et ubevidst relationelt mønster, kan træde tydeligt frem i mødet med et andet menneske og dermed blive tilgængeligt for refleksion, symbolisering og forandring.

Individuation foregår i relation

Den postjungianske psykologi har i høj grad videreudviklet dette relationelle perspektiv. Andrew Samuels beskrev i Jung and the Post-Jungians tre overordnede strømninger efter Jung: den klassiske, den udviklingspsykologiske og den arketypiske skole. De forskellige retninger har bevaret centrale dele af Jungs psykologi og samtidig flyttet tyngdepunkterne, så blandt andet tidlig udvikling, relationer, overføring og modoverføring har fået en tydeligere plads (Samuels, 1985).

Michael Fordham blev en af de centrale skikkelser i den udviklingspsykologiske retning. Han førte individuationsbegrebet tilbage til livets begyndelse og beskrev allerede i 1958, hvordan individuation og egoets udvikling kan forstås som processer, der udfolder sig fra spædbarnsalderen (Fordham, 1958).

Fordham udviklede begreberne deintegration og reintegration som en måde at forstå barnets bevægelse ud i relationen og tilbage mod en ny psykisk organisering. I mødet med moderen og den omgivende verden åbner barnet sig mod erfaring, påvirkes af relationen og organiserer derefter sine erfaringer på nye måder. Denne rytmiske bevægelse mellem helhed, åbning, differentiering og ny integration bliver hos Fordham et grundlæggende udviklingsprincip.

Her får individuationen en stærkt relationel dimension. Vi bliver os selv gennem mødet med andre mennesker, og vores individualitet vokser frem i den fortsatte bevægelse mellem kontakt og differentiering. Samuels fremhæver Fordhams arbejde med Selvet, egoet og barnets tidlige udvikling som et afgørende bidrag til den postjungianske tradition (Samuels, 1985).

Dette perspektiv har stor betydning for moderne psykoterapi. Når et menneske kommer i terapi, kommer det med en hel relationel historie, som lever videre i forventninger, følelser, kropslige reaktioner og forestillinger om sig selv og andre. I den terapeutiske relation kan disse mønstre gradvist blive erfaret på nye måder, og udviklingen får dermed både en indre og en relationel dimension.

Selvudvikling gennem livets forskellige faser

Jung var særligt optaget af forskellen mellem den første og den anden halvdel af livet. I den første del af livet er en stor del af den psykiske energi rettet mod etableringen af en identitet og en plads i verden. Vi udvikler kompetencer, knytter relationer, finder arbejde, skaber familie og bygger de strukturer, som vores voksne liv kan udfolde sig igennem.

Med tiden kan den psykiske orientering ændre karakter. Erfaringerne samler sig, nogle muligheder er blevet levet, andre står stadig åbne, og spørgsmålet om mening kan få større betydning. Den identitet, der tidligere bar livet, kan begynde at føles mindre dækkende, fordi sider af personligheden, som hidtil har levet mere tilbagetrukket, træder frem med en ny styrke.

Jung forbandt derfor midtlivet med en vigtig psykisk overgang, hvor blikket ofte vender sig mere mod det indre liv og mod den større sammenhæng, mennesket oplever sig som en del af (Jung, CW 8).

Murray Stein har videreudviklet denne forståelse ved at beskrive individuation som en livslang proces, der ændrer karakter i takt med menneskets udvikling og de livsfaser, vi bevæger os igennem. Det, der kalder på vores opmærksomhed som unge, vil ofte være anderledes end det, der træder frem midt i livet eller senere, hvor erfaring, tab, relationer og de valg, vi allerede har truffet, danner et andet psykisk landskab. Undervejs kan nye lag af personligheden blive tilgængelige for bevidstheden, ligesom gamle projektioner og identifikationer gradvist kan opløses og give plads til en mere nuanceret forståelse af os selv. Individuation bliver hos Stein en vedvarende bevægelse mellem egoet og Selvet, hvor mennesket gennem livet får mulighed for at stå i en stadig mere bevidst relation til sin egen psykiske helhed (Stein, 2006).

I dette perspektiv kan selvudvikling fortsætte gennem hele livet. Hver alder åbner et særligt udsyn, fordi den erfaring, vi ser livet igennem, hele tiden forandres. Noget, vi tidligere betragtede som et nederlag, kan senere vise sig at have åbnet en ny retning, og et valg, der engang føltes afgørende, kan få en anden betydning, når vi ser tilbage fra et senere sted i livet.

Når livskriser åbner et nyt psykisk rum

Individuationsprocessen bliver ofte særlig tydelig ved livets tærskler. En relation slutter, børn flytter hjemmefra, arbejdslivet forandres, kroppen ændrer sig, eller en eksistentiel længsel begynder at fylde mere. Den gamle livsform har måske fungeret gennem mange år, og samtidig mærkes en bevægelse mod noget, der endnu mangler form.

Jung betragtede psyken som et selvregulerende system, hvor det ubevidste kan kompensere for ensidigheder i den bevidste holdning. Når vores liv bliver organiseret meget stærkt omkring bestemte værdier eller identiteter, kan det ubevidste begynde at præsentere andre perspektiver gennem drømme, fantasier, følelsesmæssige reaktioner og symbolske billeder (Jung, CW 8).

En krise kan derfor skabe et særligt psykisk mellemrum. De gamle svar har mistet noget af deres kraft, mens den nye retning stadig er uklar. Netop her kan en dybere form for selvudvikling finde sted, fordi mennesket bliver inviteret til at lytte til erfaringen med større åbenhed.

På Sjælsro beskrives spirituel udvikling på tilsvarende måde som en bevægelse, hvor en indre længsel kan begynde at kalde mennesket mod større helhed og autenticitet. I den jungianske forståelse bliver denne længsel tæt forbundet med individuationen og med vores gradvise opdagelse af de sider af livet, der søger at blive levet.

Drømme som billeder på den indre bevægelse

Drømmene har en særlig plads i den jungianske psykologi, fordi de giver os adgang til den måde, psyken spontant fremstiller sin egen situation på. Jung så drømmen som et naturligt psykisk produkt og beskrev dens kompenserende funktion som en måde, hvorpå det ubevidste kan tilføre den bevidste holdning nye perspektiver (Jung, CW 8, §§443–529).

En person, der lever meget rationelt og kontrolleret, kan begynde at drømme om vand, dyr, kaotiske landskaber eller stærkt følelsesladede situationer. Et menneske, der oplever sig selv som selvstændigt og robust, kan møde et sårbart barn i sine drømme, mens en person, der gennem mange år har indrettet sig efter andres behov, måske drømmer om en ukendt kvinde, der forlader huset og går sin egen vej.

Betydningen vokser frem i relationen mellem drømmen og drømmerens liv. Derfor arbejder den jungianske drømmetydning både med personlige associationer og med amplifikation, hvor drømmens billeder sættes i forbindelse med myter, eventyr, religion, kunst og andre kollektive symbolske fortællinger.

Over tid kan en serie af drømme begynde at vise en særlig bevægelse. Marie-Louise von Franz beskrev, hvordan individuationsprocessens mønster ofte træder tydeligere frem, når man følger et menneskes drømme gennem længere tid. Figurer ændrer karakter, gamle landskaber vender tilbage i nye former, og symboler på udvikling og helhed kan gradvist opstå som en del af en større psykisk proces (von Franz, 1964).

Drømmearbejdet bliver på den måde en samtale med et dybere lag af psyken, hvor det enkelte drømmebillede får lov til at åbne spørgsmål, som bevidstheden måske endnu mangler ord for.

Symboler og psykens billedsprog

Jung tillagde symboler en central betydning, fordi psykens udvikling ofte bliver synlig i billeder, længe før vi kan formulere den rationelt. Han beskriver symbolet som det bedst mulige udtryk for noget, hvis fulde betydning endnu kun delvist er kendt af bevidstheden (Jung, CW 6, §816).

Derfor kan et symbol blive ved med at optage os. Et træ i en drøm eller et kunstterapeutisk billede kan rumme personlige associationer til et bestemt sted og samtidig åbne et større betydningsfelt omkring rødder, vækst, liv og forbindelsen mellem jord og himmel. Et hus kan være tæt forbundet med et konkret barndomshjem og samtidig fremtræde som et billede på psyken. En slange kan vække personlige følelser af frygt eller fascination og samtidig forbinde sig med tusindårige kulturelle billeder på forvandling, livskraft, gift, heling og genfødsel.

Det levende symbol rummer derfor flere lag på én gang. Dets betydning opstår i mødet mellem menneskets konkrete erfaring og det større kollektive billedsprog, som Jung forbandt med det kollektive ubevidste.

Denne forståelse står centralt i både jungiansk psykologi og i arbejdet med jungiansk psykologi og kunstterapi, hvor billederne får mulighed for at blive undersøgt som levende psykiske udtryk.

Arketyperne og det kollektive ubevidste

Med teorien om det kollektive ubevidste udvidede Jung forståelsen af psyken ud over det enkelte menneskes personlige historie. Han beskrev et dybere lag af psyken, hvor universelle menneskelige grundmønstre – arketyperne – danner strukturer for erfaring og forestillingsdannelse (Jung, CW 9/I).

Arketyperne møder vi gennem deres billeder og fortællinger. Moderfiguren, barnet, helten, skyggen, den vise gamle, døden og genfødslen, rejsen, nedstigningen og forvandlingen findes i utallige variationer på tværs af kulturer og historiske perioder. De kan samtidig træde ind i det enkelte menneskes liv gennem drømme, fantasier, relationer og kreative billeder og give den personlige erfaring en dybde, der rækker ud over den individuelle historie.

Marie-Louise von Franz viste gennem sit omfattende arbejde med eventyr, hvordan sådanne arketypiske mønstre kan forstås som symbolske fremstillinger af psykiske processer. Helten, der drager ud for at finde en skat, prinsessen, der er blevet forhekset, det syge kongerige eller dyret, der viser vej gennem skoven, kan alle læses som billeder på bevægelser i psyken og på de transformationer, mennesket gennemgår i individuationen (von Franz, 1990).

Her mødes det dybt personlige med noget almenmenneskeligt. Vores egen sorg tilhører vores konkrete liv, og samtidig indgår sorgen i en erfaring, mennesker har forsøgt at give billeder og fortællinger til gennem årtusinder. Netop denne forbindelse mellem den personlige historie og de arketypiske mønstre giver den jungianske selvudvikling sin særlige dybde.

Den transcendente funktion og evnen til at bære modsætninger

Når vi kommer dybere ind i individuationsprocessen, møder vi modsætninger i os selv. Vi kan længes efter frihed og samtidig have et dybt behov for tilknytning. Vi kan ønske ro og mærke en stærk skaberkraft, der kalder på bevægelse. Vi kan rumme kærlighed og vrede over for det samme menneske eller opleve både styrke og sårbarhed i den samme livssituation.

Jung beskrev psyken som præget af sådanne modsætningspar og så en særlig udviklingsmulighed i evnen til at blive i spændingen mellem dem. I sit arbejde med den transcendente funktion beskrev han, hvordan mødet mellem den bevidste position og det ubevidstes modposition kan føre til fremkomsten af en ny psykisk mulighed (Jung, CW 8, §131).

Denne tredje position kan opstå som en ny erkendelse, et symbol, et billede eller en måde at forholde sig til livet på, som rummer noget fra begge sider og samtidig åbner et perspektiv, der tidligere var utilgængeligt. Individuation får dermed karakter af en kreativ proces, hvor psyken hele tiden søger nye former, der kan rumme en større del af den indre virkelighed.

I kunstterapien bliver dette meget konkret. To modsatrettede kræfter kan få hver sin farve eller form i et billede, og gennem den kreative proces kan der pludselig opstå et tredje element, som ændrer hele billedets betydning. Det, der begyndte som en konflikt, bliver dermed til materiale for symbolsk udvikling.

Selvet og erfaringen af en større sammenhæng

Efterhånden som Jung udviklede sin psykologi, fik Selvet en stadig mere central plads. Selvet blev for ham et symbol på psykens helhed og på det organiserende princip, der synes at komme til udtryk gennem individuationsprocessen.

I drømme, religiøse billeder, eventyr, alkymi og kunst fandt Jung igen og igen symboler, der kredser omkring centrum og helhed: cirklen, mandalaen, stenen, barnet, kongen og dronningen og billeder af forening mellem modsætninger. Han så disse symboler som forskellige udtryk for en psykisk bevægelse mod større sammenhæng.

Mødet med Selvet kan også få en numinøs eller spirituel karakter. Jung interesserede sig gennem hele sit liv for religion, mystik, alkymi og østlige visdomstraditioner, fordi han her fandt symbolske beskrivelser af erfaringer, der også viste sig i moderne menneskers drømme og psykiske processer.

Den spirituelle dimension i den jungianske psykologi vokser derfor ud af erfaringen af, at mennesket indgår i en større psykisk sammenhæng. Kroppen, relationerne, skyggen, drømmene, kreativiteten og den spirituelle erfaring bliver forskellige dele af den samme helhedsbevægelse.

På Sjælsro udfoldes denne sammenhæng yderligere i arbejdet med spirituel psykologi og jungiansk individuation, hvor drømme, symboler og kropslige erfaringer beskrives som forskellige indgange til de dybere lag af psyken.

Postjungiansk psykologi og psykens mangfoldighed

Jungs efterfølgere har ført individuationsbegrebet videre i flere retninger. Fordham gav udviklingspsykologien og de tidlige relationer en central plads, mens Marie-Louise von Franz udfoldede individuationsprocessens arketypiske dimension gennem sit arbejde med drømme, eventyr og alkymi. Samuels samlede og beskrev de forskellige postjungianske traditioner og viste, hvordan analytisk psykologi efter Jung blev et levende og mangfoldigt felt (Samuels, 1985).

James Hillman bidrog med endnu et perspektiv gennem den arketypiske psykologi. Hos Hillman får psykens billeder og mangfoldighed en særlig værdi. Psyken kan ses som polycentrisk og befolket af mange stemmer, figurer, længsler og perspektiver, som hver især fortjener opmærksomhed (Hillman, 1975). Denne forståelse tilfører individuationen en vigtig nuance, fordi helhed også kan forstås som evnen til at rumme en indre mangfoldighed.

Et modent menneske kan således rumme forskellige og til tider modsatrettede sider af sig selv med større bevidsthed. Omsorg kan leve sammen med tydelige grænser, styrke kan bære sårbarhed, selvstændighed kan eksistere i en dyb relation til andre, og spiritualitet kan være tæt forbundet med krop, sanselighed og hverdagsliv.

Individuation bliver her en stadig mere nuanceret relation til den kompleksitet, vi allerede rummer.

Selvudvikling som individuationsproces

Når selvudvikling ses gennem Jung og postjungianerne, åbner der sig et menneskesyn, hvor udviklingen strækker sig gennem hele livet. Vi formes gennem vores relationer og vores historie, og samtidig bærer vi muligheder i os, som først kan udfolde sig på bestemte tidspunkter. Nogle sider af personligheden bliver tidligt tydelige, mens andre venter i mange år, før livet skaber de omstændigheder, hvor de kan træde frem.

Det giver også en særlig måde at forstå de perioder, hvor vi føler os i overgang. En længsel, en drøm, et tilbagevendende symbol eller en stærk relationel reaktion kan ses som dele af en større psykisk bevægelse, der inviterer til opmærksomhed. Når vi bliver nysgerrige på disse erfaringer, kan de gradvist forbinde os med sider af os selv, som tidligere har levet mere skjult.

På den måde bliver individuation en proces, hvor vi gennem livet lærer at stå mere åbent i relation til vores egen psyke. Vi får mulighed for at kende vores styrker og vores sårbarhed, vores persona og vores skygge, vores komplekser og vores kreative potentialer og samtidig mærke den større sammenhæng, som Jung forbandt med Selvet.

Der findes en særlig ydmyghed i denne forståelse af selvudvikling. Mennesket forbliver et mysterium for sig selv, og gennem hele livet kan nye billeder, erkendelser og sider af personligheden træde frem. Selvudvikling bliver derfor en levende relation til den, vi allerede er, den vi har været, og den vi fortsat er ved at blive.

På Sjælsro arbejder vi med denne proces gennem jungiansk psykologi, drømme, symboler, kunstterapi, relationer og spirituel psykologi. Den eksisterende side om individuation – at blive den, du er går endnu dybere ind i selve individuationsbegrebet og den jungianske forståelse af Selvet, skyggen og den livslange dialog mellem det bevidste og det ubevidste.

Kunstterapi som vej til selvudvikling

Kunsten har en særlig evne til at give form til erfaringer, der endnu lever som stemninger, kropslige fornemmelser eller indre billeder. Når vi tegner, maler eller former, skaber vi et konkret udtryk, som kan stå foran os og blive mødt som noget, der både kommer fra os og samtidig kan overraske os.

På den måde bliver kunstterapi en naturlig vej ind i individuationsprocessen. Et spontant billede kan bringe et psykisk indhold frem, som bevidstheden endnu kun har haft en vag fornemmelse af, og billedet kan derefter undersøges gennem associationer, symbolforståelse, kropslig sansning og aktiv imagination. Sjælsros beskrivelse af kunstterapi fremhæver netop det kreative udtryk som en vej, hvor arketyper, komplekser og skyggesider kan blive synlige og dermed indgå i den bevidste psykiske proces.

Jung udviklede aktiv imagination som en metode til at skabe en mere bevidst dialog med de billeder, der opstår fra det ubevidste. Et drømmebillede eller en spontan figur kan få lov til at fortsætte sin bevægelse, og egoet går ind i en relation med det, der viser sig. Her bliver selvudvikling en oplevet proces, fordi billedet får mulighed for at føre bevidstheden ind i et område, som rationel refleksion alene kun vanskeligt kunne åbne.
Du kan læse om kunstterapiuddannelsen på Sjælsro her.

Referencer

Fordham, M. (1958). Individuation and ego development. Journal of Analytical Psychology, 3(2), 115–130. https://doi.org/10.1111/j.1465-5922.1958.00115.x

Hillman, J. (1975). Re-visioning psychology. Harper & Row.

Jung, C. G. (1966). Two essays on analytical psychology. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 7. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). The archetypes and the collective unconscious. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part I. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). The structure and dynamics of the psyche. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1971). Psychological types. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 6. Princeton University Press.

Samuels, A. (1985). Jung and the post-Jungians. Routledge & Kegan Paul.

Stein, M. (2006). Individuation. In R. K. Papadopoulos (Ed.), The handbook of Jungian psychology: Theory, practice and applications (pp. 196–213). Routledge.

von Franz, M.-L. (1964). The process of individuation. In C. G. Jung (Ed.), Man and his symbols. Aldus Books.

von Franz, M.-L. (1990). Individuation in fairy tales. Shambhala.

Nogle drømme forsvinder næsten i samme øjeblik, vi vågner. Andre følger os gennem hele dagen som en særlig stemning, et billede eller en fornemmelse, vi bliver ved med at vende tilbage til. Og så findes der de drømme, som kan leve i os i årevis. Måske husker vi stadig huset, vi gik igennem, barnet, der stod alene, den sorte hund, toget vi aldrig nåede, eller havet, der pludselig rejste sig foran os.

Når en drøm bliver ved med at kalde på vores opmærksomhed, opstår spørgsmålet næsten af sig selv: Hvad betyder min drøm?

Drømmetydning har optaget mennesker gennem årtusinder. Drømme optræder i myter, eventyr, religiøse fortællinger og kunst som billeder fra en verden, der synes at vide noget andet end vores vågne bevidsthed. I den moderne dybdepsykologi fik drømmen en helt central betydning hos C.G. Jung, som betragtede drømme som spontane udtryk for psykens ubevidste liv.

I den jungianske psykologi møder vi derfor drømmen med nysgerrighed. Hver nat skaber psyken fortællinger fyldt med mennesker, dyr, landskaber, huse, rejser, katastrofer, forelskelser, dødsfald og mærkværdige hændelser. Drømmen taler gennem billeder, stemninger og symboler, og dens sprog er derfor anderledes end det rationelle sprog, vi almindeligvis bruger til at forstå verden med.

Jeg plejer at sige til mine studerende, at en drøm kan opleves som et lille brev fra vores indre dream maker. Hver nat bliver der lagt endnu et brev i postkassen. Nogle breve er ganske korte og hverdagsagtige, mens andre kommer med en intensitet, der får os til at standse op. Drømmearbejdet begynder i det øjeblik, vi åbner brevet og bliver nysgerrige på det, psyken forsøger at vise os.

Hvad er drømmetydning?

Drømmetydning er en måde at undersøge drømmens billeder, stemninger, symboler og bevægelser på og sætte dem i forbindelse med drømmerens aktuelle liv og dybere psykiske proces.

C.G. Jung betragtede drømmen som et naturligt psykisk fænomen og som en væsentlig vej til det ubevidste. Drømmen har sin egen form og sit eget sprog. Hvis psyken vælger at vise os et hus, en slange, en oversvømmelse eller et lille barn, bliver selve billedet betydningsfuldt.

Et centralt begreb hos Jung er drømmens kompenserende funktion. Det ubevidste kan gennem drømmen bringe følelser, perspektiver og psykiske kvaliteter frem, som står i et spændingsforhold til vores bevidste måde at leve og forstå os selv på (Jung, CW 8).

Et menneske, der gennem lang tid har været stærkt, rationelt og handlekraftigt, kan eksempelvis begynde at drømme om et lille sårbart barn. En person, der gennem mange år har tilpasset sig omgivelsernes forventninger, kan drømme om en vild kvinde, der forlader huset og går ud i skoven. Et menneske, hvis liv er blevet meget kontrolleret, kan møde oversvømmelser, storme eller vilde dyr i sine drømme.

På den måde kan drømmen bringe noget ind i vores bevidsthed, som vores daglige jeg endnu kun har en svag forbindelse til.

Hvis du vil læse mere om selve den jungianske teori bag dette, har jeg skrevet mere udførligt om Jungiansk drømmetydning.

Drømmen taler i symboler

Noget af det fascinerende ved drømme er deres billedrige sprog. Psyken fortæller sjældent en historie på den måde, vores rationelle bevidsthed ville gøre det. I stedet viser den os en kælder, et hav, en slange, en gammel kvinde, et spædbarn eller en ukendt vej gennem en skov.

For Jung var symbolet langt mere end et tegn med en bestemt oversættelse. Et levende symbol rummer en betydning, som endnu kun delvist er tilgængelig for bevidstheden. Derfor kan det samme symbol også rumme forskellige betydninger hos forskellige mennesker.

Forestil dig, at du drømmer om en slange.

Du kan naturligvis slå ordet slange op i en drømmeordbog og finde en færdig forklaring. I jungiansk drømmetydning begynder vi et andet sted. Vi begynder hos dig.

Hvad forbinder du med en slange?

Måske er du bange for slanger. Måske fascinerer de dig. Måske minder slangen dig om en bestemt oplevelse fra din barndom. Måske tænker du på gift, heling, seksualitet, transformation eller visdom.

En hund kan for ét menneske være forbundet med kærlighed, loyalitet og tryghed, mens den hos et andet menneske vækker frygt. Havet kan opleves som frihed og længsel eller som en overvældende kraft. Et hus kan føles som hjem, identitet, beskyttelse eller et helt indre psykisk landskab.

Derfor begynder arbejdet med drømmens symboler ofte med det enkle spørgsmål: Hvad betyder dette billede for mig?

Du kan læse meget mere om denne måde at arbejde med billeder på på siden om symboler og symbolarbejde.

Hvordan kan du begynde at tyde dine egne drømme?

Hvis du gerne vil begynde at arbejde med dine egne drømme, kan du starte ganske enkelt. Hav en notesbog liggende ved siden af sengen og skriv drømmen ned så hurtigt som muligt efter opvågningen. Drømme er flygtige, og en detalje, der står lysende klar klokken seks om morgenen, kan være næsten væk efter morgenkaffen.

Jeg anbefaler ofte at skrive drømmen i nutid. I stedet for at skrive: Jeg gik gennem en skov, og der var mørkt, kan du skrive:

Jeg går gennem en skov. Det er mørkt. Jeg kan høre noget bag mig. Jeg vender mig om og ser en stor sort hund.

Når drømmen skrives på denne måde, kommer vi ofte tættere på den igen. Vi træder ind i drømmens rum og kan lettere genkalde os stemningen, kroppen og de følelser, der var til stede.

Læs derefter drømmen langsomt igennem og mærk efter, hvor energien befinder sig.

Hvilket billede bliver du ved med at se for dig? Hvilken person vækker den stærkeste følelse? Hvor ændrer stemningen sig? Hvad overrasker dig? Og hvilket billede ville du vælge, hvis du kun måtte tage ét eneste billede med dig fra drømmen?

Allerede dér er drømmetydningen begyndt.

Fra personlige associationer til amplifikation

Når vi først har undersøgt vores egne associationer til drømmens billeder, kan vi begynde at åbne symbolet mod et større kulturelt og arketypisk landskab. Jung kaldte denne proces amplifikation.

Lad os vende tilbage til slangen.

Slangen findes overalt i menneskets symbolhistorie. Vi møder den i fortællingen om Adam og Eva, omkring Asklepios’ stav i den græske helingstradition, i Ouroboros – slangen, der bider sig selv i halen – og i østlige forestillinger om kundalinienergi. Den forbindes gennem forskellige traditioner med blandt andet liv, død, seksualitet, visdom, heling og transformation.

Når vi amplificerer et drømmesymbol, lader vi på den måde myter, eventyr, religion, kunst og kulturhistorie stå omkring det personlige billede. Symbolet får mere rum og kan begynde at vise flere betydningslag.

Marie-Louise von Franz videreudviklede denne tilgang i sit omfattende arbejde med drømme og eventyr. Hun viste igen og igen, hvordan et tilsyneladende enkelt drømmebillede kan åbne ind i et langt større arketypisk landskab, samtidig med at forbindelsen til den konkrete drømmer bevares.

Det er netop denne dobbelthed, jeg finder så værdifuld i jungiansk drømmetydning. Drømmen er dybt personlig, og samtidig kan den forbinde os med billeder, mennesker har drømt, malet og fortalt historier om gennem tusinder af år.

Hvad betyder et hus i en drøm?

Nogle drømmebilleder dukker op igen og igen. Huset er et af dem.

Vi kan drømme om vores barndomshjem, et hus vi aldrig tidligere har set, et forladt hus eller et stort hus fyldt med ukendte værelser. Nogle gange opdager vi pludselig en kælder, en loftsetage eller en dør, som vi aldrig før har lagt mærke til.

I jungiansk drømmetydning kan huset ofte undersøges som et muligt billede på psyken eller på vores måde at være i verden på. Forestil dig, at du gennem flere år har drømt om det samme hus. En nat opdager du pludselig et værelse, som hidtil har været skjult.

Hvad findes der i dette værelse? Hvordan føles det at træde derind? Har værelset altid været der? Og hvad sker der i dit liv netop nu, siden du pludselig får adgang til det?

Vand, børn og dyr i drømme

Vand er et andet stærkt drømmesymbol. Havet, søen, regnen, oversvømmelsen og den underjordiske kilde bærer hver deres kvalitet. Vand kan blandt andet vække associationer til følelser, liv, fødsel, opløsning, dybde og det ubevidste.

Barnet optræder ligeledes hyppigt i drømme. Det kan bære sårbarhed og noget tidligt i vores historie, men barnet kan også repræsentere begyndelse, potentiale og en fremtidig udviklingsmulighed. Jung var stærkt optaget af barnemotivet og dets arketypiske betydning.

Dyrene bringer ofte et mere instinktivt lag ind i drømmen. Hesten, hunden, fuglen, bjørnen, katten og slangen lever tættere på naturens instinktive bevægelse end vores civiliserede ego. Derfor kan det være spændende at spørge, hvilken kvalitet et bestemt dyr bringer ind i drømmen.

Hvis en ulv følger efter dig gennem en skov, kan du eksempelvis undersøge både din frygt for ulven og ulvens kvaliteter. Hvordan bevæger den sig? Hvad kan den, som du selv har svært ved? Hvad sker der, hvis du standser op og vender dig mod den?

Sådanne spørgsmål kan føre drømmetydningen fra en intellektuel analyse til et levende møde med billedet.

Et eksempel på jungiansk drømmetydning

Forestil dig følgende lille drøm:

Jeg befinder mig i mit barndomshjem. Pludselig opdager jeg en dør i køkkenet, som jeg aldrig har set før. Jeg åbner døren og finder en trappe ned til en kælder. Der er mørkt, men nederst kan jeg se et lille gyldent lys. Jeg bliver bange og vågner.

Vi kunne begynde med drømmerens personlige associationer til barndomshjemmet, køkkenet, kælderen, mørket og det gyldne lys. Derefter kunne vi se på selve drømmens bevægelse.

Noget velkendt viser sig at rumme en ukendt dør. Bag døren findes en trappe nedad, og dybt nede i mørket findes et lys.

Nedstigningen er et gammelt mytologisk motiv. Vi finder den blandt andet i fortællingerne om Inanna, Persefone og Orfeus, hvor bevægelsen ned i underverdenen bliver en rejse ind i et område, som ligger uden for den almindelige dagsbevidsthed.

James Hillman beskrev i The Dream and the Underworld drømmens verden som et psykisk landskab med sin egen særlige logik og billeddannelse (Hillman, 1979). Kælderen kan derfor undersøges som mere end et fysisk rum. Den kan åbne forestillingen om en psykisk underverden.

Og så er der det lille gyldne lys. Hvad er det? Her ville jeg blive ved billedet lidt længere. Måske kender drømmeren endnu kun lyset som et billede. Måske vil en senere drøm fortælle mere. Måske kan lyset males eller tegnes, eller drømmeren kan gå i dialog med det gennem aktiv imagination.

Drømmetydning bliver på den måde en proces, hvor betydningen gradvist får lov til at vokse frem.

Drømme og skyggen

Drømmene fører os ofte ind i mødet med sider af os selv, der gennem livet er gledet ud af vores bevidste identitet. Jung beskrev disse sider gennem begrebet skyggen.

Skyggen kan rumme vrede, misundelse, seksualitet og aggression, og den kan samtidig bære livskraft, kreativitet, selvstændighed, sensualitet, tydelighed og andre kvaliteter, der gennem vores opvækst har fået mindre plads.

I drømme kan skyggen vise sig som den irriterende kollega, den farlige fremmede, tyven, den vilde kvinde eller den person, som fremkalder en stærk følelsesmæssig reaktion.

Her kan vi spørge: Hvilken kvalitet bærer denne drømmefigur?

Den aggressive kvinde kan måske bære en tydelighed, som drømmeren længes efter. Tyven kan være i stand til at tage noget, han ønsker sig. Den egoistiske person kan måske sætte en grænse.

Når vi bliver nysgerrige på figuren, kan den langsomt ændre karakter. Noget fremmed bliver genkendeligt, og noget, der hidtil har levet i skyggen, kan begynde at få en bevidst plads i vores liv.

Drømmetydning og individuation

Her bevæger vi os ind i et af de centrale områder i Jungs psykologi: individuationen.

Individuation beskriver den livslange psykiske bevægelse, hvor vi gradvist udvikler en mere bevidst relation til vores egen helhed. Drømmene kan få en særlig betydning i denne proces, fordi de igen og igen bringer billeder frem fra de dele af psyken, som endnu søger en relation til vores bevidste liv.

Når vi følger vores drømme gennem længere tid, begynder vi  at opdage en forunderlig sammenhæng. Marie-Louise von Franz beskrev, hvordan individuationsprocessens mønstre kan træde tydeligere frem, når vi følger et menneskes drømme gennem længere tid. Derfor kan det være meget værdifuldt at føre drømmedagbog gennem måneder eller år.

Hvis du vil fordybe dig i denne del af Jungs psykologi, kan du læse videre om individuation – at blive den, du er og om jungiansk psykologi.

Når den samme drøm vender tilbage

Tilbagevendende drømme fortjener særlig opmærksomhed. Måske drømmer du igen og igen, at du ikke kan finde dit tog. At du skal til eksamen og mangler at forberede dig. At du befinder dig i det samme hus. At nogen følger efter dig. Eller at du forsøger at komme et bestemt sted hen og hele tiden møder nye forhindringer.

Hvis du har haft en tilbagevendende drøm, kan du prøve at finde alle de versioner, du kan huske, og lægge dem ved siden af hinanden. Se efter bevægelsen.

Er huset stadig det samme? Er der kommet nye rum? Kommer du tættere på toget? Har personen, der følger efter dig, ændret udseende? Er du lige så bange som tidligere?

Aktiv imagination – når drømmen fortsætter i vågen tilstand

Jung udviklede gennem sit eget arbejde med det ubevidste metoden aktiv imagination, hvor vi bevidst går i dialog med et psykisk billede.

Forestil dig eksempelvis, at du har drømt om en gammel kvinde, der står ved kanten af en skov.

Du kan vende tilbage til billedet, når du er vågen. Se hende for dig. Bliv i scenen. Se, hvad hun gør. Måske kan du spørge hende, hvem hun er, hvorfor hun står der, eller hvad hun ønsker at vise dig.

Nogle mennesker skriver dialogen ned. Andre tegner eller maler det, der viser sig. Her findes også en naturlig forbindelse mellem drømmearbejde og jungiansk psykologi og kunstterapi, fordi både drømmen og det spontane billede kommunikerer gennem symboler, stemninger og former.

Når et drømmebillede får fysisk form på papiret, sker der ofte noget interessant. Et billede, der før var flygtigt, står pludselig foran os. Vi kan se på det, mærke vores reaktion og opdage detaljer, vi slet ikke havde lagt mærke til i drømmen.

Drømmen som en levende samtale med psyken

Efter mange års arbejde med drømme bliver jeg stadig fascineret af deres kreativitet.

Psyken kunne fortælle os, at vi er vrede, og i stedet drømmer vi om en vulkan. Den kunne fortælle os, at noget nyt er ved at vokse frem, og viser os et barn. Den kunne fortælle os, at der findes ukendte områder i vores indre verden, og lader os opdage et nyt værelse i et hus, vi troede, vi kendte. Drømmen taler billedets sprog.

Når vi begynder at skrive vores drømme ned og møde dem med nysgerrighed, kan der med tiden udvikle sig en særlig relation mellem vores vågne bevidsthed og den dybere psykiske verden.

For mig er det noget af det smukkeste ved drømmearbejdet – det bliver gradvist en måde at lytte på. En måde at være i dialog med de billeder, følelser og bevægelser, som allerede lever i os. Og gennem denne dialog kan vi langsomt komme tættere på den, vi er, og den, vi er ved at blive.

Hvis du mærker en særlig interesse for drømmenes verden og ønsker at gå dybere ind i arbejdet, kan du læse om Sjælsros 1-årige Jungianske drømmetyderuddannelse. Her arbejder vi blandt andet med C.G. Jungs drømmepsykologi, personlige associationer, symboler, arketyper, amplifikation, aktiv imagination og drømmenes betydning i individuationsprocessen.

Som en ekstern faglig kilde kan du også læse C.G. Jung i Danmarks artikel om drømme, som blandt andet udfolder Jungs forståelse af drømmens kompenserende funktion.

Referencer

Hillman, J. (1979). The Dream and the Underworld. Harper & Row.

Jung, C. G. (1960). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). The Archetypes and the Collective Unconscious. Collected Works, Vol. 9, Part 1 (2nd ed.). Princeton University Press.

Jung, C. G. (1964). Man and His Symbols. Aldus Books.

Jung, C. G., & Kerényi, C. (1969). Essays on a Science of Mythology: The Myth of the Divine Child and the Mysteries of Eleusis. Princeton University Press. (Original work published 1949).

von Franz, M.-L. (1986). Dreams. Shambhala.

– når mødet mellem terapeut og klient bliver en del af terapien

Den terapeutiske relation er et af psykoterapiens mest centrale og samtidig mest komplekse områder.
Når et menneske træder ind i et terapirum,  møder det et andet menneske, og i dette møde opstår en relation, som får betydning for den terapeutiske proces.

Vi kan have nok så omfattende viden om psykologi, traumer, tilknytning, drømme eller terapeutiske metoder, men terapien udfolder sig altid mellem mennesker. Terapeuten lytter, reagerer, mærker, fortolker og påvirkes, samtidig med at klienten bringer sin historie, sine relationelle erfaringer, længsler, forsvar og forventninger ind i rummet.

Nyere psykoterapiforskning understøtter betydningen af dette relationelle aspekt. I en omfattende metaanalyse af 295 uafhængige studier med mere end 30.000 klienter fandt Flückiger et al. (2018) en stabil positiv sammenhæng mellem kvaliteten af den terapeutiske alliance og terapiens resultat. Sammenhængen viste sig på tværs af terapeutiske retninger, klientgrupper og lande.

Fra et jungiansk perspektiv kan vi gå et skridt videre. Her interesserer vi os ikke alene for den bevidste relation,  men også for det ubevidste materiale, der opstår mellem terapeut og klient. Hvilke projektioner bliver aktiveret? Hvilke komplekser berøres? Hvad sker der med terapeuten i mødet? Hvilke roller bliver vi ubevidst inviteret ind i, og hvad fortæller det om klientens – og terapeutens – psykiske liv?

Den schweiziske jungianske analytiker Adolf Guggenbühl-Craig udforsker netop disse spørgsmål i Power in the Helping Professions. Bogen blev oprindeligt udgivet i 1971 som Macht als Gefahr beim Helfer og undersøger den magt og de skyggedynamikker, der kan opstå i lægens, terapeutens, lærerens og andre hjælperes relation til det menneske, de skal hjælpe.

Hos Guggenbühl-Craig bliver den terapeutiske relation derfor også et etisk spørgsmål. For i det øjeblik ét menneske får rollen som den, der hjælper, og et andet får rollen som den, der behøver hjælp, opstår der en asymmetri, som både terapeut og klient må forholde sig til.

Hvad er den terapeutiske relation?

Den terapeutiske relation betegner den særlige relation, der udvikler sig mellem klient og terapeut gennem et psykoterapeutisk forløb. Den rummer den konkrete kontakt mellem to mennesker, men også de forventninger, følelser, erfaringer og ubevidste mønstre, som begge bringer med sig ind i relationen.

I moderne psykoterapiforskning anvendes ofte begrebet den terapeutiske alliance eller working alliance. Her er fokus blandt andet på klientens og terapeutens samarbejde, deres fælles forståelse af terapiens mål og oplevelsen af et følelsesmæssigt bånd.

Forskningen viser forholdsvis konsistent, at en god terapeutisk alliance hænger sammen med bedre behandlingsresultater. Flückiger et al. (2018) fandt eksempelvis, at sammenhængen mellem alliance og behandlingsresultat var robust på tværs af forskellige terapiformer.

Men relationen rummer mere end samarbejde.

Når en klient fortæller terapeuten om sit liv, kan tidligere relationelle erfaringer gradvist begynde at leve i terapirummet. En klient, der gennem sin opvækst har oplevet, at andre mennesker forlader hende, kan blive særligt opmærksom på tegn på afstand hos terapeuten. Et menneske, der har levet med kritik, kan opleve selv et neutralt spørgsmål som en mulig bebrejdelse, mens en klient, der gennem livet har været nødt til at tage ansvar for andre, måske begynder at bekymre sig om terapeutens behov.

Det er netop her, den terapeutiske relation kan blive et sted, hvor klientens relationelle verden bliver synlig og dermed tilgængelig for undersøgelse.

Overføring – når tidligere relationer bliver levende i terapirummet

Begrebet overføring har en lang historie inden for psykoanalysen og den analytiske psykologi. Overføring beskriver den proces, hvor følelser, forventninger og relationelle mønstre, der oprindeligt hører til andre betydningsfulde relationer, aktualiseres i relationen til terapeuten.

Klienten møder således både terapeuten, som terapeuten faktisk er, og terapeuten gennem sin egen psykiske historie. Det kan vise sig på mange måder. Terapeuten kan opleves som en kritisk mor, en fraværende far, en redningsperson, en autoritet eller et menneske, hvis kærlighed og anerkendelse skal vindes. Disse oplevelser kan have stor følelsesmæssig intensitet, fordi de berører dybere psykiske mønstre.

I jungiansk psykologi får overføringen  en særlig dybde, fordi den kan rumme både personligt og arketypisk materiale. Jung beskrev psykoterapi som en dialektisk proces, hvor begge mennesker påvirkes af mødet, og hvor terapeutens egen personlighed derfor bliver en væsentlig del af arbejdet (Jung, 1946/1966).

Det betyder, at vi som terapeuter må være interesserede i mere end klientens reaktioner. Vi må også være interesserede i vores egne.

Modoverføring – hvad sker der i terapeuten?

Når klienten bringer sin psykiske verden ind i terapien, reagerer terapeuten. Det kan være gennem følelser, tanker, billeder, impulser eller kropslige sansninger.

Måske mærker terapeuten pludselig en usædvanlig træthed. Måske opstår irritation, ømhed, afmagt eller en stærk trang til at hjælpe. Terapeuten kan føle sig utilstrækkelig, overansvarlig, beundret eller afvist.

Disse reaktioner kan have flere kilder. Noget kan tilhøre terapeutens egen historie og egne komplekser, mens andet kan opstå i samspillet mellem klient og terapeut. Derfor kræver arbejdet med modoverføring en betydelig grad af selvrefleksion og supervision.

Hvis jeg som terapeut har et stærkt behov for at være den, der hjælper, kan jeg eksempelvis få vanskeligt ved at være sammen med en klient, som ikke forandrer sig på den måde eller i det tempo, jeg håber på. Jeg kan begynde at arbejde hårdere end klienten, komme med for mange forslag eller ubevidst opleve klientens manglende forandring som et personligt nederlag.
Her bliver vi meget tæt på det, Guggenbühl-Craig undersøger. For hvem er terapien egentlig til for?
Og hvad sker der, når terapeutens behov for at være hjælper bliver en del af relationen?

Guggenbühl-Craig og magten i den terapeutiske relation

I Power in the Helping Professions undersøger Guggenbühl-Craig den særlige magt, der følger med de hjælpende professioner. Han retter blandt andet blikket mod psykoterapeuter, læger og socialarbejdere og spørger, hvad der sker psykisk, når ét menneske får rollen som den, der ved, hjælper eller helbreder, mens et andet bliver den syge, den lidende eller den, der har brug for hjælp. Bogen er netop katalogiseret under blandt andet psykoterapeut-patient-relationen, magt og psykoterapi.

Hans perspektiv er væsentligt, fordi hjælperrollen umiddelbart forbindes med noget positivt. Vi bliver terapeuter, fordi vi ønsker at hjælpe mennesker. Men netop fordi hjælperrollen forbindes med omsorg og godhed, kan dens skyggeside være vanskelig at få øje på. At hjælpe giver også en position.

Terapeuten får adgang til klientens mest sårbare fortællinger. Terapeuten har en særlig faglig viden, sætter rammen, stiller spørgsmålene og foretager vurderinger af det, der sker i terapien. Klienten kan samtidig befinde sig i en livskrise eller komme med et dybt ønske om hjælp og forandring.

Denne asymmetri forsvinder ikke, fordi terapeuten er venlig eller empatisk. Den bliver snarere noget, vi må være bevidste om og tage ansvar for.

Den sårede healer

Et centralt billede hos Guggenbühl-Craig er den sårede healer. I den jungianske tradition forbindes dette med en arketypisk polaritet mellem den, der helbreder, og den, der er såret.

Guggenbühl-Craigs interessante pointe er, at begge poler findes i begge mennesker. Terapeuten rummer både en healer og en såret del, ligesom klienten både rummer sin sårbarhed og et potentiale for egen heling og udvikling. Senere beskrivelser af hans model fremhæver netop denne dobbelte struktur i healer–patient-arketypen.

Problemet opstår, når polariteten bliver spaltet. Terapeuten kan begynde at identificere sig med den raske, vidende og helende position, mens klienten i stigende grad kommer til at bære rollen som den syge, sårede eller hjælpeløse. I denne konstellation kan terapeutens egen sårbarhed forsvinde ind i skyggen. Samtidig kan klientens egen indre healer blive projiceret over på terapeuten. Terapeuten bliver den, der kan. Klienten bliver den, der ikke kan.

Og dermed kan en relation, der på overfladen ser hjælpsom ud, ubevidst komme til at fastholde begge mennesker i bestemte positioner.

Når terapeuten får brug for at være den, der helbreder

Guggenbühl-Craigs perspektiv bliver særligt udfordrende, når vi retter det mod os selv som terapeuter.
For hjælperidentiteten kan være dybt tilfredsstillende. Det kan føles meningsfuldt at være den, mennesker betror sig til. Vi kan opleve glæde, når klienten udvikler sig, og føle os betydningsfulde, når et andet menneske fortæller os, at terapien har forandret deres liv. Alt dette er menneskeligt, men terapeutens behov for at være hjælpsom kan få betydning for relationen, hvis det forbliver ubevidst.
Hvis min identitet bliver knyttet for tæt til rollen som den dygtige terapeut, kan klientens stilstand blive vanskelig for mig at rumme. Hvis jeg har brug for at opleve mig selv som omsorgsfuld, kan jeg måske få vanskeligt ved at konfrontere klienten. Hvis jeg har et ubevidst behov for at være nødvendig, kan klientens voksende selvstændighed vække noget i mig, som jeg ikke umiddelbart forstår.

Det er her, Guggenbühl-Craigs analyse af magt møder Jungs skyggebegreb.
For terapeutens magtskygge findes netop dér, hvor vi mindst har lyst til at finde den: i ønsket om at gøre godt.

Klienten rummer også sin egen healer

Guggenbühl-Craigs perspektiv kan læses som en påmindelse om klientens egen psykiske autoritet.
Når klienten søger terapi, kommer vedkommende ofte med noget, der gør ondt, og terapeuten har en faglig viden og erfaring, som klienten ikke nødvendigvis har. Men klienten bringer samtidig en hel psyke ind i terapien med egne ressourcer, erfaringer, billeder, drømme og muligheder for udvikling.

Fra et jungiansk perspektiv bliver terapeutens opgave derfor ikke at forme klienten efter terapeutens forestilling om et sundt menneske. Vi forsøger snarere at skabe betingelser for, at klientens egen psykiske proces kan udfolde sig.
Her bliver Jungs begreb om individuation centralt.

Individuation beskriver den gradvise udvikling mod en større psykisk helhed, hvor mennesket kommer i dybere relation til både bevidste og ubevidste sider af sig selv. Terapeuten kan ledsage denne proces, stille sin erfaring til rådighed og være med til at skabe et rum, hvor noget nyt kan udvikle sig, men retningen kan ikke fuldstændigt bestemmes udefra. Det kræver en særlig form for ydmyghed hos terapeuten.

Terapeuten som ekspert – og som menneske

Der ligger et interessant paradoks i den terapeutiske profession. Terapeuten skal have faglig viden. Vi skal kende vores teori, vores metode, psykopatologi, etik og grænserne for vores kompetence. Vi skal kunne genkende situationer, hvor klienten har behov for en anden form for hjælp, og vi skal kunne tage ansvar for den terapeutiske ramme. Samtidig må vores faglige viden ikke gøre klienten til et objekt, vi allerede ved alt om.
Hvis vi for hurtigt tænker: “Det er hendes tilknytningsmønster”, “det er hans modstand” eller “det er hendes skygge”, risikerer teorien at lukke det spørgsmål, den egentlig skulle hjælpe os med at åbne.
Den terapeutiske faglighed ligger derfor også i evnen til at kunne blive i det, vi endnu ikke ved.
Det kræver, at terapeuten kan bevæge sig mellem viden og nysgerrighed, mellem faglig autoritet og menneskelig ydmyghed.

Terapeutens skygge kommer med ind i rummet

Terapeuter har skygger som alle andre mennesker. Vi kan have brug for at blive beundret, have ret, blive elsket, være nødvendige eller opleve os selv som særligt indsigtsfulde. Vi kan blive irriterede, misundelige, seksuelt tiltrukket, utålmodige eller føle os truede. Den professionelle uddannelse får ikke disse sider til at forsvinde, men hjælper os med at udvikle en mere bevidst relation til dem.

Her bliver egenterapi og supervision afgørende i uddannelsen af psykoterapeuter. Hvis vi aldrig har undersøgt vores eget behov for at hjælpe, vores egne sår, projektioner og komplekser, bliver risikoen større for, at de kommer til at virke ubevidst i mødet med klienten.

Guggenbühl-Craigs analyse er på dette punkt stadig radikal mere end 50 år efter bogens udgivelse. Han peger på, at hjælperens største fare kan ligge i den magt, som skjuler sig inde i selve hjælperrollen.

Når relationen bliver vanskelig

En god terapeutisk relation er ikke nødvendigvis en relation uden frustration, uenighed eller brud.

Tværtimod kan der opstå øjeblikke, hvor klienten føler sig misforstået, bliver vred på terapeuten, trækker sig eller mister tilliden til processen. Terapeuten kan tilsvarende opleve usikkerhed eller opdage, at en intervention ikke havde den virkning, der var tænkt. Sådanne øjeblikke kan blive betydningsfulde, hvis de kan undersøges.
For et menneske, der gennem livet har oplevet, at konflikter fører til afvisning eller tab af relationen, kan erfaringen af at blive vred på terapeuten og efterfølgende opdage, at relationen kan rumme vreden, være væsentlig.

Den terapeutiske relation bliver her et levende erfaringsrum. Et gammelt relationelt mønster aktualiseres, men denne gang kan noget måske udvikle sig anderledes.

Den terapeutiske relation som et fælles felt

I nyere relationelle og jungianske forståelser kan vi betragte terapien som et felt, der opstår mellem terapeut og klient. Noget af det, der sker i terapirummet, kan vanskeligt forstås som enten klientens eller terapeutens alene. En bestemt stemning kan opstå. Et billede kan dukke op hos terapeuten netop som klienten nærmer sig et bestemt materiale. En kropslig reaktion, en tavshed eller en drøm kan få betydning i relationen.

Det kræver stor forsigtighed at arbejde med sådanne erfaringer, fordi terapeutens oplevelse aldrig automatisk kan antages at være en sandhed om klienten. Den kan være terapeutens eget materiale.

Men når terapeuten kan undersøge sin oplevelse refleksivt frem for straks at handle på den, kan den nogle gange blive en kilde til forståelse.

Her bliver supervision særlig vigtig, fordi den hjælper terapeuten med at undersøge, hvad der sker i feltet, uden for hurtigt at beslutte, hvem oplevelsen “tilhører”.

Tre refleksionsøvelser om den terapeutiske relation

Disse øvelser er særligt tænkt til psykoterapeutstuderende og terapeuter, men den første kan også bruges af dig, der går i terapi og ønsker at blive mere bevidst om din relation til terapeuten.

Øvelse 1 – hvem bliver terapeuten for dig?

Sæt dig efter en terapisession og skriv frit i ti minutter om din terapeut. Forsøg at beskrive, hvordan du oplever vedkommende, uden først at analysere det.

Undersøg derefter, hvilke følelser der opstår i relationen. Ønsker du terapeutens anerkendelse? Er du bange for at skuffe? Har du lyst til at være en “god klient”? Bliver du vred, hvis terapeuten ikke forstår dig hurtigt nok, eller oplever du et stærkt behov for, at terapeuten skal fortælle dig, hvad du skal gøre?

Spørg derefter, om du kender nogle af disse følelser fra andre relationer i dit liv.

Øvelsen kan åbne for at se terapien som en levende relation, hvor gamle mønstre kan blive synlige i nutiden.

Øvelse 2 – terapeutens hjælperkompleks

Hvis du er terapeut eller psykoterapeutstuderende, kan du vælge en klient, som du oplever et særligt stærkt ønske om at hjælpe.

Skriv først, hvad du håber vil ske med klienten.

Undersøg derefter, hvad der sker i dig, hvis du forestiller dig, at klienten ikke forandrer sig. Hvilke følelser opstår? Afmagt, irritation, skam, utilstrækkelighed eller måske en trang til at arbejde endnu hårdere?

Spørg derefter dig selv, hvad klientens udvikling betyder for din oplevelse af dig selv som terapeut.

Her nærmer vi os Guggenbühl-Craigs spørgsmål om magten i hjælperrollen. Øvelsen kan synliggøre de steder, hvor vores oprigtige ønske om at hjælpe væves sammen med vores egen identitet og psykologi.

Øvelse 3 – tegn relationen

Tag et stort stykke papir og tegn relationen mellem dig og en klient uden at tegne konkrete mennesker. Lad relationen komme til udtryk gennem farver, former, afstande, bevægelser og symboler.

Når billedet er færdigt, kan du undersøge, hvor du selv befinder dig i det, og hvor klienten befinder sig. Er der bevægelse mellem jer? Er den ene større end den anden? Er der områder i billedet, som føles tomme, overfyldte, levende eller fastlåste?

Se derefter efter noget tredje.

Er der en form, farve eller bevægelse i billedet, som hverken føles som dig eller klienten, men som snarere synes at tilhøre relationen?

I kunstterapeutisk arbejde kan billedet på denne måde give form til aspekter af den terapeutiske relation, som endnu ikke er tydeligt formuleret i sproget.

Den terapeutiske relation på Sjælsro

På Sjælsro betragter vi arbejdet med den terapeutiske relation som en central del af uddannelsen til psykoterapeut. Det hænger tæt sammen med vores jungianske fundament, hvor terapeutens egen psyke ikke kan adskilles fra det terapeutiske arbejde.

Derfor arbejder vi både med teori og med den studerendes egen proces. Når vi beskæftiger os med overføring, modoverføring, projektion, skygge og komplekser, bliver begreberne først virkelig levende, når vi også tør undersøge, hvordan de viser sig i os selv.

Her bliver Guggenbühl-Craigs arbejde særligt værdifuldt, fordi han udfordrer forestillingen om terapeuten som den neutrale og udelukkende gode hjælper. Hans perspektiv inviterer os til at undersøge den magt, der følger med hjælperrollen, og den skygge, som kan opstå, når vi identificerer os for stærkt med at være den, der ved, kan og helbreder. For os bliver terapeutens egen udvikling derfor tæt forbundet med den faglige udvikling.

Vi må kunne tage vores faglige autoritet på os og samtidig undersøge vores forhold til den. Vi må kunne hjælpe uden at gøre klienten hjælpeløs, være berørte uden at gøre terapien til vores egen og bruge vores viden uden at miste nysgerrigheden over for det menneske, der sidder foran os.

Det er en krævende balance, og måske er det netop derfor, den terapeutiske relation bliver ved med at være et af psykoterapiens mest levende udviklingsområder.

Du kan læse mere om vores uddannelser her

Når to mennesker mødes

Den terapeutiske relation rummer et paradoks. Den er professionel og personlig på samme tid. Den er asymmetrisk, fordi terapeuten har et særligt fagligt ansvar, men den udspiller sig samtidig mellem to mennesker, som begge har en psyke, en historie og et ubevidst.

Guggenbühl-Craigs billede af den sårede healer giver os en vigtig forståelse af denne kompleksitet. Når terapeuten kan bevare kontakten til sin egen menneskelige sårbarhed, behøver klienten ikke alene at bære rollen som den sårede. Og når terapeuten kan genkende klientens egne ressourcer og psykiske potentiale, bliver hjælperrollen mindre tilbøjelig til at udvikle sig til en position, hvor terapeuten skal være den, der har alle svarene.

Den terapeutiske relation bliver dermed et sted, hvor begge menneskers psykiske virkelighed er til stede, samtidig med at terapeuten bærer et særligt ansvar for rammen, etikken og refleksionen over det, der sker.

Måske ligger noget af psykoterapiens dybeste mulighed netop her: i et møde, hvor et menneske bliver set og taget alvorligt, men samtidig gradvist får mulighed for at opdage, at den helende og udviklende kraft ikke alene befinder sig hos terapeuten. Den findes også i klienten selv.

Referencer

Guggenbühl-Craig, A. (1971). Power in the Helping Professions. Spring Publications. Originaltitel: Macht als Gefahr beim Helfer. Bogens bibliografiske oplysninger og fokus på magt i psykoterapeut-patient-relationen kan verificeres her.

Jung, C. G. (1966). The Practice of Psychotherapy. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 16. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1968). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works of C. G. Jung, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Flückiger, C., Del Re, A. C., Wampold, B. E., & Horvath, A. O. (2018). The alliance in adult psychotherapy: A meta-analytic synthesis. Psychotherapy, 55(4), 316–340. Metaanalysen omfattede 295 uafhængige studier og mere end 30.000 klienter.

Healing i en terapeutisk ramme er for mig en helhedsorienteret tilgang, hvor vi arbejder med mennesket som mere end tanker, symptomer og adfærd.
I healingsterapi retter vi opmærksomheden mod samspillet mellem krop, psyke, følelser, relationer og den dimension af menneskelivet, som kan opleves som energetisk eller spirituel.

På Sjælsro er healing ikke en erstatning for psykoterapi, lægelig behandling eller anden sundhedsfaglig behandling.
Det er en måde at udvide det terapeutiske blik på, hvor vi spørger: Hvad forsøger kroppen, psyken og sjælen at fortælle? Hvad længes efter at blive set? Og hvad sker der, når vi møder mennesket med nærvær og kærlighed frem for straks at forsøge at forandre det?

Healing & terapi som vi kombinerer den på Sjælsro, kan forstås som et møde mellem flere traditioner. Den rummer elementer fra healing og energetisk arbejde, på Sjælsro forbindes disse med psykoterapeutisk forståelse, jungiansk psykologi, symbolarbejde, drømme, kropslig opmærksomhed og den terapeutiske relation.
Vi arbejder meget med os selv da vi tror på, at vi kun kan hele det i dig som er helet i os selv.

Hvad er healing og healingsterapi?

Healing betyder at gøre hel, at helbrede eller genoprette helhed. Men hvordan gør man det?

Vi kan have symptomer og samtidig er vi mere end vores symptomer. Vi kan have angst uden at være angsten. Vi kan have traumer uden at være vores traumehistorie. Vi kan opleve tab, krise eller meningsløshed og samtidig rumme psykiske ressourcer og udviklingsmuligheder, som endnu ikke er blevet bevidste.

I moderne forskning anvendes begreber som whole-person care om tilgange, der forsøger at se mennesket multidimensionelt. En systematisk gennemgang af Thomas et al. (2018) identificerede blandt andet et integreret menneskesyn, den terapeutiske relation, respekt for det enkelte menneskes individualitet og en forståelse af sundhed som mere end fravær af sygdom som centrale karakteristika ved helhedsorienteret behandling.[1]

Det er vigtigt at understrege, at whole-person care ikke er det samme som energetisk healing. Men der er en interessant berøringsflade i menneskesynet: Mennesket reduceres ikke til et isoleret symptom.
I healingsterapi arbejder vi netop ud fra denne nysgerrighed på helheden.

Healing og det hele menneske

I den vestlige kultur har vi gennem århundreder udviklet en stærk evne til at adskille, analysere og kategorisere.
Det har været afgørende for udviklingen af moderne videnskab og medicin, men det analytiske blik kan have en bagside, hvis vi glemmer helheden.

En person kan for eksempel komme med uro i kroppen. Vi kan undersøge uroen fysiologisk. Vi kan undersøge tankerne omkring den. Vi kan undersøge personens relationer og livshistorie.

Men vi må også spørge: Hvordan opleves uroen indefra? Har den en form? En temperatur? En bevægelse? Et billede?

Hvis uroen kunne tale, hvad ville den så sige?
Hvad sker der mellem klient og terapeut, mens vi undersøger den? Oplever klienten selv, at uroen har en eksistentiel eller spirituel dimension?

Her nærmer healingsterapien sig både den fænomenologiske og den dybdepsykologiske tradition. Vi forsøger at blive ved oplevelsen længe nok til, at den kan folde sig ud, før vi beslutter, hvad den betyder.

Fra symptom til budskab

I en traditionel sygdomsforståelse bliver symptomet let noget, der skal fjernes.

I en dybdepsykologisk forståelse kan vi også være nysgerrige på, om symptomet bærer information.
Det betyder ikke, at fysiske symptomer skal psykologiseres, eller at sygdom skyldes bestemte psykiske konflikter. Fysiske symptomer skal tages alvorligt og undersøges relevant, men når alvorlig fysisk sygdom er udelukket eller behandlet, kan det  være meningsfuldt at undersøge menneskets subjektive oplevelse af symptomet.

C.G. Jung betragtede psyken som et selvregulerende system, hvor det ubevidste kan kompensere for bevidsthedens ensidighed (Jung, CW 8). Drømme, fantasier, kropslige reaktioner og symboler kan i dette perspektiv indeholde materiale, som endnu ikke er integreret i den bevidste personlighed.

Det selvregulerende system tror vi på er et unikt system, som hvis det får en plads og en stemme kan helbrede og bringe i balance. Healingsterapeutens opgave er at skabe rum til den proces.

Den terapeutiske relation som et healende rum

Noget af det mest interessante ved moderne psykoterapiforskning er den betydning, relationen mellem terapeut og klient tillægges. Jeg arbejdede i mange år med hands on healing og forskellige afbalanceringsteknikker, men fandt ud af at det var mødet, nærværet og kontakten der var den største healer.

Thomas, Best og Mitchell (2020) fandt i deres undersøgelse af whole-person care, at relationen mellem behandler og patient blev betragtet som fundamental. Tillid, kendskab til mennesket og en relation, der rummer mere end en rent teknisk transaktion, blev fremhævet som væsentlige.[2]

Hamovitch, Choy-Brown og Stanhope (2018) fandt tilsvarende en tæt forbindelse mellem personcentreret behandling og en stærk terapeutisk alliance.[3]

Det harmonerer med noget helt centralt i healingsterapien, nemlig det, at vi ikke kan reducere healing til noget, terapeuten “gør ved” klienten. Når de rette betingelser er tilstede i rummet, sker healingen. Det kræver en terapeut der har arbejdet med sine egne traumer og har kontakt til sin egen helhed og Sjæl. Den kontakt healer, fordi den er fyldt med nærvær og Kærlighed.

At være til stede frem for at præstere

En dygtig terapeut kan kende mange metoder og stadig have svært ved virkelig at være til stede. Omvendt kan et menneske opleve sig dybt mødt, når terapeuten ikke skynder sig, ikke vurderer og ikke forsøger at presse oplevelsen i en bestemt retning.

Leger et al. (2023) undersøgte klinikeres erfaringer med whole-person care og fandt blandt andet, at mindfulness, selvbevidsthed og nærvær blev beskrevet som en del af behandlerens way of being – altså ikke blot en teknik, men en måde at være sammen med et andet menneske på.[4]

Det er en forståelse, der ligger tæt på vores arbejde på Sjælsro. Terapeutens egen udvikling som før nævnt, bliver  derfor vigtig.

Hvis jeg som terapeut ikke kan være med min egen uro, kan det blive vanskeligt at være med din.
Hvis jeg ikke kan rumme min egen sorg, kan jeg ubevidst komme til at skynde på din, hvis stilheden gør mig utryg, kan jeg begynde at fylde den med ord.

Og hvis jeg har behov for at være den, der healer, kan jeg komme til at tage noget fra klienten: hendes eller hans egen proces. Healingsterapi kræver derfor ikke alene metoder – det kræver dyb terapeutisk selvindsigt.

Healingsterapi og kroppen

Kroppen er helt central i den healingsterapi vi udfører på Sjælsro skolen, fordi mange af vores erfaringer eksisterer ikke kun som fortællinger og tanker. De mærkes.

Vi spænder i kæben.
Holder vejret.
Får uro i maven.
Mærker tryk over brystet.
Bliver tunge i kroppen.
Eller oplever pludselig varme, kulde, sitren eller en impuls til at bevæge os.

I kropsorienteret traumeteori har blandt andre Peter Levine beskrevet betydningen af at inddrage kroppens sansninger i arbejdet med belastende og traumatiske erfaringer (Levine, 2010).

Allan Schore har gennem sit arbejde med affektregulering fremhævet betydningen af de ikkeverbale og kropslige dimensioner i relationen mellem mennesker, ikke mindst når vi arbejder med tidlige erfaringer, der er dannet før et udviklet verbalt sprog (Schore, 2009).

Healingsterapiens kropslige opmærksomhed kan møde disse perspektiver, selvom traditionerne ikke er identiske.
Vi kan begynde med et enkelt spørgsmål: Hvad mærker du lige nu?

Når kroppen ved noget før ordene

Nogle gange reagerer kroppen, før vi forstår hvorfor. Vi kan træde ind i et rum og mærke uro.
Vi kan tale om et bestemt menneske og pludselig få en klump i halsen. Vi kan fortælle en historie, vi har fortalt hundrede gange før, og opdage, at hænderne ryster. Fænomenologisk kan vi sige, at kroppen ikke blot er en genstand, vi har. Den er også den krop, vi oplever verden igennem.

Hos Merleau-Ponty (1945/2012) er den levede krop selve vores adgang til verden. Vi møder ikke først verden intellektuelt og kroppen bagefter. Vores erfaring er allerede kropslig.

Det gør kroppen interessant i healingsterapi. For ofte ved kroppen noget, som endnu ikke er blevet til ord.

Hvad betyder energi i healingsterapi?

Her bevæger vi os ind i et område, hvor sproget bliver vigtigt.I healingtraditioner bruges ord som energi, energifelt, chakraer, blokeringer og vibrationer. For mange mennesker beskriver disse begreber meget konkrete subjektive erfaringer. De kan opleve varme mellem hænderne, kulde, sitren, bevægelse, tryk eller en særlig kvalitet af nærvær.
Det ville være forkert at hævde, at alle traditionelle energetiske forklaringsmodeller dermed er videnskabeligt dokumenterede.
På Sjælsro kan vi i stedet arbejde med to perspektiver samtidig. Vi kan tage menneskets oplevelse alvorligt uden nødvendigvis at gøre én forklaringsmodel absolut.

Hvis en klient siger: “Jeg kan mærke en tung energi omkring mit bryst”, kan terapeuten undersøge oplevelsen.
Hvor mærkes den?
Hvordan er den tung?
Har den en bevægelse?
Hvad sker der, når du giver den opmærksomhed?
Kommer der billeder, følelser eller erindringer?

På den måde kan energetisk arbejde forbindes med kropsbevidsthed, symbolisering og psykoterapeutisk refleksion.

Healing som relationelt felt

På Sjælsro arbejder vi også med feltbevidsthed. I praksis betyder det, at terapeuten ikke kun registrerer klientens ord, men er opmærksom på den samlede relationelle situation.
Hvad sker der i rummet?
Hvad sker der i mig som terapeut?
Ændrer stemningen sig?
Kommer der pludselig træthed, uro, varme eller andre kropslige reaktioner?

I psykodynamisk psykoterapi findes en beslægtet opmærksomhed i arbejdet med modoverføring, hvor terapeutens egne følelsesmæssige og kropslige reaktioner kan undersøges som mulig information om relationen.
Men det er afgørende, at terapeuten ikke automatisk konkluderer: “Det, jeg mærker, kommer fra dig.”
Terapeutens oplevelse tilhører først og fremmest terapeuten.

Den kan undersøges, den kan være betydningsfuld, men den skal holdes med ydmyghed og vi skal lære at bruge modoverføringen kærligt og klogt. Derfor er  terapeutisk træning, egenterapi, supervision og selvrefleksion så vigtig.

Healingsterapi og C.G. Jungs psykologi

Healingsterapi og jungiansk psykologi kommer fra forskellige traditioner, men der findes interessante berøringsflader. Jung var optaget af psykens stræben efter helhed. Han kaldte den livslange proces, hvor mennesket gradvist udvikler en mere bevidst relation til hele sin personlighed, for individuation. Vi konfronteres undervejs med sider af os selv, vi har fortrængt. Vi møder skyggen. Vi opdager komplekser. Drømme bringer billeder frem, som egoet ikke selv har produceret bevidst. Gamle identiteter kan bryde sammen, mens nye måder at være menneske på langsomt vokser frem. I denne forstand kan healing forstås som noget andet end at vende tilbage til den, man var før. Nogle gange består healing netop i, at vi ikke kan vende tilbage – Vi må blive til noget nyt.

Selvet og bevægelsen mod helhed

Et centralt begreb hos Jung er Selvet. Selvet er ikke det samme som egoet. Det betegner snarere den psykiske totalitet – både det bevidste og det ubevidste – og fungerer samtidig som et symbolsk centrum for personlighedens stræben mod helhed (Jung, CW 9.II). Set fra dette perspektiv er terapeutens opgave ikke at forme klienten efter terapeutens ideal. Terapeuten skal snarere hjælpe med at skabe betingelser, hvor klientens egen proces kan udfolde sig. Det kræver respekt – For din vej er ikke nødvendigvis den vej, jeg selv ville vælge.

Symboler og drømme i healingsterapien

Jung anså drømmen for et spontant produkt af psyken, som blandt andet kan kompensere for den bevidste holdnings ensidighed (Jung, CW 8).

Marie-Louise von Franz videreudviklede Jungs symbolske arbejde og viste gennem sine omfattende analyser af drømme og eventyr, hvordan arketypiske motiver kan optræde på tværs af individuelle og kulturelle fortællinger (von Franz, 1996).

I healingsterapien oplever vi, hvordan symbolarbejdet hjælper de kropslige oplevelser til at få form. Det, der først mærkedes som “noget tungt”, bliver til et billede som vi kan tale om, som får form og farve.

Healingsterapi er ikke at overtage et andet menneskes proces

Der findes en vigtig etisk dimension i healing. Forestillingen om healeren som en særlig person med kraft til at helbrede andre kan være tillokkende. Men den kan også skabe en problematisk magtrelation. Hvis terapeuten bliver den, der ved, hvad klientens energi betyder, hvad klienten skal gøre, eller hvorfor klienten er syg, kan klientens egen autoritet forsvinde.

Hvad kan man arbejde med i healing og healingsterapi?

Mennesker kan søge healingsterapi af mange forskellige grunde. Nogle står i en livskrise. Andre oplever stress, indre uro eller gentagne relationelle mønstre. Nogle har arbejdet med personlig udvikling i mange år, men oplever stadig, at noget mangler. Andre er optaget af spiritualitet og ønsker et terapeutisk rum, hvor spirituelle erfaringer ikke automatisk reduceres eller patologiseres.

Healingsterapi kan blandt andet skabe et rum for arbejde med kropslig bevidsthed, følelser, grænser, selvkontakt, relationer, drømme, symboler, livsovergange, eksistentielle spørgsmål og spirituel udvikling.

Det betyder ikke, at healingsterapi kan eller bør anvendes til alt. Terapeuten skal kende sit kompetenceområde og kunne henvise videre, når en problemstilling kræver lægelig, psykiatrisk eller anden specialiseret behandling.
Det er også en del af at være en ansvarlig terapeut.

Kan man lære healing og healingsterapi?

Ja – men på Sjælsro ser vi det ikke som et spørgsmål om blot at lære nogle teknikker.

At uddanne sig til healingsterapeut handler også om selv at gå vejen.
Vi tror på at vi alle er healere. Når vi kommer i kontakt med vores Sjæls Lys er vi naturligt healere og får lyst til at dele den overflod af Kærlighed der findes i hjertet:-)
Vi skal igennem en masse lag for at nå dertil. Feks. spørge:

Hvordan reagerer jeg, når et andet menneske bliver vredt?
Hvad sker der i mig, når klienten græder?
Kan jeg mærke forskel på min egen uro og noget, der opstår i relationen?
Kan jeg stå ved mine grænser?
Kan jeg lade være med at redde?
Kan jeg tåle ikke at vide?
Kan jeg arbejde intuitivt uden at gøre intuitionen til en absolut sandhed?
Disse spørgsmål er mindst lige så vigtige som selve healingmetoderne.

Healingsterapeutuddannelsen på Sjælsro

På Sjælsro har vi skabt en 2-årig Healingsterapeutuddannelse for dig, der ønsker at forbinde healing og spirituel udvikling med en dybere terapeutisk forståelse.

Mange af dem, der finder vej til uddannelsen, har allerede erfaring med healing, energiarbejde eller personlig og spirituel udvikling. Måske har du taget forskellige kurser gennem årene og samlet meget viden, men savner en rød tråd og en faglig ramme, der kan samle det. Det er netop en af intentionerne med uddannelsen.

Healing skal ikke stå alene. Den skal kunne forbindes med forståelsen af psyken, kroppen, relationen og klientens udvikling.

Hvad arbejder vi med på uddannelsen?

På healingsterapeutuddannelsen arbejder vi blandt andet med energetisk arbejde, feltbevidsthed og hands-on healing.

Samtidig indgår arbejdet med symboler og drømmetydning, personlig udvikling og terapeutiske processer.

Uddannelsen består aktuelt af fem undervisningsmoduler om året samt online møder, hvor der blandt andet arbejdes med symboler og drømmetydning.

På den måde bliver healing ikke en isoleret teknik, men en del af en større terapeutisk forståelsesramme.

Healingsterapeut eller kunstterapeut?

På Sjælsro har Healingsterapeutuddannelsen og Kunstterapeutuddannelsen et beslægtet fundament, men de har forskellige specialiseringsspor.

På Kunstterapeutuddannelsen er det særlige fokus billedanalyse, symboler og kreative processer som vej til det ubevidste.
På Healingsterapeutuddannelsen ligger det særlige fokus i healingsmodulet med energetisk arbejde, feltbevidsthed og hands-on healing.
Begge veje bygger på ønsket om at arbejde med mennesket som helhed.
Og begge uddannelsesveje kan danne grundlag for at fortsætte på Sjælsros psykoterapeutiske overbygning.

En uddannelse er også en individuationsproces

For mig er det vigtigt, at en terapeutuddannelse ikke kun handler om, hvor meget teori vi kan lære. Den handler også om, hvem vi bliver undervejs. Jungiansk set kan vi forstå uddannelsesprocessen som en del af individuationen. Når vi begynder at arbejde dybere med andre mennesker, bliver vores eget materiale uvægerligt aktiveret. Og forhåbentlig møder vi også en dybere tillid til det, der ikke kan kontrolleres.
Vi kan kun ledsage et andet menneske et stykke af vejen, hvis vi samtidig er villige til at gå vores egen.

Healing som bevægelse mod helhed

Når vi på Sjælsro bruger ordet healing, handler det derfor ikke alene om hænder, energi eller bestemte teknikker.
Det handler om helhed. Om langsomt at få kontakt til dele af os selv, som vi måske har måttet forlade.

Om at kunne mærke kroppen igen.
Om at kunne være i relation uden at miste os selv.
Om at opdage de indre billeder og symboler, der forsøger at fortælle os noget.
Om at kunne stå i både lys og mørke.
Og måske om at erfare, at det, vi først ønskede at slippe af med,  viste sig at være en dør ind til noget dybere.

Healing behøver ikke at betyde, at smerten forsvinder.Nogle gange betyder healing, at vores forhold til smerten forandres.
At noget, der før var fragmenteret, begynder at hænge sammen.
At vi får et sprog for det ordløse.
At vi mærker os selv tydeligere.
At vi bliver mere i stand til at stå i vores eget liv.

Jung kaldte ikke denne proces healingsterapi. Han kaldte den individuation.
Men måske mødes de to begreber netop i forestillingen om helhed?
I langsomt at blive mere af den, vi allerede er.

Af Helle-Sofia Sørensen, skoleleder, Sjælsro // med hjælp fra CHAT cpt til sætningsopbygning

Referencer

[1] Thomas, H., Mitchell, G., Rich, J., & Best, M. (2018). Definition of whole person care in general practice in the English language literature: A systematic review. BMJ Open, 8, e023758.

[2] Thomas, H., Best, M., & Mitchell, G. (2020). Whole-person care in general practice: The doctor-patient relationship. Australian Journal of General Practice, 49(3), 139–144.

[3] Hamovitch, E. K., Choy-Brown, M., & Stanhope, V. (2018). Person-centered care and the therapeutic alliance. Community Mental Health Journal, 54(7), 951–958.

[4] Leger, P., Caldas, V., Festa, C., Hutchinson, T., & Jordan, S. (2023). Translating theory into clinical practice: A qualitative study of clinician perspectives implementing whole person care. BMJ Open Quality, 12.

[5] Beach, M. C., & Inui, T. (2006). Relationship-centered care: A constructive reframing. Journal of General Internal Medicine, 21(S1), S3–S8.

Jung, C. G. (1960). The Structure and Dynamics of the Psyche. Collected Works, Vol. 8. Princeton University Press.

Jung, C. G. (1969). Aion: Researches into the Phenomenology of the Self. Collected Works, Vol. 9, Part II. Princeton University Press.

Levine, P. A. (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books.

Merleau-Ponty, M. (2012). Phenomenology of Perception. Routledge. (Original work published 1945).

Schore, A. N. (2009). Right Brain Affect Regulation: An Essential Mechanism of Development, Trauma, Dissociation, and Psychotherapy. I D. Fosha, M. F. Solomon & D. J. Siegel (red.), The Healing Power of Emotion. W. W. Norton.

von Franz, M.-L. (1996). The Interpretation of Fairy Tales. Shambhala.

– er Kapitalismen blevet vores nye Gud?

Af Helle-Sofia Sørensen, skoleleder, Sjælsro

Unges mistrivsel er i fokus – den mentale mistrivsel blandt børn og unge er stærkt stigende. Vi har skabt et samfund, som mange unge ganske enkelt ikke kan holde til. Unges mistrivsel er ikke blot et individuelt problem – det er et kulturelt signal, som kalder på dybere refleksion og et nyt paradigme.
Dansk Psykolog Forening henviser til en undersøgelse 1), hvor mere end 180.000 danskere har deltaget. Undersøgelsen viser, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16 og 24 år rapporterer et dårligt mentalt helbred. Over halvdelen af de unge kvinder oplever at være stressede. Tallene er alarmerende og kalder på handling.
Hvad er det egentlig, disse unge forsøger at fortælle os?

Behandler vi symptomer – eller årsager?
Vi lever i en tid, hvor der forskes mere i mental sundhed end nogensinde før. Nye behandlingsformer udvikles, psykologisk viden er mere tilgængelig, og vi taler langt mere åbent om angst, stress og depression.Alligevel fortsætter kurverne med at stige.

Det rejser et vigtigt spørgsmål: Er vi i fare for kun at behandle symptomerne, mens vi overser de dybere årsager?

I 2022 præsenterede Sundhedsstyrelsen en sundhedsreform, som den daværende sundhedsminister Magnus Heunicke beskrev som et “paradigmeskifte i forebyggelse.” Reformen var et vigtigt skridt. Men dens primære fokus var fortsat rettet mod den fysiske sundhed.
Det får mig til at spørge: Hvor blev den psykiske og relationelle trivsel af? Og måske endnu vigtigere: Hvor blev Sjælen af?
For når vi taler om trivsel, taler vi ofte om søvn, kost, motion og diagnoser. Alt sammen vigtigt. Men mennesket er mere end en biologisk organisme. Vi er også fortællende, symbolskabende og meningssøgende væsener. Vi længes efter at høre til, efter at føle os forbundne med noget større end os selv – og efter at opleve, at vores liv giver mening.
Måske er det netop denne dimension, vi har mistet kontakten til.

Når livet leves udefra

Gennem mere end 30 år som sygeplejerske, kunstterapeut og psykoterapeut har jeg haft den store gave at følge mennesker gennem nogle af deres mest sårbare livsperioder. Jeg har mødt mennesker med angst, depression, stress, kroniske smerter, autoimmune sygdomme, udbrændthed og en gennemgribende oplevelse af ikke længere at kunne mærke sig selv.
Naturligvis findes der ikke én forklaring på psykisk eller fysisk sygdom. Mennesket er langt mere komplekst. Biologi, genetik, traumer, relationer, sociale vilkår og tilfældigheder spiller alle en rolle. Jeg ønsker ikke at reducere lidelse til én årsag eller én løsning.
Men der er én ting, som igen og igen har gjort et dybt indtryk på mig.

Jeg har oplevet mennesker, der gradvist fik færre symptomer, mere livsglæde og en dybere indre ro – når de begyndte at leve et liv, der oplevedes mere autentisk. Ikke fordi problemerne forsvandt fra den ene dag til den anden. Men fordi deres liv igen begyndte at stemme overens med det menneske, de inderst inde oplevede sig selv som.

Jeg har set mennesker forlade karrierer, som gav status, men ingen mening. Jeg har set mennesker genfinde deres kreativitet efter årtiers tavshed. Jeg har set mennesker, der havde brugt hele deres liv på at leve op til andres forventninger, langsomt begynde at spørge sig selv:
“Hvad længes jeg egentlig efter?”

For mange blev netop dette spørgsmål begyndelsen på en dyb indre forandring.
I min bog Sundhed og sygdom i et nyt paradigme beskriver jeg flere af disse processer – som eksempler på, hvordan menneskers psykiske og til tider også fysiske symptomer kan ændre karakter, når de gradvist kommer i kontakt med deres egen livsretning og oplevelse af mening.

Det har fået mig til at stille et spørgsmål, som måske nok kan virke provokerende:
Har vi skabt et samfund, hvor økonomisk vækst sker på bekostning af menneskelig vækst?

Unges mistrivsel og den ensidige kultur

Vi lever i en kultur, hvor effektivitet, præstation og produktivitet i stigende grad er målestokken for et vellykket liv. Allerede fra børnehaven lærer børn at måle sig med hinanden. De skal udvikle kompetencer, vurderes, testes og sammenlignes. Senere følger karakterer, uddannelse, karriere, økonomi og sociale medier – og værdien af et menneske kommer alt for let til at afhænge af præstation, synlighed og succes.
Denne udvikling har uden tvivl skabt velstand, innovation og muligheder. Men den har også en pris.
Hvad sker der med et menneske, der gennem hele livet lærer at orientere sig efter ydre anerkendelse – men aldrig lærer at lytte til sin egen indre stemme?

Den schweiziske psykiater C.G. Jung beskrev, hvordan både mennesker og kulturer kan blive ensidige. Når bevidstheden identificerer sig for stærkt med bestemte værdier, vil det ubevidste før eller siden forsøge at skabe balance. Det er et grundlæggende princip i den analytiske psykologi. Måske gælder det ikke kun det enkelte menneske – måske gælder det også vores kultur som helhed.
Den moderne vestlige verden hylder kontrol, rationalitet, effektivitet og måling. Der er intet galt med disse egenskaber i sig selv. De har skabt enorme fremskridt inden for videnskab, teknologi og medicin.
Problemet opstår, når de bliver de eneste værdier, vi orienterer os efter:
Når barnet først og fremmest lærer at præstere – men ikke at forundres.
Når fantasien må vige for effektiviteten.
Når stilheden erstattes af konstant stimulering.
Når naturen bliver en kulisse i stedet for et levende fællesskab.
Når kreativitet kun værdsættes, hvis den kan omsættes til økonomisk værdi.

Vi risikerer da at skabe en kultur, hvor mennesket gradvist mister kontakten til de sider af psyken, der ikke kan måles, vejes eller optimeres.

Et kald tilbage til meningen

Hvor blev pladsen til musikken, poesien, eventyrerne, myterne, stilheden, naturen og drømmene af?
Måske er det netop disse dimensioner, som den voksende mistrivsel forsøger at kalde os tilbage til. Som en påminding om, at mennesket ikke kun lever af præstation.
Vi lever også af mening.

Hos Sjælsro arbejder vi ud fra den overbevisning, at et sundt menneske er et helt menneske – et menneske, der kender sin indre stemme og tør leve i overensstemmelse med den. Vores uddannelser i psykoterapi og kunstterapi er skabt netop for dem, der ønsker at arbejde med menneskelig autencitet og vækst indefra og ud.

Kilder

Dansk Psykolog Forening. “Vi har skabt et samfund, som mange unge ganske enkelt ikke kan holde til.” Publiceret 26.03.2022. dp.dk

Sørensen, H.-S. Sundhed og sygdom i et nyt paradigme.

(Artikel af Helle-Sofia Sørensen, skoleleder og grundlægger af Sjælsro – skole for kunst og psykoterapi i Greve nær København.)

• Hvad vil det sige at integrere kreativitet i terapeutisk praksis?
• Det helende potentiale i kreativ udfoldelse
  • Når ordene ikke slår til
  • Resonans og det ubevidste
• Kreative metoder i psykoterapi: fra teori til terapeutisk rum
  • Dybdepsykologi som fundament
• Kunstterapi øvelser for begyndere: tre veje ind i det kreative
  • Øvelse 1: Det frie billede
  • Øvelse 2: Farve og følelse
  • Øvelse 3: Collage som spejl
• Etiske overvejelser ved kreativ terapi
• Egenterapi og faglig udvikling som behandler
• Sådan begynder du at integrere kreativ terapeutisk praksis i dit arbejde
• En invitation til dybere personlig vækst

Af Helle-Sofia Sørensen Sidst opdateret: August 9, 2026

Hvad vil det sige at integrere kreativitet i terapeutisk praksis?

At integrere kreativitet i terapeutisk praksis handler om at åbne en dør, som mange af os har holdt lukket i årevis. Hos Sjælsro møder vi igen og igen mennesker, der tror, at kreativitet er forbeholdt kunstnere, og at terapi er forbeholdt ord. Begge antagelser kunne ikke være længere fra virkeligheden som vi oplever den.

Kreativitet i terapeutisk sammenhæng er ikke en kunstnerisk præstation. Det er en måde at give det ubevidste en stemme, når sproget ikke rækker. Carl Gustav Jung beskrev det indre liv som noget, der kræver mere end fornuft og analyse. I Liber Novus skriver han om, at sjælen taler i billeder, ikke i ord. Det er netop denne indsigt, der gør kreativ terapeutisk praksis særlig: den møder mennesket der, hvor det faktisk lever.

Når du begynder at integrere kreativitet i terapeutisk praksis, sker der to ting på én gang. Du tilfører dine klienter nye veje ind i sig selv. Og du opdager, at din egen faglige udvikling fordybes på en måde, som rent analytiske metoder sjældent formår. Det kræver ingen kunstnerisk baggrund. Det kræver blot en nysgerrighed på dine egne dybder.

Det helende potentiale i kreativ udfoldelse

Kreativ udfoldelse er en tilstand, hvor noget i os i vores ubevidste begynder at bevæge sig og vise sig bevidst.
Mange terapeutiske tilgange arbejder med det, klienten kan sætte ord på. Men en stor del af vores indre liv bor et sted, hvor ord ikke rækker. Kreativitet og symbolerne træder ind som en bro til det, sproget ikke kan nå.

Når ordene ikke slår til

Der er øjeblikke i terapirummet, hvor tavshed fylder mere end snak. Klienten ved, at der er noget, men kan ikke finde det. Sproget virker som en for lille beholder.

Det er præcis i sådanne øjeblikke, at en kreativ aktivitet kan åbne en ny vej. At tegne, farvelægge eller klippe og sætte billeder sammen giver hænder og øjne noget at gøre, mens det dybere lag af psyken begynder at tale.
Psykologisk forskning viser, ifølge American Art Therapy Associations oversigt over kunstterapiens virkningsmekanismer, at non-verbale udtryksformer aktiverer emotionelle processer, der ellers forbliver utilgængelige i samtale alene.

Der er altid mere under overfladen. Den kreative proces er en måde at dykke ned.

Resonans og det ubevidste

Resonans opstår, når noget i det ydre rammer noget i det indre, og de begynder at svinge i takt.

Jung beskrev det ubevidste som et autonomt lag i psyken, fyldt med billeder, mønstre og energier, vi ikke selv har skabt. I Samlede Værker, bind 8, paragraf 388, skriver han:

“Det ubevidste er ikke kun ondt af natur, det er også kilden til det højeste gode: ikke kun mørkt, men også lyst, ikke kun bestialsk, halvt menneskeligt og dæmonisk, men overmenneskeligt, åndeligt og, i ordets klassiske forstand, guddommeligt.“
(Jung, CW 8, par. 388)

Det ubevidste er en ressource, der venter på at blive mødt. Kreativ terapeutisk praksis er en af de mest direkte veje til dette møde.

Kreative metoder i psykoterapi: fra teori til terapeutisk rum

Teorien er én ting. Det terapeutiske rum er noget helt tredje. Alligevel er de to uadskillelige, hvis arbejdet skal have dybde og retning.

Kreative metoder i psykoterapi er forankrede i psykologisk teori. De kræver, at du som behandler forstår, hvad du sætter i gang, når du inviterer en klient til at male, skrive eller bevæge sig. Derfor er uddannelse og forståelse af menneskets psykiske struktur vigtigt inden du bevæger dig ind i dette felt.
På sjælsro har vi flere muligheder for at du kan få en solid ballast til dette indre arbejde – både til dig selv og i arbejdet med andre. Læs om vores uddanelser her.

Dybdepsykologi som fundament til kreativitet i terapeutisk praksis

Dybdepsykologi, som Jung udviklede den, arbejder med det ubevidste som en aktiv kraft. Det handler om individuation, om at blive den, man dybest set er, ved bl.a. at integrere de sider af sig selv, man normalt vender bort fra.

I praksis betyder det, at en tegning eller et billede, kan fungere som er et symbol og giver et sprog
fra et system, der forsøger at finde balance. En farve er ikke tilfældig. En form bærer mening. Som terapeut lærer du at lytte til disse signaler med samme opmærksomhed, som du lytter til ord.

Kunstterapi øvelser for begyndere: tre veje ind i det kreative

Du behøver ikke have malet siden folkeskolen. Du behøver ikke vide, hvad “god kunst” er. Det eneste, du behøver, er vilje til at møde dig selv uden at vide, hvad du finder.

Her er tre konkrete kunstterapi øvelser for begyndere, som du kan bruge i dit eget arbejde eller afprøve selv som del af din egenterapi.

Øvelse 1: Det frie billede

Tag et blankt stykke papir og et hvilket som helst tegneredskab. Sæt en timer på 15 minutter. Tegn, hvad der kommer, uden at planlægge det på forhånd. Lad hånden bevæge sig, selv om du ikke forstår, hvad den tegner.

Når timeren ringer, se på billedet som om det er tegnet af en fremmed. Hvad ser du? Hvad overrasker dig? Skriv tre sætninger om det, du ser. Ikke om hvad det “betyder”, men om hvad det vækker i dig.

Denne øvelse aktiverer det spontane udtryk og omgår den indre kritiker.

Øvelse 2: Farve og følelse

Vælg tre farver, der passer til din stemning lige nu. Ikke de farver, du synes, du bør vælge. De farver, der trækker dig til sig.

Mal med disse tre farver på papiret. Lad dem blande sig, støde mod hinanden eller holde afstand. Der er ingen regler. Bagefter: Hvad fortæller farverne dig? Mange oplever, at de farver, de vælger, siger noget om en følelsestilstand, de ikke var bevidste om. Det er det ubevidste, der finder vej ud.

Øvelse 3: Collage som spejl

Saml et bundt blade eller magasiner. Klip de billeder ud, der tiltrækker dig, uden at analysere hvorfor. Lim dem på et stykke papir i en orden, der føles rigtig.

Collage arbejder med identitetsdannelse. De billeder, vi trækkes mod, afspejler noget i os, vi måske ikke har ord for endnu. Spørg dig selv: Hvad ville dette collage sige, hvis det kunne tale?

Etiske overvejelser ved kreativ terapi

Kreativ terapi åbner dybe lag. Det er dens styrke, og det er præcis derfor, du som behandler har et ansvar, der rækker ud over det tekniske.

En klient, der maler et billede i dit terapeutiske rum, giver dig adgang til noget sårbart. Materialet tilhører klienten, ikke dig. Det må aldrig bruges til analyse uden klientens samtykke. Det må aldrig fortolkes højt, medmindre klienten inviterer til det.

En central etisk overvejelse er, hvad vi gør med det, der dukker op. Kreative processer kan aktivere stærke følelser og reaktioner, som klienten ikke var forberedt på. Som behandler skal du have redskaberne til at holde rummet trygt. Det kræver supervision, faglig refleksion og din egen egenterapi.

Ifølge Foreningen af Danske Psykoterapeuters etiske retningslinjer er løbende supervision og egenterapi en grundlæggende forudsætning for etisk forsvarlig psykoterapeutisk praksis i Danmark.

En anden dimension handler om dine egne grænser som behandler. Hvad aktiverer det kreative arbejde i dig? Hvilke billeder rammer noget i dit eget ubevidste? Disse spørgsmål er tegn på faglig bevidsthed.

Egenterapi og faglig udvikling som terapeut

Den bedste vej til at integrere kreativitet i terapeutisk praksis med dine klienter er at have erfaret den selv.

Egenterapi er en personlig transformationsproces, der giver dig adgang til dine egne blinde vinkler og de mønstre, du ellers ville projicere over på dine klienter.

Jung var meget klar på dette punkt og udtrykte klart, at et menneske kan ikke lede et andet længere, end det selv er gået. I kreativ terapeutisk praksis gælder dette med dobbelt kraft, fordi det kreative arbejde netop aktiverer det, vi ikke vidste var der.

Faglig udvikling handler om mere end kurser. Det handler om metodeudvikling og faglig refleksion. Hvad sker der i mig, når jeg sidder over for denne klient med dette billede?

Ifølge Den Europæiske Forening for Psykoterapis standarder for psykoterapeutisk uddannelse er egenterapi en integreret del af enhver seriøs psykoterapeutisk uddannelse i Europa.

Sjælsro lægger stor vægt på netop denne dimension. Kunstterapi uddannelsen og psykoterapi uddannelsen er designet til at forene faglig kompetence med personlig vækst, og du behøver ingen forudgående kunstneriske færdigheder for at begynde. Du møder både teorien og dig selv i processen.

Sådan begynder du at integrere kreativ terapeutisk praksis i dit arbejde

Den største forhindring er sjældent mangel på metoder. Den er mangel på tillid til, at det er tilladt.

Det er tilladt. Her er en konkret vej ind:

1. Begynd med dig selv. Afprøv de tre øvelser ovenfor i din egen egenterapi. Mærk, hvad de aktiverer. Skriv om det. Tal med din supervisor om det.
2. Introducer ét element ad gangen. Du behøver ikke lave en hel session om. Begynd med at tilbyde en klient at tegne, mens I taler.
3. Skab et trygt rum. Fortæl klienten, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. At det handler om kontakt med det indre.
4. Vær nysgerrig, ikke analytisk. Stil spørgsmål fremfor at fortolke: “Hvad lægger du mærke til?” “Hvad overrasker dig?”
5. Søg supervision. Kreative processer kræver, at du har et fagligt fællesskab at reflektere i. Supervision er et tegn på ansvarlighed.
6. Uddann dig systematisk. Praktiske redskaber har brug for et teoretisk fundament. En struktureret uddannelse giver dig begge dele.

Den terapeutiske alliance styrkes, når klienten oplever, at du tør gå med ind i det uvisse. Kreativitet er uviss af natur. Det er en af dens største gaver.

En invitation til dybere personlig vækst

Rumi skriver i Masnavi:

“Ild er det, der brænder tvivlen bort. Vær glad for ilden.”
(Rumi, Masnavi, Bog I, v. 1721)

Der er noget befriende i dette billede synes jeg. Tvivlen brændes væk, ikke ved at undgå den, men ved at gå ind i den. Det kreative arbejde er netop den ild, der renser.

At integrere kreativitet i terapeutisk praksis er en levende praksis, der vokser med dig. Den kræver, at du forbliver nysgerrig på dine egne dybder, også når det er ubehageligt.

Personlig vækst og faglig udvikling er ikke to separate spor. De er det samme spor, set fra to sider. Når du vokser som menneske, vokser du som behandler.

Som Jung skriver i The Red Book:

“The years… I pursued the inner images… It was the prima materia for a lifetime’s work.”
(Jung, Liber Novus, Prologue)

Din praksis er din prima materia. Det råmateriale, du arbejder med hele livet. Kreativiteten er selve arbejdets hjerte.

Mange behandlere oplever, at de har redskaberne til at samtale, men mangler veje ind til det, der ikke kan siges. Sjælsro tilbyder uddannelser i kunstterapi og psykoterapi, forankret i jungiansk dybdepsykologi og godkendt af FaDP, designet til at give dig begge dele. Uddannelserne kan kombineres med dit daglige liv, og du behøver ingen forudgående kunstneriske færdigheder. Gå til Sjælsros kunstterapi uddannelse og find den vej, der passer til dig.

Jungianske podcasts på dansk har længe været et stort ønske fra mine studerende – indtil nu har jeg kun kunne henvise til de engelske podcasts, men nu sker der endelig noget på den danske scene.

I den seneste tid, er interessen for Jungiansk psykologi øget markant og det betyder at der er flere rigtig fine informationskilder på Dansk.  Bl.a. giver hjemmesiden Jungforalle et godt indblik i de helt basale jungianske begreber. Du kan også under fanen “viden om” her på Sjælsro siden læse mere om de jungianske grundbegreber, samt få konkrete redskaber til feks. arbejdet med skyggen og symboler.

Kunstterapeut og Jungiansk analytiker Lilla Monrad har siden 2025 lavet nogle rigtig fine interviews og samtaler i podcastserien Jungivirkeligheden som du kan lytte til. De er nærværende og i et letforståeligt sprog, som alle kan gå til. Indholdet er varierende og spændende og værd at lytte til.

Der er bla. episoder om:

• Individuationsbegrebet
• Aktiv Imagination
• Søskenderelationer
• Den terapeutiske relation
• Den tibetanske dødebog
• Typologi
• Astrologi for Jungianere
• Arketypiske komplekser
• Religiøse symboler i psykologiske transformationsprocesser
• Det arketypiske indhold i film
• Seksuel dysfunktion og tidlig relationel traume
• Det onde
• Og meget meget mere.

Udover information om Jungiansk psykologi og konkrete teknikker som vi bruger på vores Jungiansk Kunstterapeut uddannelse, kan du også læse de studerendes specialer, rapporter, læse om psykoterapi og kunstterapiens metode.

Er du interesseret i at høre mere om uddannelsen eller nogle af vore andre terapeut uddannelser så skriv til os via kontaktformularen herunder.

Du er også velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål til din individuationsproces. Vi har kunstterapeuter og studerende i det meste af landet vi kan henvise til hvis du har brug for hjælp til f.eks. drømmetydning, symbolforståelse, skyggeintegration,  hvis du føler du sidder fast og ikke kan komme videre, hvis du er nysgerrig på det ubevidste og hvordan du bliver mere “hel” og kan anvende flere ressourcer i dagligdagen.

Jeg glæder mig til at høre fra dig

Helle-Sofia Sørensen – Skoleleder Sjælsro